For a-kraftmodstandere er katastrofen en påmindelse om, at atomkraften er dødsensfarlig. De overser, at det mest deprimerende ved katastrofen var, at den så let kunne være undgået, og at de sovjetiske myndigheders forsøg på først at skjule og senere at bagatellisere den gjorde situationen værre, end den allerede var.
For a-kraft-tilhængerne bliver katastrofen brugt som argument for, at det er nødvendigt at udvikle nye a-kraft-teknologier, hvor nedsmeltning ikke var mulig. De overså ligesom modstanderne, at det i 1986 ikke kun var reaktorkernen, der nedsmeltede. Det var også befolkningernes tillid til, at de ansvarlige myndigheder ville være solidariske med dem i en situation, hvor der opstod problemer på et a-kraftværk i nærheden. Og det gælder ikke kun i Sovjetunionen/Rusland: Både tidligere og senere reaktor-ulykker har vist, at de omkringboendes sikkerhed ikke altid har højeste prioritet hos myndighederne.
I DR-1 blev 30-året for Tjernobyl-katastrofen mindet med en udsendelse, sendt lørdag den 23.04 kl. 20.00. Den var tilrettelagt af Karoline Rahbek Juncker og havde videnskabsjournalisten Line Friis Frederiksen som speaker. Udsendelsens erklærede formål var at skabe en positiv holdning til a-kraft i befolkningen.
Der var indslag om Three Mile Island og Fukushima og mange billeder fra et besøg på Tjernobyl (hvor så der trist ud!). Man kan ikke klandre udsendelsen for at stikke noget under stolen, når det gælder problemerne med ”gammeldags” a-kraft.
Der var interviews med forskerne i det danske firma Seaborg Technologies, hvis bidrag til udviklingen af de nye Thorium-reaktorer har vakt international opmærksomhed. Vi fik indtrykket af begavede unge mennesker, som upåvirket af tidligere tiders fordomme og snæversyn forsøger at løse nogle af vor tids vanskeligste problemer, men som også kan tage sig en øl i fredagsbaren. At der er folk, som er kritiske over for dette projekt, blev ikke nævnt. Det nævnes heller ikke, at man sammenligner fungerende reaktorers sikkerhed med forhåbninger til projekterede reaktorers sikkerhed.
Det gik forbløffende let med at præsentere a-kraft som en CO2 – fri teknologi og modstanden mod slutdeponering af radioaktivt affald som et udslag af ”ikke i min baghave”- tankegangen. Begge dele er løgn, men man opdagede næsten ikke, hvordan man blev manipuleret.
En kendt branding-ekspert blev interviewet om, hvordan man gør a-kraften salon-fähig. Formentlig uden at ville det kom han til at understrege den store forskel mellem modstanden mod a-kraft i 1960’erne og 70’erne og kampagnen for a-kraft nu: Hvor den første var baseret på spontanitet og folkeligt engagement, må den anden støtte sig til professionelle reklamekampagner, efterligninger af ”Atomkraft – Nej Tak” - plakaten og en ledelse i DR, som servilt og ukritisk har stillet sendetid til rådighed.
De, der har tilrettelagt denne udsendelse, har ikke kun undervurderet seernes intelligens. De har også overvurderet deres egen.
Skrevet af Jens
Ingen kommentarer:
Send en kommentar