Spørgsmål til Radikale Venstre og Greenpeace

Sagen om det danske atomaffald har udviklet sig i løbet af det sidste år. Hvor slutdeponering ved tvang i en udkantskommune tidligere var det eneste, myndighederne kunne finde på, er et mellemlager, hvor affaldet opbevares i 50-100 år, nu kommet ind i overvejelserne. Eksportmuligheden har hele tiden været brugt til at berolige dem, der ønskede at blive beroliget, men det er vist efterhånden klart for de fleste, at den ikke er særlig sandsynlig.

Denne udvikling har medført, at det radikale landsmøde den 15. september vedtog en resolution, der går ind for mellemlager-løsningen, hvor slutdeponering før var RV’s (og regeringens) politik, og for nylig har Greenpeace bekendtgjort, at organisationen vil kaste sig ind i kampen mod slutdeponering ved at starte en indsamling på Bornholm.

Det positive ved disse initiativer skal ikke undervurderes. Længe har det været et problem for borgergrupperne, at de ikke kunne komme igennem med deres synspunkter i de landsdækkende medier, og forhåbentlig vil disse initiativer give sagen en omtale, der kan bane vejen for en debat om dette emne også uden for de fem deponeringstruede kommuner.

Men de, der går ind i sagen på dette sene tidspunkt, bør forklare sig.

Hvorfor gør de det først nu? Hvilke mål har de? Vil de samarbejde med de kommunalpolitikere og borgergrupper, hvis musketer-pagt og engagement har været afgørende for, at mellemlageret overhovedet er kommet på dagsordenen? Hvad mener de, de selv kan bidrage med?

At resolutionen fra det radikale landsmøde får betydning for kommunalvalget i Skive, er der vist ingen, der tvivler på. Men vil radikale politikere fra hele landet kæmpe for et mellemlager efter den 19. november?

Tror Greenpeace på en fornuftig og udramatisk løsning, eller håber de på en konfrontation med myndighederne, der kan give billeder på TV og omtale i medierne? Vil de støtte borgergrupperne, eller vil de konkurrere med dem om befolkningens opmærksomhed?

Jeg synes, disse spørgsmål fortjener hurtige svar.

Jens

Det syder i det belgiske Atomaffald

Opdatering 

18.1.14
7.1.14 afholdt de ansvarlige myndigheder ONDRAF, Belgoprocess og Electrabel et møde om problemet, og der blev udsendt denne meddelelse.

Hør et senatsmedlems tale 5.12.13 om problemet.

30.12.13

If. La Libre.be 4.12.13 er der formodentlig problemer med halvdelen af de 9.770 tønder, der er i Doel og Dessel.

23.9.13:

Det belgiske kontrolorgan for kernekraft har ved en stikprøve i affaldsanlægget i Dessel konstateret, at der fra 5 tønder med radioaktivt affald var sivet ”en gelatinøs substans”, og at samme substans var til stede i ca. 40 andre tønder. Det svarer til, at der var problemer med over 70 % af de undersøgte tønder.

Electrabel hævder i en pressemeddelelse, at der ikke er nogen risiko, hverken for personalet eller for de omkringboende. 

Fra kontrolorganets side er kommentaren: ”Dette burde ikke være sket, det burde være forudset. Det stiller spørgsmål ved opbevaring i beton”.

På Atom Posten håber vi naturligvis, at Electrabel får ret i sin optimistiske (og forudsigelige) vurdering af situationen. 

Kontrolorganets kommentar er mindre banal. Den peger på, hvor lidt de sagkyndige i realiteten ved om, hvad der kan ske, når radioaktivt affald bliver opmagasineret. 

Denne tildragelse er formentlig ikke nogen katastrofe, og det er sandsynligt, at den ”gelatinøse substans” er blevet dannet ved en velkendt kemisk proces: Silikater, som er hovedbestanddelen at beton, er modstandsdygtige overfor næsten alle kemikalier, men nedbrydes i basisk miljø.

Men man har ikke kunnet forudsige dannelsen af denne ”gelatinøse substans”, og næste gang, der sker noget uforudset, er konsekvenserne måske langt alvorligere. Så hjælper det ikke, at man bagefter kan give en videnskabelig forklaring.

Begivenheden understreger nødvendigheden af, at radioaktivt affald holdes under stadigt opsyn, og at der – også her i landet - forskes i, hvordan det skal behandles og opbevares. Vores viden om hele dette område er utilstrækkelig, og det burde alle kunne indse. Det er fint, at vi kan forklare, hvad der er sket, men vores viden skal være stor nok til, at vi også kan forudse, hvad der kan ske.

For 56 år siden erklærede en stolt statsminister H. C. Hansen, at ”nu var atomalderen begyndt”. I dag ved vi, at det måske vil vare 250.000 år, før den slutter.

Anne og Jens

Kilder:

Foto kan ses her af tønder med og uden gelatine:

Agitation politique autour des fûts de déchets radioactifs à Dessel RTBF.be 20.9.12

Pressemeddelelse Electrabel 20.9.13

Muriel Gerkens 20.9.13 på Ecolos hjemmeside

Masterplan for overfladeslutdepot for affald af kategori A - kortlivet lav- og mellemaktivt aktivt affald


UN MECANISME D’ENDOMMAGEMENT MULTI-ECHELLE POUR LA REACTION ALCALI SILICE Toulouse-France 2006

Første Runde i Spillet om det radioaktive Affald

Den 10.9.13 var 9 embedsmænd fra 6 berørte kommuner til møde i sundhedsministeriet om atomaffaldet. Af referatet fremgår det, at ministeriet ikke ønsker at give præcise oplysninger.

Eksempel I

"Der blev spurgt om, hvor mange slutdepoter der findes.

Heidi Sjølin Thomsen (DD) havde ikke tallet present, men kunne oplyse, at der findes slutdepot for lav- og mellemaktivt affald i fx Spanien, Frankrig, Sverige, Norge, Tjekkiet, USA og Rusland. Det blev også oplyst, at IAEA på deres hjemmeside har oversigt over slutdepoter." 

Læg mærke til, at det ikke bliver nævnt, om de udenlandske slutdepoter er til kortlivet eller til langlivet affald. Det er en meget vigtig oplysning at få med, hvis man skal have noget ud af at sammenligne de danske depotkoncepter og deres affaldsindhold med udenlandske. Det er ikke første gang, at depotformer sløres, og der derved misinformeres.
 

Den oversigt over udenlandske slutdepoter, der henvises til på IAEA's hjemmeside, er ikke umiddelbar let at finde. Oversigten findes i form af en database, hvor man skal søge på forskellige depotformer. Der findes ingen overskuelig oversigt.

DD's strategi ved borgerhenvendelser er undertiden at henvise til alle IAEA's publikationer frem for at svare konkret på et spørgsmål. I nogle tilfælde har DD endog foreslået borgeren at læse en bog om reaktorfysik fra 1952, The Elements of Nuclear Reactor Theory. Jeg har fundet Del I på nettet, hvis andre får samme svar og ikke vil købe bogen.

Eksempel II

Når myndigheder, der er ansvarlige for slutdepotprocessen om atomaffaldet, svarer borgerne skriftligt eller optræder på møder, skynder de sig altid med at sige, at der ikke findes brugt reaktorbrændsel på Risø.

På mødet den 10.9. 13 er det chefkonsulent Peter Gravesen fra GEUS, der gentager mantraet i forbindelse med mellemlager-sporet: (min fremhævning)

"Forskellen fra mellemlagre i førnævnte lande og et mellemlager i Danmark er, at man i udlandet også opbevarer brugt brændsel fra atomreaktorer. Dette vil ikke være tilfældet i Danmark."

Det brændsel på Risø, de 233 kg, der er lavet forsøg på med høj udbrænding, og som var højaktivt affald indtil for få år siden, hvorefter man valgte at omdefinere det til langlivet mellemaktivt, er brændsel, der har været meget længe inde i en reaktor. Det vidner bl.a. de 1,2 kg plutonium om. De brændselstave på Risø, der f.eks. har været i årevis i Haldenreaktoren i Norge, som der er lavet forsøg på efterfølgende, er at sammenligne med brugt reaktorbrændsel.

DD skriver selv på deres hjemmesides engelske version "spent fuel". Det ses her under FANEN: Waste Facts: Special waste (mainly spent fuel used for post irradiation experiments and larger α-sources).

Da DD ikke vil oplyse data "af sikkerhedsgrunde", hverken til mig eller politikere, der har spurgt, har jeg researchet lidt på nettet og fundet rapporter, der viser meget høj udbrænding på de brændselsstave, der er på Risø, som nu er klippet i småstykker.

Ligegyldigt hvad man kalder de 233 kg særligt affald, så vil de aldrig, hvis de f.eks. bliver eksporteret til Sverige, blive slutdeponeret sammen med kortlivet affald, som danske myndigheder har til hensigt at gøre i 30 meters dybde, men i 500 meters dybde med en sikkerhedshorisont på 100.000 år sammen med det svenske brugte brændsel.

De 233 kg indeholder nemlig hele det spektrum af fissionsprodukter (f.eks. Cæsium-137, Strontium-90) og aktinider (uran, thorium og plutonium) som findes i brugt kernebrændsel. (t.o. Sverige har kun ansøgt om et sådant depot, men de 233 kg vil så i mellemtiden kunne blive oplagret sammen med deres brugte kernebrændsel.)

Optimisme eller pessimisme?

Man kan spekulere over, hvorfor SUM bruger denne fremgangsmåde.

Den optimistiske udlægning er, at der er opstået tvivl om, hvorvidt der stadig er politisk opbakning til slutdeponering/nedgravning.

Den pessimistiske er, at det ikke er og aldrig har været meningen, at kommunerne skulle inddrages.

Forhåbentlig bliver vi klogere efter 2. runde den 26.9., hvor borgmestrene skal til møde i sundhedsministeriet.

Den 1.10. er der møde med repræsentanter for borgergrupperne.


Anne

Links:

Nationale rapporter der er indsendt til IAEA

Joint Convention reports IAEA
Danmarks er her med andre IAEA-landes spørgsmål til Danmark.
Man kan se, at andre IAEA-lande ofte heller ikke får klare svar fra Danmark eller ikke-svar.

Lande profiler World Nuclear Association

Atomaffald på forkerte præmisser JP 15.4.2011

Rekruttering af Eksperter i radioaktiv Stråling

Flere gange i de senere år har det været fremme, at det er svært at rekruttere kvalificerede medarbejdere til jobs indenfor strålingsbeskyttelse og arbejde med radioaktive stoffer. Så svært, at det vil give alvorlige problemer, hvis tendensen fortsætter. 

Selvom Danmark ikke har A-kraft, vil radioaktive isotoper også i fremtiden blive brugt inden for sundhedssektoren, i forskning og industri. Derfor skal der være specialister, som ved, hvordan man arbejder med disse stoffer, som kan føre tilsyn med, at andre bruger dem korrekt, og som kan sørge for, at radioaktivt affald bliver opsamlet og lagret forsvarligt. I tilfælde af en ulykke på et A-kraftværk i et af vores nabolande (lad os håbe, det aldrig sker!), må vi have et beredskab, der kan afbøde de værste følger af det.

Disse mål burde alle kunne enes om.

Men vi bliver nødt til at diskutere midlerne. De unge, som i disse år skal i gang med en videregående uddannelse, har store valgmuligheder. For det mindretal, der interesserer sig for naturvidenskab, er der mange uddannelser, som både kan skilte med gode beskæftigelsesmuligheder og interessante arbejdsopgaver, og det er fra dette mindretal, fremtidens strålingsspecialister skal rekrutteres.

Derfor er det nødvendigt at se på, hvad der kan gøres for at tiltrække kvalificerede ansøgere til de uddannelser, som er relevante i denne sammenhæng. Det handler ikke kun om løn, det er mindst lige så vigtigt, at de uddannelsessøgende kan se et perspektiv i at arbejde med disse ting. 

Og for at for at tydeliggøre dette perspektiv er det nødvendigt at spørge: Bliver offentligt ansatte strålingsspecialister betragtet som eksperter, der kan deltage i den offentlige debat som repræsentanter for den videnskab, de er uddannet inden for, eller bliver de betragtet på som ansatte i et hierarkisk system, hvor ledelsen ofte har en helt anden uddannelsesmæssig baggrund? Bliver deres faglighed respekteret, eller bliver den underordnet politiske hensyn? Får de muligheder for at videreuddanne sig inden for deres videnskabelige område, og vil faglig kompetence give bonus karrieremæssigt?

Vi har et uddannelsessystem, som er baseret på de uddannelsessøgendes frie valg. Derfor kommer vi ingen vegne uden klare svar på disse spørgsmål.

Jens

Markedsstrategi - Uranmine i Grønland

Det australske mineselskab GME gør meget for at oplyse om konsekvenserne af uranudvinding. Bl. a. fortalte en dansk mineekspert Jørgen Jensen i Kuannersuit News 2011, side 7, hvordan Kuannersuit/Kvanefjeldet vil se ud, når minen lukker:

"Fjeldet vil ligne sig selv. Selv om der bliver tale om en åben mine, vil der i det store billede kun ske minimale ændringer.

Før minedriften kan begynde, forpligtes mineselskabet til at gennemføre en alt omfattende naturgenopretning, når minedriften stopper. Mineselskabet skal stille en bankgaranti til naturgenopretning i overensstemmelse med den såkaldte Ækvator-aftale mellem lande, der er hjemsted for minedrift, de store mineselskaber og Verdensbanken. Aftalen blev til efter nogle grelle tilfælde, hvor mineselskaberne så at sige bare havde forladt forfærdelige kratere og efterladt ødelagt natur. Den går ikke længere.

– Og godt for det, fremhæver Jørgen Jensen og fortæller en lille historie om en åben uranmine i Sydfrankrig, som er i produktion, og hvor der i dag dyrkes vin på de omliggende skråninger.

– Vindyrkningen er gennemkontrolleret af de franske myndigheder og af vinavlerne selv; den ville med sikkerhed ikke finde sted, hvis der var blot den mindste risiko for forurening, fastslår Jørgen Jensen. Og det samme vil ske, den dag minen lukker."

Er mineekspertens udtalelser korrekte?

Ingen kan være sikker på, hvordan det vil gå, hvis minedriften kommer i gang. Vil naturen blive ødelagt, eller vil den kunne genoprettes, så man næsten ikke kan se, at der har været en mine? Vi ved det ikke.

Men det er muligt at tjekke mineekspertens oplysninger.

I Frankrig findes ikke uran-miner i produktion, som mineeksperten hævder. Alle de cirka 200 franske uranminer er lukkede, den sidste i 2001. Områderne omkring disse miner er forurenede områder, og den lokale befolkning mangler beskyttelse mod radioaktiv stråling ifølge denne rapport fra den uafhængige organisation Criirad. 

Den mine i produktion med vinmarker ved siden af, som mineeksperten omtaler, må være den åbne uranmine i Lodève i Sydfrankrig, men den lukkede i 1997. Vinmarkerne var der allerede, inden der kom gang i minen. Minen kan ses her:

åben uranmine ved Lodève 1992

copyright Peter Diehl - Wise Uranium

med tilladelse fra Peter Diehl

Nærliggende vinmarker 

copyright Peter Diehl Wise Uranium

med tilladelse fra Peter Diehl

Da Kuannersuit News udkom i 2011, må både den danske mineekspert og Greenland Minerals and Energy have været vidende om, at der ikke har været uranminer i produktion i Frankrig på det tidspunkt, alligevel bruges det for at bane vejen i Grønland for uranudvinding. 

Jeg har spurgt Criirad, og de er ikke vidende om, at der er påbegyndt vindyrkning på områder, der er frigivne efter uranudvinding.

Det den grønlandske befolkning skal spørge sig selv om, er: 

Kan vi stole på de oplysninger, vi får om det fremtidige forløb, når de oplysninger, vi får om det, der er sket, er så fejlbehæftede? 

Anne

Info

Det store problem med en uranmine vil være tailings/affalds-depoterne, fordi de indeholder stort set de samme stoffer som klippen.

Det som uran producerer i tailings - ligesom uran i klippen - er datterprodukter/henfaldsprodukter. Tailings er knust klippe, og her vil de vandopløselige og gasformige datterprodukter/henfaldsprodukter let kunne forlade depotet og flytte sig og kunne forurene omgivelserne. 

Og det vil holde sig lige så længe som uran, dvs. i al fremtid.

Link

Mineeksperten Jørgen Jensen afviser myterne om den "farlige mine" i Narsaq  side 7. Jørgen Jensen stod i spidsen for uranudvindingsprojektet på Risø  if. denne artikel fra 1979. Se også denne publikation fra 1982 fra side 16. Rapport juni 1984 fra side 26

Concepts for tailing disposal Wise uranium

Min side om uranudvinding på Grønland er lavet i forbindelse med min side om

det danske atomaffald. En del af affaldet på Risø stammer nemlig fra Risøs forsøg på udvinding af uran fra Kuannersuit/Kvanefjeld.

En Resolution

Håndtering af radioaktivt affald fra Risø

Radikale Venstre arbejder for

• at atomaffaldet på Risø placeres på et mellemlager, hvor det kan ligge forsvarligt i mindst 50-100 år. 

• at processen med at finde en permanent løsning fremover sker i regi af en bredt sammensat atomaffaldskommission eller -råd bestående af danske og internationale eksperter, myndigheder, berørte kommuner, interesseorganisationer og berørte borgere. 

• at sikre, at der er størst mulig åbenhed om processen. 

Denne resolution blev vedtaget på Det Radikale Venstres landsmøde i eftermiddags, og de kommende dage og uger vil vise, hvilken betydning den får for regeringens holdning til denne sag. 

Men bare det, at atomaffaldet er nævnt af en kompetent forsamling for et regeringsparti, ser vi som et fremskridt. 

Et af de største problemer i denne sag har netop været tavsheden. At problemer af den største betydning for områder i landets periferi har haft så ringe betydning, når de blev anskuet fra midterdanmark, hvor de mange vælgere og de mange seere/abonnenter befandt sig. At de landsdækkende medier ikke fandt det lønsomt at reflektere over rimeligheden af det, et fåtal af udkantsdanskere blev udsat for, men kunne klare sig med lederskribentens letkøbte konstatering af, at 

”Placeringen af slutdepotet kan ikke afhænge af højtråbende borgergrupper, men må bygges på videnskabelige vurderinger”

Disse borgrupper har siden dokumenteret:

• at sundhedsministeriets videnskabelige rådgivere har undladt at oplyse om alternativer til slutdeponering (læs: nedgravning) af affaldet til trods for, at man i Holland har et såkaldt mellemlager (COVRA), der har været i funktion i over 20 år

• at sundhedsministeriets videnskabelige rådgivere ikke har nogen grundlæggende forståelse af de sikkerhedsanalyser, de bruger som argument for deres deponeringsplaner

• at sundhedsministeriets videnskabelige rådgivere ikke har haft nogen kommentarer til, at det tyske slutdepot Asse II, som angiveligt skulle kunne holde til evig tid, er sprunget læk efter bare 40 år, eller at man i Sverige skal hente et par tusind tønder radioaktivt affald op fra et depot, fordi de var anbragt der i strid med reglerne

• at udenrigsministeren opfordrer andre lande til at lade deres planer mht. radioaktivt henfald underkaste den internationale kontrol og den peer-review, som sundhedsministeriet modsætter sig for de danske planers vedkommende.

Er der noget mærkeligt i, at borgergrupperne har råbt højt? Eller at de er frustrerede over, at ingen ville høre på dem?

Medlemmer af Det Radikale Venstre, alle fra Skive, har fået deres landsmøde til at vedtage ovenstående resolution, hvis betydning for den igangværende kommunalvalgkamp ikke er til at tage fejl af. 

Atom Posten håber, at den også vil give anledning til en dyberegående debat om, hvad vi skal stille op med det radioaktive affald.

Jens 

En Mellemløsning for det radioaktive Affald

Længe har vi været holdt i uvidenhed om Sundhedsministeriets visioner for et mellemlager for radioaktivt affald. Men nu har vi endelig fået et fingerpeg. Atom Posten har fra en pålidelig kilde tæt på ministeriets styregruppe vedrørende det radioaktive affald erfaret, at kernen i ministeriets udspil i forhandlingerne med de 5 kommuner har overskriften:

To Mand og en Hund

Udspillet er endnu ikke officielt, og detaljerne er stadig under finpudsning. Men overskriften giver ikke plads til mange detaljer.

Vi tvivler på, at dette udspil vil vække begejstring i de 5 udpegede kommuner. Her forestiller man sig noget i retning af det hollandske mellemlager COVRA. Vi ved ganske vist ikke hvor mange hunde, hollænderne holder beskæftiget der, men det er vores bestemte indtryk, at antallet af ansatte mennesker er væsentligt større end to. 

Det kan derfor blive vanskeligt for ministeriets embedsmænd at finde et kompromis, som både tager hensyn til landets anstrengte finanser, og som samtidig imødekommer forventningerne hos borgerne i de 5 kommuner. 

I denne fastlåste situation vil Atom Posten gerne stille et forslag, som måske kan få kabalen til at gå op: Ministeriet bestemmer, hvordan mellemlageret skal indrettes og bemandes (to mand og en hund), hvorefter de 5 kommuner og de 6 borgergrupper bestemmer, hvor i landet det skal placeres.

Så enkelt kan det gøres. Resultatlønnen er så godt som hjemme.

Jens

Forløbet om Atomaffaldet - indtil nu

Sagen om det radioaktive affald er nu gået ind i forhandlingsfasen: Borgmestre, kommunale embedsmænd og borgergrupper skal mødes med sundhedsministeren og hendes embedsmænd for at drøfte det videre forløb. Atom Posten vil kommentere disse drøftelser, når resultatet foreligger. 

Men forløbet indtil nu har været bemærkelsesværdigt på flere måder.

Det er utroligt, at man ikke har villet eller kunnet give en overbevisende begrundelse for, at affaldet skulle graves ned. Mener man virkelig, at denne løsning er så åbenlyst bedre end alle andre, at der ikke er nogen grund til at argumentere for den? 

Det har heller ikke været muligt at få en begrundelse for omdefineringen af de 233 kg særligt affald fra højaktivt til langlivet mellemaktivt affald, selvom det ikke ligefrem har manglet på opfordringer til at gøre det.

I sager som denne er de statslige myndigheder forpligtet til at give de berørte borgere upartisk og forståelig information. Der er sket det, at de fra dag 1 optrådt som kritikløse fortalere for slutdeponering af affaldet. De har ikke orienteret om alternativer eller oplyst om begrænsninger eller usikkerhedsmomenter i deres vurderinger. De har optrådt arrogant og uden forståelse for de bekymringer, som borgerne i de truede områder har givet udtryk for. Sundhedsministeriets, DD’s, SIS’ og GEUS’ hjemmesider skildrer forløbet frem mod slutdeponering på en måde, der får Morten Korch’s beskrivelser af livet på landet til at ligne brutal realisme.

Der har været meget lidt åbenhed om denne sag. En ting er, at de, der skulle forsvare slutdeponering, gør det dårligt eller slet ikke. Noget andet er, at det virker, som om de gør det af pligt og ikke af overbevisning. Men nogen må jo være engageret i sagen, og det kan jo ikke være hvem som helst, når man ser, hvem de kan få til at tale, og hvem de kan få til at tie. Jeg synes, disse mennesker skulle komme ud af busken og forklare os andre, hvorfor affaldet absolut skal graves ned i udkantsdanmark.

Måske er der problemer med at skaffe kvalificeret personale til at holde øje med et fremtidigt mellemlager. Javel, men dette problem vedrører ikke kun mellemlageret. Det drejer sig om at fastholde og udvikle en ekspertise på det nukleare område, som er nødvendig af hensyn til både medicinske, industrielle og forskningsmæssige anvendelser af radioaktive stoffer, og det kræver en bevidst, uddannelsesmæssig indsats. Den indsats står der ikke noget om i myndighedernes propagandamateriale. 

Vi andre er blevet belært om, at vi skal påtage os et ansvar for kommende generationer, mens myndighederne forsømmer en uddannelsesmæssig indsats, der kan hjælpe disse kommende generationer til at håndtere det radioaktive affald, tidligere generationer har skabt.

I denne sag har vi oplevet:

• politikere, der snakker udenom og skubber ansvaret fra sig
• ministre og folketingsmedlemmer, der bliver sendt i byen af anonyme interesser
• myndigheder, der propaganderer i stedet for at informere

Hvis befolkningen har mistet tilliden til, at de statslige myndigheder er i stand til at løse problemer af denne art, er der ikke noget at sige til det. Man kan kun håbe på, at de kommende forhandlinger kan rette lidt op på det.

Jens