Sagen om det danske atomaffald har udviklet sig i løbet af det sidste år. Hvor slutdeponering ved tvang i en udkantskommune tidligere var det eneste, myndighederne kunne finde på, er et mellemlager, hvor affaldet opbevares i 50-100 år, nu kommet ind i overvejelserne. Eksportmuligheden har hele tiden været brugt til at berolige dem, der ønskede at blive beroliget, men det er vist efterhånden klart for de fleste, at den ikke er særlig sandsynlig.
Denne udvikling har medført, at det radikale landsmøde den 15. september vedtog en resolution, der går ind for mellemlager-løsningen, hvor slutdeponering før var RV’s (og regeringens) politik, og for nylig har Greenpeace bekendtgjort, at organisationen vil kaste sig ind i kampen mod slutdeponering ved at starte en indsamling på Bornholm.
Det positive ved disse initiativer skal ikke undervurderes. Længe har det været et problem for borgergrupperne, at de ikke kunne komme igennem med deres synspunkter i de landsdækkende medier, og forhåbentlig vil disse initiativer give sagen en omtale, der kan bane vejen for en debat om dette emne også uden for de fem deponeringstruede kommuner.
Men de, der går ind i sagen på dette sene tidspunkt, bør forklare sig.
Hvorfor gør de det først nu? Hvilke mål har de? Vil de samarbejde med de kommunalpolitikere og borgergrupper, hvis musketer-pagt og engagement har været afgørende for, at mellemlageret overhovedet er kommet på dagsordenen? Hvad mener de, de selv kan bidrage med?
At resolutionen fra det radikale landsmøde får betydning for kommunalvalget i Skive, er der vist ingen, der tvivler på. Men vil radikale politikere fra hele landet kæmpe for et mellemlager efter den 19. november?
Tror Greenpeace på en fornuftig og udramatisk løsning, eller håber de på en konfrontation med myndighederne, der kan give billeder på TV og omtale i medierne? Vil de støtte borgergrupperne, eller vil de konkurrere med dem om befolkningens opmærksomhed?
Jeg synes, disse spørgsmål fortjener hurtige svar.
Jens
Ingen kommentarer:
Send en kommentar