Atomaffald: Hvorfor sløres Informationer om Slutdepot?

Primo 2015 skal folketinget tage stilling til den videre proces for atomaffaldet på Risø, om det skal i slutdepot eller i mellemlager. 

Politikerne har ikke fået fyldestgørende oplysninger om slutdeponering, men derimod slørede informationer, som bl.a. Atom Posten har vist. Senest har tidligere justitsminister Ole Espersen (A) opfordret ministre og politikere til at tale lige ud af posen om atomaffaldet.

Kortlivet og langlivet radioaktivt affald

Et af de vigtigste aspekter, når man skal slutdeponere radioaktivt affald, er, om affaldet er kortlivet (aktivitet i op til 300 år) eller langlivet (aktivitet i tusindvis af år eller mere). 

Med et eksempel fra Beslutningsgrundlaget i 2008 vil jeg prøve at vise, hvordan myndighederne har sløret dette aspekt, når de gennemgår udenlandske slutdepoter. 

I Beslutningsgrundlaget står om terrænnært slutdepot i umættet zone (over grundvandsspejlet) (side 32):

"Denne type depot kendes fra Spanien og Frankrig og anvendes primært til kortlivet lav- og mellemaktivt affald." 

Læg mærke til det lille ord "primært". De omtalte slutdepoter er kun til kortlivet affald if. oversigten fra den finske strålesikkerhedsmyndighed STUK. "Primært" giver den association, at man kan smutte noget langlivet med, hvad der også er sket i Sverige ved en fejl i deres slutdepot til kortlivet affald SFR, hvor man nu skal tage ca. 3000 tønder op igen.

Også i Geoviden 2 fra 2011 omtales de nævnte slutdepoter i Spanien og Frankrig uden at nævne, at de kun er til kortlivet affald. 

"Kortlivet" er desuden væk i Geus' rapport nr. 4 2011 om Bornholm, og i brochuren fra Sundhedsministeriet (SUM) 2005 henvises til udenlandske slutdepoter for lav- og mellemaktivt affald, uden at det nævnes, at de er til kortlivet affald. Myndighederne prøver altså at vise, at der findes slutdepoter ude i verden til atomaffald ligesom det, Danmark påtænker at bygge, men det er ikke rigtigt. 

Størstedelen af de typer affald, der er på Risø, indeholder nemlig langlivede isotoper, der skal isoleres fra biosfæren i ca. 100.000 år og det vil de ikke blive med det påtænkte danske slutdepotkoncept.

Rokkasho Visitors Center Japan

Lidt længere henne i Beslutningsgrundlaget står om terrænnært slutdepot i mættet zone (under grundvandsspejlet) (side 33):

"Fordelen ved denne type depot frem for slutdepoter i umættet zone er, at affaldet kan placeres i større dybder og derved isoleres bedre fra biosfæren. Yderligere giver grundvandet i sig selv en beskyttelse mod menneskelig indtrængning.

Et anlæg af denne type eksisterer ved Rokkasho i Japan. Anlægget er placeret i 20 meters dybde og er tørlagt under driften, men bliver vandfyldt efter lukning. Dette anlæg er udført med betonceller svarende til hvad der typisk anvendes i umættet zone."

Rokkasho Low Level Radioactive Waste Landfill Center er placeret i en dybde mellem 11 og 18 meter og er til lavaktivt affald. "Landfill" betyder "losseplads-depot". I Japan har man to kategorier atomaffald:  lavaktivt affald og resten, det højaktive. Det lavaktive er underinddelt. 

Året efter henvisningen i Beslutningsgrundlaget til "fordelen" ved et slutdepot som Rokkasho omtalte IAEA den form for depot som Rokkasho som værende passende for kun meget lavaktivt affald med meget begrænset indhold af langlivet aktivitet. Kan Rokkasho så fortsat være en model for det kommende danske slutdepot?

"Landfill disposal may be suitable for very low level waste with very limited amounts of long lived activity. These facilities usually contain no complex engineered barriers or elaborated sealing. In such cases, the requirements on the waste treatment and packaging will also be less stringent. But adequate waste acceptance criteria (WAC) and quality control must ensure that the radionuclide content, especially the content of long lived activity, remains at very low levels compatible with the limited containment and isolation capabilities of this type of disposal."

Fra forskning på Risø DTU Nutech ved vi desuden, at plutonium er mere mobilt i cement end i jord og aflejringer, hvilket betyder, der skal ofres særlig opmærksomhed på det ved deponering af radioaktivt affald fra dekommissioneringen. 

Konklusion

Det eneste vi ved er, at ingen i Verden endnu ved, hvordan man sikkert og permanent slutdeponerer radioaktivt affald som det danske, der bør isoleres fra biosfæren i 100.000 år. At sundhedsministeriet, GEUS, SIS og Dansk Dekommissionering (DD) fortsat fremturer med deres planer for et slutdepot, der ser ud som et slutdepot til kortlivet affald, er uforståeligt og bekymrende for mennesker og miljø i det endeligt udpegede område i titusinder af år frem og pinligt for Danmarks omdømme på miljøområdet. Hvordan kan et slutdepot til kortlivet affald være en ansvarlig løsning for det danske atomaffald?

Som Gerhard Schmidt fra Öko-Institut viser i sit arbejdspapir side 28, er to typer affald hos DD ufarligt efter 10.000 år og én kræver lidt længere tid, hvorimod de resterende 18 typer affald skal isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere.

Har folketinget fået tilstrækkelig information og oplysning om slutdeponering?

Man skal gå tilbage til 2002 og 2009 for at se om politikerne, der dengang traf valget om slutdeponering, var tilstrækkeligt informerede og oplyste om alternativer til nedgravning af atomaffaldet og om affaldets mangfoldighed og aktivitet. 

1. Som jeg tidligere har skrevet om, blev der ikke afsat midler på Risø til et forskningsprogram, så man kunne holde sig ajour med de internationale erfaringer inden for affaldsdeponering, på trods af at chefen for affaldshåndteringen gennem 40 år foreslog det i 1994.  

2. Havde politikerne i 2002 adgang til baggrundsmateriale (f.eks. reference 7) i et vigtigt NOTAT af 2.2.2001 til Folketingets miljø- og planlægningsudvalg om det højaktive affald på Risø? Jeg har ikke kunnet fremskaffe dokumentet og har beskrevet min søgen her. 

3. Var politikerne i 2008 oplyste om problemet/udfordringen med tønder med historisk (ukendt) affald?

4. Var politikerne tilstrækkeligt informeret om affaldets mangfoldighed?

6. Var politikerne informeret om risikoen for, at der måske kun ville blive råd til at lave et discount-slutdepot, som socialdemokraterne ved miljøordfører Torben Hansen advarede imod i 2002? 

7. Fik Steen Gade (SF) i 2009 indtryk af, at der var en stor risiko for, at man ikke ville inddrage international ekspertise, som han opfordrede til under 1. behandlingen? Steen Gade sagde bl.a.: 

"Der står i redegørelsen, at man skal lægge vægt på inddragelse af international ekspertise, og det vil vi også lægge meget vægt på og sige, at al international ekspertise skal inddrages. Og jeg vil også sige her, at vi må bruge de penge, der skal bruges til det. Jeg synes, det er et stort projekt på den måde, og vi må bruge de penge, der er nødvendige. Hellere en undersøgelse for meget end en for lidt."

Sløringen af slutdepotprojektet er blevet foretaget og foretages af embedsmændene, og man må spørge: hvem står bag ønsket om denne sløring?

Skrevet af Anne

Links

1. DD er ved at karakterisere noget af det historiske affald, dvs. tønder med ukendt indhold. Men man kan ikke åbne tønderne.

2. Den tidligere chef for affaldshåndteringen på Forskningscenter RISØ:

"Radioaktivt affald, der indeholder væsentlige mængder af plutonium skal opbevares utilgængeligt igennem hundred tusinder af år. Det skyldes de to vigtigste plutonium-isotopers lange halveringstider. Ved oplagring i geologiske formationer, der har henligget uforstyrret i millioner af år, kan isoleret oplagring i lange tidsrum måske nok sandsynliggøres, men troværdigheden af sådanne forsikringer aftager naturligvis, jo længere tidsrum det drejer sig om."

Kilde: Atomernes hvem-hvad-hvor, p. 183 Politikens Forlag 1974

Er de aktuelle Slutdepotplaner for Atomaffald et Bedrag?

"Slutdepotkonceptet afhænger først og fremmest af sikkerhedsanalyser, geologi og omkostninger," skrev Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) i en rapport i 2009. (1)

Direktøren for Dansk Dekommissionering (DD) vægtede i Information 3.12.14 de kommende og endelige sikkerhedsanalyser som svar på kritik fra Öko-Institut og de svenske miljorganisationers kerneaffaldsgranskning MKG.se.

Men alt tyder på, at det er økonomien, der bliver den afgørende faktor, for når man læser daværende ansvarlige minister Helge Sanders svar i 2003 under 1. behandlingen af B48 i forb. med folketingsbeslutningen om afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø, fremgår det tydeligt, at man i dag står med et problem, som man tilsyneladende ikke vil betale for at få løst på ansvarlig vis. 

Det kan være forklaringen på, at mørkelygten gang på gang bliver hevet op af skuffen i sundhedsministeriet, så borgere og borgmestre i de 5 udpegede kommuner føler sig taget ved næsen.

I 2003 ville man eksportere de 233 kg højaktivt affald jf. minister Helge Sanders svar på spørgsmål 3 23.1.2003 (3) fordi

1. de 233 kg er af en sådan art, at de skal i et dybt geologisk slutdepot, hvilket ville være meget dyrt


2. det vil også blive dyrt at lave et slutdepot, der kan rumme alle typer affald og


3. den mindre mængde affald, der traditionelt beskrives som højaktivt, men hvor problemet mere er et betydeligt indhold af langlivede isotoper, næppe ville kunne anbringes i et depot konstrueret med henblik på det øvrige affald.

I 2014 er der planer om at lave et slutdepot til alt affaldet: 

overfladenært med borehul til de 233 kg eller mellemdybt ml. 30-100 meter under terræn. De 233 kg indregnes i planerne, da man stadig ikke har kunnet komme af med dem til udlandet. Måske skal de i et borehul, hvis affaldet skal deponeres overfladenært (hvad der i øvrigt if. en minihøring i 2005 slet ikke kan lade sig gøre, fordi der er andet langlivet affald og kortlivet blandet med langlivet!) (4)

Slutdepotplanerne er overfladiske og uklare à la "Vi leger lidt pt i DD og SUM og først senere kommer det seriøse": sikkerhedsanalyser lavet på et mere detaljeret slutdepotkoncept placeret i en egnet geologi. 

For nylig har vi allesammen fået præciseret, at der er langlivede isotoper i 18 typer affald på Risø, som if. den tyske ingeniør Gerhard Schmidt fra Öko-Institut kræver, at affaldet isoleres fra biosfæren i mindst 100.000 år i et geologisk slutdepot i 300-800 meters dybde. Så det påtænkte slutdepot, der kun skal isolere affaldet i minimum 300 år, er ikke tilstrækkeligt.

Gerhard Schmidts (Öko-Institut) arbejdspapir side 28

Det er en ærlig sag, at det er svært at lave et slutdepot for så mangfoldigt radioaktivt affald, som det fra den danske forsøgsstation Risø. 

Men det er aldrig for sent at stoppe op og reflektere over, hvad man kan gøre i stedet, når man bliver udsat for sønderlemmende kritik fra kompetente eksperter.

Man kan vælge at lytte til Gerhard Schmidts råd eller etablere et 100-årigt mellemlager som i Holland, hvor man kan karakterisere og ompakke det historiske affald f.eks. i samarbejde med Sverige og afvente, at der måske kommer metoder til at uskadeliggøre de langlivede isotoper, inden der vælges slutdeponering.

En time-out vil vinde respekt. Det modsatte kan give uoverskuelige miljø- og sundhedsmæssige problemer for mennesker i nærheden af slutdepotet i mange generationer frem.

Skrevet af Anne

Kilder

1) "The type of repository primarily depends on the safety analysis, geology and costs." side 22 i Joint Convention on the Safety of Spent Fuel Management and on the Safety of Radioactive Waste Management Answers to Written Questions on the National Report from Denmark Third Review Meeting, May 2009 - National Board of Health National Institute of Radiation Protection May 2009

2) B48 2003 Folketingsbeslutning om afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø

Bilag til B48

dokumenter: http://webarkiv.ft.dk/Samling/20021/MENU/00737922.htm

3) Spørgsmål 3 i forb. med B48 2003

Hvad er begrundelsen for, at Danmark ikke skal tage vare om al radioaktivt affald, men vil åbne op for eksport af højradioaktivt affald fra Risø.

Svar: (min fremhævning)

Jeg går ud fra, at der med det i spørgsmålet omtalte højradioaktive affald menes de 233 kg. bestrålet forsøgsbrændsel, der stammer fra et tidligere forskningsprojekt i Hot Cells-anlægget på Risø.

I afsnit 15 i B 48 er der redegjort for de hensyn, der ligger bag regeringens ønske om et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt affald. Endvidere er det samme sted anført, at der gør sig særlige forhold gældende for de 233 kg. bestrålet forsøgsbrændsel, som gør det hensigtsmæssigt at undersøge, om der kunne findes en international løsning på linie med tidligere løsninger vedrørende andet brugt brændsel fra Risø.

Som udgangspunkt er det regeringens synspunkt, at man ikke bør eksportere sig ud af sit eget affaldsproblem, både ud fra etiske og økonomiske etc. hensyn, jf. nærmere afsnit 15 i B 48. Der er dog alene tale om et udgangspunkt, idet særlige forhold kan tilsige, at man overvejer alternative muligheder.

Det kunne være tilfældet netop for så vidt angår de 233 kg. bestrålet forsøgsbrændsel, hvor man i et samlet billede har at gøre med ganske små affaldsmængder. Som jeg har fået det oplyst, og som også rapporten "Teoretisk udredning af de tekniske krav til et dansk slutdepot for radioaktivt affald" fra januar 2002, jf. pkt. 7, i Bilag C til B 48, var inde på, ville man nok skulle etablere en dybdegeologisk deponeringsfacilitet med tilsvarende uforholdsmæssigt høje etableringsomkostninger til følge. Tilsvarende problemstilling ville gøre sig gældende, hvis der skulle etableres et depot, der skulle kunne rumme alle typer affald.

Udarbejdelsen af beslutningsgrundlaget i forhold til depotprocessen, jf. besvarelsen af spm. 1, vil også omfatte en udredning af, hvilke affaldstyper der kan anbringes i hvilke depoter. Med forbehold for den nærmere klarlæggelse deraf kan jeg dog oplyse, at meget tyder på, at en mindre mængde affald, der traditionelt beskrives som højaktivt, men hvor problemet mere er et betydeligt indhold af langlivede isotoper, næppe vil kunne anbringes i et depot konstrueret med henblik på det øvrige affald.

På baggrund heraf er det regeringens holdning, at man bør undersøge, om der kunne findes andre løsninger end deponering af lige præcis denne særlige affaldsmængde herhjemme. En mulighed kunne være, hvis vi slog os sammen med andre lande i samme situation som os, så affaldet måske kunne eksporteres til et passende sted i udlandet, sådan som det er sket med de brugte brændselselementer fra DR3-reaktoren, der har været omfattet af en returneringsaftale med USA.

Når mulighederne er blevet afklaret, vil jeg som lovet i afsnit 15 i B 48, forelægge sagen for Folketinget. Jeg vil dog allerede nu gerne give tilsagn til, at en eksport til ikke-sikre lande ikke vil indgå i overvejelserne."

4) Fra minihøring i 2005 side 4:

"Det blev spurgt, om den nuværende mellemlagring er problematisk eller man bare kan lade affaldet stå som nu. Det blev svaret, at den nuværende mellemlagring ikke er noget helsefysisk problem og heller ikke bliver det de næste 100 år. Efter 100 er det svært at sige, om der opstår problemer. Men det kræver en organisation at vedligeholde mellemlagret og det er ikke en slutløsning. Ved at beholde mellemlageret udsætter man egentligt bare problemet til en anden generation.

Det blev fremført, at hvis Danmark kunne eksportere de 233 kg forsøgsbrændsel kunne alt affaldet uden problemer deponeres terrænnært. Hertil blev svaret, at der også er andet langlivet affald, der vil kræve 

særlige overvejelser og foranstaltninger ved terrænnær deponering, bl.a. et antal store brugte ά- kilder. 

Endvidere er der et sorteringsproblem, da noget af det langlivede materiale vil være blandet med kortlivet. Det er således ikke ligetil, at stille det langlivede affald til side og afvente en senere eller anden løsning."

Atomaffald: DD’s Selvudlevering

I Information (03.12.14) har journalist Ulrik Dahlin et interview med direktøren for Dansk Dekommissionering (DD) om den kritik, som en tysk og en svensk sagkyndig har rettet mod håndteringen af det danske atomaffald. Anne har allerede kommenteret artiklen (1), men jeg synes, den er så vigtig, at den kan bære endnu en kommentar. 

Kritikken

Gerhard Schmidt (GS) fra det tyske Öko-Institut er ekspert i slutdeponering af radioaktivt affald. Han har kritiseret de danske slutdepot-planer og peget på, at det affald, man påtænker at deponere, først vil nå ”frigivelsesniveauet” efter ca. 100 000 år. Sikkerhedshorisonten for det planlagte danske slutdepot er ca. 300 år.

Johan Swahn (JS), direktør i Miljöorganisationernas Kärnavfallsgranskning i Sverige, har anbefalet et mellemlager for det danske affald. Han har gennem længere tid peget på det uansvarlige i, at de 233 kg særligt affald for ca. 12 år siden blev nedklassificeret fra højaktivt til langlivet mellemaktivt affald. Selvom dette ifølge DD er i overensstemmelse med Det Internationale Atom Agenturs (IAEA’s) anbefalinger, burde Danmark efter JS’ mening have vedtaget mere ambitiøse miljøkrav. IAEA’s anbefalinger er minimumsstandarder, som svarer til, hvad alle medlemslande kan enes om.

Kritikken rammer centrale dele af de danske slutdepot-planer, og den kommer fra folk, hvis indsigt på hver deres område er ubestridt. Myndighederne har tidligere kunnet undlade at svare på borgergruppernes og kommunernes kritik med den (betænkelige) begrundelse, at de ikke besad den nødvendige sagkundskab. GS og JS kan man ikke verfe af med den begrundelse.

Deres kritik kræver et svar, og jeg går ud fra, at DD’s direktør i interviewet udtaler sig på vegne af den gruppe af embedsmænd (2), der er beskæftiget med denne sag, således at det kan opfattes som det officielle danske svar.

Der er flere bemærkelsesværdige udtalelser i interviewet. 

Tidshorisonten

Det benægtes, at tidshorisonten for det planlagte slutdepot skulle være 300 år. I DD’s ”Kort fortalt Forstudier til dansk slutdepot for radioaktivt affald” (3) hedder det:

”Slutdepotet skal rumme alt dansk radioaktivt affald og konstrueres til at isolere affaldet fra omgivelserne i minimum 300 år.”

Hvis man ville bygge slutdepotet, så det kan holde affaldet isoleret fra omgivelserne i væsentlig længere tidsrum end 300 år, burde man have skrevet det. Formuleringen ”i minimum 300 år” er bevidst tvetydig: Den kan bruges til at lukke munden på kritikere, der mener, at dette tidsrum er alt for kort, men lover på den anden side ikke mere end 300 år (4). 

Referencedoser versus Frigivelsesniveau

Vi får at vide, at DD har valgt at se på referencedoser for befolkningen i stedet for som GS at se på frigivelsesniveauet for det radioaktive affald (5). Man vil altså ikke indrette slutdepotet, så affaldet først kan slippe ud, når det er uskadeligt, således som GS kræver. Man vil bare sigte mod, at den stråling, de omkringboende bliver udsat for, når affaldet er sivet ud, bliver ubetydelig.

DD’s direktør begrunder ikke dette valg, men indskrænker sig til at nævne, at niveauet for denne stråling bestemmes ved hjælp af sikkerhedsanalyser.

Direktøren har tilsyneladende ikke forstået, at situationen er ændret i forhold til tidligere, hvor DD (sammen med Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) og De nationale geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)) mente, at de kunne ignorere indvendinger fra borgerne. Nu står de overfor folk, der er mere kompetente, end de selv er. Hvis de vil bevare bare en smule af deres troværdighed, må de svare fyldestgørende på den rejste kritik. 

Det særlige Affald

Om det særlige affald udtaler direktøren, at

”I hele DD’s levetid har de 233 kg været beskrevet som mellemradioaktivt i henhold til det internationale atomenergiagenturs IAEA’s retningslinjer.”

DD blev oprettet i 2003 (6), og så sent som i 2001 blev denne del af affaldet beskrevet som højaktivt (7). Smart, ikke?

Sikkerhedsanalyser

Den officielle argumentation er, udover sproglige spidsfindigheder, baseret på, at man kan bruge sikkerhedsanalyser til legitimering af de depotkonstruktioner, som GS anser for rene discount-løsninger.

At sikkerhedsanalyser er myndighedernes universalmiddel mod enhver kritik, har vi hørt mange gange før. Derimod har vi ikke hørt, hvorfor sikkerhedsanalyserne fortjener så stor tillid.

Selv mener jeg, at risiko-analyser, som de rettelig burde kaldes, er et fremragende redskab til bedømmelse af risici forbundet med komplicerede processer (8). Men som andre fremragende redskaber har de naturligvis deres begrænsninger. De er eminente til at organisere den viden, vi allerede har, og er derfor særdeles nyttige i mange sammenhænge. Men de kan ikke skabe ny viden.

En risiko-analyse kan sammenlignes med et budget. Det er velegnet til at forudsige ens fremtidige økonomiske situation, men det er en ufravigelig betingelse, at alle indtægter og udgifter er med, og at de hver især kan forudsiges med rimelig nøjagtighed.

Hvis der mangler indtægts- eller udgiftsposter, eller hvis man ikke ved, hvor store de bliver, bliver budgettets forudsigelser mere eller mindre værdiløse. Det samme gælder, hvis ønsketænkning eller andre subjektive faktorer får lov til at spille ind.

Noget lignende gælder for risiko-analyser. Man skal kende alle de processer, der kan influere på risikoen ved et slutdepot, og man skal kende dem godt. Man skal også sikre sig mod, at ønsker og forhåbninger hos dem, der betaler for analysen, kommer til at spille en rolle ved fastsættelsen af de sandsynligheder for uheld mm., der danner grundlaget for den. Ingen af disse betingelser opfyldt i denne sag.

Det er desværre nærliggende at mistænke de danske myndigheder for at misbruge risiko-analyser til at imponere borgerne og på den måde få dem til at afholde sig fra kritik. Efter at have overværet borgermøderne om slutdeponering i foråret (9) er min mistanke ikke blevet mindre. 

Konklusion

Formålet med at give interviewet har formodentlig været at imødegå kritikken af de danske slutdepotplaner. Resultatet er blevet det modsatte. Enhver må efterhånden kunne se,

• at man jonglerer med ordene for at undgå at svare på ubekvemme spørgsmål 
• at man ikke er i stand til at imødegå kritik fra uafhængige sagkyndige 
• at man klamrer sig til sikkerhedsanalyser til trods for, at de har mistet enhver troværdighed i denne forbindelse.

Hvornår stopper denne farce?


Skrevet af Jens

Henvisninger:

1. Atom Posten (03.12.14)

2. Den tværministerielle arbejdsgruppe (link)

3. ”Kort fortalt - Forstudier til dansk slutdepot for radioaktivt affald” 

4. De 300 år er vigtige, fordi det efter almindelige kriterier er den tid, der skal til, for at det kortlivede affald (med halveringstider på ca. 30 år og derunder) kan nå at henfalde. Også efter den tid vil der være både radioaktive og giftige stoffer i depotet. 

5. Frigivelsesniveauet er den aktivitet i affaldet, som svarer til, at det kan frigives, dvs. at det ikke længere regnes som radioaktivt, men som almindeligt affald. Da det meste Risø-affald indeholder langlivede isotoper, vil det for 18 (ud af 21) typer affald vare ca. 100 000 år, inden dette niveau nås.  

6. Om DD’s historie

7. ”Dekommissionering af Risøs nukleare anlæg – vurdering af opgaver og omkostninger” Dansk sammenfatning. Af Kurt Lauridsen, Forskningscenter Risø, marts 2001

8. ”Baggrundsartikel om Risikovurdering” og ”Bemærkning om brug af matematiske Modeller til Risikovurdering”

9. Borgermøderne om slutdeponering af det radioaktive affald fandt sted i Rødbyhavn (31.03.14), Rønne (07.04.14), Hvidbjerg/Thyholm (09.04.14), Skive (05.05.14) og Kerteminde (07.05.14). De er kommenteret i Atom Posten (07.04.14) (10.04.14) (05.05.14) (8.5.14) og (11.05.14).

Atomaffald: Vent med Nedgravning siger fransk Etikgruppe

"Hvor er Menneskets plads i forhold til et slutdepot for atomaffald?"

Det var emnet for et debatmøde for nylig, som Patricia Andriot, ingeniør og folkevalgt politiker for Europe Ecologie des Verts (De Grønne) havde indbudt til i Esnoms-au-Val.

Til at sætte gang i debatten havde Andriot inviteret en etikgruppe, der følger et projekt om et dybt geologisk slutdepot for højradioaktivt affald i landsbyen Bure i Champagne.

Etikgruppen ledes af biskoppen i Troyes Mgr. Stenger med støtte fra biskopperne af Langres, Saint-Dié og Verdun samt lægfolk. Medlemmerne er hverken forkæmpere eller modstandere af projektet i Bure, men gruppens formål er at vække hver enkelt borger til at stille sig selv spørgmål af etisk karakter vedrørende slutdepotprojektet og de socio-økonomiske udfordringer.
Gruppen har udgivet et hæfte, og man kan her læse mere indgående om dens arbejde.

På debatmødet fremkom folkevalgte politikere, præster og videnskabsfolk med deres synspunkter for at sætte gang i debatten:

• miljøkonsekvenser
• udnyttelse af affaldet 
• varigheden af depotets radioaktivitet
• socio-økonomiske aspekter 
• tilskud
• omkostninger
• jobskabelse
• oplysning og pædagogik.

Udvalget ønsker en demokratisering af debatten gennem arbejdet med de etiske aspekter: 

• hvilken fremtid ønsker vi at efterlade til vores børn?
• hvilke løsninger er der? Ingen for øjeblikket, for man ved ikke, hvordan man skal behandle dette affald.

Både biskoppen og Patricia Andriot understregede betydningen af at have tillid til de kommende generationer og videnskabens fremskridt.

Gruppens foretrukne vej:

• finde nogle arbejdsmodeller
• stoppe op
• give sig tid til at reflektere over behandling af affald uden at grave det ned af respekt for forsigtighedsprincippet

- samtidig med at man husker, at det bedste affald er det, man ikke producerer.

Aftenen sluttede med en opfordring til borgerne om at bede de folkevalgte politikere forklare og begrunde deres holdninger.

Skrevet af Anne

Kilde

Le journal de la Haute Marne: Cigéo: l'éthique en question 27.11.14

Links:

Regard éthique sur les déchets nucléaires: Enfouir c'est douter de la capacité des générations futures (Etisk blik på atomaffald - At grave ned det er at tvivle på kommende generationer) 4.12.14

Min side om Etik og radioaktivt affald

NY RAPPORT: ATOMAFFALDSDEPONERING I ETISK PERSPEKTIV - se mere her

Radioaktivt Affald, Indhold, Opbevaring, Problemer, Baggrundsmateriale for etikstudiekreds, 2014 af mag. scient. Jens Bjørneboe

Kronik i Politiken: Radioaktivt affald er også et etisk problem (henvisninger) 

Atomaffald: DD's Forsvar i Information 3.12.14

Jeg havde set frem til Dansk Dekommissionerings (DD) svar 3.12.14 på den tyske og svenske kritik i Information af slutdepotplanerne for atomaffald, men DD forsøger som sædvanligt at berolige med trylleordet "sikkerhedsanalyser" (1).

Tillad mig at erindre om hvad den tidligere chef igennem 40 år for affaldshåndteringen på Risø har udtalt: "Risikoanalyser der strækker sig langt ud i fremtiden, må dog nødvendigvis blive meget usikre". (2) 

DD's direktør prætenderer, at Gerhard Schmidt fra Öko-Institut i sit arbejdspapir om det danske atomaffald ved at nævne affaldets frigivelsesniveau har tænkt sig at frigive affaldet, når det engang om 100.000 år når frigivelsesniveau. Men direktøren kan ikke have læst arbejdspapiret grundigt endnu, for det som Schmidt gør ved at vise henfaldsniveauer i affaldet er at vise, at to typer affald er ufarligt efter 10.000 år og én kræver lidt længere tid, hvorimod de resterende 18 typer affald skal isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere. 

Gerhard Schmidts (Öko-Institut) arbejdspapir side 28:
Henfaldsparametre i alt affaldet i det danske slutdepot

DD's direktør fortæller, at han ikke kender de svenske regler for klassifikation af affald, "men Sverige har større mængder, end vi har. Det relevante er at man kender radioaktiviteten og mængderne ikke mindst og bruger det i sikkerhedsanalyserne".

Direktøren undlader at fortælle, at den lille mængde plutonium 1,2 kg i det danske affald - på størrelse med en bordtennisbold - er nok til at slå en mio mennesker ihjel.

Endvidere ved direktøren ikke - eller lader som om han ikke ved - om affald som de 233 kg opfattes som højradioaktivt i Sverige. Tidligere har direktøren imidlertid på spørgsmål om, hvorfor der endnu ikke er indkaldt uafhængig ekspertise til at granske slutdepotkonceptet og proces, som lovet i Beslutningsgrundlaget side 48, på borgermøder i foråret 2014 fremhævet, at DD er i vedvarende dialog med andre lande om affaldshåndtering. Hvordan hænger det sammen?

Direktøren siger: "På vores hjemmeside kan man se en ret teknisk udregning, der viser, hvorfor vi klassificerer affaldet, som vi gør". Men DD's Notat fra 12.11.13 er ikke oplysende og efterlader spørgsmålet, hvorfor SIS med sin kommentar af 26.11.13 blåstempler disse beregninger?

I Hvornår stopper farcen om de 233 kg særligt affald? skrev jeg 14.11.14, at hverken DD's Notat eller SIS' kommentar er oplysende nok om de 233 kg særligt affald. DD og SIS må i stedet beskrive, hvordan det bestrålede brændsel fordeler sig i udbrænding. Nu angiver de bare intervaller. Man kan gætte på, at problemet er, at det meste affald ligger ved den øvre grænsen, for ellers havde de vel offentliggjort denne information?

Information: – Betyder det, at den politiske beslutning om placering træffes på et tidspunkt, hvor man ikke ved, om det reelt kan lade sig gøre?

DD's direktør: »Det er sandsynliggjort, at det kan lade sig gøre i forstudierne, som bl.a. er udført med bistand fra forskningsinstitutionen ved Studsvik. Hvis politikerne vælger depotsporet, vil processen gå videre med sikkerhedsanalyser og depotkoncept for en given lokalitet. Hvis det viser sig, at en depottype er mulig, og en anden ikke er, så er det det vi skal henholde os til.«

Forstudierne er overfladiske, bla. i forbindelse med et evt. borehul til de 233 kg særligt affald. (3) Jeg ringede til COWI, der har stået for forstudiet fra maj 2011 for at få at vide, hvem der havde skrevet de overfladiske og derfor ubrugelige oplysninger om borehuller, men det kunne jeg ikke få at vide. Jeg henvendte mig til Studsvik, der henviste til DD.

Efter at have læst artiklen i Information kan man stille det spørgsmål, hvordan politikerne (sandsynligvis miljøordførerne) kan træffe beslutning om den fortsatte proces primo 2015: slutdepot eller mellemlager på baggrund af informationer om et slutdepot, der bygger på

• et overfladisk forstudie
• utilstrækkelige oplysninger om affaldets indhold
• IAEA's minimums klassifikationsstandarder
• udenomssvar og ikke-svar fra DD og SUM
• overordnede sikkerhedsanalyser
• overfladiske depotkoncepter.

Hertil kommer en overfladisk miljøvurdering.

Sikkerhedsanalyser, geologi og omkostninger

Andre faktorer der primært spiller ind ved valg af slutdepot-type udover sikkerhedsanalyser er "geologi og omkostninger":

"The type of repository primarily depends on the safety analysis, geology and costs." (4).

De blev ikke nævnt i dagens artikel.

Skrevet af Anne

Links

1) Jens' artikler om risikoanalyser:

Baggrundsartikel om Risikovurdering  
Bemærkning om Brug af matematiske Modeller til Risikovurdering

2) Atomkraftens radioaktive affald. Svar på en række aktuelle spørgsmål. Knud Brodersen, Forsøgsanlæg Risø, rev. udgave 1978, side 71

3) Den dybde på borehul, der nævnes i Forstudiet side 219, giver ikke tilstrækkelig garanti i hundredtusinder af år til de 233 kg særligt affald, hvad enten de kaldes højaktive eller langlivet mellemaktive. Sådant affald som de 233 kg skal slutdeponeres som brugt reaktorbrændsel (højaktivt) i borehul i 3-5 kilometers dybde eller i dybt geologisk depot i 500 meters dybde. 

I Forstudiet står side 219:

"Borehullet er i sikkerhedsanalysen foreslået placeret i kalk eller klippe i enten 100 til 150 meters dybde eller 250 til 300 meters dybde. Resultaterne vil også være gældende for depoter placeret i mellemliggende dybder."

Borehul i 300-400 meters dybde kan gå til det andet langlivet mellemaktive affald, der også er på Risø, men altså ikke til de 233 kg særligt affald.

Links:

Deep borehole disposal of nuclear waste: engineering challenges

A. John Beswick MSc, DIC, CEng, MICE, FGS Member SPE; Director, Marriott Drilling Group

&2 Fergus G. F. Gibb BSc, PhD, FGS Emeritus Professor, Department of Materials Science and Engineering, University of Sheffield, Sheffield, UK

&3 Karl P. Travis BSc, PhD, CChem, MRSC Senior Lecturer, Department of Materials Science and Engineering, University of Sheffield, Sheffield, UK

ICE Publishing 18.2.2014

in Atter vildledning om mulighed for slutdepotkoncept i Skive 5. maj 2014

4) Side 22 i 
Joint Convention on the Safety of Spent Fuel Management and on the Safety of Radioactive Waste Management National Report from Denmark Third Review Meeting, 11 - 22 May 2009  National Board of Health National Institute of Radiation Protection May 2009

Atomaffald: Roskilde Kommunes Høringssvar af 19.11.14

Inden den 5.12.14 skal høringssvar indsendes til sundhedsministeriet (SUM) vedr. miljøvurdering af forslag til plan for etablering af slutdepot for dansk lav- og mellemaktivt affald. For Sverige, Tyskland og Polen er fristen forlænget til 23.1.14, da materialet fra start ikke var oversat. 

I sit høringssvar peger Roskilde Kommune på, at der ikke er foretaget analyser og vurderinger af, at affaldet kan være forsvarligt på Risø efter 2023. Tværtimod er der konstateret tæring af beholderne med det radioaktive affald: 

"Roskilde Kommune kan ikke se, at der er foretaget analyser og vurderinger som viser, at det lav- og mellemaktive affald kan deponeres på Risø indtil 2023 uden risiko."

Dette er ikke helt korrekt, for t.o. blev følgende fremført på en minihøring i 2005:

"Det blev spurgt, om den nuværende mellemlagring er problematisk eller man bare kan lade affaldet stå som nu. Det blev svaret, at den nuværende mellemlagring ikke er noget helsefysisk problem og heller ikke bliver det de næste 100 år. Efter 100 er det svært at sige, om der opstår problemer. Men det kræver en organisation at vedligeholde mellemlagret og det er ikke en slutløsning."

I en artikel i Roskilde Dagblad 28.11.14 understreger borgmesteren, ligesom flere gange tidligere, at det må være op til Dansk Dekommissionerings (DD's) faglige vurdering, hvor atomaffaldet skal ende. Borgmesteren sigter med disse ord, skriver Dagbladet, til de 5 andre kommuners argumenter om, at Risø tørrer affaldet af på landkommuner. Affaldet stammer jo if. borgmesteren fra hele landet.

Med disse ord glemmer borgmesteren, at kritikken fra de 5 kommuner, der er i spil til at få et slutdepot, også går på de meget overfladiske og derfor fagligt ikke overbevisende planer om slutdeponering. 

Roskildes borgmester kommer med sine ord i Dagbladet (1) til at tørre affaldet af på andre kommuner, for

1. hvordan kan borgmesteren anbefale, at beholdere, hvoraf nogle if. Roskilde Kommunes høringssvar viser tegn på tæring, skal slutdeponeres - bare i en anden kommune?

Tæret tønde på Risø Planche 12 fra foredrag ATV Vinter 2012

I 2013 var der endnu ikke stillet krav til beholderne jf. kilde 2) i et svar fra DD til en borger på Thyholm. 

Et andet kritikpunkt er, at det er SIS, en del af Sundhedsstyrelsen og derved SUM, der som tilsynsmyndighed skal godkende beholdere til slutdepot. Dette er i strid med IAEA's standarder (3) og EU's direktiv af 19.7.2011, hvor der i artikel 6 står, at den kompetente tilsynsmyndighed skal være funktionelt adskilt fra andre organer, der arbejder med radioaktivt affald:

Artikel 6

Kompetent tilsynsmyndighed

1. Hver medlemsstater opretter og opretholder en kompetent tilsynsmyndighed inden for sikker håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald.

2.Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente tilsynsmyn­dighed funktionelt er adskilt fra alle andre organer eller organi­sationer, der arbejder med fremme eller anvendelse af nuklear energi eller radioaktivt materiale, herunder elektricitetsproduk­tion og anvendelser af radioisotoper, eller med håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald, for at sikre dens faktiske uafhængighed af uretmæssig påvirkning af dens tilsyns­ funktion".

Overholder Danmark ikke dette, vil Europa-Kommissionen indlede en overtrædelsesprocedure jf. svar til borger i Odense fra Generaldirektoratet for Energi den 27.10.14. (3)

2. Hvordan kan Roskilde Kommune bakke op om, at radioaktivt affald, der for en stor dels vedkommende indeholder langlivede isotoper, skal slutdeponeres  med en sikkerhedshorisont på bare 300 år, i en dybde ml. 0 og 100 meter under terræn, og i en bygning, der i DD's papirer ligner en almindelig lagerbygning? Hvis affaldet skal slutdeponeres, bør det ned i en langt større dybde mellem 300-800 meter med en sikkerhedshorisont på 100.000 år i et slutdepot og en geologi, der sikrer, at affaldet holdes tilbage længst muligt, så det ikke siver ud og ødelægger miljø og mennesker.

Roskilde kommune anbefaler ikke mellemlagring, da argumentet er, at flere håndteringer af affaldet vil medføre en øget risiko og større økonomiske omkostninger. Men det aktuelle slutdeponeringskoncept risikerer at blive meget dyrere og meget mere risikabelt, når det begynder at sive. Beholdere med radioaktivt materiale korroderer meget hurtigere end beholdere med ikke radioaktivt affald, så udsivning kan if. en hollandsk uafhængig ekspert ske inden for få årtier (4).

I Sverige har man ved en fejl slutdeponeret langlivet affald i et slutdepot til kortlivet affald, SFR, og mange tønder skal tages op. Sammen med flere tusinde andre tønder på Studsvik skal de pakkes om på et nyt ompakningscenter. Hvis Danmark laver et nyt mellemlager, kan man indgå et samarbejde med Svafo i Sverige.

Til sidst i høringssvaret står:

"Roskilde Kommune er fortsat klar til at bidrage med oplysninger, såfremt dette kan medvirke til en miljø- og sundhedsmæssig forsvarlig håndtering af affaldet."

At slutte op, som Roskilde Kommune gør, om den nuværende overfladiske plan for slutdeponering "medvirker ikke til en miljø- og sundhedsmæssig forsvarlig håndtering af affaldet." Man skal huske, at affaldet er fra en nuklear forsøgsstation, ikke fra et atomkraftværk. Det er mangfoldigt, og der findes ikke detaljerede oplysninger om det.

Kommunen bør i stedet henvende sig til eksperter i samme kommune på DTU NUTECH med indsigt i radioaktivt affald og blive informeret og oplyst åbent og ærligt om det radioaktive affald på Risø og risici ved et slutdepot med ringe sikkerhedshorisont og ringe dybde.

Bl.a. kan man af dette forskningspapir fra 2008 læse, at plutonium er mere mobilt i cement end i jord og aflejringer, hvilket betyder, der skal ofres særlig opmærksomhed på det ved deponering af radioaktivt affald fra dekommissioneringen, som der står side 48. 

Vi borgere, der følger slutdepotsagen fra sidelinjen, har ingen mulighed for at konstatere om disse anbefalinger følges.

Skrevet af Anne

Kilder:

1. Roskilde gør alt for ikke at være i spil til atom-depot Dagbladet 28.11.14 (ikke online.)

2. Mail-korrespondance mellem en borger på Thyholm og DD:

Spørgsmål 1 Borger: Videoen fra mødet i Kerteminde (red. 15.6.2011) er nu på nettet. Heri har jeg set, at du udtaler, at affalds-containerne ikke er godkendte til slutdeponering, men kun til mellemlagring.

Mit spørgsmål: Hvem har opstillet kravene til container for slutdeponering ?

DD's svar: "Der er ikke endnu opstillet krav til de beholdere, som skal bruges i et slutdeponi."

Spørgsmål 2 Borger: Hvem skal godkende containerne ?

DD's svar: "Det er myndighederne, Statens Institut for strålebeskyttelse (SIS), som skal godkende beholdere til slutdepot. Det er ligeledes SIS som godkender de beholdere, som bruges til mellemlagring."

Spørgsmål 3 Borger: Kan det komme på tale at alt affald skal ompakkes ?

DD's svar: "Affaldsbeholdernes konstruktion og materialer kommer til at indgå som en parameter i de endelige sikkerhedsanalyser, der skal til, før et depot kan blive en realitet. Af andre parametre kan nævnes områdets geologi, konstruktionen af depotbygningen, egenskaberne og mængderne af de fyldmaterialer, der skal fylde hulrum i og mellem beholderne i depotet, parametre for transport af radionuklider i vandig opløsninger, optag af radionuklider i fødekæden m.m. De samlede sikkerhedsanalyser skal sendes til SIS for godkendelse, før projektet kan igangsættes.

Hvis sikkerhedsanalyserne viser, at der skal justeringer til, før depotet er sikkert, er der flere forskellige parametre, man kan ændre på for at opnå forbedringer. Man kan f.eks. ændre konstruktion af selve depotbygningen, kemi og mængde af fyldmaterialerne, vælge en anden geologi til placering af depotet m.m. Da det er den samlede pakke af barrierer, der skal godkendes i forbindelse med sikkerhedsanalyserne, er der ingen grund til at forvente at affaldet skal ompakkes. Desuden kan det tilføjes, at der allerede ved udvælgelsen af de beholdertyper, Dansk Dekommissionering bruger til affaldet, blev tænkt på at beholderne skulle være egnede til slutdeponering."

3. Mailsvar til borger i Odense af 27.10.14 fra Generaldirektoratet for Energi i EU-Kommissionen (min fremhævning):

"Directive 2011/70/EURATOM requires Member States to establish a competent regulatory authority in the field of safety of spent fuel and radioactive waste management. Such an authority has to be separated from any other body concerned with the management of spent fuel and radioactive waste. The importance of an independent regulatory body is also required by the international safety standards of the IAEA and the Joint Convention on the Safety of Spent Fuel and Radioactive Waste Management.

According to Directive 2011/70/EURATOM, all Member States are required to communicate the content of their national programmes for spent fuel and radioactive waste management to the European Commission for the fist time by 23 August 2015. These programmes will be assessed by the European Commission with respect of their compliance with the Directive's provisions.

In case that a Member State fails to transpose and implement the provisions of the Directive 2011/70/EURATOM, an infringement case can be launched by the European Commission."


4. Mailsvar til Anne fra Jan Willem Storm Van Leuwen, Cee data Consultancy: 

"Containers will deteriorate at a much higher rate than non-nuclear structures, because of the nuclear radiation. So they will go leaking, may be within a few decades or sooner. The contents are dangerous and many radionuclides are, or may become, chemically mobile."