Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

onsdag den 13. april 2016

Mundkurve og Atomaffald


Afdækningen af forskernes og universitetsledelsens roller ved tilblivelsen af landbrugspakken (1) har kastet et grelt lys over samspillet mellem det politiske system og universitetsverdenen.

De forskere, der rådgav ministeriet, fik forbud mod at udtale sig offentligt om sagen og måtte se passivt til, mens deres resultater blev gengivet i forvrænget form. Som om det ikke var slemt nok, blev de også tvunget til at tie med, at de skulle tie.

Denne dobbelte mundkurv, som blev accepteret af ledelsen for Aarhus Universitet, var et krav fra politisk side.

Det er skandaløst og vidner om, at regeringen har været desperat for at få sin landbrugspakke vedtaget, og at ledelsen på AU har været desperat for at gøre regeringen tilpas.

Afsløringen tvinger nu borgerlige vælgere til at overveje, om det er den form for regeringsledelse, de ønsker. I rød blok kan man nøjes med at sende Mogens Lykketoft en venlig tanke.

Men man skal være forsigtig med at tro, at det er slut med den slags mundkurve fra nu af.


Det er afsløringen, ikke fremgangsmåden, der har været et problem for regeringen. I de fleste sager er det usandsynligt, at medierne vil bruge lige så mange resurser på kulegravning, som de brugte på landbrugspakken, så her er der stadig frit slag.

I tillid til, at det næppe bliver opdaget, kan et ministerium stadig finde et universitet, hvor forskerne bliver tvunget til at holde mund, og hvor ledelsen er parat til at se den anden vej, mens det, der engang var videnskabelige resultater, bliver tilpasset den politiske virkelighed.

Det bliver sikkert gjort mere elegant i fremtiden, men for de involverede og for offentligheden vil det næppe gøre den store forskel.

Sagen om det radioaktive affald hører til i den kategori af sager, der ikke har den store offentlige opmærksomhed, selvom der er vigtige principper på spil. Der er og har længe været gode grunde til at grave i den, og på Annes hjemmeside (2) kan enhver journalist finde et stort materiale, klar til brug.

Det er bare ikke sket. Og når et dagblad en enkelt gang lader en journalist deltage i en arrangeret tur til et slutdepot for radioaktivt affald i udlandet (3), bliver der ikke trukket tråde tilbage til situationen her i landet, selvom de danske slutdepot-planer er ren discount, som er blevet kritiseret sønder og sammen af udenlandske sagkyndige (4). Det er tydeligt, at der mangler vilje til at undersøge denne sag nærmere.

Så når det drejer sig om radioaktivt affald, er der al mulig grund til at være på vagt over det, der udgives for forskningsbaseret rådgivning. 


Det er nødvendigt at spørge:
  • Hvilke betingelser – skriftlige såvel som mundtlige – har den rekvirerende myndighed stillet? 
  • Hvordan er de forskere, der skal udføre opgaven, udvalgt? 
  • Bliver det muligt for offentligheden at se, hvor de udvalgte forskere tidligere har arbejdet? 
  • Må de udvalgte forskere diskutere deres rapporter offentligt, og vil de svare på kritik? 

Nogle vil se disse og lignende spørgsmål som mistænkeliggørelse af hæderlige mennesker, der bare passer deres job. Men forskerne er blevet brikker i et magtspil, og universitetsledelsen har tilsyneladende intet gjort for at beskytte dem.

Det grundlæggende problem er en regering, der ikke bare tillader forurening af vandmiljøet, men også af forskningsmiljøet.

Skrevet af Jens


Henvisninger:


  1. Forskerforum (07.04.16) og leder i Information (11.04.16) 
  2. Atomaffaldklarhed.dk 
  3. Artikel i Politiken 14.2.16
  4. Se kommentarer i Atom Posten (19.07.14), (30.01.15) og (06.03.15)
  5. Opdatering 19.4.16: Leder i Information: Ufri forskning af David Rehling

Ingen kommentarer:

Send en kommentar