Politiken og Atomaffaldet (1) Helge Sander, fhv. Videnskabsminister (V)

Politiken er endelig vågnet op og skriver om atomaffaldssagen 1.4.18. (1) Vi er flere, der forgæves igennem flere år har opfordret redaktionen til at skrive om emnet.

Artiklerne bærer præg af utilstrækkelig indsigt. Der er faktuelle fejl, og det er Tordenskjolds soldater, der interviewes.

De 5 borgergrupper mod nedgravning af atomaffald, der har brugt titusinder af timer på at sætte sig ind i emnet om håndtering af radioaktivt affald, er overhovedet ikke nævnt.

Borgerinddragelse var et punkt i Beslutningsgrundlaget fra 2008. Men fra slutdepotplanen blev offentliggjort 4.5.2011 til det nu ansvarlige ministerium Uddannelses- og Forskningsministeriet oprettede et kontaktforum med dialog i 2016, var borgerinddragelse helt fraværende.

I dette og kommende indlæg vil jeg kommentere Politikens faktuelle fejl og de interviewedes skønmaleri af fortiden.

Helge Sander interviewes, fordi han som tidligere videnskabsminister "lagde kimen til en total oprydning på Risø inden 2023".  (2)

Sander siger til Politiken:

"Jeg har fulgt debatten tæt siden, for det var jo mig, der satte gang i processen. Men hver gang jeg læser om det, så ærgrer jeg mig over, at vi ikke lykkedes med at træffe en endelig beslutning den gang. Men det var der ikke politisk vilje til, desværre".

Journalisten: Hvorfor ærgrer du dig?

"Jamen, er man meget klogere idag? Vi kunne lige så godt have truffet en beslutning dengang. Når jeg ser debatten i dag, så kan jeg nikke genkendende til det hele. Det var de samme ting vi diskuterede for 15 år siden. Vi diskuterede eksportmuligheder, nedgravning og midlertidige løsninger. Det virker ikke til, at man er kommet meget videre" Citat slut

Sander: "Vi kunne lige så godt have truffet en beslutning dengang"

Det er nødvendigt at spørge:

• Hvilket slutdepotkoncept mener Sander, man skulle have besluttet jf. Teoretisk udredning af de tekniske krav til et dansk slutdepot for radioaktivt affald 2002?

• Eller mener han, at man skulle have fulgt COWIS anbefalinger fra 2002, der er blevet skjult for offentligheden (se mit indlæg her)

Helge Sander har ikke ønsket at uddybe sine udtalelser i Politiken over for mig.

Hvis man i 2003 havde besluttet at bygge et slutdepot i utilstrækkelig dybde, kunne man risikere at komme til at stå med et alvorligt og uoverskueligt miljøproblem, når tønder med historisk affald (ukendt indhold) deponeres i et depot til kortlivet affald, som er det koncept, danske myndigheder indtil nu har opereret med.

Sverige har måttet sande problemet. 2844 tønder med historisk affald skal tages op igen fra deres slutdepot til kortlivet affald SFR. Også i det tyske slutdepot ASSE II skal 126.000 tønder med radioaktivt affald tages op igen til en pris af cirka 300.000 kroner per tønde.

t.o. er de tusinder af tønder med historisk affald på Risø i 2018 endnu ikke endelig karakteriseret jf. B90 side 7:

"Slutdepotet planlægges med henblik på ibrugtagning senest i 2073. Den lange tidshorisont er begrundet i usikkerhed omkring det konkrete forløb af lokaliserings- og projekteringsprocessen, ligesom der fortsat udestår endelig karakterisering af det historiske affald på Dansk Dekommissionering. Udarbejdelse af en sikkerhedsanalyse (safety case) for slutdepotet inden tilladelse til ibrugtagning er med baggrund i udenlandske erfaringer ligeledes tidkrævende. En mere detaljeret tidsplan vil kunne udarbejdes, når resultatet af de geologiske undersøgelser af geologi ned til 500 meters dybde foreligger". 

Sander: "Vi diskuterede eksportmuligheder, nedgravning og midlertidige løsninger"

Jeg ved ikke, hvad der blev diskuteret bag lukkede døre, men Risø anbefalede slutdeponering fra starten. David Rehling har i 7 artikler i 2001 skrevet om situationen.

I 1994 opfordrede chefen for affaldshåndteringen på Risø gennem 40 år, civilingeniør Knud Brodersen, Risøs ledelse til at tage stilling til, hvad man skulle stille op med det radioaktive affald fra atomreaktorerne. Jyllands-Posten skrev den 21.10.2000:

"Ledelsen valgte at overhøre opfordringen, og det møder nu skarpt kritik fra flere politikere i Folketingets forskningsudvalg.

»Det er forkasteligt og helt uacceptabelt, at ledelsen bare har valgt at skubbe problemerne foran sig, mens affaldsmængderne voksede sig større og større,« siger Anni Svanholdt fra SF.

Opfordringen blev afleveret til ledelsen i et internt notat den 8. december 1994. Heri foreslår Knud Brodersen blandt andet, at man etablerede et forskningsprogram, der kunne holde sig ajour med de internationale erfaringer inden for affaldsdeponering."

Hvis man på Risø havde gjort, som Brodersen anbefalede, havde man bl.a. opdaget, hvad Holland var i færd med, nemlig at etablere et langtidsmellemlager til kerneaffald, der kan holde i mindst 100 år, og man kunne på Risø have forsket i muligheden af at bygge et mellemlager som i Holland. 

Det er de 5 borgergruppers fortjeneste at have anbefalet et langtidsmellemlager som i Holland. Borgergrupperne har skaffet sig viden om håndtering af radioaktivt affald bl.a. ved at henvende sig til udenlandske eksperter. Og nogle borgergruppemedlemmer besøgte i to omgange det hollandske mellemlager COVRA. I 2012 udsendte de denne pressemeddelelse. 

Borgmestrene i de dengang 5 udpegede slutdepotkommuner bakkede op om ideen og flere folketingsmedlemmer ligeså. I øvrigt har flere på Risø udtalt sig om, at affaldet kunne blive på Risø i op til 100 år uden helsefysiske problemer. 

Fra en mini-høring i 2005 (min fremhævning):

"Det blev spurgt, om den nuværende mellemlagring er problematisk eller man bare kan lade affaldet stå som nu. Det blev svaret, at den nuværende mellemlagring ikke er noget helsefysisk problem og heller ikke bliver det de næste 100 år. Efter 100 er det svært at sige, om der opstår problemer. Men det kræver en organisation at vedligeholde mellemlagret og det er ikke en slutløsning. Ved at beholde mellemlageret udsætter man egentligt bare problemet til en anden generation".

Flere udtalelser kan ses her, ligesom en ansat på Risø i 2011 sagde til TV2, at affaldet godt kan blive der, men så skal de hen og se til det jævnligt. 

3. Sander "Jeg har fulgt debatten tæt siden, for det var jo mig, der satte gang i processen" 

Mit spørgsmål til Helge Sander:

Er du vidende om 

• den kritik af slutdepotplanen, der er kommet i forb. med ESPOO høringen? Bl. a. fra de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning og den svenske strålsikkerhedsmyndighed? (3) 

• EU-Kommissionens spørgsmål og anbefalinger til Danmarks kerneaffaldsprogram?

• ingeniør Gerhard Schmidts (tidl. Öko-Institut) kritik af det danske slutdepotkoncept?

Mit spørgsmål til Politiken er

• hvorfor har I ikke stillet disse spørgsmål til Helge Sander?

Skrevet af Anne

Henvisninger


1.  »Det skriger jo til himlen«: Sikring af atomaffald på Risø risikerer at blive udskudt Politiken 1.4.18 (online fra 31.3.18 kl. 22:12) - Atomaffald har udløst politisk nedsmeltning Politiken 1.4.2018

2. Betænkning afgivet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 26. februar 2002

3. De svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgransknings (mkg.se) mening om den danske slutdepotplan

Rapport fra det svenske kärnavfallsraadet 2015:11 Nuclear Waste State of the Art Report 2015 side 19 - 23 (min fremhævning) henviser til SMM's kritik:

The Swedish Radiation Safety Authority (SSM) writes in its consultation response to the Swedish EPA that Denmark needs to describe the composition and content of the waste more thoroughly and to present the different alternative designs for a final repository in greater technical detail. SSM also believes it is important that the possible environmental consequences are presented for normal function of the final repository as well as for events with low probability but with great consequences (worst case scenarios). The Swedish NGO Office for Nuclear Waste Review (MKG) summarizes its review statement by saying that the Danish plans for siting and building a final repository are so inadequate that only the proposal of continued interim storage of the waste is at all feasible. Read Sweden’s response and the statements of other reviewing bodies on the Swedish EPA’s website.7

Aprilsnar og Atomaffald

På Atom Posten har vi ikke orket at finde på en aprilsnar i år. Af grunde, som ikke har noget med det radioaktive affald at gøre.

Til gengæld har dagens udgave af Politiken to af slagsen.

Der er den, der lover gratis sprut og chokoladefrøer til de hjemløse. Det kræver et par dispensationer fra afgiftsreglerne, men skatteminister Karsten Lauritzen (V) er positiv, forstår vi.

Og så er der forsidehistorien: ”Lang udsigt til sikring af atomaffald” (1), som lover gratis forargelse over folketingspolitikerne, der ikke kan tage sig sammen til at påtvinge en af de fem kommuner (2) et discount-slutdepot, selvom den samlede, danske sagkundskab og Roskildes borgmester i mange år har ivret for denne løsning. Også dette kræver et par dispensationer, denne gang fra den kritiske holdning, der engang var en del af Politikens journalistiske praksis, men det skal bestyrelsen i JP/Politikens Hus nok sørge for.

Det er godt, at Politiken gør så meget for at værne om den gode tradition, som aprilsnarren er.

Men det er nedslående, at resultatet af bladets store research-arbejde i sagen om atomaffaldet kun kan fremlægges i aprilsnarrens form. For borgerne i de fem kommuner har denne sag ikke været spor morsom, og for ministrene og folketingets medlemmer, der blevet elendigt rådgivet om den, har den været møgsagen over alle møgsager.

Jeg synes derfor, at Politiken en af de nærmeste dage (hvor de journalistiske grundregler er back to normal) skulle forklare, hvorfor de mener, at risikoen for oversvømmelse af affalds-lagrene på Risø-halvøen nu er blevet så alvorlig, at det er nødvendigt at grave affaldet ned i huj og hast langt fra Roskilde, mens den i de mange år, hvor forsøgsstationen var i funktion, tilsyneladende ikke var noget problem.

Risikoen for kraftigt højvande i de indre dele af Roskilde fjord må da have været den samme i hele perioden fra Risøs grundlæggelse i 1957 indtil nu. Det må derfor være på sin plads at spørge ind til, hvorfor synet på denne risiko har ændret sig så markant (3).

Aprilsnarren lærer os, der skriver, at vi ikke skal tage os selv for højtideligt. Politiken har i dag mindet os om vigtigheden af dette – endda to gange.

Tak for det.

Skrevet af Jens

Henvisninger:

1.  »Det skriger jo til himlen«: Sikring af atomaffald på Risø risikerer at blive udskudt Politiken 1.4.18 (online fra 31.3.18 kl. 22:12) - Atomaffald har udløst politisk nedsmeltning Politiken 1.4.2018

2. De fem kommuner, der i 2011 blev udpeget som mulige placeringer af et slutdepot for radioaktivt affald, er: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm.

3. Dette er uddybet i kommentaren: ”Oversvømmelse og Atomaffald”. Atom Posten (13.12.13).

Atomaffald i Folketinget!

Den 23. marts havde folketinget førstebehandling af beslutningsforslag nr. B 90 

”Forslag til folketingsbeslutning om en langsigtet løsning for Danmarks radioaktive affald”.

Debatten kan ses her fra kl. 10:40.

Kernen i forslaget er, at Dansk Dekommissionerings (DD’s) lagerfaciliteter på Risø-halvøen skal sikres mod oversvømmelse og ekstreme vejrsituationer, således at beslutningen om slutdeponering af det radioaktive affald kan udskydes til henimod 2073.

Altså endnu en udsættelse, denne gang i ca. 50 år.

Ventetiden skal ifølge beslutningsforslaget bruges til undersøgelse af undergrunden i ned til 500 meters dybde med henblik på at finde steder, der ifølge geologerne er egnede til at huse et slutdepot.

Beslutningsforslaget opererer altså stadig med slutdeponering, bare i større dybde. Det sker med henvisning til vores internationale forpligtelser, men uden refleksioner over, hvordan disse internationale forpligtelser kunne tænkes at blive ændret i den lange ventetid.

Desuden vil man sikre den viden og kompetence, som DD har oparbejdet på området.

Det er uden tvivl nødvendigt at sende et politisk signal om, at DD ikke skal nedlægges om få år som oprindelig planlagt. Det kan forhåbentlig forebygge rekrutteringsproblemer og personaleflugt (1).

Men når det er sagt, er der nogle ting, som må nævnes i forbindelse med DD’s rolle i denne sag.

• Ideen om at anbringe det radioaktive affald i et mellemlager stammer ikke fra DD, men fra uafhængige eksperter og de borgergrupper, der blev dannet i de kommuner, som var udpeget til tvangsdeponering af affaldet. DD forsøgte derimod at fortie mellemlager-løsningen, så længe det var muligt. 

• DD har ladet, som om kritikken af deres hidtidige plan for slutdeponering kun skyldtes misforståelser og ukendskab til sagen. 

• DD har skamløst udnyttet sin mulighed for at bestille dyre og videnskabeligt udseende rapporter, der kunne understøtte deres synspunkter, mens borgerne måtte forlade sig på, at udenlandske sagkyndige ville hjælpe dem gratis. Det gjorde de heldigvis, og stor tak til dem. 

• DD har undladt at give borgerne den forståelige og upartiske information, som statslige myndigheder må være forpligtet til at give i den slags sager.

Så når der tales om at ”sikre den viden og kompetence, som DD har oparbejdet på området”, er det desværre nødvendigt at spørge, hvilke dele af DD’s viden og kompetence, man ønsker at sikre.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget er der en beskrivelse af forløbet fra 2009 til dato (2), som helt undlader at nævne borgernes modstand mod de oprindelige slutdepot-planer. Det til trods for at denne modstand har haft afgørende betydning for, at disse planer blev taget af bordet.

Og som dette ikke var slemt nok, så hedder det på side 7 i beslutningsforslaget:

”Når relevante lokaliteter for geologiske undersøgelser ned til 500 meters dybde er blevet identificeret, vil der blive etableret en grundig dialog med de berørte kommuner. Dialogen vil give kommuner mulighed for at indmelde interesse og ønsker. Dialogen vil angå forudsætninger og vilkår for beslutning om lokalisering med henblik på at gennemføre en proces under størst mulig hensyntagen til lokale forhold og kommunernes interesser.”

Man foregøgler sig altså, at når en kommune henimod 2070 får besked om, at den skal lægge jord til et slutdepot for radioaktivt affald, så vil den være tilfreds med at få lov til at ”indmelde” interesse og ønsker til slutdepotets indretning mv.

Selvom der er længe til 2070, tror jeg godt, man på basis af tidligere oplevelser kan forudsige, hvordan kommunen og dens borgere vil reagere: De vil ikke have noget slutdepot på kommunens område, hverken i 50 eller 500 meters dybde. Selv hvis man lovede dem at bore helt ned til kineserne, så vil indmeldingen helt sikkert være, at et slutdepot for radioaktivt affald vil man overhovedet ikke høre tale om.

Det centrale spørgsmål: Skal en kommunerne have mulighed for at sige nej til et slutdepot på sit område, bliver ikke nævnt, endsige besvaret, i beslutningsgrundlaget.

Behandlingen af beslutningsforslaget i folketingssalen var en tam affære (link).

Udover formanden var kun 7 ordførere og ministeren til stede, og indlæggene bestod for fleres vedkommende i oplæsning af manuskripter, der åbenlyst var skrevet af andre.

Enhedslistens forsøg på at påkalde sig miljøorganisationernes ekspertise blev mødt med en tavshed, der rungede i den tyndt besatte folketingssal. De andre ordførere har åbenbart forstået, hvem der kan bidrage i denne sag, og hvem der ikke kan.

Mere substans var der i indlæggene fra SF og RV, men det var langt fra nok til at ændre det samlede indtryk af et folketing, der ønskede at få denne sag af vejen så hurtigt som muligt.

Alle partier støttede beslutningsforslaget, og nogen debat var der ikke tale om. Hvad der er foregået bag de lukkede døre, får vi næppe nogen sinde at vide, men jeg fornemmede dog, at nogle arme var blevet vredet om, før enstemmigheden var i hus.

I sit afsluttende indlæg tilkendegav ministeren stor tilfredshed med forløbet og den enstemmige tilslutning. Det er heller ikke hver dag, at en minister fra et borgerligt parti får fornøjelsen af at banke Enhedslisten på plads.

Men de sædvanlige smådrillerier kunne ikke skjule, at manglen på visioner hos ordførerne skreg til himlen.

Folketingsmedlemmerne har ikke set i øjnene, at forløbet af sagen om det radioaktive affald har forøget tillidskløften mellem den befolkning, de repræsenterer, og de statslige organisationer, de skulle styre. De har tilsyneladende stadig ikke forstået, hvor meget sagen om det radioaktive affald betyder for de mennesker, der risikerer at få et slutdepot i nærheden af det sted, hvor de bor og arbejder.

Problemerne med opbevaring og behandling af radioaktivt affald er vanskelige, ingen tvivl om det. Men de løses ikke ved, at man prøver at luske noget igennem, som man godt ved er utilstrækkeligt, bare fordi man ikke orker at finde på noget bedre. De løses heller ikke ved bare at sidde og vente på, at andre tager initiativ til at finde en løsning.

Danmark er et lille land, og mængden af vores radioaktive affald er beskeden, sammenlignet med mange andre landes. Men det forhindrer ikke, at vi kan gå i spidsen og tage initiativ til forskning og internationalt samarbejde på dette område, som vi tidligere har gjort det på andre.

Det kræver en holdningsændring og en vilje til at se denne sag i et større perspektiv end det, beslutningsforslag B 90 lægger op til.

Som nylig afdøde Stephen Hawking så klart udtrykte det:

”So remember, look at the stars and not down at your feet”

Skrevet af Jens 

Henvisninger:

1. Dette problem er en del af et større problem, nemlig rekruttering af mennesker til at arbejde med radioaktive stoffer generelt. Det er kommenteret i Atom Posten (19.09.13): ”Rekruttering af Eksperter i radioaktiv Stråling”.

2. Beslutningsforslaget, side 3.

Atomaffald, Ytringsfrihed og Social Kontrol

Ytringsfriheden er ikke til at komme uden om, heller ikke for en, der skriver om atomaffald.

Stort set alle mener, vi skal have ytringsfrihed, og den er da også sikret i Grundloven. Det svære er at fastsætte de præcise grænser for den.

På den ene side er ytringsfriheden en forudsætning for diskussion, polemik og satire, som er en vigtig del af vores demokratiske kultur. Derfor må der være vide grænser for, hvad der kan ytres.

På den anden side skal det naturligvis være muligt at skride ind over for ytringer, der skader andre (trusler, injurier osv.). Men når ømtålelige emner bliver taget under behandling, så sker det ofte på en måde, der vækker vrede, eller som udfordrer den officielle pænhed. Det afføder krav om, at grænserne indskrænkes, så grovhederne kan blive stoppet.

Diskussionen af dette emne hører aldrig op, fordi vores opfattelse af

ytringsfriheden og dens grænser ændrer sig i tidens løb.

Derfor er det godt, at justitsministeriet i december nedsatte en ytringsfrihedskommission (1), der skal udtale sig om disse problemer i lyset af den samfundsmæssige og teknologiske udvikling.

Først og fremmest er der den helt uacceptable situation, at mennesker her i landet risikerer voldstrusler, hvis de ytrer sig om bestemte emner.

Men derudover er der andre omstændigheder, der afholder folk fra at ytre sig om kontroversielle spørgsmål, og som kommissionen også bør se på.

For lad os bare se det i øjnene: I mange tilfælde undlader vi (dvs. hr. og fru Danmark) at blande os i diskussionen af ømtålelige emner, fordi vi ved, det har sociale konsekvenser at gøre det. Folk, der insisterer på at diskutere den slags ting, bliver ikke truet med vold, men stemples som besværlige og risikerer at blive isoleret.

Derfor har de fleste af os for længst lært at holde hver vores selvcensurerede mund, når talen falder på emner, der anses for upassende. Mange er endda tilbøjelige til at fortrænge, at den slags emner overhovedet findes.

Problemet forstærkes af, at vores ytringer kan findes på nettet længe efter, vi har ytret dem, ofte uden sammenhæng med den situation, hvori de blev ytret.

Mange vil være utrygge ved, at arbejdsgivere kan se, hvad man tidligere har skrevet, selvom det, man skrev dengang, var et led i et uddannelsesforløb, ikke udtryk for grundlæggende og ufravigelige holdninger. På et arbejdsmarked, hvor løse ansættelser er udbredte, får det mange til at skrive – og tænke – hvad de tror er i overensstemmelse med det, der anses for passende. Ikke det, de selv synes er rigtigt.

Sagen om det radioaktive affald (2) viser noget lignende. Mange videnskabsfolk og teknikere kunne have bidraget til, at denne sag fik et mindre uværdigt forløb, men meget få gjorde det. Denne tilbageholdenhed er svær at forklare som andet end et udtryk for selvcensur.

Og hvem bestemmer, hvilke emner der er upassende? Er selvcensuren ikke et tegn på, at mange af os er underlagt en stille form for social kontrol, der begrænser vores ytringsfrihed?

En social kontrol, der rammer de mange, hvor voldstruslerne trods alt kun rammer de få. En kontrol, der begrænser diskussionen af samfundsmæssige problemer, og som udøves af anonyme magthavere, der ikke står til regnskab for demokratisk valgte organer.

Det er uacceptabelt. Som socialdemokratiets formand har udtrykt det for nylig (3):

”Social kontrol – uanset hvilken kultur eller religion, den bliver pakket ind i – er undertrykkende. Og derfor skal det bekæmpes.”

Jeg tror, formanden har mere ret, end hun selv er klar over.

Skrevet af Jens


Henvisninger: 

1. Se justitsministeriets hjemmeside  
2. Materiale om atomaffaldssagen findes på Annes hjemmeside (atomaffaldklarhed.dk)
3. Nyhedsbrev fra socialdemokratiet (17.01.18).

Atomaffald: Nytårskommentar

Så blev 2017 det år, hvor Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM) forkyndte (1), at det radioaktive affald alligevel ikke skulle slutdeponeres i udkantsdanmark! … I hvert fald ikke lige med det samme.

Glæden hos borgerne i de fem ”prikkede” kommuner var stor. Men det var bekymringen for fremtiden også.

For hvad skal der nu ske med affaldet? Risikerer vi ikke, at det alligevel bliver tvangsdeponeret, bare på et senere tidspunkt? Måske ikke i en af de ”prikkede” kommuner (2), men et andet sted, hvor man ikke er forberedt og derfor lettere kan overrumples?

UFM har udsat beslutningen om slutdeponering uden at gøre rede for, hvad ventetiden skal bruges til. Der tales i vage vendinger om eksport af det mest radioaktive affald og om deponering i større dybde, men ikke om forskning, forpligtende internationalt samarbejde eller andet, som kunne give et fingerpeg om, hvad man egentlig ønsker. Rådvildheden lyser ud af pressemeddelelsens tekst (3).

Affaldsproblemet har desuden fået en ny dimension i 2017. 

Det langlivede lavradioaktive NORM-affald fra olie- og gasboringerne i Nordsøen er blevet opmagasineret på en helt uforsvarlig måde i Esbjerg, og firmaet har overhørt adskillige påbud om at bringe forholdene i orden (4).

Borgernes tillid til, at regler, der skulle sikre dem mod radioaktiv stråling, bliver overholdt, har dermed fået endnu et knæk.

Det kontaktforum (5), som blev nedsat i 2016, har ikke levet op til borgergruppernes forventning om reel indflydelse på beslutningerne vedrørende affaldet.

Det er blevet et omsvøbsdepartement, hvor ukritiske medlemmer måske kan opleve, at de deltager i drøftelser af vigtige samfundsanliggender, men helt uden garanti for, at der bliver lyttet til dem, når beslutningerne skal tages.

Man har også prøvet med et ”uvildigt ekspertpanel” (6), hvis medlemmer repræsenterer den højeste tekniske, juridiske og etiske ekspertise.

Men panelets svar på spørgsmålet om omdefineringen af det særlige affald (8) viste, at panelet, sine akademiske kvalifikationer ufortalt, var nogenlunde lige så uvildigt som Atom Posten, bare med modsat fortegn. Hverken empati med eller faglig støtte til sagesløse borgere har dets medlemmer kunnet mobilisere. De kunne klamre sig til deres ene kubikmeter, og det var alt.

Økonomiske hensyn har hele tiden været af stor betydning, selvom det ikke bliver sagt højt.

Modstandere af slutdeponering er blevet mødt med det moralsk farvede spørgsmål om, hvor mange vuggestuepladser, hvor megen kræftbehandling, og hvor mange varme hænder, de er parate til at ofre for at få etableret et ”langtids-mellemlager”, som det jo nu hedder.

Det er ikke noget rart spørgsmål, men lad os lige se på forhistorien.

Da man for ca. 60 år siden besluttede at anskaffe reaktorer til Forsøgsstation Risø, vidste de sagkyndige, at reaktorerne ville producere radioaktivt affald, som det var nødvendigt at opbevare forsvarligt.

I 1994 påpegede den daværende leder af affaldshåndteringen på Risø (8), at det var nødvendigt at forske i, hvordan man kunne løse denne opgave.

Henvendelsen var forgæves. Den daværende ledelse valgte at lukke øjnene og skubbe problemerne med affaldet foran sig.

Forskning i, hvordan man skal behandle det radioaktive affald, vil koste mange penge, javel, men hvis der absolut skal moraliseres, så synes vi, at man skulle henvende sig til dem, der havde (og har) ansvaret, ikke til borgerne i de fem ”prikkede” kommuner (2).

Men når det har drejet sig om opretholdelsen af den pseudo-videnskabelige Potemkin-kulisse foran discount-slutdepotet, så har ingen udgift været sparet.

Konsulentrapporter, borgermøder, driften af kontaktforum og det uvildige ekspertpanel osv. osv. må have kostet store summer.

Gad vist, hvor mange langtids-mellemlagre man kunne have bygget for dem.

Anne og jeg ønsker alle modstandere af hovedkulds slutdeponering held og lykke i det nye år. De får brug for det.

Skrevet af Jens

Henvisninger:

1) Pressemeddelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet

2) 4. maj 2011 blev seks lokaliteter udpeget som mulige deponeringssteder for det radioaktive affald. De lå i Struer, Skive, Kerteminde, Lolland kommune samt i Bornholms Regionskommune. Materiale om affaldssagen findes på Annes hjemmeside (atomaffaldklarhed.dk)

3) Se kommentar i Atom Posten (10.11.17) ”Atomaffaldet: Glædens dag – og Eftertankens”

4) Se Annes gennemgang af denne sag i Atom Posten (19.11.17): ”NORM-Affald: Rundt i Manegen med Mærsk, SIS, SUM, DD m.fl.” - Og side med artikler om Maersk Oils NORM affald i Esbjerg

5) Om oprettelsen af og intentionerne bag Kontaktforum, se UFM’s hjemmeside. Om virkelighedens kontaktforum, spørg medlemmerne fra de tre borgergrupper, der sidder i det. Om borgernes tillid til myndighederne, når det drejer sig om atomaffald, se Aalborg-undersøgelsen og kommentar i Atom Posten (23.09.14): ”Kommentar til Spørgeskemaundersøgelse omkring Deponi af radioaktivt Affald”.  

6) Om Det Uvildige Ekspertpanel (DUE), se UFM’s hjemmeside. 

7) Et spørgsmål fra Anne om omdefineringen af de 233 kg bestrålet brændsel fra højradioaktivt til langlivet, mellemradioaktivt affald gav anledning til en udveksling af synspunkter mellem DUE og os, se UFM’s hjemmeside. Den handlede især om rumfanget af det bestrålede brændsel, som DUE mente måtte være 1 m3, mens vi mente, at rumfanget af de brugte brændselsstave var betydelig mindre. Diskussionen blev afbrudt, da vi foreslog DUE’s medlemmer, at de skulle prøve at overbevise de berørte borgere om rigtigheden af deres synspunkter. Se kommentar i Atom Posten (19.12.16): ”Uvildig Omdefinering eller omdefineret Uvildighed?”. 

8) Daværende chef for affaldshåndteringen på Risø, civilingeniør Knud Erik Brodersen, foreslog i et internt notat til Risøs ledelse (08.12.1994), at man begyndte at forske i, hvordan affaldet skulle behandles, men henvendelsen blev ignoreret. Se kommentar i Atom Posten 20.10.13 "Tidl. Risø-Direktør: Opbevaring af Atomaffald er en teknisk simpel Opgave"

Atomaffald: Status 26.12.2017

OPDATERINGER:

• 5.1.18: Ekspertpanelet har behandlet Annes spørgsmål fra 31.12.2017, se: https://ufm.dk/aktuelt/temaer/deponering-af-radioaktivt-affald-i-dk/det-uvildige-ekspertpanel-1/sporgsmal-og-svar-januar-2018/sporgsmal-og-svar-januar-2018

• EU-Kommissionens brev af 7.12.17 til udenrigsministeren: Åbningsskrivelse - overtrædelsens nummer: 2017/2159 er ikke længere online, da SUM havde lagt den online ved en fejl.

22.12.17 skrev Uddannelses- og Forskningsministeriet følgende til 
medlemmerne af Kontaktforum om atomaffaldssagen (min fremhævning):

"Efter teknisk gennemgang af sagen for uddannelses- og forskningsordførerne i oktober er de egentlige forhandlinger nu gået i gang. Det er teknisk vanskeligt stof, så der vil også blive forhandlet efter nytår. Målet er dog uændret, at regeringen vil forelægge et nyt beslutningsforslag for Folketinget. I vil blive orienteret om den videre udvikling. 

Sagen om NORM affald har fyldt en del i medierne og har også berørt vores sag, idet der har været fremsat mange forslag til håndtering af Mærsk-affaldet på pladsen i Esbjerg, bl.a. at det skulle transporteres til Risø og oplagres dér. Imidlertid er der ikke etableret en affaldsvej for NORM affald, og derfor er det ikke muligt for Dansk Dekommissionering at modtage affaldet. Olie-/gasindustrien vil forventeligt rejse sagen over for de relevante ministerier, som er Sundheds- og Ældreministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet og – for så vidt angår slutdeponering – Uddannelses- og Forskningsministeriet. Der har for nylig været afholdt et dialogmøde om sagen, som I kan læse om på dette link." 

Citat slut.

Traktatbrud

Det er vigtigt, at folketinget og offentligheden informeres om, at EU-Kommissionen 7.12.17 har sendt en såkaldt åbningsskrivelse (1) til Danmark i en traktatbrudssag (2): ”FAILURE TO ADOPT AND/OR NOTIFY TRANSPOSITION MEASURES FOR THE NUCLEAR SAFETY DIRECTIVE 014/87/EURATOM OF 8 JULY 2014 AMENDING DIRECTIVE 2009/71/EURATOM”.
(RÅDETS DIREKTIV 2014/87/EURATOM af 8. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/71/Euratom om EF-rammebestemmelser for nukleare anlægs nukleare sikkerhed.)


22.12.17 fik jeg - ikke overraskende - afslag 22.12.17 på aktindsigt i åbningsskrivelsen af Sundhedsstyrelsen Strålesikkerhed: "Idet materialet er vurderet omfattet af offentlighedslovens § 32, er dokumentet und- taget fra krav om aktindsigt og kan derfor ikke udleveres til dig." 

Jeg fik - overraskende - også afslag 21.12.17 fra EU-Kommissionen på aktindsigt i åbningsskrivelsen.

Kommissionen undersøger pt. et eventuelt traktatbrud i forb. med Danmarks nationale atomaffalds-program

17.7.2017 fik jeg afslag fra Kommissionen om aktindsigt i dens korrespondance med Sundhedsstyrelsen i forbindelse med Danmarks nationale program: National politik og program for ansvarlig og sikker håndtering af nukleart brændsel og radioaktivt affald i Danmark.

Kommissionen begrundede afslaget med, at den var igang med at undersøge evt. traktatbrud i forb. med Danmarks nationale program.

22.12.17 fik jeg at vide, at denne undersøgelse stadig er igang. Kommissionen skrev, at på baggrund af Danmarks oplysninger vil Kommissionen beslutte, om der skal drages konsekvenser. I denne sag er det i forbindelse med en evt. overtrædelse af RÅDETS DIREKTIV 2011/70/EURATOM af 19. juli 2011 om fastsættelse af en fællesskabsramme for ansvarlig og sikker håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald

Det er vigtigt, når der skal træffes beslutning om en langsigtet løsning for Danmarks atomaffald, at alle i folketinget og offentligheden bliver informeret, hvad

1) Kommissionens åbningsskrivelse til Danmark af 7.12.17 går ud på, samt at 

2) folketinget og offentligheden bliver klar over, at der er dialog igang mellem Kommissionen og Sundhedsstyrelsen om Danmarks nationale program, der kan føre frem til en anden traktatsbrudssag. 

- Jeg har kommenteret 7.6.17 på EU-Kommissionens Spørgsmål til Danmarks Kerneaffaldsprogram - og Danmarks forsinkede og mangelfulde Svar.


Skrevet af Anne

Henvisninger

1) Hvad er en åbningsskrivelse?

2) Læs om traktatbruds-procedurer.

Åbningsskrivelser er fortrolige. Men man kan bede om en kopi i Kommissionen, hvilket jeg har gjort: Her fik jeg som nævnt afslag 21.12.17.

3) Referat af møde i Kontaktforum 12.10.2017

4) Side med artikler: Mærsks NORM affald fra olie- og gasboringer i Nordsøen

Det franske energiselskab Total lavede i august en aftale med Mærsk om at overtage Mærsk Oil. Den handel forventes endeligt afsluttet i første kvartal næste år, og så bliver det Total, der kommer til at hænge på affaldet på Esbjerg Havn. Mængden af affald forventes at vokse markant, når det største danske nordsø-felt, Tyra-feltet, fra 2019 skal genopbygges for et tocifret milliardbeløb. Se artikel DR.dk 30.11.17