På Det danske Center for Miljøvurdering ved Aalborg Universitet (DCEA) har 5 forskere gennemført en spørgeundersøgelse i forbindelse med sagen om det radioaktive affald i Danmark (se ref. 1, 2 og 3).
Undersøgelsen er mig bekendt den eneste, der sigter mod at kortlægge befolkningens oplevelser og holdninger i denne sag, og rapporterne fra undersøgelsen kan stærkt anbefales.
Læs forskernes resultater og anbefalinger, men læs også de enkelte svar. Prøv at fornemme, hvordan de mennesker, som har svaret, tænkte og følte, da de svarede. Prøv at fornemme, hvordan de har oplevet sagen om det radioaktive affald.
Man kan indvende, at grundlaget for undersøgelsen er spinkelt. Kun 767 personer har svaret, og 77% af dem er fra de fem kommuner (Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm), der er udpeget som mulige placeringer af et slutdepot for det radioaktive affald. Som forskerne selv påpeger, er det de aktive modstandere af slutdeponering, der har svaret, og hvad det store flertal i landets øvrige 93 kommuner mener, får vi kun antydninger af.
Men forestil dig som tanke-eksperiment, at 5 andre kommuner var blevet udpeget som mulige placeringer af slutdepotet.
Ville resultatet af DCEA’s spørge-undersøgelse så være blevet helt anderledes?
Næppe.
Er det helt ved siden af at gætte på, at andre borgere, organiseret i andre borgergrupper, ville have handlet nogenlunde som borgergrupperne i Struer, Skive og Kerteminde, på Lolland og Bornholm?
Næppe.
Kan man ikke forstå undersøgelsen som en undersøgelse af, hvad der sker med befolkningen i en kommune, når den bliver udpeget som mulig losseplads for radioaktivt affald? Er det ikke forståeligt, at der kun kommer svar fra aktive modstandere af slutdeponering, fordi borgerne bliver aktive modstandere, når kommunen er udpeget?
Kan man ikke forstå undersøgelsen som en påvisning af, at mistilliden til myndighedernes forsikringer om dette emne er stor og udbredt, selvom den kun kommer til syne de steder, der direkte er truet med deponering af radioaktivt affald?
Undersøgelsen beviser ikke disse påstande. Men den sandsynliggør dem.
Forskerne anbefaler da også (se ref. 2), at:
”TILLID TIL NATIONALE AKTØRER SKAL (GEN)OPBYGGES”
Ja, det skal den. Og det vil tage lang tid, desværre.
Skrevet af Jens
Undersøgelsen:
”Potentielt depot for radioaktivt affald – spørgeundersøgelse til borgere i de berørte områder”
(DCEA, Aalborg Universitet)
Forfattere:
Sara Bjørn Aaen, Lone Kørnøv, Sanne Vammen Larsen, Ivar Lyhne og Helle Nielsen
Referencer:
tirsdag den 23. september 2014
fredag den 19. september 2014
Radioaktivt Affald og Formidling
Når man borer efter skifergas, får man alunskifer med op. Alunskifer indeholder radioaktive stoffer, og derfor skal det opborede materiale kontrolleres løbende.
Ifølge Sundhedsstyrelsens og Euratoms regler er ”undtagelsesniveauet” for den slags affald 0,5 Bq/g. Er strålingen over denne grænse, skal materialet behandles som lavradioaktivt affald, ellers kan det behandles som almindeligt, ikke-radioaktivt affald.
Jeg skal ikke tage stilling til, om grænsen er rigtigt sat. Radioaktive stoffer findes overalt, og vi bliver ramt af radioaktiv stråling uafbrudt, så en grænse på nul er i hvert fald ikke realistisk.
Men jeg har noget imod den måde, love og regler bliver præsenteret på. De er naturligvis skrevet, så specialister, der er beskæftiget på dette område, ved, hvad de har at rette sig efter. Det er nødvendigt, men efter min mening ikke tilstrækkeligt.
Offentligheden har en berettiget interesse i at vide, ikke bare hvor grænserne går, men også, hvad de betyder. Borgere og politikere skal uden for meget besvær kunne sammenligne grænserne på et område med grænserne på et andet, for eksempel når de skal vurdere, om der er balance mellem de strålingsrisici, forskellige befolkningsgrupper udsættes for. Reglerne må suppleres med ikke-tekniske redegørelser, som kan læses af mennesker, der ikke arbejder med disse ting til daglig.
Når det drejer sig om affald, der som det opborede materiale indeholder en ”naturlig” blanding af radioaktive stoffer, burde man dog først forklare, hvad en ”naturlig” blanding af radioaktive stoffer vil sige. For det andet burde man forklare forbindelsen mellem de tre størrelser:
Sammenhængen er ikke enkel, og jeg savner en u-teknisk forklaring på, hvordan de hænger sammen.
Den målte aktivitet er aktiviteten af en enkelt, udvalgt isotop og er velegnet til sammenligning af radioaktiviteten i boreprøver af samme type. ”Undtagelsesniveauet” på 0,5 Bq/g er en grænse for den målte aktivitet, ikke for den samlede.
Vil man sammenligne den målte aktivitet af en boreprøve med aktiviteten af et andet uran-holdigt mineral med kendt uran-indhold, skal man kunne beregne uran-indholdet af boreprøven.
Vil man sammenligne aktiviteten af en boreprøve med aktiviteten af et stof, der indeholder andre radioaktive isotoper end uran, skal man kunne beregne den samlede aktivitet.
Jeg savner en offentligt tilgængelig og læselig redegørelse for, hvordan man gør det. Mit eget forsøg på at finde rundt i emnet findes i notatet: ”Radioaktivitet af Uran-holdige Bjergarter”, som ligger på Annes hjemmeside.
Jeg er nået til den konklusion, at der er en regnefejl i VVM-redegørelsen for prøveboringen ved Dybvad. Jeg mener også, at svaret til Per Clausen (EL) fra 2013 er under det niveau, man kan forvente, når en offentlig myndighed besvarer et spørgsmål fra et medlem af folketinget. Det synes jeg er bekymrende.
Præsenterer man tal for uran-indhold, målt aktivitet og samlet aktivitet uden nogen som helst forklaring, bliver læserne ladt i stikken, forvirrede over at se noget fremstillet som selvfølgeligt, der bestemt ikke er det.
Og forvirring er et dårligt udgangspunkt for politisk stillingtagen. Det skaber mistillid til specialisterne, fordi de – med rette eller urette – mistænkes for at opretholde forvirringen for at vise deres uundværlighed. Det skaber en afmagtsfølelse i befolkningen, som kan føre til mistænkeliggørelse af naturvidenskab som sådan. Det vanskeliggør arbejdet med at finde langsigtede løsninger på denne type miljøproblemer.
Siden a-kraften blev droppet i midten af 1980’erne, har radioaktive stoffer og radioaktiv stråling haft en beskeden plads i den offentlige debat, og behovet for formidling af dette emne har derfor været nærmest usynligt.
Det dukkede op igen i forbindelse med udpegningen (i 2011) af seks lokaliteter til slutdeponering af det radioaktive affald fra Risø. Sagens udvikling har vist, at de ansvarlige myndigheder og medierne har været ualmindelig dårligt forberedt til at tage debatten om, hvorvidt det radioaktive affald skal anbringes i et slutdepot eller et mellemlager, ja bare til at forklare deres egne synspunkter.
På det seneste har forvirringen om radioaktiviteten i det opborede materiale fra en eventuel skifergas-udvinding vist, at de ansvarlige tilsyneladende intet har lært af sagen om atomaffaldet.
I nær fremtid vil kravet om indførelse af a-kraft dukke op igen, og det vil for alvor stille krav til vidensniveauet i befolkningen. Der vil blive brugt store resurser på at præsentere nye og angiveligt sikre a-kraft-teknologier som ultimative løsninger på problemerne med CO2-udledningen og afhængigheden af russisk gas, mens de miljø-organisationer, der skulle forsvare det modsatte synspunkt, stadig kører på slagord fra a-kraft-debatten i 1970’erne.
Radioaktive stoffer og radioaktiv stråling vil vende tilbage til den offentlige debat, vær sikker på det. Det må være en offentlig opgave at sikre, at debatten om dette emne sker på et ordentligt grundlag.
Skrevet af Jens
Ifølge Sundhedsstyrelsens og Euratoms regler er ”undtagelsesniveauet” for den slags affald 0,5 Bq/g. Er strålingen over denne grænse, skal materialet behandles som lavradioaktivt affald, ellers kan det behandles som almindeligt, ikke-radioaktivt affald.
Jeg skal ikke tage stilling til, om grænsen er rigtigt sat. Radioaktive stoffer findes overalt, og vi bliver ramt af radioaktiv stråling uafbrudt, så en grænse på nul er i hvert fald ikke realistisk.
Men jeg har noget imod den måde, love og regler bliver præsenteret på. De er naturligvis skrevet, så specialister, der er beskæftiget på dette område, ved, hvad de har at rette sig efter. Det er nødvendigt, men efter min mening ikke tilstrækkeligt.
Offentligheden har en berettiget interesse i at vide, ikke bare hvor grænserne går, men også, hvad de betyder. Borgere og politikere skal uden for meget besvær kunne sammenligne grænserne på et område med grænserne på et andet, for eksempel når de skal vurdere, om der er balance mellem de strålingsrisici, forskellige befolkningsgrupper udsættes for. Reglerne må suppleres med ikke-tekniske redegørelser, som kan læses af mennesker, der ikke arbejder med disse ting til daglig.
Når det drejer sig om affald, der som det opborede materiale indeholder en ”naturlig” blanding af radioaktive stoffer, burde man dog først forklare, hvad en ”naturlig” blanding af radioaktive stoffer vil sige. For det andet burde man forklare forbindelsen mellem de tre størrelser:
- Indholdet af uran i en boreprøve
- Den samlede aktivitet af en boreprøve
- Den målte aktivitet af en boreprøve
Sammenhængen er ikke enkel, og jeg savner en u-teknisk forklaring på, hvordan de hænger sammen.
Den målte aktivitet er aktiviteten af en enkelt, udvalgt isotop og er velegnet til sammenligning af radioaktiviteten i boreprøver af samme type. ”Undtagelsesniveauet” på 0,5 Bq/g er en grænse for den målte aktivitet, ikke for den samlede.
Vil man sammenligne den målte aktivitet af en boreprøve med aktiviteten af et andet uran-holdigt mineral med kendt uran-indhold, skal man kunne beregne uran-indholdet af boreprøven.
Vil man sammenligne aktiviteten af en boreprøve med aktiviteten af et stof, der indeholder andre radioaktive isotoper end uran, skal man kunne beregne den samlede aktivitet.
Jeg savner en offentligt tilgængelig og læselig redegørelse for, hvordan man gør det. Mit eget forsøg på at finde rundt i emnet findes i notatet: ”Radioaktivitet af Uran-holdige Bjergarter”, som ligger på Annes hjemmeside.
Jeg er nået til den konklusion, at der er en regnefejl i VVM-redegørelsen for prøveboringen ved Dybvad. Jeg mener også, at svaret til Per Clausen (EL) fra 2013 er under det niveau, man kan forvente, når en offentlig myndighed besvarer et spørgsmål fra et medlem af folketinget. Det synes jeg er bekymrende.
Præsenterer man tal for uran-indhold, målt aktivitet og samlet aktivitet uden nogen som helst forklaring, bliver læserne ladt i stikken, forvirrede over at se noget fremstillet som selvfølgeligt, der bestemt ikke er det.
Og forvirring er et dårligt udgangspunkt for politisk stillingtagen. Det skaber mistillid til specialisterne, fordi de – med rette eller urette – mistænkes for at opretholde forvirringen for at vise deres uundværlighed. Det skaber en afmagtsfølelse i befolkningen, som kan føre til mistænkeliggørelse af naturvidenskab som sådan. Det vanskeliggør arbejdet med at finde langsigtede løsninger på denne type miljøproblemer.
Siden a-kraften blev droppet i midten af 1980’erne, har radioaktive stoffer og radioaktiv stråling haft en beskeden plads i den offentlige debat, og behovet for formidling af dette emne har derfor været nærmest usynligt.
Det dukkede op igen i forbindelse med udpegningen (i 2011) af seks lokaliteter til slutdeponering af det radioaktive affald fra Risø. Sagens udvikling har vist, at de ansvarlige myndigheder og medierne har været ualmindelig dårligt forberedt til at tage debatten om, hvorvidt det radioaktive affald skal anbringes i et slutdepot eller et mellemlager, ja bare til at forklare deres egne synspunkter.
På det seneste har forvirringen om radioaktiviteten i det opborede materiale fra en eventuel skifergas-udvinding vist, at de ansvarlige tilsyneladende intet har lært af sagen om atomaffaldet.
I nær fremtid vil kravet om indførelse af a-kraft dukke op igen, og det vil for alvor stille krav til vidensniveauet i befolkningen. Der vil blive brugt store resurser på at præsentere nye og angiveligt sikre a-kraft-teknologier som ultimative løsninger på problemerne med CO2-udledningen og afhængigheden af russisk gas, mens de miljø-organisationer, der skulle forsvare det modsatte synspunkt, stadig kører på slagord fra a-kraft-debatten i 1970’erne.
Radioaktive stoffer og radioaktiv stråling vil vende tilbage til den offentlige debat, vær sikker på det. Det må være en offentlig opgave at sikre, at debatten om dette emne sker på et ordentligt grundlag.
Skrevet af Jens
tirsdag den 9. september 2014
Cheminova
Cheminova er blevet solgt, og aktionærerne får en masse penge for deres aktier.
Men regningen for oprensning ved Høfde 42 på Harboøre Tange – ca. 250 millioner – har de forgyldte aktionærer ingen planer om at betale eller bare bidrage til. Deponeringen af bladan og andre rare sager var lovlig, da den blev foretaget, og så der er ikke noget at komme efter, juridisk set. Staten har også dumpet noget af sit eget kemiske affald på stedet. Et par ton affald fra eller til betyder vel ikke så meget.
Pengene går til et godt formål. Aarhus Universitet, som var hovedaktionær i Cheminova, får flere penge til forskning, og det bør vi alle sammen være glade for. På DR i går aftes så vi et imponerende forsøg, hvor forskerne på fysisk institut kunne flytte rundt med enkelte atomer ved hjælp af laserstråler. Det koster en bagatel af 10 millioner kroner per atom, så der er hårdt brug for pengene. Vi forstår, hvorfor forskerne har været så tilbageholdende med at deltage i debatten om Cheminovas affald.
Parallellen til sagen om det radioaktive affald fra Risø er svær at overse. Det er lige så lovligt at dumpe radioaktivt affald på en af de seks udpegede lokaliteter nu, som det var at dumpe Cheminova-affaldet ved Harboøre omkring 1960. For Cheminovas ledelse den gang gjaldt det derfor – lige som det gælder for Sundhedsministeriet nu – om at få skidtet gravet ned, mens det stadigvæk var/er lovligt. Begge parter vidste/ved, at det var/er dybt uansvarligt, og at der snart ville/vil blive lovgivet mod det.
Love med tilbagevirkende kraft skal vi ikke ønske os, så umiddelbart ser det ikke godt ud. Hvis affaldet skal flyttes fra Harboøre Tange, kan de ikke flytte atomerne i Aarhus.
Men vi kan gøre noget andet. Noget, som vil føre til, at ledelsen for Aarhus Universitet helt af sig selv vil se det som sin moralske forpligtelse at bidrage til oprensningen på Harboøre Tange. Noget, som vil betyde, at forskerne helt af sig selv vil engagere sig i sagerne om det kemiske og det radioaktive affald. Noget, der ikke kræver lovgivning med tilbagevirkende kraft.
Vi kan beslutte, at det radioaktive affald skal deponeres i Aarhus.
Forslaget vil nok give en del opstandelse, men også give det radioaktive affald en opmærksomhed, det ikke har haft tidligere:
Borgergruppen ”Aarhus mod Atomaffald” (AMA) vil på ingen tid nå et 5-cifret medlemstal. De landsdækkende medier vil bringe stort opsatte reportager og forargede ledere om sagen. Miljøorganisationerne vil kaste sig ind i kampen mod dette skandaløse overgreb på et befolkningssegment, som burde være fritaget for den slags.
På den anden side: et enigt folketing vil stemme for mellemlagring af det radioaktive affald, Aarhus Universitet vil bekoste oprensningen ved Høfde 42 på Harboøre Tange, og op til jul vil en fond bevilge midler til, at man på fysisk institut kan flytte rundt på atomerne i laserlysets skær.
Og når enden er god, er alting godt.
Men regningen for oprensning ved Høfde 42 på Harboøre Tange – ca. 250 millioner – har de forgyldte aktionærer ingen planer om at betale eller bare bidrage til. Deponeringen af bladan og andre rare sager var lovlig, da den blev foretaget, og så der er ikke noget at komme efter, juridisk set. Staten har også dumpet noget af sit eget kemiske affald på stedet. Et par ton affald fra eller til betyder vel ikke så meget.
Pengene går til et godt formål. Aarhus Universitet, som var hovedaktionær i Cheminova, får flere penge til forskning, og det bør vi alle sammen være glade for. På DR i går aftes så vi et imponerende forsøg, hvor forskerne på fysisk institut kunne flytte rundt med enkelte atomer ved hjælp af laserstråler. Det koster en bagatel af 10 millioner kroner per atom, så der er hårdt brug for pengene. Vi forstår, hvorfor forskerne har været så tilbageholdende med at deltage i debatten om Cheminovas affald.
Parallellen til sagen om det radioaktive affald fra Risø er svær at overse. Det er lige så lovligt at dumpe radioaktivt affald på en af de seks udpegede lokaliteter nu, som det var at dumpe Cheminova-affaldet ved Harboøre omkring 1960. For Cheminovas ledelse den gang gjaldt det derfor – lige som det gælder for Sundhedsministeriet nu – om at få skidtet gravet ned, mens det stadigvæk var/er lovligt. Begge parter vidste/ved, at det var/er dybt uansvarligt, og at der snart ville/vil blive lovgivet mod det.
Love med tilbagevirkende kraft skal vi ikke ønske os, så umiddelbart ser det ikke godt ud. Hvis affaldet skal flyttes fra Harboøre Tange, kan de ikke flytte atomerne i Aarhus.
Men vi kan gøre noget andet. Noget, som vil føre til, at ledelsen for Aarhus Universitet helt af sig selv vil se det som sin moralske forpligtelse at bidrage til oprensningen på Harboøre Tange. Noget, som vil betyde, at forskerne helt af sig selv vil engagere sig i sagerne om det kemiske og det radioaktive affald. Noget, der ikke kræver lovgivning med tilbagevirkende kraft.
Vi kan beslutte, at det radioaktive affald skal deponeres i Aarhus.
Forslaget vil nok give en del opstandelse, men også give det radioaktive affald en opmærksomhed, det ikke har haft tidligere:
Borgergruppen ”Aarhus mod Atomaffald” (AMA) vil på ingen tid nå et 5-cifret medlemstal. De landsdækkende medier vil bringe stort opsatte reportager og forargede ledere om sagen. Miljøorganisationerne vil kaste sig ind i kampen mod dette skandaløse overgreb på et befolkningssegment, som burde være fritaget for den slags.
På den anden side: et enigt folketing vil stemme for mellemlagring af det radioaktive affald, Aarhus Universitet vil bekoste oprensningen ved Høfde 42 på Harboøre Tange, og op til jul vil en fond bevilge midler til, at man på fysisk institut kan flytte rundt på atomerne i laserlysets skær.
Og når enden er god, er alting godt.
søndag den 3. august 2014
Kernefysik i Udenrigsministeriet!
Folketingsmedlem Doris Jakobsen (Siumut) spurgte i december 2013 daværende udenrigsminister Holger K. Nielsen, om der havde været problemer med den mobile atomreaktor, som det amerikanske militær brugte på deres nu nedlagte base under indlandsisen, Camp Century. Lejren lå ca. 250 km øst for Thule.
Svaret var, som man kunne vente: Der var overhovedet ingen problemer, alt var i overensstemmelse med de aftaler, den amerikanske og den danske regering havde indgået, og som danske sagkyndige havde sagt god for.
Men Doris Jakobsen havde læst, at der havde været problemer med en anden mobil reaktor, der var placeret i Antarktis, og med henvisning til det stillede hun endnu et spørgsmål: Kunne det tænkes, at der havde været lignende problemer i Grønland?
Det udenrigsministerielle svar var køligt, definitivt og videnskabeligt: Mens reaktoren under den grønlandske indlandsis brugte uran-235 som brændsel, brugte reaktoren på sydpolen strontium-90. De to reaktorer, som i øvrigt var produceret af forskellige firmaer, kunne derfor overhovedet ikke sammenlignes. Det er tydeligvis et spørgsmål, udenrigsministeriet ikke har lyst til at svare på.
Hallen til reaktoren kilde: Thule, tidsskriftet Grønland 1977
Problemet er bare, at svaret, trods sin prætentiøse form, er skrubforkert. At ville bruge strontium-90 som brændsel i en atomreaktor svarer til at ville bruge aske som brændsel i en brændeovn. Det foranledigede Doris Jakobsen til efterfølgende at spørge udenrigsministeren, om dette virkelig kunne have sin rigtighed, og svaret herpå var en slukøret beklagelse af det oprindelige svar.
Jeg ønsker Doris Jakobsen held med sin fortsatte graven i denne sag. Men det er nødvendigt at dvæle lidt ved det oprindelige svar.
Da folketinget fik et forkert svar om et besøg på Christiania, måtte justitsministeren gå af. Men når man prøver at bilde folketinget ind, at man kan bruge strontium-90 som brændsel i atomreaktorer, sker der intet. Intet ministerskifte, ingen selvransagelse, kun en halvhjertet beklagelse. Folketingets medlemmer har åbenbart valgt at se denne sag fra den humoristiske side.
Det skal de ikke høre for. Men når man ikke tager emner som dette alvorligt i det politiske system og centraladministrationen, er det knap så morsomt. Det betyder, at hvis folketingsmedlemmer eller almindelige borgere har brug for pålidelig information i den slags sager, så er de nødt til selv at skaffe sig den. Det betyder, at vigtige beslutninger risikerer at blive truffet på et forkert grundlag.
Det er ikke betryggende.
Skrevet af Jens
Jeg ønsker Doris Jakobsen held med sin fortsatte graven i denne sag. Men det er nødvendigt at dvæle lidt ved det oprindelige svar.
Da folketinget fik et forkert svar om et besøg på Christiania, måtte justitsministeren gå af. Men når man prøver at bilde folketinget ind, at man kan bruge strontium-90 som brændsel i atomreaktorer, sker der intet. Intet ministerskifte, ingen selvransagelse, kun en halvhjertet beklagelse. Folketingets medlemmer har åbenbart valgt at se denne sag fra den humoristiske side.
Det skal de ikke høre for. Men når man ikke tager emner som dette alvorligt i det politiske system og centraladministrationen, er det knap så morsomt. Det betyder, at hvis folketingsmedlemmer eller almindelige borgere har brug for pålidelig information i den slags sager, så er de nødt til selv at skaffe sig den. Det betyder, at vigtige beslutninger risikerer at blive truffet på et forkert grundlag.
Det er ikke betryggende.
Skrevet af Jens
Links
Minister gav forkert besked om amerikansk atomreaktor Politiken 31.7.14
Camp Century - en by under isen Polarfronten nr. 1 2014 side 14
Side om radioaktivt affald i Grønland:
"Radioaktivt spildevand blev opsamlet i en særlig tank, og aktiviteten blev målt, inden det blev ledt til at afløb. Der blev fastsat en øvre grænse for,
hvor meget radioaktivt spildevand, der måtte ledes til afløbet, og hvor stor aktiviteten af
dette spildevand måtte være. Fra dansk side blev det krævet, at der ikke måtte deponeres
mere end 50 milliCurie lavradioaktivt vandigt affald i indlandsisen pr. år. Rent faktisk blev der
i reaktorens femårige drift- og nedtagningsperiode deponeret i alt 72 milliCurie.
|
lørdag den 19. juli 2014
Høringssvar om et Slutdepot for radioaktivt Affald (2)
De sidste høringssvar fra Sverige og Polen er nu lagt på sundhedsministeriets hjemmeside.
Det svenske svar er en sønderlemmende kritik af de danske slutdepotplaner. Den er velkendt for borgergrupperne, som hele vejen har støttet sig til MKG’s ekspertise, men det er godt, at den nu via SUM’s hjemmeside kommer ud til mange flere.
SUM har også lagt Polens svar ud, dateret 15. juli. Det er på polsk, og der er endnu ingen oversættelse.
Her er vores oversættelse af et afsnit i brevet fra miljøministeriet (1):
”Ifølge IAEA’s retningslinjer kan kun kortlivet lav- og mellemaktivt affald bortskaffes i depoter, som det er foreslået fra dansk side. (Jf. IAEA Surface Disposal, Near Surface Disposal, eventuelt med Boreholes Disposal.) Langlivet affald og brugt nukleart brændsel lagres kun i dybe depoter (Geological Disposal). I denne forbindelse anmoder den polske part om en afklaring af dette spørgsmål.”
Hvis ministeriet er uenig i denne oversættelse, hører vi gerne fra dem. Hvis ministeriet ikke har til hensigt at følge IAEA’s anbefalinger, hører vi også gerne fra dem.
Høringssvarene har, samlet set, stor bredde og faglig styrke, og det bliver spændende at se, hvordan ministeriet reagerer på dem. Vil man skifte holdning og støtte et mellemlager, eller vil man forsøge at aflede opmærksomheden fra sagens kendsgerninger ved endnu en gang at trække en kanin op af hatten?
Vi kan håbe på det første, men må være forberedt på det sidste. Derfor er der grund til at repetere sagens gang indtil nu.
Kommuner og borgergrupper har en interesse i denne sag, nemlig at redde deres egn fra at blive stemplet som atom-losseplads. Det har de ikke lagt skjul på, men de har gjort langt mere end blot at forsvare lokale interesser.
De har sat sig ind i sagen og hentet hjælp hos udenlandske sagkyndige. De har besøgt det hollandske mellemlager COVRA og lært af de erfaringer, man har gjort der. De har arrangeret møder og høringer, hvor borgerne kunne komme til orde med deres spørgsmål, argumenter og bekymringer. De har forsøgt at brede diskussionen ud, så den ikke kun handlede om det rent tekniske. De har påvist det uforsvarlige i at slutdeponere radioaktivt affald, uanset hvor.
Sundhedsministeriet har, bistået af DD, GEUS og SIS, forsøgt at optræde som repræsentanter for den neutrale, videnskabeligt underbyggede sagkundskab, og det er de ikke sluppet godt fra.
Som bl. a. høringssvarene viser, er der mangler, udeladelser og fejl i deres materiale. De har ikke magtet eller ønsket at give befolkningen ordentlig information om sagen. De har arrangeret propaganda-møder for slutdeponering, tilrettelagt med det åbenlyse formål at beskytte de udsendte eksperter mod ubekvemme spørgsmål. De har intet gjort for at forstå reaktionerne hos de borgere, der risikerer at få et slutdepot i baghaven.
Jeg håber ikke, ministeriet vil prøve at snakke sig fra det.
Skrevet af Jens
Uddrag af brev (15.07.14) side 3 fra vicedirektør i det polske miljøministerium, Katarzyna Twardowska:
”Zgodnie z wytycznymi IAEA tylko odpady krótkożyciowe nisko i średnioaktywne mogą być składowane w składowiskach, które są proponowane przez stronę duńską (zgodnie z IAEA Surface Disposal, Near Surface Disposal, ewentualnie Boreholes Disposal). Odpady długożyciowe i wypalone paliwo jądrowe można składować tylko w składowiskach głębokich (Geological Disposal). W związku z tym strona polska prosi o wyjaśnienie tej kwestii,”
Det svenske svar er en sønderlemmende kritik af de danske slutdepotplaner. Den er velkendt for borgergrupperne, som hele vejen har støttet sig til MKG’s ekspertise, men det er godt, at den nu via SUM’s hjemmeside kommer ud til mange flere.
SUM har også lagt Polens svar ud, dateret 15. juli. Det er på polsk, og der er endnu ingen oversættelse.
Her er vores oversættelse af et afsnit i brevet fra miljøministeriet (1):
”Ifølge IAEA’s retningslinjer kan kun kortlivet lav- og mellemaktivt affald bortskaffes i depoter, som det er foreslået fra dansk side. (Jf. IAEA Surface Disposal, Near Surface Disposal, eventuelt med Boreholes Disposal.) Langlivet affald og brugt nukleart brændsel lagres kun i dybe depoter (Geological Disposal). I denne forbindelse anmoder den polske part om en afklaring af dette spørgsmål.”
Hvis ministeriet er uenig i denne oversættelse, hører vi gerne fra dem. Hvis ministeriet ikke har til hensigt at følge IAEA’s anbefalinger, hører vi også gerne fra dem.
Høringssvarene har, samlet set, stor bredde og faglig styrke, og det bliver spændende at se, hvordan ministeriet reagerer på dem. Vil man skifte holdning og støtte et mellemlager, eller vil man forsøge at aflede opmærksomheden fra sagens kendsgerninger ved endnu en gang at trække en kanin op af hatten?
Vi kan håbe på det første, men må være forberedt på det sidste. Derfor er der grund til at repetere sagens gang indtil nu.
Kommuner og borgergrupper har en interesse i denne sag, nemlig at redde deres egn fra at blive stemplet som atom-losseplads. Det har de ikke lagt skjul på, men de har gjort langt mere end blot at forsvare lokale interesser.
De har sat sig ind i sagen og hentet hjælp hos udenlandske sagkyndige. De har besøgt det hollandske mellemlager COVRA og lært af de erfaringer, man har gjort der. De har arrangeret møder og høringer, hvor borgerne kunne komme til orde med deres spørgsmål, argumenter og bekymringer. De har forsøgt at brede diskussionen ud, så den ikke kun handlede om det rent tekniske. De har påvist det uforsvarlige i at slutdeponere radioaktivt affald, uanset hvor.
Sundhedsministeriet har, bistået af DD, GEUS og SIS, forsøgt at optræde som repræsentanter for den neutrale, videnskabeligt underbyggede sagkundskab, og det er de ikke sluppet godt fra.
Som bl. a. høringssvarene viser, er der mangler, udeladelser og fejl i deres materiale. De har ikke magtet eller ønsket at give befolkningen ordentlig information om sagen. De har arrangeret propaganda-møder for slutdeponering, tilrettelagt med det åbenlyse formål at beskytte de udsendte eksperter mod ubekvemme spørgsmål. De har intet gjort for at forstå reaktionerne hos de borgere, der risikerer at få et slutdepot i baghaven.
Jeg håber ikke, ministeriet vil prøve at snakke sig fra det.
Skrevet af Jens
Uddrag af brev (15.07.14) side 3 fra vicedirektør i det polske miljøministerium, Katarzyna Twardowska:
”Zgodnie z wytycznymi IAEA tylko odpady krótkożyciowe nisko i średnioaktywne mogą być składowane w składowiskach, które są proponowane przez stronę duńską (zgodnie z IAEA Surface Disposal, Near Surface Disposal, ewentualnie Boreholes Disposal). Odpady długożyciowe i wypalone paliwo jądrowe można składować tylko w składowiskach głębokich (Geological Disposal). W związku z tym strona polska prosi o wyjaśnienie tej kwestii,”
torsdag den 10. juli 2014
Høringssvar om et Slutdepot for radioaktivt Affald
Sundhedsministeriet har sendt sit forslag om et dansk slutdepot for (det, ministeriet kalder) lav- og mellemaktivt affald til høring hos de involverede ministerier, regioner, kommuner, stifter, provstier, menighedsråd, borgergrupper samt hos vores nabolande.
Flere af de adspurgte har negative kommentarer, nogle har ingen kommentarer, og ikke et eneste svar er positivt over for disse planer. Det burde gøre indtryk der, hvor den endelige beslutning i denne sag skal træffes.
Sundhedsministeriet har udsendt sit forslag til løsning af det, ministeriet ser som et teknisk problem. Noget, der kan klares med sort snak om bygningsværker og generiske analyser samt ved brug af kreativ mødetilrettelæggelse.
Svarene peger på problemer af meget forskellig art ved slutdeponering, problemer, der rækker langt ud over den snævre tekniske ramme, som sundhedsministeriet bevæger sig inden for.
For eksempel:
Høringssvarene fra de fem kommuner (Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm), fra borgergrupperne og biskopperne i Lolland-Falsters og Viborgs Stift er på et indholdsmæssigt niveau, som er langt over ministeriets.
Det er imponerende, men samtidig må jeg spørge mig selv: Er denne rollefordeling rimelig?
Er det rimeligt, at en regering kan true med at gennemføre en urimelig og dårligt underbygget plan og lægge byrden ved at påvise urimeligheden og finde et brugbart alternativ over på de borgere, hvis tilværelse er truet af planen? Hvis slutdepotet bliver erstattet af et mellemlager, så har hele samfundet jo vundet, ikke kun borgerne i de fem kommuner.
Er det rimeligt, at en regering åbenlyst spekulerer i, at når det store flertal er ligeglade med en sag, så kan man tage det let med begrundelsen for sin plan?
Er det rimeligt, at en regering på den ene side lader sine embedsmænd prale med, at deres påstande er videnskabeligt underbygget, og på den anden side intimiderer videnskabsfolk, der kunne bidrage med væsentlige, omend ubekvemme synspunkter?
Som mangeårigt medlem af et af regeringspartierne er det ikke let at stille sådanne spørgsmål. Men jeg har på fornemmelsen, at en anden regering kunne handle på samme måde. Problemet ligger i selve den politiske kultur.
Skrevet af Jens
Opdatering: Efter udgivelse af dette blogindlæg er der kommet høringssvar fra de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, fra Strålsäkerhetsmyndigheten og fra Länsstyrelsen Skåne. Alle svar kan læses her
Flere af de adspurgte har negative kommentarer, nogle har ingen kommentarer, og ikke et eneste svar er positivt over for disse planer. Det burde gøre indtryk der, hvor den endelige beslutning i denne sag skal træffes.
Sundhedsministeriet har udsendt sit forslag til løsning af det, ministeriet ser som et teknisk problem. Noget, der kan klares med sort snak om bygningsværker og generiske analyser samt ved brug af kreativ mødetilrettelæggelse.
Svarene peger på problemer af meget forskellig art ved slutdeponering, problemer, der rækker langt ud over den snævre tekniske ramme, som sundhedsministeriet bevæger sig inden for.
For eksempel:
- Hvordan vil et slutdepot påvirke erhvervene i den egn, der skal huse et eventuelt slutdepot?
- Hvordan vil et slutdepot påvirke til- og fraflytningen?
- Hvordan vil et slutdepot påvirke menneskers oplevelse af naturen i det berørte område?
- Er det rimelig at vurdere slutdepot og mellemlager hver for sig?
- Er slutdeponering en rimelig måde at behandle senere generationer på?
Høringssvarene fra de fem kommuner (Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm), fra borgergrupperne og biskopperne i Lolland-Falsters og Viborgs Stift er på et indholdsmæssigt niveau, som er langt over ministeriets.
Det er imponerende, men samtidig må jeg spørge mig selv: Er denne rollefordeling rimelig?
Er det rimeligt, at en regering kan true med at gennemføre en urimelig og dårligt underbygget plan og lægge byrden ved at påvise urimeligheden og finde et brugbart alternativ over på de borgere, hvis tilværelse er truet af planen? Hvis slutdepotet bliver erstattet af et mellemlager, så har hele samfundet jo vundet, ikke kun borgerne i de fem kommuner.
Er det rimeligt, at en regering åbenlyst spekulerer i, at når det store flertal er ligeglade med en sag, så kan man tage det let med begrundelsen for sin plan?
Er det rimeligt, at en regering på den ene side lader sine embedsmænd prale med, at deres påstande er videnskabeligt underbygget, og på den anden side intimiderer videnskabsfolk, der kunne bidrage med væsentlige, omend ubekvemme synspunkter?
Som mangeårigt medlem af et af regeringspartierne er det ikke let at stille sådanne spørgsmål. Men jeg har på fornemmelsen, at en anden regering kunne handle på samme måde. Problemet ligger i selve den politiske kultur.
Skrevet af Jens
Opdatering: Efter udgivelse af dette blogindlæg er der kommet høringssvar fra de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, fra Strålsäkerhetsmyndigheten og fra Länsstyrelsen Skåne. Alle svar kan læses her
Abonner på:
Opslag (Atom)