Atomaffald og alternative Fakta

Siden maj 2012 har jeg gravet i sagen om det danske radioaktive affald på Risø. 

Jeg er undervejs i den proces blevet klar over, at mange af de svar, jeg har fået fra de involverede myndigheder om planerne for slutdeponering (nedgravning) af affaldet, i vid udstrækning har været copy-pastet fra gamle rapporter (1 og 2). Jeg ved, at andre borgere er blevet behandlet på samme måde.

Det tyder ikke på noget stort ønske om at informere og hjælpe de borgere, som har ønsket at forstå, hvad disse planer gik ud på. Jeg følte, jeg blev misinformeret og vildledt. Blandt andet blev jeg henvist til at læse IAEA’s mange og lange, teknisk komplicerede rapporter og til at læse en lærebog (på universitetsniveau) om reaktorfysik fra 1952 (3). The Elements of Nuclear Reactor Theory.

Jeg linker til Del I, hvis andre får samme svar og ikke vil købe den dyre bog.

4. maj 2011 bekendtgjorde sundhedsministeriet, at seks lokaliteter i fem kommuner var udpeget som mulige atomlossepladser. 

Det er skandaløst, at borgmestrene i de berørte kommuner måtte læse om det i en pressemeddelelse fra ministeriet, og at de måtte vente i mere end et år på et møde med sundhedsministeren.

Det var ikke en gang muligt at danne sig et præcist billede af, hvordan myndighederne havde tænkt sig at indrette deres slutdepot. De planer, der blev fremlagt, var helt overordnede (”generiske” med et fint ord). 

Kort fortalt: Forstudier til dansk slutdepot for radioaktivt affald 2011. Side 3 

Der blev åbenlyst spekuleret i, at man kunne spille de fem kommuner ud mod hinanden, så offentlighedens opmærksomhed ville blive rettet mod placeringen af slutdepotet, fremfor at man bekymrede sig om indretningen. Man har formodentlig regnet med, at offentligheden ville køre træt i denne diskussion, hvorefter man kunne gennemtrumfe en placering af slutdepotet der, hvor man hele tiden havde villet placere det, og kunne indrette det, så det blev så billigt som muligt for staten.

Det kom til at gå anderledes. Der blev hurtigt dannet borgergrupper i de fem truede kommuner (Skive, Lolland, Struer, Kerteminde og Bornholm). Borgergrupperne arbejdede sammen i stedet for at bekrige hinanden. De kontaktede udenlandske eksperter og søgte selv oplysninger om opbevaring af radioaktivt affald på nettet. 

De opdagede, at man i Holland havde fundet en løsning på opbevaringen af radioaktivt affald, der var langt bedre end den, man påtænkte herhjemme. Den består i at opbevare affaldet i et såkaldt mellemlager i ca. 100 år, hvor det holdes under opsyn, således at de beholdere, det opbevares i, kan repareres, hvis de viser tegn på rustdannelse eller lignende. På den måde kan man helt undgå udslip af radioaktive stoffer til omgivelserne. Hertil kommer at placeringen af mellemlageret kunne ske med den lokale befolknings accept, fordi det var tydeligt, at man fra myndighedernes side prioriterede sikkerheden så højt. (Mere om det hollandske mellemlager COVRA her).

Om COVRA - langtidsmellemlager for radioaktivt affald

Her i landet anbefalede man desværre i 2002 slutdeponering, og det har gjort problemerne endnu større, end de var til at begynde med. 

Borgerinddragelse anbefalet - men glemt

Det startede ellers så godt. 

• I 2002 anbefalede den dengang ansvarlige minister, Helge Sander (V), at der blev skabt ”maksimal åbenhed” om problematikken. Arbejdsgruppen bag rapporten: ”TEORETISK UDREDNING AF TEKNISKE KRAV TIL ET SLUTDEPOT 2002” anbefalede borgerinddragelse (side 26):"Det er en generel erfaring fra alle de beskrevne eksempler, at en god kontakt til lokalbefolkningen er en forudsætning for et rimeligt forløb af pladsvalget." 
• I Beslutningsgrundlaget fra 2008 lød det (side 47): ”processen omkring etablering af et slutdepot skulle være gennemsigtig, og der skulle arbejdes aktivt på at involvere lokale borgere og interesseorganisationer i processen”. 
• Og i 2011 sagde indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V): ”Det er også afgørende for regeringen, at hele processen mod et slutdepot foregår i åbenhed og enighed”. 

Men det var alt sammen glemt, da processen for alvor begyndte i maj 2011. Først i 2016 blev der oprettet det kontaktforum, der var lovet 8 år før. Da var sagen flyttet fra Sundhedsministeriet til Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM), formodentlig fordi Sundhedsstyrelsen Strålebeskyttelse (SIS), skal være uafhængig tilsynsmyndighed, hvor de tidligere rejste rundt og lavede reklame for slutdepotet. 

UFM oprettede i 2016 endeligt et kontaktforum, hvor repræsentanter for borgerne kan møde de embedsmænd, der arbejder med sagen. Ovenikøbet er der etableret et uvildigt ekspertpanel, der kan besvare spørgsmål fra borgerne. Hvordan det er gået, kan man læse om i Atom Posten.

2017 skal folketinget vælge slutdepot eller langtidsmellemlager

I januar 2013 bakkede folketinget op om undersøgelser af et mellemlager, og i 2017 skal Folketinget så vælge mellem et slutdepot eller et langtidsmellemlager

Det er mit indtryk, at der på det sidste har været gjort meget for at forbedre processen og inddrage de berørte borgere. Problemet er bare, at borgernes tillid til myndighederne er blevet nedbrudt gennem de foregående fem år.

Som nævnt i indledningen skyldes det for en stor dels vedkommende, at myndighederne ikke har taget deres informationsforpligtelse overfor borgerne alvorligt. Man har enten snakket udenom eller betjent sig af det, der så rammende er kaldt ”alternative fakta”.

Alternative fakta

Jeg vil nævne nogle eksempler:

1/ Kanal Roskilde har været på besøg hos Dansk Dekommissionering (DD): Dansk atomforskning under afvikling Del 1, 30.6.2014.

Fra 13:45 i Del 1 fortælles om pakning til mellemlager og slutdepot. Lidt senere i interviewet smuttes der let henover, at det danske affald indeholder så meget langlivet affald, at det f.eks. IKKE kan komme i det svenske slutdepot til kortlivet affald. Der findes endnu ikke noget svensk slutdepot, der evt. ville kunne tage det danske atomaffald på grund af sammensætningen af kortlivet og langlivet lav-, mellem- og højaktivt affald (omdefineret til langlivet mellemaktivt).

På journalistens spørgsmål: "Hvad er halveringstiden ved det værst tænkelige materiale?"  

"Det er kulstof-14, der har en halveringstid på flere tusind år", svarer DD's sous-chef og nukleare ekspert. Hun nævner ikke plutonium-239, der har en halveringstid på cirka 24.110 år. 

Kulstof-14s halveringstid er 5.730 år. Plutonium-239 findes i bl.a de 233 kg særligt affald, men også i andet affald hos DD. Dvs. det skal holdes isoleret fra mennesker og miljø i mindst 100.000 år. Desuden er der urantailings, der er langlivet lavaktivt i milliarder af år. (DEL 2 kan ses her).

2/ I meget oplysningsmateriale henviser DD og GEUS til udenlandske slutdepoter, men det sløres, at disse er til kortlivet affald eller til meget lavaktivt affald (Rokkasho i Japan), hvorimod der er dele af det danske affald, der ikke kan komme i et slutdepot til kortlivet affald, da dette affald har aktivitet udover 1000 år. 

Hvorfor sløres Informationer om Slutdepot?

3/ I en artikel på dknyt.dk kunne man 13.1.2015 læse følgende udtalelse af en projektleder hos Dansk Dekommissionering Informationer om Slutdepot (min fremhævning): 

"Der er lavet forskning, som viser, at man kan lave et sikkert slutdepot i Danmark, men vi tror bestemt også på, at vi kan lave et sikkert mellemlager i Danmark." 

Jeg henvendte mig til DD for at bede om henvisninger til den omtalte forskning, der er ukendt for mig, og fik flg. svar 21.1.15:

Kære Anne Albinus
Hvis jeg skulle have været citeret korrekt skulle der i sætningen stå: Vi har udført forstudier som viser (…)

Det drejer sig selvfølgelig om forstudier til slutdepot som kan ses her: http://www.sum.dk/Temaer/Slutdepot/Rapporter-vedr-slutdepot-forstudier.aspx

Med venlig hilsen,
citat slut.

4/ På en høring i Rødbyhavn i forbindelse med miljøvurderingen 31.3.14 nævnte jeg problemet med det historiske affald (tønder med ukendt indhold). En DD-ansat sagde til mig, at det meste historiske affald er kortlivet. Efter mødet skrev jeg til DD og bad om dokumentation for denne udtalelse. Af det skriftlige svar fremgår det, at det historiske affald endnu ikke var (og stadig ikke er) færdigkarakteriseret.

Foto fra borgermøde om Miljøvurderingen i Rødbyhavn 31.3.14

5/ Ikke blot danske borgere er blevet spist af med snik-snak. Det gælder også Sverige, Tyskland og Polen i de svar, som danske myndigheder gav i 2014 i forbindelse med ESPOO-høringen. De gennemgående svar var, at de danske myndigheder ikke kan svare specifikt på de stillede spørgsmål, da slutdepotplanen er overordnet: 

"Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at svare specifikt på de stillede spørgsmål. Der kan alene henvises til de mere generelle studier i Danish Decommissioning, Pre-feasibility study for final disposal of radioactive waste. Disposal concepts, Main Report, May 2011". (2)

6/ Et af de grelleste eksempler på alternative fakta var på et møde i Kerteminde i 15.6.2011.

Her repræsenterede Sundhedsstyrelsen Strålebeskyttelse (SIS) sundhedsministeriet, der dengang var ansvarlig for slutdepotprocessen. Hvordan kan SIS repræsentere sundhedsministeriet og på samme tid være uafhængig tilsynsmyndighed? Den SIS-ansatte gjorde alt for at sno sig udenom, at de 233 kg særligt affald er højaktivt affald.

                         Borgermøde 15.6.2011. Foto: Kjerteminde Avis

Fra mit indlæg Atomaffald, Tågesnak og Politisk Tyranni:

Ordstyreren spørger (del 2  23:19):

"Nu har vi hørt om det mellemradioaktive affald og det lavradioaktive affald, som måske skal herover. Hvad med det højradioaktive affald, hvor bliver det af?"

Embedsmand fra SIS (Del 2  23:24):

“Det man kan betegne som højradioaktivt affald, det er selve det brændsel, som har været i reaktorerne på Risø. Der er det sådan, at det uran, der er indgået i det brændsel, man har brugt, det stammer fra USA og af hensyn til ikke-spredningsforholdene begrænser, hvor (...) uran i verden, så er det taget tilbage til USA. Dvs. de brændselselementer, der har været i DR2 og DR3, er ført tilbage til USA, og det er derfor, vi kan sige, vi har ikke højaktivt affald i Danmark.”

Sætning 1: “Det man kan betegne som højradioaktivt affald, det er selve det brændsel, som har været i reaktorerne på Risø.”

- Her informeres ikke om, at der ud over de brugte brændselselementer fra DR3, der er returneret til USA, befinder sig andre brændselsstave på Risø, nemlig i de 233 kg særligt affald. Disse brændselsstave har i forbindelse med forsøg været udsat for meget høj udbrænding, dvs. de har været meget længe i en reaktor. Hvad bl.a. 1,2 kg plutonium vidner om. (2)

Sætning 2: "Der er det sådan, at det uran, der er indgået i det brændsel, man har brugt, det stammer fra USA og af hensyn til ikke spredningsforholdene begrænser, man (...) uran i verden, så er det taget tilbage til USA." 

- Her oplyses ikke om uran købt andre steder. Se NOTAT 2.2.2001 til Folketinget (2):

“Der er dog f.eks. i elementerne, der blev bestrålet i Kahl-reaktoren anvendt naturlig uran købt i England. Nogen formel forpligtelse til, at leverandøren af uranet skulle tage det bestrålede og mere eller mindre udbrændte materiale tilbage foreligger ikke og blev ikke diskuteret på den tid eksperimenterne fandt sted, idet de stadig forventedes, at Danmark på et tidspunkt skulle have A-kraftværker, og derfor også ville skulle have eget slutdepot til højaktivt affald."

Sætning 3: "Dvs. de brændselselementer, der har været i DR2 og DR3, er ført tilbage til USA og det er derfor, vi kan sige, vi har ikke højradioaktivt affald i Danmark.”

- Mit spørgsmål er:  Hvordan kan man udlede, at man ikke længere har højradioaktivt affald på Risø, fordi man i 2002 har returneretbrugte brændsels-elementer til USA, når der fortsat er brugte brændselselementer på Risø, hvoraf nogle har været meget længe inde i en reaktor, dvs. været udsat for meget høj udbrænding (3)? Se NOTAT fra 2.2.2001 (2):

"Udover de dansk fremstillede brændselsstave befinder der sig rester af udenlandsk fremstillede brændselsstave på Risø. Som bidrag til sikkerhedsforskningen vedrørende kraftreaktorbrændsel blev der i perioden 1980 - 90 under Risøs ledelse gennemført tre internationale projekter til undersøgelse af bl.a. frigørelse af fissionsgasser fra kraftreaktorbrændsel med høj udbrænding. Bestrålet prøvemateriale hidrørende fra General Electric, American Nuclear Fuel og Battelle (alle USA) kom fra en række lande til undersøgelse i Hot Cell. Heller ikke i disse sammenhænge var der - af samme grunde som anført ovenfor - indgået aftale om returnering af prøvematerialet til leverandørerne."

Skrevet af Anne 

Henvisninger


1) TEORETISK UDREDNING AF TEKNISKE KRAV TIL ET SLUTDEPOT 2002 - RAPPORT AF EN ARBEJDSGRUPPE NEDSAT AF IT- OG FORSKNINGSMINISTERIET

2) Danish Decommissioning Pre-feasibility study for final disposal of radioactive waste. Disposal concepts Main Report May 2011

Forstudier hovedrapport (2011)

Resumé: hovedkonklusioner & anbefalinger (2011)

Kort fortalt: Fakta om forstudierne (2011)

Redegørelse til Folketinget (2009)

Beslutningsgrundlag (2008)

Folder om slutdepot (2005)

3) "Demokratiet er i denne sag sat fuldstændig ud af spil", sagde Skives daværende borgmester Flemming Eskildsen (V) i en 

pressemeddelelse 12.10.12: "Lad jer ikke presse af Astrid Krag".  "Det er yderst uheldigt og i den grad påfaldende, at sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag presser de politiske ordfører til skriftligt at bekræfte, at de står ved en tidligere beslutning om en placering af et slutdepot for atomaffaldet fra Risø, netop nu, få dage før vi inviterer til en høring om emnet".

Politiskole og Atomaffald

Så blev det afgjort, at den nye politiskole skal ligge i Vejle. 

Medierne har fulgt sagen nøje, og dommen er klar: Thulesen Dahl er vinderen, og Løkke er taberen.

Hvor skal det radioaktive affald ligge? Ingen kender svaret, og hvad der er endnu værre: få ved, at det radioaktive affald overhovedet findes og er et problem. De har læst og hørt så meget om politiskolen og alle de andre sager, hvor politikere taber eller vinder, at der ikke er plads til mere. 

Men hvad betyder mest – placeringen af politiskolen eller placeringen af atomaffaldet?

Det er næsten overflødigt at spørge, men vi prøver alligevel:

• Hvordan vil det påvirke samfundsudviklingen, at politiskolen kommer til at ligge i Vejle i stedet for i Herning? Ikke ret meget, hvis vi skal være ærlige (og det skal vi, når vi bor i Herning).
• Hvordan vil det påvirke det lokalsamfund, der får påtvunget det radioaktive affald? Det vil være ødelæggende.

Og hvad med det lange perspektiv:

• Ligger politiskolen i Vejle om 300 år? Findes der overhovedet politi og politiskoler til den tid? Ingen kender svaret.
• Er det radioaktive affald også farligt for mennesker og dyr om 300 år, hvis det bliver gravet ned som myndighederne har planlagt? Ikke en gang de sikkerhedsanalyser, som myndighederne ærligt og redeligt har betalt for, kan skjule, at der er en betydelig risiko for udsivning af radioaktive og giftige stoffer med deraf følgende skader på mennesker og dyr.

Medierne har dækket historien om politiskolen ned i de mindste detaljer. Vi ved alt om, hvad hvert enkelt folketingsmedlem og hver enkelt borgmester mener om denne sag. Hvem, der er glade, og hvem, der er sure.

Mediernes dækning af historien om det radioaktive affald har, på få undtagelser nær, været helt overfladisk og har i mange tilfælde begrænset sig til kritikløs afskrivning af myndighedernes partsindlæg. De har i stor udstrækning afvist læserbreve og debatindlæg fra borgerne om denne sag. Trods forskelle i stil og holdning medierne i mellem har der været udbredt enighed om at holde dette emne ude af den offentlige debat.

Medierne har ikke gjort noget for at forklare, endsige forsvare denne vanvittige prioritering.

Så hvad er det helt præcist, danske medier bebrejder og har bebrejdet folk som Silvio Berlusconi, Marine le Pen og Donald Trump? 

At disse mennesker bare siger det, folk gerne vil høre? 

At de udnytter det faktum, at flokmentaliteten betyder så meget for meningsdannelsen? 

At de giver udtryk for en stærkt forenklet opfattelse af, hvordan samfundet fungerer?

Måske. Men hvad gør de selv?

Skrevet af Jens

”Science is real”

Det var et af de slagord, der blev brugt ved demonstrationerne i forbindelse Donald J. Trump’s indsættelse som præsident i fredags.

Slagordet sigter tydeligvis til den foragt for naturvidenskabelig tankegang, som præsidenten har givet udtryk for ved flere lejligheder, især når naturvidenskabelige argumenter er blevet brugt til at kritisere økonomisk givtige, men miljømæssigt set betænkelige, initiativer. 

Slagordet rammer noget helt centralt, men kræver en præcisering, som slagord ofte gør. 

Det er ikke en påstand om, at naturvidenskaben er ufejlbarlig, eller at den kan give svar på alt. Mange spørgsmål, herunder nogle af de mest påtrængende, når det drejer sig om miljøet, har naturvidenskabsfolk enten ikke villet besvare definitivt, eller kun gjort det tøvende. 

For eksempel varede det længe, inden realiteten af den globale opvarmning blev almindeligt anerkendt i det naturvidenskabelige miljø. Mange tvivlede, så længe data var ufuldstændige, men så heller ikke længere. Tvivlen er en vigtig del af den naturvidenskabelige proces, men skyldes ikke ulyst til at se virkeligheden i øjnene. 

Det er heller ikke sådan, at der altid er enighed blandt naturvidenskabens udøvere. Tværtimod kan der være voldsomme diskussioner mellem dem, selvom alle har adgang til de samme data. Det handler ikke kun om, hvad man ved, men også om, hvordan man fortolker det, man ved. Naturvidenskaben trives, når dens udøvere skændes.

Det, der adskiller den naturvidenskabelige tankegang fra præsidentens, er, at den forsøger at frigøre sig fra forudfattede meninger, personlige interesser, ønsketænkning og så videre. At forstå naturen på dens egne betingelser, så at sige.

Det er meget, meget svært. 

Men det er tankevækkende, at allerede bestræbelserne på at klarlægge sammenhængene mellem menneskelige aktiviteter og det globale miljø, så ufuldkomne de end måtte være på nuværende tidspunkt, er blevet opfattet som åbenlyse udfordringer i de kredse, Mr. Trump repræsenterer. 

Det er fristende at betragte ham som et enkeltstående, bisart tilfælde. Men dels er han valgt til et job, som anses for at være det mest indflydelsesrige i verden. Dels er de holdninger, han giver udtryk for, langt fra nye, selvom hans stil og ordvalg er frækkere, end vi har set og hørt indtil nu. 

Han har gjort sig til talsmand for et uartikuleret oprør mod den etablerede fornuft, ikke for en gennemtænkt kritik af den, og det har mange gjort før ham.

I Danmark har vi allerede i mange år hørt om smagsdommere, eksperter, elite osv. Vi har oplevet, hvordan disse etiketter blev hæftet på folk, uden at der blev taget stilling til, hvad de mente, eller hvordan de begrundede deres synspunkter. 

Måske har ingen herhjemme svinet deres modstandere til i det omfang, Donald Trump har gjort. Men de har opnået omtrent det samme. 

Hvis nogen mener noget, man ikke bryder sig om, er det blevet legitimt at råbe: ”smagsdommer”, ”ekspert”, ”elite” eller lignende efter dem. 

Man behøver ikke længere forholde sig til, hvorfor andre mener det, de mener. Alene måden, de udtrykker sig på, er nok til at afvise dem som partnere i en ligeværdig diskussion. Bare det at have adresse på Østerbro i København er nok til, at en person kan stemples som et udskud af det menneskelige samfund.

Nu kan vi se, hvad alt dette skal bruges til. 

• Vi kan se, hvordan naturvidenskabelige argumenter bliver radbrækket, så de tjener magthavernes interesser. 
• Vi kan se, hvordan dens udøvere tvinges til at underordne sig en magtstruktur, der er i konflikt med grundlæggende træk ved naturvidenskabelig tankegang. 
• Vi kan se, hvordan tvivlen bliver styret, så den kun rammer modpartens synspunkter, aldrig magthavernes egne.
• Vi kan se, hvordan formidling af naturvidenskabelige emner bliver nedprioriteret, så befolkningens muligheder for at kigge magthaverne i kortene begrænses.

Man kan frygte for, hvilken indflydelse denne udvikling vil have på vores demokratiske styreform. Men måske miljø-ødelæggelserne kommer så hurtigt og så voldsomt, at det med demokratiet bliver et mindre problem.

For hverken milliardærerne i Trump-administrationen eller deres meningsfæller verden over kan komme uden om, at naturvidenskaben har meget at sige om klodens nuværende tilstand, og det den siger, er ikke rart. Science is real. 

Skrevet af Jens

Hvilke Uran-erfaringer til Arktis?

Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) og Grønlands Naturinstitut har for Miljøstyrelsen for Råstofområdet i Grønland lavet en rapport på 242 sider udgivet i januar 2017 med en gennemgang af processen omkring udvinding af radioaktive materialer, miljøproblemer og mulige løsninger, lovgivning og regulering: "Exploitation of radioactive minerals in Greenland, management of environmental issues based on experience from uranium producing countries". 

På baggrund af rapporten er der udarbejdet et kort notat, som beskriver nogle af de generelle miljøproblemer, som udvinding af radioaktive stoffer kan medføre.

Skønmaleri af uranudvinding 

Jeg har tidligere skrevet, hvordan GME og en foredragsholder fra DCE på infoturene i Sydgrønland laver skønmaleri af uranudvinding. Desværre er der også eksempler både i notatet og i selve rapporten.

Notatet

Tailings/affaldet er det største problem ved uranudvinding, da tailings er langlivet lavaktivt affald med aktivitet i milliarder af år. Milliarder af år bliver i notatet til "i mange år"!  En klar underspilning af problemerne:

Udvaskning af forurenende stoffer fra tailingsdepoter kan fortsætte i mange år og have en uønsket påvirkning af dyrelivet i vandløb, søer og fjorde og af drikkevand. Der skal derfor være stort fokus på design og etablering af tailingsdepoter. 

Rapporten

I forordet i rapporten står side 7: It is the aim of DCE and GINR that the information in the report is correct and up-to-date. 

Men omtalen på side 204-5 af naturgenopretningen af franske uranminer er en karikatur med fejl mht. opfølgning og kilder if. en fransk miljøjurist med indsigt i emnet. 

Det er selskabet AREVA, der står for miljøovervågning og naturgenopretning ved de mange lukkede uranminer i Frankrig. Men i DCEs rapport nævnes intet om den franske nukleare myndigheds (ASN) kritik i februar 2016 af Areva.

ASN kom med en lang række anbefalinger og krav til AREVA (1):

AREVA skal 

• udarbejde en undersøgelse i forhold til håndtering af gråbjerg (ikke-knuste bjergarter), der er anvendt uden for minens område 
• ajourføre opgørelsen over 165 gråbjergsdepoter
• lave en statusrapport for firmaets strategi for udviklingen i vandbehandlingen fra tidligere uranmineområder, der hører under Arevas ansvar
• undersøge udslip og ophobning i markerede sedimenter i floder og i søer
• sammenligne feltdata og modelleringsresultater af de dosimetriske konsekvenser på langt sigt på uranminestederne
• undersøge vandbehandlingen fra steder med tidligere uranminer
• undersøge behovet for dimensionering af tailingsdække for hvert tailingsdepot 
• undersøge langtids-stabiliteten i dæmningerne ved tailingsdepoterne og 
• lave en handlingsplan, så der kan udarbejdes geotekniske rapporter for hver dæmning.

Forfatterne skriver i forordet til rapporten, at de ønsker at øge forståelsen. Det er en sandhed med modifikationer. Så vidt jeg har forstået.

Skrevet af Anne Albinus

Henvisninger

1. Frankrigs lukkede Uran-miner giver Problemer.
2. I Grønland bør man være kritisk over for rådgivning, der udgiver sig for at være uvildig. Jeg henviser til sagen om slutdeponering i Danmark af radioaktivt affald.

Nytårskommentar: Bliver 2017 et stort År for det radioaktive Affald?

Ingen ved det. 

Myndighederne har meldt ud, at der vil blive taget en politisk beslutning om det radioaktive affald i det nye år, men om den bliver god eller dårlig, er ikke til at sige. Under alle omstændigheder er det en svær beslutning, og fristelsen til at udskyde den er stor. 

Ser man på verdenssituationen i almindelighed, er det endnu sværere at forudse, hvordan det vil gå i det nye år. Især har valget af Donald Trump til amerikansk præsident gjort verden endnu mere uforudsigelig, end den allerede var. 

Men en ting står fast, desværre: Den kommende præsident ser negativt på naturvidenskab i almindelighed og miljøhensyn i særdeleshed. 

Hans latterliggørelse af bekymringen for den globale opvarmning og åbenlyse støtte til olie- og gas-lobbyen er et eksempel. Den sandsynlige genoplivning af planerne for slutdeponering af radioaktivt affald i Yucca Mountain i Nevada, som Obama-administrationen havde stillet i bero, er et andet. 

Den kommende præsident har udnævnt den tidligere Texas - guvernør, Rick Perry (RP), til direktør for det føderale energiministerium, Department og Energy (DOE). 

Tidsskriftet ”Scientific American” har i en artikel (1) givet sit bud på, hvad man kan forvente, når han tager over om tre uger. 

RP’s holdning er, at delstaterne selv skal kunne bestemme, om de vil påtvinge deres borgere radioaktivt affald eller ej:

”Some state out there will see the economic issue, and they will have [waste] in their state”

RP mener i fuldt alvor, at atomaffald af enhver art skal slutdeponeres, og at det er økonomien, der bestemmer hvor. 

Det er dybt foruroligende, og artiklen citerer en amerikansk analytiker for den ildevarslende vurdering:

”2017 will be a very big year when it comes to nuclear waste policy”

Ja, hvis bare en mindre del af den lovede politik bliver gennemført, vil 2017 utvivlsomt blive ”a very big year” for de virksomheder i USA, der kan tjene på at grave radioaktivt affald ned. 

Men for de mennesker, der er så uheldige at bo i nærheden af et påtænkt slutdepot, bliver året 2017 et mareridt, og når affaldet begynder at sive ud i omgivelserne, kommer mange andre til at lide under det også.

Der er også grund til at være bekymret for, hvordan skiftet i den amerikanske miljø - politik vil påvirke holdningen til radioaktivt affald i andre lande.

Det er nærliggende at frygte, at det vil blive brugt til at legitimere holdninger til det radioaktive affald, der minder om dem, DOE’s kommende direktør har givet udtryk for.

Det vil være særlig let her i landet, hvor medierne med få undtagelser har demonstreret, at de hverken evner eller tør behandle dette emne kritisk. 

Vores nytårsønske er derfor rettet til de borgergrupper, der på sjette år kæmper mod slutdeponering af radioaktivt affald. 

Det er i al korthed:

HOLD UD!   

I er de eneste, der kan og tør sige fra.

Vi ønsker alle et 2017, der er så godt, som det kan blive under de nuværende omstændigheder.

Anne og Jens

Henvisning:

1. https://www.scientificamerican.com/article/trump-energy-pick-perry-pushed-to-store-nuclear-waste-in-his-own-state/?WT.mc_id=SA_IDR_20161221

Palomares og Thule: Oprydning og Monitorering

Den 17.1.1966 kolliderede et B-52G-bombefly med et tankfly og styrtede ned i Middelhavet ud for Spaniens østkyst nær fiskerbyen Palomares. Flyet medbragte fire brintbomber, hvoraf tre blev fundet på land ved Palomares. Den fjerde bombe blev 2½ måned senere fundet intakt i Middelhavet.

Modsat af hvad der skete efter et B-52G bombeflystyrt ved Thule den 21.1. 1968 blev der ved Palomares iværksat et monitoreringsprogram af mennesker og miljø - Project IDALO:

Monitoring programmes were implemented since 1966 by CIEMAT with financial support from the United States Department of Energy (DOE), including the surveillance of the population and of the environment.  (1)

I en artikel i The New York Times fra 19.6.2016 Decades Later, Sickness Among Airmen After a Hydrogen Bomb Accident kan man læse, at det kneb med pengene til monitoreringen: The United States promised to pay for a public health program to monitor the long-term effects of radiation there, but for decades provided little funding. 

Video fra NY Times artiklen Decades Later, Sickness Among Airmen After a Hydrogen Bomb Accident 

NY Times skriver også:

Monitoring of the village in Spain has also been haphazard, declassified documents show. The United States promised to pay for a public health program to monitor the long-term effects of radiation there, but for decades provided little funding. Until the 1980s, Spanish scientists often relied on broken and outdated equipment, and lacked the resources to follow up on potential ramifications, including leukemia deaths in children. Today, several fenced-off areas are still contaminated, and the long-term health effect on villagers is poorly understood.

Many of the Americans who cleaned up after the bombs are trying to get full health care coverage and disability compensation from the Department of Veterans Affairs. But the department relies on Air Force records, and since the Air Force records say no one was harmed in Palomares, the agency rejects claims again and again.

The Air Force also denies any harm was done to 500 other veterans who cleaned up a nearly identical crash in Thule, Greenland, in 1968. Those veterans tried to sue the Defense Department in 1995, but the case was dismissed because federal law shields the military from negligence claims by troops. All of the named plaintiffs have since died of cancer.


Oprydning ved Palomares

Den 19. oktober 2015 underskrev USA og Spanien en hensigtserklæring om oprydning ved Palomares, der bl.a. indebærer fjernelse af 50.000 m3 forurenet jord til deponering i USA: Statement of Intent between the United States of America and the Kingdom of Spain Concerning a Program of Remediation for the Palomares Site.

I North Carolina Journal of International Law kan man læse om aftalens betydning for fremtidige nukleare oprydninger: The US and Spain’s Palomares agreement and how it could affect future nuclear cleanups.

Greenpeace minder om, at aftalen ikke er juridisk bindende, men er et forhandlingsoplæg. I lyset af det strategiske samarbejde mellem USA og Spanien i de senere år er det dog sandsynligt if. denne artikel, at det bliver til noget med projektet. Planen er, at den forurenede jord skal deponeres i Nevada ørkenen i et område, der allerede er forurenet efter atomprøvesprængninger. Deponiet i Savannah River Site (SRS), hvor 5.500 tons forurenet jord fra Palomares er blevet transporteret til tidligere, lukkede helt i 2008:

At Savannah River Site, the Old Radioactive Waste Burial Ground that holds the Palomares and Thule debris was filled in 1974 to its capacity of 7 million cubic feet of mostly common items, including lightly contaminated clothing, tools and containers. In June, SRS celebrated the formal closure of the landfill.

"Those 76 acres are now closed for good, with a permanent cap over the top, and the area will be continually monitored," said Department of Energy spokeswoman Fran Poda. "Nothing's ever going to be added there again." (Jacksonville.com 6.9.2008)

Foto in: Storing solid radioactive waste at Savannah River Plant 1976

I deponiet på SRS befinder sig også flydele og forurenet sne fra Thule-ulykken 21.1.1968, jf. dette dokument fra 1976 pp. 26-27:

b. Greenland Ice 

On January 21, 1968, a bomber that carried nuclear weapons crashed in Greenland, producing large quantities of contaminated ice and aircraft parts. Recovery activities required 535 containers with a storage volume of 120,000 cubic feet for aircraft parts and 680,000 gallons of water potentially contaminated with plutonium. The water was filtered, monitored, and sent to a seepage basin, except for a small fraction that was evaporated and its concentrates stored in the high level waste tanks, Aircraft parts and storage tanks have been buried in three separate trenches. 

Thule-arbejderne 

Selvom der ved brintbombeflystyrtet i Thule 21. januar 1968 var tale om spredning af radioaktive og andre giftige stoffer, er de ca. 1200 danske Thule-arbejdere, der deltog i oprydningen, ikke blevet regelmæssigt helbredsundersøgt. Myndighederne har nemlig afvist, at de har været udsat for radioaktiv stråling. Arbejderne er heller ikke blevet undersøgt for andre farlige stoffer, da myndighederne hævdede, de ikke vidste, om der f.eks. var beryllium, et meget giftigt metal, tilstede. (4)

Når man udsættes for radioaktiv stråling, kan der komme en reaktion hurtigt eller efter mange år. I dag kan man ikke skelne, om en cancer er fremkaldt af radioaktiv stråling eller af noget andet, men man har opdaget, at alvoren af en cancer ikke er forbundet med den modtagne dosis. Der findes ingen kendt minimumsdosis, der svarer til forekomst af kræft. (5)

Lærestykke i manglende viden/påtaget uvidenhed og vilje til indsigt i atomvåben

Linkt til TV Aktuelt: https://www.dr.dk/bonanza/serie/401/thule-ulykken/65631/tv-aktuelt-19-aar-efter

I en TV debat fra 19.3.1987 kan man se eksempel på manglende vilje til at komme syge arbejdere i møde. Debatten kan ses via dette link, hvor man skal klikke på udsendelsen med navn TV Aktuelt. 19 år efter. (00:46:01 minutter). Debatten starter ca. 2 minutter inde og er et lærestykke i eksperternes manglende viden om og manglende vilje til indsigt i atomvåben, der kunne fremskaffes ved et enkelt biblioteksbesøg og ydermere - og meget alarmerende - en manglende vilje til at komme syge arbejdere imøde.

Selvom Thule-arbejderne aldrig er blevet undersøgt for andre giftige stoffer, har en tidligere dansk EU-ambassadør alligevel overraskende oplyst, at det var tilfældet, i et brev fra EU- Repræsentationen i Bruxelles 14.1.2005 til formanden for Udvalget for Andragender i Europa-Parlamentet i forbindelse med en tidligere Thule-arbejder Jeff Carswells henvendelse til Udvalget. 

• Det virker påfaldende, at danske myndigheder lader syge arbejdere i stikken, der har ryddet op efter en nuklear ulykke. Det kan kun give mistanke om, at der er noget, der skal skjules. 

• Det er vigtigt, at sagen om afvisningen af Thule-arbejderne huskes, for de myndigheder og institutioner, der medvirkede ved den usle afvisning af syge mennesker, medvirker også i forbindelse med uranprojektet på Kvanefjeldet og Slutdepotplanen for det danske atomaffald: det er bl.a. Risø, nu DTU/Risø, og Sundhedsstyrelsen(SIS). Sagen klæber også som en skamplet på bl.a. dansk arbejdsmedicin og på Statens Institut for Folkesundhed, der stædigt har viftet Thule-arbejderne afvisende om næsen med registerundersøgelser. 

Skrevet af Anne Albinus

Henvisninger

1) Plutonium contaminated sites in the PALOMARES regionSPAIN
19 to 22 April 2010 VERIFICATIONS UNDER THE TERMS OFARTICLE 35 OF THE EURATOM TREATY Technical Report EU Commissionen DG for Energy

2) Thulesagen - De svarer ikke! Atom Posten 24.4.2016

3) Jeff Carswell: Stop den videnskabelige Myte om Thulekatastrofen Atom Posten 14.7.2015

4) Atomaffald og fremtidige Ulykker - i Lyset af Thulesagen Atom Posten 19.7.2015

5) Radioactivité (rayonnements ionisants) et cancer Centre de lutte contre le cancer 

6) Uddrag fra 4) Atomaffald og fremtidige Ulykker - i Lyset af Thule-sagen Atom Posten 19.7.2015:


Eksempler på myndighedernes afvisning gennem 48 år af syge Thulearbejdere

Her følger 4 eksempler på, hvordan ovennævnte danske myndigheder har afvist arbejdere, der blev udsat for radioaktiv stråling og andre giftige stoffer, mens de udførte deres arbejde i forbindelse med oprydningen efter brintbombeflystyrtet ved Thule 21. januar 1968.

1. Thulearbejderne er aldrig blevet undersøgt for påvirkning fra giftige stoffer som f.eks. det kræft- og allergifremkaldende beryllium

I en debat i DR i 1987 mellem 3 Thulearbejdere og 3 eksperter: daværende leder af Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) cand. scient. Kaare Ulbak, overlæge Per Vagn Hansen fra Sundhedsstyrelsen og helsefysiker civilingeniør Ole Walmod-Larsen fra Risø siger de 3 eksperter tydeligt, at der kun blev ledt efter plutonium i 1968. Ole Walmod-Larsen oplyser imidlertid, da journalist og ordstyrer Bent Nørgaard vedholdende insisterer på tilstedeværelse af det meget giftige metal beryllium, at Risø tog en isprøve, der viste, at der var beryllium tilstede - "på grænsen".

Debatten kan ses via dette link, hvor man skal klikke på udsendelsen med navn TV Aktuelt. 19 år efter. (00:46:01 minutter). Debatten starter ca. 2 minutter inde og er et lærestykke i eksperternes manglende viden om og manglende vilje til indsigt i atomvåben, der kunne fremskaffes ved et enkelt biblioteksbesøg og ydermere - og meget alarmerende - en manglende vilje til at komme syge mennesker imøde.

Selvom Thulearbejderne aldrig er blevet undersøgt for andre giftige stoffer, har en dansk EU-ambassadør alligevel oplyst, at det var tilfældet, i et brev fra EU- Repræsentationen i Bruxelles 14.1.2005 til formanden for Udvalget for Andragender i Europa-Parlamentet i forbindelse med en tidligere Thule-arbejder Jeff Carswells henvendelsetil Udvalget.

2. Vedr. urinprøve-lister til folketingets finansudvalg 3.kt.j.nr 95-074-60 §16, bilag 16 til aktstykke 47 over tritium-målinger på Thulebasen 7., 8., 9. og 10. marts 1968

I følgebrevet til finansudvalget af 3.11.1995 står, at det er 3 lister som helsefysiker Ole Walmod-Larsen, Risø, har skrevet af efter "print-out"si det amerikanske målelaboratorium på Thulebasen fra 7. til 10.3.1968. I en håndskrevet afskrift kan man se tal, der viser tritium-målinger for de danskere, der var opført på tankfarmprotokollen. Tankfarmen var et lukket område, hvor sneen fra ulykkesstedet, der indeholdt bl.a. plutonium og andre giftige stoffer, blev fyldt over på lukkede tanke og senere sendt til deponering i Savannah River i USA. Tritium var en indikator. Hvis helsefysikerne fandt tritium ved kontrollen til fra tankfarmen, skulle de også lede efter plutonium. Tankfarmprotokollen er fortrolig, men Risøs notater vedrørende urinprøver fra Thule-arbejdere i anonymiseret stand er ikke fortrolige. 

Imidlertid bemærker jeg, at der ikke står opført tal for 13. og 14.marts 1968. If. Poul Brinks bog om Thulesagen ("Thulesagen Løgnens univers") står der i udgaven 2015 på side 47 og frem i forb. med Brinks besøg på Risø og samtalen her med  helsefysikerne Asker Aarkrog og Ole Walmod-Larsen, at Thulearbejderen Ruben Eriksen passerede kontrollen 15 gange, de to sidste gange, 13. og 14. marts, hvor han if. Brink ikke blev kontrolleret.
......

Opdatering 23.7.2015

Greenpeace og OOA (Hans Møller Kristensen og Lars Melgaard) skrev i deres rapport om "Thuleulykken 1968" Januar 1987, side 37:

"If. en rapport fra U.S. Airforce Radiological Health Laboratory fra 1968 kan urinprøver taget på dette tidspunkt højst afsløre om der er eller ikke er plutonium til stede. For at få et rimeligt billede af det organiske optag skal urinprøver tages i perioden 120 til 160 dage efter optagelsen, idet plutonium-udskillelsen når et maksimum i denne periode.(37)

Urinprøver er ikke taget på danske arbejdere på dette tidspunkt".

(37) Odland, Lawrence T.; et al.: Industrial medicine experience associated with the Palomares nuclear accident in: Journal of occupational medicine, vol. 10, nr.7 (July 1968), side 360

........

Professor Hugh Zachariae (5) behandlede på Marselisborg Hospital Ruben Eriksen, der havde deltaget i oprydningsarbejdet på isen på selve nedstyrtningsdagen, og som også havde flyttet nedstyrtningsmateriale og forurenet sne i 30-35 dage.

Forøvrigt var det via Jyllandsposten, at Ruben Eriksen 28.2.1987 fandt ud af, at han var blevet afvist af Sikringsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen havde nemlig fortalt Jyllandsposten om afvisningen af Ruben Eriksen, uden at Ruben Eriksen selv havde fået beskeden først. (Spørgsmål S 794 om dette til daværende indenrigsminister Knud Enggaard (V) blev stillet af Kaj Poulsen (S) 6.3.1987 og svar kan findes her).

Operation stegepande på Thulebasen

De prøver, der blev taget på Thulebasen i 1968, blev taget under vanskelige forhold og var som følge heraf behæftet med usikkerhed. Alligevel blev de brugt til afvisning af de syge arbejdere. I sin bogBaser Grønland og den kolde krig (1) skriver Jens Zinglersen, der arbejdede på basen og var den første på ulykkesstedet, bl.a. på side 168:

"Jeg blev tilknyttet denne gruppe fra Risø, som i nogen tid samlede prøver af is og sne uden for nedstyrtningsstedet for at analysere disse for radioaktivitet. De havde indrettet et meget primitivt laboratorium i køkkenet på den nedlukkede Dining Hall 6. De indkøbte i Base Exchange alt, hvad der var af teflonpander, og på disse smeltede de sneprøverne og filtrerede det fremkomne vand gennem Melitta-kaffefiltre og målte så på resterne. Det er på baggrund af disse meget primitive analyser, at helsefysikerne i deres rapport konkluderede, at der ikke var nogen strålingsfare".

Denne metode afviger selvfølgelig stærkt fra de metoder der er brugt sidenhen til påvisning af plutonium. Alligevel har danske myndigheder lænet sig op ad disse første måleresultater.

Foto side 268 fra Til Samfundets Tarv - Forskningscenter Risøs historie 1998 (billedtekst kan ses under (2) forneden i henvisninger


3. Vedr. Sundhedsstyrelsens rapport om Plutoniumudskillelse hos tidligere Thulearbejdere fra 1988

Danmarks mest kompetente nuklear mediciner på daværende tidspunkt overlæge Troels Munkner (5) afviste med kvantitative skøn i Politiken 18.2.1995 Sundhedsstyrelsens rapport om Plutoniumudskillelse. Munkner stemplede rapporten som "komplet værdiløs og ubrugelig".

Formålet med rapporten var at analysere plutoniumudskillelse i urinen fra 78 af de Thule-arbejdere og Grønlændere, der skønsmæssigt havde været udsat for mest stråling i forbindelse med oprydningen efter Thuleulykken.

Undersøgelsen viste, at ingen Thulearbejdere var blevet udsat for radioaktiv stråling, og derfor kunne der if. SIS og Risø ikke påvises en sammenhæng mellem strålingen på ulykkesstedet og Thule-arbejdernes senere opståede sygdomme. Derfor er Thule-arbejderne heller aldrig blevet regelmæssigt helbredsundersøgt af specialister.

Munkners kritik i Politiken går ud på, at det slet ikke kan lade sig gøre at måle dosis efter 20 år. Usikkerheden i undersøgelsen er så stor, at Thule-arbejderne skulle have været udsat for mindst 100 gange den tilladte dosis stråling for at det overhovedet ville være muligt at måle den 20 år efter:

"Sundhedsstyrelsen anfører selv, at hvis man med bare en vis sikkerhed skulle kunne måle plutonium-aktivitet i en Thule-arbejders urin, skulle han have optaget mindst 100 mikrogram eller 100 gange den tilladte dosis. Undersøgelsen kan altså ikke påvise om Thule-arbejderne under oprydningen optog mere plutonium i kroppen, end de maksimale grænser foreskriver. Undersøgelsen er kort sagt komplet værdiløs, konkluderer overlægen."

Abonnenter på Politiken kan læse hele artiklen med Munkners kritik i arkivet under datoen 18.2.1995 side 1, 1. sektion. Ellers kan artiklen ses på biblioteket.

4. Vedr. Registerundersøgelsen af K. Juel, G. Engholm og H. Storm 2005

I 2005 forsøgte en statistiker fra Syddansk Universitet samt en statistiker og en overlæge fra Cancerregisteret at afvise de syge Thule-arbejdere med statistik i en registerundersøgelse. I konklusionen bruger forfatterne bl.a. den ifølge Munkner værdiløse og ubrugelige Plutonium rapport fra 1988 som et af argumenterne for afvisningen af en sammenhæng mellem udsættelsen for plutonium og Thule-arbejdernes efterfølgende sygdomme:

"I perioden 1986-1995 blev gennemført en række undersøgelser af helbredsforholdene blandt Thule-arbejderne. De dengang foretagne registerundersøgelser af dødelighed, kræft, hospitalsindlæggelser og fertilitet kunne ikke påvise nogen forskelle mellem Thule-arbejderne fra oprydningsperioden og Thule-arbejderne kun ansat uden for. I en undersøgelse af plutonium udskillelsen blandt personer, som var beskæftiget på Thule-basen i oprydningsperioden påvistes ikke plutonium over detektionsgrænsen i de analyserede urinprøver."

Svaghed ved statistik

Men statistik kan kun vise, at der ikke sikkert er nogen sammenhæng. Den kan ikke udelukke, at der er en sammenhæng. Sagen om de syge Thule-arbejdere rammer gråzonen mellem det, der med sikkerhed kan fastslås, og det, der med sikkerhed kan afvises.

Professor Otto Kofoed-Hansen, Risø, har i sin dagbog i 1987 reflekteret over statistikkens svagheder (kan læses via dette link). Han deltog på det første hold, der blev sendt til Thule af de danske myndigheder i anledning af B 52-styrtet:

“Jeg har været ude på isen, er blevet målt med geigertæller og har fået prøve af min næseslim undersøgt. Man fandt intet. I 1972 blev jeg opereret for urinvejskræft. Jeg blev igen behandlet for det samme i 1978."

Til sidst skriver Kofoed-Hansen: "Men for mig er det klart, at den fremtidige undersøgelses resultat vil være behæftet med tvivl."

5. Kritik fra norsk professor i epidemiologi og medicinsk statistik

I Tidskrift for den norske legeforening nr. 21 1996 skrev professor i epidemiologi og medicinsk statistikk Eilif Lund Institutt for Samfunnsmedisin på Universitetet i Tromsø følgende (6):

Litt etterpåklokskap

"De mulige negative helseeffekter av plutoniumsforurensning vill stort sett forbli ukjente. Det skyldes at myndighetene ikke på et tidlig tidspunkt traf de tiltak som skulle till for å få kunnskap om individuell eksposisjon. Videre ble de yrkesmedisinske undersøkelser ikke benyttet som utgangspunkt for videnskapelige studier".

En skamplet

Afvisningen af de syge Thulearbejdere en en skamplet for de involverede ministre og myndigheder. Tidligere statsministre og andre ministre håber formodentlig på, at sagen går i glemmebogen, når de sidste 100 Thule-arbejdere er døde. Men sagen om de afviste Thule-arbejdere vil ikke dø, for afvisningen af dem er oprørende og kritisabel.

Både

1. fra et fagligt synspunkt:

de arbejdsmedicinske undersøgelser var utilstrækkelige, og myndighederne har bevidst undladt at søge viden om de giftige stoffer (bl.a. beryllium), der var i bomberne og kunne være forklaringen på nogle af de helbredsgener, som arbejderne har klaget over

2. og fra et etisk synspunkt:

Myndighederne har behandlet mennesker udsat for en ulykke, hvor radioaktive stoffer og andre giftige stoffer var tilstede, på en kynisk og umenneskelig måde.

Skrevet af Anne Albinus

Henvisninger

1. Baser, Grønland og den kolde krig, Jens Zinglersen, forlaget Kahrius

2. Billedtekst i Til Samfundets Tarv - Forskningscenter Risøs historie, , Henry Nielsen (red.) Keld Nielsen, Flemming Petersen, Hans Siggaard Jensen, 1998 , Forskningscenter Risø, side 268 figur 98:

"Operation stegepande på Thulebasen. Når man undersøgte en prøves indhold af plutonium, kiggede man først og fremmeste efter alfastråling, der blev udsendt af det radioaktive plutonium. Alfastråling standses dog let af lidt sne eller få centimeter luft. De mange prøver af sne, der blev undersøgt efter Thule-ulykken, skulle derfor først præpareres.

Til det formål blev der indkøbt en del teflonpander i Thulebasens butik. Sneen fra en prøve blev smeltet og delvis kogt ind. Det resterende vand blev hældt gennem et filter, der tilbageholdt ca. 90 % af plutoniumpartiklerne. Filteret blev tørret og brændt og asken opløst i salpetersyre. Opløsningen blev tørret ind på en skive af rustfrit stål. Det var nu muligt at måle aktiviteten af alfapartiklerne på en sådan måde, at man kunne regne sig frem til hvor meget plutonium, der havde været i sneprøverne. (Den beskrevne fremgangsmåde afviger stærkt fra de teknikker, man idag bruger til påvisning af plutonium (Kilde: Project Crested Ice (1970) s.58).

3. Afvisninger fra overlæger

- Tidligere Thulearbejder blev afvist af en overlæge på Arbejdsmedicinsk klinik i Storstrøms Amt januar 2005.

Vedkommende blev henvist af sin praktiserende læge til arbejdsmedicinsk klinik i Storstrøms amt, men blev afvist af overlægen her i januar 2005 med begrundelsen, at der allerede var lavet talrige undersøgelser og "konklusionen af disse er blevet, at man undersøgelsesmæssigt ikke kan påvise sygdom efterfølgende, dog med undtagelse af, at der måske er en let øget risiko for udvikling af mycosis fungoides."

Da han gik til egen læge igen, blev han hasteindlagt på Rigshospitalet, opereret og fik 30 x kemo. Overlægen anmeldte kræften (cancer oropharyngis DC09.0) som arbejdsbetinget lidelse (oprydningsarbejde - mulig strålepåvirkning) i december 2006. Patienten døde et par år senere efter frygtelige lidelser. Dokumentation findes i Thulearbejdernes arkiv på Aalborg Stadsarkiv.

- En tidligere Thulearbejders misdannelser på lungen blev afvist som helt ufarlige. Omkring 1990 bliver vedkommende, en tidl. lastbilchauffør, der deltog i oprydningen efter ulykken, undersøgt på en arbejdsmedicinsk klinik og får konstateret misdannelser på lungerne. Men fra klinikken modtager han et brev, at der ingen grund er til bekymring, da forandringerne er helt ufarlige. Omkring 2006 søger han egen læge for vedvarende tør hoste. Han henvises til hospital, hvor man ved en undersøgelse finder en kræftsvulst i lungen så stor som en knyttet barnehånd. Svulsten har metastaseret sig med udløbere ud og ind imellem hans ribben, således at tilstanden er inoperabel. Han tilbydes livsforlængende kemobehandling og lever derefter under store pinsler og skrappe bivirkninger, indtil han endelig dør. Dokumentation findes i Thulearbejdernes arkiv på Aalborg Stadsarkiv.

- To strålingseksperter i Sundhedsstyrelsen (overlægerne Harriet Dige-Petersen og Nils Rosdahl) lagde pres på retspatolog Jørgen Thomsen for at få ham til at ændre en konklusion i en obduktionsrapport: "Følger af ioniserende stråling kan ikke udelukkes".  Efterfølgende måtte medicinaldirektøren sætte de to overlæger fra tilsynet med Thulesagen.

- Danske Læger mod Kernevåben afviste i 2007/8 en henvendelse fra Foreningen af stråleramte Thulearbejdere, der henvendte sig via en amerikansk advokat Ian Anderson (IA). I DLMK's formandsberetning 2007/8 står flg. (min fremhævning): 

"Thulearbejdernes forening har haft kontakt med en advokat i New York, Ian Anderson, som har henvendt sig til Cæcilie for at få hende til at indgå i søgsmålet. Cæcilie har henvendt sig til vore kolleger i Norge og Sverige og også forsøgt at få kontakt med Harriet Dige-Pedersen, vores ekspert i strålehygiejne, uden held. Cæcilie måtte svare tilbage til IA, at hun heller ikke så sig i stand til at stille op til at levere en tilbundsgående vurdering af disse svære spørgsmål. Advokaten har herefter syrligt bemærket, at han da troede, at IPPNW/DLMK var oprettet for at kunne hjælpe de stakkels mennesker, der pådrager sig sygdom som følge af radioaktiv eksponering ved fremstillingen eller ulykker med atomvåben."

4. Erik Stubbe-Teglbjærg (chef for det lokale arbejdstilsyn på Thulebasen) afviste Thule-arbejderne i Ingeniøren 24.3.1995, men under artiklen skrev en tidl. Thulearbejder Bent Pedersen i 2014 flg.:

"Jeg har ført opdaget denne side nu og jeg er rystet over de udtalelser denne herre kommer med ..Jeg blev beordret til at møde i base hausing hvor der blev oprettet en sluse hvor de fourenede amerikanske soldater var visiteret til efter endt arbejde på isen, de afklædte sig og jeg skulle komme deres forurenet tøj i sorte plastikposer til afbrænding hvor de derefter gik i bad og fik udleveret nyt tøj .Jeg skulle efter hvert hold vaske meget omhyggeligt .Mit andet arbejde bestod i at bortskaffe og vaske stålfade med smeltevand fra boreprøver .Jeg bad om et gummiforklæde og et par gummihansker men det kunne jeg ikke få Jeg er operet for kræft og fået konstanteret hvilende svulster i lungerne som Holbæk sygehus mener stammer fra Thule tiden."

5. Overlæge Troels Munkner blev fyret fra Rigshospitalet, fordi han havde kritiseret dets manglende atomberedskab. (Det kan undre, bl.a. fordi vi i 1986 (Tjernobyl ulykken) jo i Danmark endnu ikke havde et automatisk måle- og varslingssystem).

Munkner skal efter sigende være blevet afskediget, fordi han havde en viden om forholdene i Thule, som man ikke ønskede fokus på, måske af hensyn til relationerne til USA og af ”sikkerhedsmæssige” årsager. I en artikel i Grønlandsposten i 1999 refereres Munkner for at udtale, at Thulesagen er "farlig". Munkner siger også flg. om nogle isprøver, som han efterspurgte, der viste sig at være blevet væk:

"Der var ganske vist gået 25 år, men nu kender jeg arbejdsforholdene på Risø særdeles godt. Jeg ved, at der bliver holdt utroligt godt kontrol med arkiveringen af sådanne materialer, og det forekommer mig meget ejendommeligt, at netop disse isprøver forsvandt. Jeg har al respekt for Risø, men i denne sag er det meget blakket." (t.o. var Munkner tidl. medlem af Risøs bestyrelse).

5. Professor Hugh Zachariaes og overlæge Helmer Søgaards undersøgelse

To meget erfarne læger og kapaciteter på deres områder, overlægerne Hugh Zachariae og overlæge Helmer Søgaard, undersøgte en gruppe Thulearbejdere med hudsymptomer.

Undersøgelsen er omtalt i Ugeskrift for læger 1990, 152: 2920-3, og den giver  anledning til mistanke om, at hudforandringerne kan have relation til oprydningsperioden i 1968 if. resuméet. Der blev nemlig fundet en større forekomst af en hudsygdom blandt gruppen af undersøgte Thulearbejdere end i en normalgruppe.

Professor Zachariae nævner i sine erindringer, "Hudløs" 2000, at tvivlen, som det normalt er tilfældet ved en række erhvervssygdomme, burde komme patienten til gode.

6. Helseeffekter av plutoniumsforurensning - vurderinger etter Thuleulykken i 1968, 1996 av E. Lund Institutt for Samfunnsmedisin Universitetet i Tromsø, Tidsskrift for den norske legeforening nr 21 1996, 116, 2588-90