tirsdag den 30. december 2025

Thulesagen BREV til inden- og sundhedsminister Sophie Løhde og direktør Jesper Fisker Kræftens Bekæmpelse

Kære Sophie Løhde og Jesper Fisker

cc
Hugo Elmer tidl. formand for Thulearbejderne
Jeff Carswell tidl. Thulearbejder
mfl.

Jeg skriver til jer i anledning af den film om de sidste Thulearbejdere, der blev vist i aften på DR: Thuleulykkens sidste vidner 

Tidl. overlæge Hans Storm, som du Jesper Fisker var så venlig at give min forrige mail nederst vedr. Concerning epidemiological results Danish Thule workers, skrev aldrig til mig. Det var i forb. med en undersøgelse lavet af OHCHR. Input fra Torsten Raagaard, adv. Ian Anderson og mig om Thulesagen kan læses her.

I USA blev i 2022 vedtaget en lov PACT Act of 2022 - der sikrer, at amerikanske veteraner, der har været udsat for radioaktive stoffer som f.eks. efter flystyrtene i i Palomares og i Thule, kan få erstatning.

Jeg tillader mig at opfordre jer til at medvirke til, at Danmark også får en sådan lov. Sundhedsministeriet har if. filmen ikke svaret på, om regeringen vil arbejde for en lov, der ligesom i USA formoder en sammenhæng mellem kræft og oprydningsarbejde.

I Danmark er Thulearbejdernes kræftsygdomme blevet afvist, bl.a. af registerapporter. Den amerikanske ekspert som journalist Lotte Mathilde Nielsen fra godt.tv interviewer i filmen siger, at usikkerheden ved målingerne af Thulearbejderne er så stor, at man bør lade tvivlen komme dem til gode: Urinmålingerne der blev taget på 53 ud af cirka 1200 Thulearbejdere var upålidelige. Også afdøde professor i reaktorfysik Otto Kofoed Hansen skrev i sin dagbog, at man burde lade tvivlen komme Thulearbejderne til gode. Han ankom til Thulebasen lige efter ulykken med en kollega. Begge døde senere af blærekræft. På min blog skrev jeg bl.a.:

Men statistik kan kun vise, at der ikke sikkert er nogen sammenhæng. Den kan ikke udelukke, at der er en sammenhæng. Sagen om de syge Thule-arbejdere rammer gråzonen mellem det, der med sikkerhed kan fastslås, og det, der med sikkerhed kan afvises.

Professor Otto Kofoed-Hansen, Risø, har i sin dagbog i 1987 reflekteret over statistikkens svagheder (kan læses via dette link). Han deltog på det første hold, der blev sendt til Thule af de danske myndigheder i anledning af B 52-styrtet:

“Jeg har været ude på isen, er blevet målt med geigertæller og har fået prøve af min næseslim undersøgt. Man fandt intet. I 1972 blev jeg opereret for urinvejskræft. Jeg blev igen behandlet for det samme i 1978."


Til sidst skriver Kofoed-Hansen: "Men for mig er det klart, at den fremtidige undersøgelses resultat vil være behæftet med tvivl." citat slut

- Jeg har tidligere to gange - uden resultat - opfordret politikere til at mødes med de sidste overlevende Thulearbejdere for at takke dem for at have ryddet op efter en ulykke med radioaktive stoffer uden værnemidler.

- Jeg henviser også til et dokument, vedhæftet, jeg kom i besiddelse af, der nu er på Thulearbejdernes arkiv i Aalborg. Dokumentet, vedhæftet side 17, der blev skjult under høringen i Cirkusbygningen i 1995, viser ekstremt høje målinger af radioaktivitet. Grænsen i den amerikanske hær for dekontaminering var 400 cpm, men på fangernes støvler blev målt op til 750.000 cpm. På handskerne op til 4.000 cpm. Disse fangere er aldrig blevet undersøgt. De kom ud på isen lige efter flystyrtet sammen med Jens Zinglersen for at lede efter overlevende.

Det er vigtigt, at Danmark får en lov som den amerikanske PACT ACT, både af hensyn til Thulearbejderne, men også de arbejdere, der er og skal være i kontakt med radioaktive stoffer i Danmark. Senest 2073 skal det radioaktive affald fra Risø slutdeponeres/graves ned i et slutdepot. Det affald, der er nu, vil if. myndighederne fylde 250 lastbiler med hænger. Slutdepotet vil være et par år om at blive bygget, og der kan ske uheld under transport og under opførelse.

Desuden skal det affald, der nu er på Risø, flyttes til et mellemlager lidt længere inde i landet. Det skal man også tage i betragtning.

Godt nytår til jer begge!

Venlig hilsen,

Anne
-----------------
Anne Albinus

links


But even though Americans who fell ill after handling the plutonium-riddled material were later compensated under different federal actions, Carswell, Eriksen and others Danish civilians — Greenland is a Danish territory — have been left out in the cold.






 

Klik her for:

  • Min afskrift fra professor Otto Kofoed-Hansens dagbogsblade side 83-84. (Aalborg Stadsarkiv)


 

“Jeg har været ude på isen, er blevet målt med geigertæller og har fået prøve af min næseslim undersøgt. Man fandt intet.

 

I 1972 blev jeg opereret for urinvejskræft. Jeg blev igen behandlet for det samme i 1978. Siden 1984 finder man, at jeg er rask. Dette ville jeg dog aldrig kunne overbevise en eventuel ny arbejdsgiver om eller et forsikringsselskab. I de sidste år har jeg haft så godt som alle de symptomer, som, man hævder, at en del af dem, der deltog i oprydningsarbejdet lider af: Forhøjet blodtryk, vrøvl med øjnene, tendens til skinnebenssår, gangbesvær, stor træthed, mavevrøvl m. v. Symptomerne optræder i bølger af nogle få dages varighed og med ca. 14 dages mellemrum. Min læge betegner mine sygdomstegn som diffuse.

 

Selv tilskriver jeg mine gebrækkeligheder, at jeg ikke er så ung mer. Men selvfølgelig er der da mulighed for at tvivle om dette som den eneste årsag. Og det er denne tvivl jeg gerne vil benytte lejligheden til at belyse nærmere og benytte i min helt personlige konklusion.

 

Min tvivl forstærkes en lille smule af den kendsgerning, at delegationens leder, min kollega Jørgen Koch i 1971 døde af urinvejskræft (så vidt jeg har forstået). Men tvivl er og bliver tvivl, så derfor kunne jeg filosofere og konkludere på mange måder. Hermed et par stykker:

 

I) Hvem kommer tvivlen til gode?

 

Man har fortalt mig, at der vil blive foretaget en stort anlagt lægelig undersøgelse af de personer, som var i Thule i 1968, for at sammenligne dem med en kontrolgruppe og for at forsøge på at fastslå, om der er statistisk signifikant større sygelighed hos dem, 1) der blot var i Thule, eller hos dem, 2) der var i Thule og tillige deltog i arbejdet på isen, end der har været hos kontrolgruppen. Jeg har også ladet mig fortælle, at gruppe no 2 omfatter ca. 130 personer, Jeg har her lyst til at foretage et enkelt tankeeksperiment, der lyder som følger: Antag at f.eks. 30% af disse 130 personer har symptomer af den art, jeg har omtalt for mit eget vedkommende. Man skal da sammenligne med antallet af folk med kræft, arbejdsskader eller sygdom forårsaget af grov forurening i en kontrolgruppe af samme størrelse og aldersfordeling. Her vil jeg antage at man finder 25%, Man skal med andre ord sammenligne 39 tilfælde (middelusikkerhed=rms=6) med 32 som det normale, (vi antager, at man bruger en fire gange så stor kontrolgruppe, dvs. rms = 3. Statistisk set og groft regnet er forskellen på 7 tilfælde signifikant med 70% tillid ("confidence"), men der er ikke taler om vished! Der er tvivl til begge sider. Det er som nævnt før, tvivl, som måske vil blive udnyttet til fordel for forskellige synspunkter. Man vil stadig stå med tvivl. Tvivl fra begge parter både hos de tilsyneladende skadelidte og hos myndighederne. Dette var et regneeksempel, det var et tankeeksperiment og ikke kendsgerninger. Men for mig er det klart, at den fremtidige undersøgelses resultat vil være behæftet med tvivl.

 

For mig, og som min strengt personlige mening, er spørgsmålet alene, hvem denne tvivl skal komme tilgode? Selv er jeg ikke i tvivl om svaret! Tvivlen må komme dem, der arbejdede med oprydningen til gode, de af dem, som er tilsyneladende skadelidte.” 

  • Spørgsmål nr S 794 fra Kaj Poulsen (S) til indenrigsministeren 6.3.1987 vedr. offentliggørelsen i JP af information om Ruben Eriksen

  • Svar på S 794 fra indenrigsminister Knud Engaard (V) til Kaj Poulsen (S) 27.3.1987

  • Sundhedsminister Yvonne Herløv Andersens (CD) svar til folketingets finansudvalg 7.11.1995



side 17 i  brev fra Sundhedsstyrelsen til advokat Anders Boelskifte 11.7.1994 vedr. aktindsigt i Thulesagen:


LIGE UDKOMMET


The Ice Burns Black chronicles the cascading intrigue of international events,altered lives,and premature deaths resulting from the horrific crash of a nuclear-armed B52 bomber in Greenland. This broken-arrow incident and the cleanup of "hot" plutonium and uranium at the top of the world by Carswell and the other good Samaritans represents the quietest bombing in history to ultimately kill at least 129 innocent people


Udenrigspolitik og arbejderbeskyttelse Thulesagen

v/Henning Bender tidl. stadsarkivar Aalborg

Øjenvidneskildring Jens Zinglersen Vedrørende B-52 styrtet Den 21. januar 1968:

"Jeg blev tilknyttet denne gruppe fra Risø, som i nogen tid indsamlede prøver af sne og is uden for nedstyrtningsstedet for at analysere disse for radioaktivitet. De havde indrettet et meget primitivt laboratorium i køkkenet på den gamle Dining Hall 6, som var lukket. De indkøbte i BX`en alt hvad der var af teflon pander, og på disse smeltede de sneprøver og filtrede det fremkomne vand igennem melitta kaffe filtre – og målte så på resterne. Det er på baggrund af disse meget primitive analyser, at de senere i deres rapport konkluderede, at der ikke var nogen strålingsfare."

Debat i Politiken efter Idealisten af Christina Rosendahl anmeldelse i EKKO

Drop myten om Thulearbejdernes strålingsskader

debatindlæg Politiken 15.5.15

Professor Knud Juel debatterer med filminstruktør Christina Rosendahl i DR2 Deadline 19.5.15

Hvorfor kom tvivlen aldrig Thulearbejderne til gode? Mit debatindlæg Politiken 20.5.15:


"At man ikke kan påvise en direkte årsagssammenhæng mellem udsættelse for radioaktiv stråling og efterfølgende sygdom, er velkendt. Også i sager med asbestoseramte kan det være svært at få erstatning, for man kan påstå, at sygdommen kan skyldes andet, f.eks. rygning.
Men som Zachariae nævner i sine erindringer, burde tvivlen, som det normalt er tilfældet ved en række erhvervssygdomme, komme patienten til gode.

Det samme mente en af de første eksperter fra Risø, der var til stede på ulykkesstedet i 1968, professor Otto Kofoed-Hansen (K-H). K-H døde i 1990, men sider fra hans dagbog blev senere givet til Ekstra Bladet, og her kan man læse om kræftsygdommen, han fik konstateret i 1972. Både han og kollegaen professor Jørgen Koch, der var leder af Risø-delegationen efter ulykken, fik konstateret urinvejskræft, der ofte er en følge af ioniserende stråling. Koch døde i 1971. I sine seneste år fik K-H samme symptomer som nogle af de Thulearbejdere, der deltog i oprydningsoparbejdet.
(...)
K-H fortalte også om de store anstrengelser, Risø gjorde, for at han ikke skulle sige noget på møder, hvor landets ekspertise deltog. K-H blev skygget af CIA, da man var bange for, han ville sladre til den danske regering om de virkelige radioaktive forhold på Thulebasen."

De onde er de andre og medierne er uskyldige Rune Lykkeberg Politiken 23.5.15

Man kan ikke aflive fakta! Jo Thulearbejderne blev syge

af journalist Torste Raagaard Politiken 27.5.15





tirsdag den 17. december 2024

Skal information og oplysning om Akraft og radioaktivt affald være reel eller et skønmaleri?

Følgende indlæg blev ikke optaget i JP, der får meget debatstof. Og mht. debatten om atomkraft vægter JP i sit svar til mig den mere generelle holdningsdebat. 

 - Jeg mener, fakta er vigtig for at kunne træffe de rigtige valg, så jeg bringer indlægget her.


Opdatering Fysiker Kaare Ulbak Fysiker og tidligere faglig chef, Statens Institut for Strålebeskyttelse

Kernekraft er fremtiden. Om 100.000 år vil man stadig tale om den


- En seniorforsker på DTU Fysik siger i JP 14.12.24, at han ikke er bekymret for atomaffald, som han kalder ”en mærkelig diskussion”. 

Seniorforskeren er if. JP en af landets mest vidende fortalere for atomkraft. Som sådan må han også have viden om atomaffald, men fra 2011 - 2018 under den første nedgravningsplan for det danske atomaffald udtalte han sig hverken for eller imod nedgravningsplanen.

Denne plan blev stoppet i 2018 af et enigt folketing, fordi politikerne lod sig overbevise af 5 borgergruppers og 5 kommuners kritik af planen: nedgravningsdybden og sikkerhedshorisonten var helt utiltrækkelig.


Høring på Børsen 22.10.12 arrangeret af borgmestrene i de dengang 5 udpegede slutdepotkommuner 

Borgerne kunne ikke få svar i Danmark på deres spørgsmål om atomaffald 

De måtte hente hjælp hos min fysiker mand. Jeg engagerede mig også, og med gratis hjælp fra udenlandske eksperter, kom borgergrupperne og vi igennem en lang tung læringsproces om radioaktivt affald og opbevaring af det på kort og langt sigt.

Der var heller ingen borgerinddragelse.

Borgergrupperne anbefalede et mellemlager som i Holland, hvor affaldet kan opbevares forsvarligt i 100 år. 

HABO Hal med tønder i gulvet med højaktivt affald på det hollandske mellemlager COVRA.

Der er nu en proces igang med et nyt opgraderet lager lidt længere inde i landet ved Risø. Mængden svarer kun til 2 Rundetårn. Men affaldet er en udfordring, fordi det er affald fra en forskningsinstitution. Parallelt arbejdes med en nedgravning, et såkaldt slutdepot i større dybde og med en længere sikkerhedshorisont end den i den første plan.

Det skal være i brug senest 2073. If. GEUS’ skrivebordsstudier er de mest egnede steder de grønne på denne illustration. 



If. GEUS er hele landet i spil. I 2024 skulle kommuner have tilbudt sig selv til yderligere boringer, men dette er forsinket.

Seniorforskeren siger i JP om atomaffaldet ”Det skal graves ned i jorden, forsegles, pakkes væk, adskilles fra menneskemiljøet. For altid.”

Vedr. det højaktive affald fra atomkraftværker, de brugte brændselsstave, findes der endnu ingen steder i verden, hvor man har lavet et dybt geologisk slutdepot. Bortset fra WIPP i USA hvor der er deponeret affald fra hæren med transuraner.

Flere danske atomkrafttilhængere hævder, at man i Sverige og Finland har løst problemet med slutdepoter til brugt brændsel. Men det kobberbeholdersystem som både det svenske og det finske dybe slutdepot bygger på til det højaktive affald er blevet kritiseret af bl.a. prof. emer. i korrosionslære ved Stockholms Tekniske Universitet Christofer Leygraf. Desuden har der i forbindelse med Svensk Kärnbränslehantering AB/SKBs teoretiske modeller i forskellige forsøg været uforklarlig korrosion.

Seniorforskeren henviser til, at svenske myndigheder finder, at atomaffald godt kan deponeres, og at det ikke vil udgøre en risiko for mennesker og miljø.

Her undlader seniorforskeren at fortælle, hvad der skete i 2013 i Sverige.

SKB, der opbevarer det svenske atomaffald, informerede i begyndelsen af 2013 den svenske strålesikkerhedsmyndighed om, at der kunne være affald i slutdepotet til kortlivet affald SFR, der ikke skulle have været deponeret der. Det drejer sig om 2844 tønder, der i 1994 blev placeret i SFR, og som man må tage op igen for at finde ud af, hvad tønderne indeholder, da dokumentationen er misvisende. Det drejede sig om ukendt affald, det såkaldte historiske affald der stammer fra Studsvik en forskningsinstitution, ligesom Risø var.

Hos Dansk Dekommissionering der opbevarer det danske atomaffald er lignende tønder med ukendt affald. I alt 4800. De kan ikke åbnes og karakteriseres nøjagtigt eller ompakkes. For der findes ikke anlæg til ompakning af sådant affald endnu.

Sverige har endnu ikke et slutdepot til historisk affald. Man regner med, at et sådant vil kunne stå klar fra 2050. Det betegnes som SFL, og man kan se lidt om det her i Loma programmet.

Atomkrafttilhængere skylder borgerne reel oplysning, ikke et skønmaleri.

Det gælder også de lovpriste små modulære reaktorer. Det er ikke sikkert, at den vision overlever.


Skrevet af 
Anne Albinus


Mine tidl. indlæg i JP

Hvad med dansk atomaffald? kronik i JP 15.2.2016
Tågesnak og tomme løfter indlæg i JP 31.10.2013

Andre artikler

søndag den 19. november 2023

Svar på Lars Rebien Sørensens bekymring om biomasse og etik (JP 12.11.23)

Lars Rebien Sørensen (LRS) har vigtige etiske overvejelser i JP (12.11.23) ved det store forbrug af biomasse i vores elforsyning: Vi driver rovdrift på træer udefra, og vi har hverken kontrol med eller styr på, hvad der foregår.

Derfor ønsker LRS atomkraft. Men heller ikke med atomkraft har vi kontrol eller styr på, hvad der foregår, viser erfaringerne. 

Atomaffaldet skal sikres, så det ikke påvirker mennesker og miljø. Noget er aktivt i få århundreder andet op til 100.000 år eller længere endnu. En stor byrde som kommende generationer skal bære. 

Radioaktive og giftige stoffer kan trænge ud i miljøet efter få årtier, og geologien kan ændre sig i løbet af 100.000 år. 

Atomkraft har altid været omgærdet af fortielser og fordrejninger. F.eks. stoppede den radioaktive sky fra Tjernobylulykken if. franske myndigheder ved den franske grænse. 

5 NGOer på de tidligere prikkede steder til et dansk slutdepot for atomaffaldet fra Risø (SKIVE VEST og THISE, THYHOLM, KERTEMINDE, RØDBYHAVN og PARADISBAKKERNE) sammen med min nu afdøde fysikermand og jeg fulgte den første plan fra 2011 til 2018 for nedgravning.




Vi brugte i titusindvis af timer på at argumentere imod, da nedgravningsdybden og sikkerhorisonten var utilstrækkelig. Vi blev kørt rundt i manegen med udenomssvar fra diverse ministerier og Dansk Dekommissionering der opbevarer atomaffaldet. Dokumentation findes på Atomposten. Den bekymring vi gav udtryk for om nedgravning af 4800 tønder med ukendt affald, det såkaldte historiske affald, blev nævnt i en IAEA Artemis rapport fra 2022 som en af udfordringerne. Affaldet i de 4800 tønder stammer bl.a. fra forsøg på Risø, og da man indtil 1985 regnede med, at Danmark ville få atomkraft og dermed et dybt geologisk slutdepot, kom man bare affaldet i tønder uden at kategorisere det. I Sverige har man gjort den fejl at komme historisk affald i et slutdepot til kortlivet affald. 

De 5 NGO’er, min mand og jeg argumenterede for et mellemlager som i Holland, hvor man kan holde øje med affaldet i 100 år, indtil der forhåbentlig kommer metoder til at uskadeliggøre de langlivede isotoper. I 2018 besluttede Folketinget, at der skal bygges et nyt mellemlager, og senest 2073 skal affaldet i et geologisk slutdepot i 500 meters dybde.



Bodil Waagensen fra NGO'en på Lolland står på det højaktive affald på Hollands mellemlager HABO Covra.nl på besøg i 2013 sammen med andre NGO'ere og AtomPosten

Hallen med det højaktive affald der overvåges fra IAEA

Mange danskere drømmer om atomkraft. En lokal byrådspolitiker sagde for nylig: “Tænk om vi havde små modulære reaktorer liggende i Aabenraa Havn”. 

LRS skriver i JP, at det er gået op for ham, at atomkraft har været underbelyst i den danske debat. Den første atomaffaldsplan var da heller ikke noget, der interesserede medierne. Men man lærer om atomkraft ved at interessere sig for det nødvendige onde, affaldet. 

LRS skriver, det er for let at slippe afsted med at påstå noget, der er fagligt ukorrekt, fordrejet eller bare noget sludder i forbindelse med atomkraft. Til det vil jeg sige, at de små modulære reaktorer, der lovprises bl.a. af ham, er en vision, der næppe overlever. 

Senest er det amerikanske projekt NuScale, som mange atomkraftfortalere har lænet sig op ad, blevet afbrudt. Udgifterne til konstruktionen er for afskrækkende. Sverige har droppet interessen for små reaktorer og ønsker større. Disse reaktorer kommer til at koste flere hundrede mia. kroner stykket, og den elektricitet de producerer vil koste mere end sol og energi if. professor i Energiforskning på Chalmers Tekniske Universitet Tomas Kåberger.

Atomkrafttilhængere hævder, at man i Sverige og Finland har løst problemet med slutdepoter til brugt brændsel. Men det kobberbeholdersystem som både det svenske og det finske dybe slutdepot bygger på til det højaktive affald er blevet kritiseret af bl.a. prof. emer. i korrosionslære ved Stockholms Tekniske Universitet Christofer Leygraf. Desuden har der i forbindelse med Svensk Kärnbränslehantering AB/SKBs teoretiske modeller i forskellige forsøg været uforklarlig korrosion.

Jeg håber, Lars Rebien Sørensen mfl. vil følge med i den danske atomaffaldsplan og bidrage til debatten om en etisk forsvarlig håndtering af atomaffald af hensyn til de kommende generationer i 100.000 år.

Man kan følge atomaffaldssagen på Dansk Dekommissionerings hjemmeside og på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside. Det er det ansvarlige ministerium.

Skrevet af Anne Albinus

Links:

Atomaffaldet: 233 kg særligt affald og Informations artikler



lørdag den 23. maj 2020

Jens Bjørneboe 1940 - 2020

Nekrolog




Min mand Jens Bjørneboe, lic. scient. og seniorkommentator på Atom Posten, døde den 22. maj 2020 på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande efter flere års kræftsygdom.

Jens' aske vil blive spredt over Vesterhavet.

Jens har lagt nogle artikler her 


og Sagen om det radioaktive Affald – en personlig Beretning juil 2018

Venlig hilsen

Anne Albinus

Kronik: Min mand kom kun på hospice takket være en hospitalspræst


Foto er fra en vandretur fra Helligdommen til Gudhjem

tirsdag den 17. december 2019

Julenat på det gamle Mellemlager på Risø

Et Juleeventyr er dukket i Atom Postens gemmer. 


Nu skal I bare høre!


Det var Juleaften på det gamle mellemlager på Risø. 


Affaldstønderne var eftertænksomt igang med at forberede sig til Midnat til Julemandens komme. Hver skulle fremkomme med sit ønske. I år sørgede mellem- og bufferlageret for, at alle kom til orde.

Normalt kunne tønderne ikke høre noget fra de andre haller, bortset fra den lille brændselsstavs kaldegråd i Centralvejslageret og klagesangen fra tailingsbassinerne udenfor. Men Julenat skete altid noget magisk. Alle kunne høre, hvad alle sagde, for Nissen, der bor bag det sorte ringbind i Arkivet og hjælper med at ikke-svare og svare-udenom, kan få det mest underfundige til at ske. I år skulle også malmbunkerne komme med indspark. De plejede at være udenfor, men nu var de blevet aktuelle, efter rygtet var dukket op om at bruge dem dybt inde i en vejrampe.

NORM-affaldet i Esbjerg kunne ikke være med, men havde sendt en mail til Nissen, som den skulle læse op for de andre. Det ville ikke glemmes mere. Nu havde der været tiet om det i mange år. Det var tynget af dårlig samvittighed over, at arbejdere fra 3F havde håndteret det uden at vide, hvad der var i tønderne, når de ovenikøbet var så dårligt emballeret.

I fredags havde der været Julefrokost for alle ansatte på Risø. Gamle kolleger og kontakter var inviteret med som traditionen byder: den pensionerede SIS-mand med de sorte briller, GEUS-chefkonsulenten denenesteiGEUSdermåudtalesigomatomaffaldet, den kloge professor og den rare civilingeniør, der igennem 40 år havde været ansvarlig for atomaffaldsopbevaringen på Risø. Hans nye røde hjemmestrikkede sokker i sandalerne lyste igennem de blå overtræksfutteraler, da gæsterne gik en memory tour fra hal til hal.

Tønderne følte en varme i hjertet ved synet af de røde sokker. Broderligt klappede den rare civilingeniør dem på siderne. Tønderne mindedes ham med taknemmelighed. Han kerede sig om dem. De husker, da han afleverede en opfordring til ledelsen i et internt notat den 8. december 1994, hvor han blandt andet foreslog, at man etablerede et forskningsprogram, der kunne holde sig ajour med internationale erfaringer inden for affaldsdeponering. Men ledelsen overhørte forslaget. Tønderne tænkte ofte på, at hvis forslaget var blevet positivt modtaget, havde de måske nu stået ompakket og struttet i et nyt mellemlager længere oppe i terræn, ligesom på COVRA, det hollandske mellemlager.

Den gamle professor, der havde været med siden Risøs start, pegede på tønderne og sagde: "Der ligger dit, og der ligger dat". Men gæsterne lyttede ikke. De hastede gennem memory lane. Silden og leverpostejen trak mere end affaldet, som hang dem ud af halsen efter så mange år. "Tomme tønder buldrer mest," gnækkede SIS-manden. DD-direktøren så sørgmodigt på ham. Den pensionerede copist fra Sundhedsministeriet var også med. Han havde fået lov at tage sin moppe med, når bare den havde blå overtræksfutteraler og dosimeter på. Tønderne nød synet af moppen, der vigtigt svansede forbi med rød sløjfe på halen. Gæsterne gik smågrinende ud af lageret. Kun den rare civilingeniør blev tilbage. Han havde taget nogle af sine marionetdukker med og ville gerne have tilbragt mange timer med dem i hallen, men Julefrokosten kaldte, så han nøjedes med at opføre Prindsessen på Slutdepotet 

og efterlade et peberkagehus han havde lavet efter BAK10, Forskrift om tekniske krav til bakverk av 2010. 

Tænk, hvis vi havde været som COVRA, så havde vi haft kunst på væggene, og vi kunne have haft dukketeater til at muntre os op, tænkte tønderne.

Tønderne havde håbet på Julesne, for så blev der så dejligt stille i hallerne. Men i år var der snuskregn. Der var klamt i det uopvarmede lager, men de plejede at varme op med en fællessang. Den ældste tønde var den fineste, så den skulle altid vælge. Herefter kunne de efter tur fortælle lidt om, hvad der lå dem på sinde. Fælles for dem alle var, at de var bekymrede for at blive gravet ned i utilstrækkelig dybde og med utilstrækkelig sikkerhedshorisont. Men i september blev sagen sat i bero, og regeringen anbefalede fortsat mellemlagring på Risø i "op til 30-50 år" og derefter nedgravning i ned til 500 meters dybde. Nu skulle folketinget tage stilling til regeringens forslag (Opdatering).

En gammel tønde havde fulgt godt med. Den havde læst alle IAEAs videnskabelige og tekniske publikationer, som DD anbefalede man gjorde. Og den kunne dem forfra og bagfra. Og på Atom Posten havde den læst om Burying uncertainty af Kristin Shrader-Frechette. Den sagde med rusten stemme: "Hvis affaldet absolut skal graves ned, skal det kunne tages op igen. Det vil sige, alt affaldet skal pakkes, så det kan tages op igen, hvis der kommer metoder til at uskadeliggøre de langlivede isotoper".

"Vi vil ikke sive, vi vil ikke sive!" gentog alle tønder på alle lagrene på Risø. "Vi har ansvar for mennesker og miljø og for kommende generationer".

Ikke nok med at affaldet skulle leve med usikkerheden om at kunne skade mennesker og miljø. Det skulle også leve med savnet af fortiden. Værst var det for uranmalmen, de cirka 4200 tons malm - lujavrit, der var hentet fra Kvanefjeld til Risø. Den led af hjemvé og led ved at sive, når det regnede på malmbunkerne. Malmen skulle have været en del af et fint uranudvindingsprojekt, så Danmark, når det fik atomkraft, kunne blive selvforsynende med uran til brændselsstave, fabrikeret som et samarbejde mellem Helsingør Værft og Risø. I uranudvindingsprojektets tekniske rapport stod: "Under vurdering af miljøbelastningen på omgivelserne, har opmæksomheden særlig været rettet mod evt. nedsivende fluorid" (Opdatering).

Affaldet havde trukket lod om talerækkefølgen. Den første var en urantailing, der havde svunget sig op over kanten i bassinet udenfor og var gledet hen ad den våde jord som en søløve. Den fik bakset døren op og slæbte sin mudrede og sølede krop hen til tønderne. Sporene af grønt slim lå efter den.

"Vi tailings har jo været igennem en sorgproces og er kommet til den erkendelse, at vi trods savnet af Kuannersuit, ønsker at blive på et moderne, nybygget mellemlager i mange, mange år. Det eneste der generer os, er det affald der er kommet i vores bassin, ja jeg siger ‘vores’, nemlig en betydelig mængde uranforurenet affald fra nedrivningen af Kemiras fosforsyreanlæg i Fredericia, beholdere og rørsystemer der stikker i vores kroppe" (Opdatering: dette affald er nu fjernet fra tailingsbassinerne).

"I et af tailingsbassinerne er også dumpet 1m3 NORM-affald fra Nordsøen. Og Norm-affald fra olie- og gasboringer i Nordsøen siger vi nej til. Også hvis det skal i det 3. bassin, der er tomt. Vi ønsker ingen tilflyttere. Og slet ikke fra Esbjerg!" 




Tailingsbassin på Risø - Foto Piet Jansen Veddelev

Næste nummer i rækken var tønderne med ukendt indhold, det historiske affald. Det skulle have været den ældste tønde, der fremførte det fælles ønske fra det historiske affald, men den stod inderst, og der kunne ikke flyttes med tønderne. Så den var sufflør for en yngre tønde: "Vi har drømt om at blive pakket om med hjælp fra Sverige. Det står i Eventyret om os. Vi er den største gruppe affaldstønder, og vi er derfor de mest bekymrede". 

"Ti stille!" sagde tønden ved siden af. Den havde god hørelse. "Kan I høre Julemanden er på vej?"

Lyden fra bjælderne på seletøjet blev tydeligere og tydeligere. Op igennem en sprække i taget kunne tønderne se kanen komme susende og stoppe brat. Julemanden lod sig glide ned ad taget og åbnede døren til lageret. Tønderne havde aldrig set Julemanden så smuk. 


Hans varme øjne glimtede bag brillerne, og iskrystaller blinkede fra hans røde kappe. "Kæreste tønder, kæreste malm og tailings og kæreste brændselsstave. Jeg kender allerede jeres fælles ønske, for den lille vaskepige har sendt mig et brev. Nu skal I høre! Min ældste søn Søren Pind har forårsaget, at I kommer på Skatkammeret, altså på et funklende nyt mellemlager! Hvad siger I så! Slut er jeres klagesange. I får - måske, måske ikke - besøgscenter og kantine, og der vil blive udlevering til besøgende af kuglepenne - som på Covra - prydet med Dannebrog!"

Tønderne jublede. De dirrede af glæde. "Stop!" skreg en tønde. "Det kildrer i mit affald!"


Tailings’ene i bassinerne fór rundt mellem hinanden og 

sprang op og ned i vandet, så de 9 rensdyr, der ventede på taget, blev helt forskrækkede og bange for, at det strintede op på dem.

"Nu må jeg videre," sagde Julemanden. "Jeg glæder mig til at besøge jer på det nye mellemlager".


Den nat sænkede Julefreden sig for alvor over hele det gamle mellemlager. Tønderne snorkede i kor, så det kunne høres helt til Veddelev. Formanden for grundejerforeningen måtte stå op og finde sine ørepropper frem.


Skrevet af Anne 

Mine andre (Jule)eventyr om affaldet på Risø kan du finde her.

Foto af peberkagehuset er fra BAK10, Forskrift om tekniske krav til bakverk av 2010. 

Foto af julemanden er privatfoto