Den holdning er betænkelig.
Udgangspunktet for vores opfordring, som DUE i sit afslag behændigt undgår at referere, er, at rumfanget af det særlige affald ifølge en simpel overslagsberegning må være blevet et ca. 40 gange større som følge af emballeringen. Det er denne 40-dobling, DUE (se nedenfor) betegner som ”et vist minimum af indpakning”.
Derved er den specifikke aktivitet af affaldet, beregnet ved hjælp af det nye rumfang, kommet ned under grænsen mellem højaktivt og mellemaktivt affald (10^4 TBq/m3).
På den baggrund mener vi, det bør diskuteres, hvilket rumfang det er rimeligt at bruge som grundlag for beregningen af den specifikke aktivitet. Klassifikationen af affaldet som henholdsvis høj- eller mellemaktivt har jo stor betydning for, hvordan det må deponeres efter internationale regler, som Danmark har forpligtet sig til at overholde.
DUE burde gribe denne mulighed for at forklare sit standpunkt overfor borgerne i de kommuner, der er udpeget som mulige placeringer af et slutdepot. De borgere, hvis fremtidige tilværelse i høj grad afhænger af, hvordan denne sag ender, og som i mere end 5 år har mærket de negative følger af, at deres egn var stemplet som mulig atomar losseplads.
Det nævnes også i afslaget, at ”det ikke er DUE’s opgave at facilitere en debatplatform for bestemte synspunkter”.
Det er vores synspunkter, der sigtes til, og vi indrømmer blankt, at vi ikke havde fantasi til at forestille os, at DUE, selv hvis de ville, skulle kunne ”facilitere en debatplatform” for vores synspunkter.
Panelets medlemmer har ikke, så vidt vi ved, bidraget med noget som helst til den offentlige debat om Danmarks radioaktive affald gennem de sidste mange år, så det med ”faciliteringen” må vi vist selv klare.
Det er også betænkeligt, at heller ikke SIS eller DD har reageret på vores opfordring til at give de berørte borgere en overbevisende begrundelse for, at omdefineringen ikke kun skyldtes økonomiske årsager.
Men hvis man havde håbet at kunne lamme modstanden mod slutdeponering af det radioaktive affald bare ved at kalde et ekspertpanel for uvildigt, så har man taget fejl.
Vi har fået det indtryk, at mens man i nullerne omdefinerede det særlige affald, så er man her i tierne i gang med at omdefinere begrebet ”uvildighed”.
Vores spørgsmål er derfor: Hvad bliver det næste, der skal omdefineres?
Skrevet af Jens
Henvisninger:
- Brev fra Det Uvildige Ekspertpanel (DUE) til chefkonsulent Kristoffer Brix Bertelsen, UFM, videresendt til Anne Albinus 14.12.16 kl 19:20:
Peter Pagh har formuleret følgende tilkendegivelse, som er blevet tiltrådt af de øvrige fem medlemmer af panelet:
”Efter min opfattelse er der ikke grundlag for at offentliggøre indlæg på panelets hjemmeside – eller at indlægget bør kommenteres af panelet, og jeg mener at de afsluttende betragtninger beror på en principiel misforståelse af panelets funktion.
Jeg sigter hermed til, at det i indlægget anføres:
” Vi mener derfor, at
Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse (SIS)
Dansk Dekommissionering (DD)
Det Uvildige Ekspertpanel (DUE)
som har foretaget denne omdefinering eller sagt god for den, skylder de borgere, der risikerer at få et slutdepot for radioaktivt affald i nærheden af deres hjem, en forklaring.
De bør overbevise dem og alle os andre om, at det ikke er af økonomiske grunde, at det særlige affald er blevet omdefineret fra højradioaktivt til langlivet mellemradioaktivt affald.
Jo mere uvildige, disse institutioner/paneler foregiver at være, desto større er vores forventninger til deres forklaring.”
Udsagnet forudsætter, at det er ekspertpanelets opgave at overbevise borgerne. Det er ikke tilfældet, ligesom det ikke er panelets opgave at facilitere en debatplatform for bestemte synspunkter.
Jeg mener derfor, at anmodningen bør afvises med den begrundelse, at panelet alene besvarer konkrete spørgsmål fra borgerne, og at panelet hverken har til opgave at overbevise borgerne eller at facilitere en debatplatform for bestemte synspunkter.”
”Den specifikke massefylde af omtalte 233 kg bestrålet brændsel oplyses efter vores viden ikke i de offentligt tilgængelige kilder. Det er derfor ikke muligt at svare entydigt på spørgsmålet, da vi ikke ved hvor meget og hvor lang tid de 233 kg brændsel er blevet bestrålet. Den kemiske sammensætning af brændsel ændrer sig gradvist over den tid, hvor brændslet er blevet anvendt, og afhænger dels af den oprindelige sammensætning samt af hvordan, hvor meget og hvor lang tid, det er blevet bestrålet. Da det ydermere er oplyst at brændslet efterfølgende har været bearbejdet til forsøg, er dets nuværende form os ukendt.
Panelet kan derfor kun forholde sig til de faktuelle oplysninger om affaldet, som er, at det vejer 233 kg og fylder ca. 1 m3. Volumen på 1 m3 er opgivet som det samlede volumen af de 33 A-tønder, som det radioaktive materiale er pakket i. Det er ikke unormalt, at man til affald af denne type indregner et vist minimum af indpakning, som er nødvendig for at håndtere det radioaktive materiale sikkert. Vurderet ud fra den gennemsnitlige massefylde (233 kg/m3) må der være tale om, at materialet er pakket i tønderne enten omgivet af letvægtsmateriale eller kun luft. Der er således formodentlig ikke tale om en væsentlig materialemæssig fortynding af det radioaktive materiale. Selve indpakningen kan som sagt være nødvendig for en sikker håndtering. Selv få centimeter letvægtsmateriale vil stoppe de mest skadelige strålingstyper (alfa- og beta-stråling), og dermed gøre håndtering mere strålehygiejnisk sikkert. En nedpakning af materialet til en mere kompakt form, vil ikke nødvendigvis opfylde dette. Åbning af de 33 tønder til ompakning kan desuden udgøre en så stor risiko i sig selv, at det vurderes ikke at være hensigtsmæssigt. Den opgivne form og volumen af affaldet vurderes derfor af panelet som værende berettiget.
Som angivet i et tidligere svar kan affaldet derfor i sin helhed og set i forhold til IAEAs retningslinjer på nuværende tidspunkt klassificeres som mellemaktivt. Panelet vil dertil bemærke, at set i relation til den endelige sikkerhedsvurdering af hele projektet skal affaldet uanset klassifikationen overholde den samme endelige strålehygiejniske præmis. Klassifikationen er således af mindre betydning. Dette synspunkt blev også fremført af flere forskellige parter i Kontaktforum ved deres møde fornyelig i oktober Se møderesumé på:
”De 233 kg antages i Anne Albinus’ beregninger til at have et volumen på 0,0233 m3 = 23,3 L, men denne antagelse er ikke i overensstemmelse med de tilgængelige oplysninger om det bestrålede brændsels volumen. Ifølge tabel 2 af http://www.iaea.org/inis/collection/NCLCollectionStore/_Public/38/013/38013861.pdf har det bestrålede affald en volumen på 20 A + 13 A-bøtter af en volumen på 30 L hver. S samlet set har de 33 A-bøtter derved en volumen på 0,6 m3+0,4 m3 = 1 m3 eller 1000 L. Det vil sige, at hver enkelt af de 33 beholdere har en volumen, der er større end den volumen, som Anne Albinus antager, at den samlede volumen af affald har. Ifølge Dansk Kommissionering (https://www.dr.dk/NR/rdonlyres/03817090-33DA-4182-AEA9-9B8BD16D6A83/5729644/Saerligt_affald.pdf) varierer indholdet i beholderne mellem 4.7 – 164 TBq, hvilket igen vil sige, at beholdernes indhold varierer mellem 4.7 TBq/0,03 m3 = 0,02 x 10^4 TBq/m3 og 164 TBq/0,03 m3 = 0.55 x 10^4 TBq/m3 og dermed under 10^4 TBq/m3.”
- Annes Svar (09.10.16): Kommentar til det uvildige Ekspertpanels 2. Svar til mig af 5.10.2016 vedr. Omdefineringen af de 233 kg særligt Affald
