Atomaffald: Eventyret om Mellemlageret der lå på Hylde

Der var så koldt nede på Lageret. Uddannelses- og Forskningsministeriet skulle spare, så det gik ud over Slutdepotplanen, der havde ligget på Hylde siden Februar. Den frøs, selv om Omslaget var af tykt bredriflet Fløj. Men den bed det i sig. Indimellem kom den gamle Professor forbi og sagde Ord, der lunede dens mange Sider: “Bare vent - det bliver dig, der bliver valgt. Det har vi sørget for. Du er en fin generisk Plan, som ingen kan protestere over, for ingen ved nøjagtigt, hvordan du ender med at blive. Er man bange for DIT, siger vi, det ikke er sikkert, at DIT skal i Slutdepotet. Er man bange for DAT, siger vi, at kun hvis de endelige Sikkerhedsanalyser viser, at Depotet er sikkert, kan det blive til noget.”

Nu havde Slutdepotplanen fået Selskab - endda på samme Hylde - af Mellemlagerplanen. Fra Morgen til Kveld klagede den sig højlydt: “Jeg skulle være blevet undersøgt yderligere. Jeg skulle have været i Centrum, og nu ligger jeg bare her.” Den kunne ikke holde Varmen og rystede af Kulde. Der kom ikke nogen forbi og hviskede varme Ord til den. Chef-geologen, der skulle undersøge den yderligere, havde rullet den sammen og lagt den på Hylden med et Bask, mens han hvæsede: “Et Mellemlager, hvad er det så for noget?”

“Du må finde dig i at ligge her,” sagde Slutdepotplanen og gottede sig, for nu var den ikke længere alene på den nederste Hylde: “Vi har fået ny Minister, og han har travlt med andre og meget vigtigere Ting.” - “Jamen, jamen, de har fået 4,4 millioner Kroner til at undersøge mig yderligere,” klynkede Mellemlagerplanen med Tryk på “yderligere”.

Den havde glædet sig til at blive undersøgt og derefter blive vist frem fra alle Ender og Kanter. “Jeg kan opbevare Affaldet sikkert i op til 100 år uden helsefysiske Problemer, ligesom min hollandske Fætter. Jeg kan modstå Nedstyrtning af Fly og andre Angreb. Jeg kan blive vist frem for udenlandske Delegationer: “Danmark som Foregangsland”. Men nu bliver jeg bare gemt væk. Hvorfor? Hvorfor?”

“Hold op med at klynke,” sagde Slutdepotplanen. “Du skal ikke tro, du er Noget. Jeg er Noget, for når Affaldet kommer i mig, kan alle glemme det, og Astrid Krag kan spise Frokost med sine Børn oven på mig.”

“Hvem er Astrid Krag?” spurgte Mellemlageret, der aldrig så Vild med Dans.

“Den tidligere Sundhedsminister, der tog sig af mig,” sagde Slutdepotplanen med Foragt i Stemmen.

“Tog sig af dig! Ja, fordi du er farlig, og det vil sive fra dig!” råbte Mellemlagerplanen. "Din Plan er jo dårlig. Tyskland, Sverige og Polen har protesteret!” Den hidsede sig op, for det gav Varmen. Men Slutdepotplanen hørte det ikke, for den lå og gned sine Sider mod hinanden for at holde på sin Varme. Den gamle Professor havde ikke været forbi i lang Tid.

Inderst inde ville Slutdepotplanen gerne forbedres. Det er ikke rart at tænke på, at man kan ødelægge det for Beboerne i Kerteminde og Omegn i titusinder, ja, hundredtusinder af År. Den havde været til mange gode Aftener i Kølstrup Forsamlingshus. Og nu skulle den ligge lige ved Dalbyskibet. Ved siden af en død Vikingekonge. Det var selvfølgelig ærefuldt, men den brød sig ikke om at sive med alt det giftige og radioaktive Affald. Hvilken Reklame var der i det for Kerteminde og Omegn? Og når Kertemindeborgerne rejser væk på grund af Forureningen, hvilken Kommune i Danmark vil så tage Atomaffaldsflygtninge? Kan de få permanent Opholdstilladelse og Sundhedskort? Må de blive ved med at tale Fynsk, synge "Fo' ajle di små blomster" og spise Brunsvigere og Rygeost?

Slutdepotplanen overvejede en stund at lade sig glide ned bag Hylden af bare Skam over sig selv. Her kunne den ligge og gå i Opløsning, når den lille Tjenestepige spulede Gulvet. 

Men så gik Døren op, og ind kom den gamle Professor sammen med den nye Minister. Han så rigtig rar ud. Den gamle Professor sagde: "Nu skal du høre: Atomaffald skal isoleres fra Omverdenen, og det kan det blive i et Slutdepot. Gemt i Tønder i Beton i Containere gravet ned i Ler eller i Granit. Vupti! Kerteminde har den bedste Ler ifølge  Chefgeologen, den Eneste i GEUS der må udtale sig om Slutdepotet. Andre fine Folk vil lave noget, der hedder Sikkerhedsanalyser, og de vil vise, at det først siver, når de og vi er døde og borte."

"Hvad med omsorgen for Skaberværket og for de kommende Generationer?" spurgte Ministeren. "Dem tænker vi på," sagde den gamle Professor og smilede varmt. "Jamen, de har jo ikke noget Valg," sagde Ministeren, der havde set den gamle Biskops interview med Atompostens Chefredaktrice i Kirkemagasinet og derfor allerede var lidt venligt stemt over for et Mellemlager.

"Et Mellemlager" sagde Professoren, "det går de aldrig med til." - "Hvem er de?" spurgte den rare Minister. "De er de," sagde den gamle Professor og tabte sin Fyldepen, så Blækket sprøjtede på Ministerens Bukser. Ministeren bøjede sig straks for at samle Professorens Fyldepen op, og mens han gjorde det, skubbede Professoren til Mellemlagerplanen, der gled ned bag Hylden.

“Værsgo!” sagde Ministeren og rakte Fyldepennen til Professoren. “Nu må jeg skynde mig op på mit Kontor og skifte Tøj inden Mødet om mine nye Udspil.

Den gamle Professor nåede lige at hviske nogle varme Ord til Slutdepotplanen, inden han forlod Lageret. Han havde så travlt, at han glemte at slukke Lyset, for han skulle videre til ATV og fortælle om Slutdepotplanens Velsignelser. Snart gik Årtiers Drøm i Opfyldelse. De kunne få Green Field på Risø og Europas største Cleantech Forskerpark fra Risø til Kastrup Lufthavn.

Næste Morgen kom den lille Tjenestepige og spulede Gulvet. Mellemlagerplanen gled med Sæbevandet, langs med Væggen og videre ud i Kloakken. Den røg afsted, ud i Københavns Havn i samme Øjeblik, som Havnebussen kom forbi. “Hvad er det, der siver ud i Havnen?” spurgte en japansk Turist. "Der er ikke noget, der siver her" sagde Guiden. "Danmark er et Foregangsland med høje Standarder."


Skrevet af Anne