Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

mandag den 16. april 2018

Danmarks Naturfredningsforening og Atomaffaldet


Den 7. april blev cand. scient. Maria Reumert Gjerding valgt til ny præsident for Danmarks Naturfredningsforening (DN). Hun har siden valget i juni 2015 repræsenteret Enhedslisten i Folketinget.

Ifølge Information (09.04.18) lægger hun nu sit partitilhørsforhold på hylden, men vil

”tage sit stærke politiske netværk med sig ind i kampen for at sætte dagsordenen på miljø- natur- og klimaområdet”.


Det er en stor mundfuld, og det er nærliggende at spørge, hvilken dagsorden hun vil sætte i sagen om det radioaktive affald. I denne sag har hendes ”stærke politiske netværk” jo været næsten usynligt, i hvert fald for offentligheden.

Hovedpunkterne i DN’s hidtidige politik i denne sag kan opsummeres i to punkter: 



  • Atomaffald skal håndteres i Danmark uden risiko for grund- og drikkevand 
  • Eksperter skal blive enige om valg af depottype 

Der første punkt er helt ukontroversielt. Som Anne og jeg har påpeget ved flere lejligheder (1), har eksport af atomaffaldet aldrig været andet end ønsketænkning, og rent grund- og drikkevand er der vel ingen, der er modstandere af.

Men hvordan får man alle eksperter til at være enige om valget af en bestemt depot-type? Og hvordan kan man bagefter overbevise de berørte borgere om dens fortræffelighed? Var det ikke vigtigere at skrive, hvad man vil gøre, hvis eksperterne er uenige, og hvis de berørte borgere er afvisende?

For indtil nu har eksperterne langt fra været enige, og borgerne har gennem de sidste mange år opbygget en solid mistillid til de officielle udmeldinger i denne sag. Det sidste er – sagt i al stilfærdighed – ikke kun borgernes fejl (2). Hjemmesiden har ingen kommentar til dette.

Det er derfor nødvendigt at spørge den nyvalgte præsident:


  1. Hvordan ser hun og DN på kvaliteten af myndighedernes information til borgerne om atomaffaldet, og hvordan vurderer hun og DN borgerinddragelsen i denne sag? 
  2. Hvordan ser hun og DN på de begrundelser for slutdeponering, som myndighederne har fremlagt, især når det drejer sig om brugen af sikkerhedsanalyser (3)? 
  3. Hvem har efter hendes og DN’s mening bevisbyrden i denne sag? Er myndighederne forpligtet til at overbevise borgerne, eller er borgerne forpligtet til at overbevise myndighederne? 
  4. Hvor står hun og DN, når det drejer sig om en kommunes ret til at sige nej til slutdeponering af radioaktivt affald på sit område? 

I Informations artikel finder man ikke antydning af svar på disse spørgsmål. Ser man på DN’s hjemmeside, finder man heller ikke noget, der bare ligner en stillingtagen. Læser man referaterne fra møderne i kontaktforum (4), finder man meget lidt.

Samme resultat får man, hvis man går ind på hjemmesiderne for DN’s lokalafdelinger i de fem kommuner (5), som indtil for nylig var udset til at huse et slutdepot for radioaktivt affald. Her skulle man ellers tro, at nogen af medlemmerne havde reageret på truslen om at få et slutdepot lige uden for døren.

Men klikker man på Kerteminde og Lolland, får man besked om, at der er affalds-indsamling i Lundeborg den 22. april. Klikker man på Struer, får man et smukt billede af Stevns Klint (6).

Intetsteds finder man noget om, hvad den nyvalgte præsident og DN har til hensigt at gøre for at forhindre det overgreb, som slutdeponering af radioaktivt affald vil være for lokalsamfundet.

Hvis sagen om Danmarks radioaktive affald var en ganske lille og ubetydelig sag, kunne man til nød forstå DN’s manglende stillingtagen til de fire spørgsmål ovenfor.

Men uden at forklejne DN’s indsats i øvrigt, så er sagen om opbevaring og behandling af det danske radioaktive affald en stor sag. Den har allerede nu kostet et 3-cifret millionbeløb, og i fremtiden kommer det til at koste endnu mere, næsten ligegyldigt hvilken løsning, man vælger.

Desuden sætter den spotlight på væsentlige demokratiske og miljømæssige problemstillinger. Problemstillinger, der for mig at se er tæt på grundlaget for DN’s virksomhed og selvforståelse.

Så hvad vil den nyvalgte præsident gøre for, at DN kan løfte opgaven som en all round miljøorganisation, der formår ”at sætte dagsordenen på miljø- natur- og klimaområdet”, også når det drejer sig om atomaffald?

Vil hun være stærk nok til at trække sit politiske netværk ud i en åben og meningsfuld debat om Danmarks radioaktive affald, eller vil netværket holde hende og DN fast i rollen som arrangør af feel good begivenheder, hvor medlemmerne indsamler gamle plastposer i naturen, men ser den anden vej, når radioaktivt affald bliver slutdeponeret i udkantsdanmark?

Skrevet af Jens



Henvisninger: 

1. Se kommentarer i Atom Posten: ”Eksport af Atomaffaldet – Orientering eller Desorientering?” (11.08.13), ”Atomaffald og Anmodning om Aktindsigt i Eksportforsøg til Sverige” (13.04.14), ”Eksport af radioaktivt Affald” (17.04.14) og ”Eksport af radioaktivt Affald?” (13.06.14)

2. Se Aalborg-undersøgelsen (link). Den er kommenteret i Atom Posten: ”Kommentar til Spørgeskemaundersøgelse omkring Deponi af radioaktivt Affald” (23.09.14)

3. Se notaterne: ”Risikovurdering” og ”Bemærkning om brug af matematiske modeller til risikovurdering”, som ligger på Annes hjemmeside


4. Uddannelses- og Forskningsministeriets kontaktforum vedrørende radioaktivt affald (link). 


Her er DN er repræsenteret i modsætning til to af de fem borgergrupper, der har arbejdet hårdt med denne sag i adskillige år. 

5. De fem udpegede kommuner er (med deponeringsstederne i parentes): Struer (Thyholm), Skive (Skive Vest og Thise), Kerteminde (Kertinge Mark), Lolland Kommune (Rødbyhavn) og Bornholms Regionskommune (Østermarie). 


6. Klikker man på Bornholm, finder man heller ikke noget om det radioaktive affald. Til gengæld er der en udsigt, som jeg har glædet mig over i næsten 70 år. Tak for den.

Udsigt mod Melsted Havn 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar