Den videnskabelige og den demokratiske Proces

Forsvarsledelsen har indstillet, at bl.a. Almegårds kaserne på Bornholm nedlægges. Det er nu op til politikerne at træffe den endelige afgørelse.

For de politikere, det er ”op til”, er tidspunktet belejligt. Processen hen imod deponering af det radioaktive affald er gået i stå som følge af borger-

gruppernes modstand og en argumentation fra myndighedernes side, der indeholder flere revner og sprækker end selv den bornholmske granit. 

Set fra Christiansborg og nærmeste omegn kan spørgsmålet om kasernens overlevelse give processen et momentum, den ikke kunne have fået på anden vis. Det, der oprindeligt blev præsenteret som en videnskabelig proces, hvor det gjaldt om at finde den lokalitet, som efter en saglig vurdering var bedst egnet, ser nu ud til at ende i den rene afpresning.

På samme måde med borgerinddragelsen. Minister efter minister har udbredt sig om vigtigheden af, at borgerne bliver inddraget i udvælgelsesprocessen, og at der er tillid til processen generelt. Og som om det ikke var nok, har OECD-NEA et udvalg, hvor repræsentanter for medlemslandene, heriblandt Danmark, mødes og diskuterer, hvordan man får endnu mere borgerinddragelse og endnu større tillid.

Borgerne i de fem kommuner har lært, hvad dette betyder i praksis. De har måttet inddrage sig selv helt uden hjælp fra de statslige myndigheder, og har dette ikke givet tillid til myndighederne, så har det i hvert fald givet selvtillid. Det er gået med den demokratiske proces som med den videnskabelige: på et tidspunkt krakelerer overfladen, og den usminkede magt kommer til syne.

Forløbet er grimt, men interessant. Hvorfor så megen vildledning? Og hvad koster det at få hældt så meget vand ud af så mange ører? Ikke lidt, er mit ukvalificerede gæt. 

Det er nærliggende at tro, at sagen om deponering af det radioaktive affald er en del af en meget større plan.

Men hvilken? 

Jens