Atom Posten: Atomaffald: Overfladeslutdepot som i Frankrig eller Mellemlager som i Holland?

Myndighedernes ønske om et slutdepot til det danske atomaffald ser pt. ud til at gå i retning af et overfladeslutdepot, dvs. terrænnært slutdepot. Et sådan slutdepot vil kun skulle bevogtes af "to mand og en hund", har vi hørt, og efter 300 år anses slutdepotet for glemt.

For nylig har repræsentanter for de ansvarlige myndigheder således været i Frankrig for at lade sig inspirere af anlægget Centre de Stockage de l'Aube (CSA).

Er det en god løsning at bygge et terrænnært slutdepot som det franske i Danmark, et depot, hvor man ikke standser forureningen ved kilden? Det franske slutdepot er kun til kortlivet radioaktivt affald. I det danske affald er der blandet kortlivet og langlivet radioaktivt affald. De danske myndigheder udlægger røgslør, når de omtaler udenlandske slutdepoter, ved ikke at skelne mellem, om de er til kortlivet eller langlivet affald.

Myndighederne vildleder om udenlandske slutdepoter

I sundhedsministeriets folder om slutdepot for radioaktivt affald fra 2005 kan man således læse:

"Flere lande i Europa har etableret overfladenære slutdepoter for lav- og mellemaktivt affald, blandt andre Finland, Frankrig, Norge, Spanien og Sverige. Danmark har gode muligheder for at trække på den erfaring, disse europæiske lande har opbygget inden for området.

Mens man i Finland, Norge og Sverige har placeret depotet som minegange i grundfjeldet, har man i Frankrig og Spanien etableret slutdepoter i terrænniveau."

Bemærk at der intet nævnes om, at slutdepotet i Sverige, SFR, kun er til kortlivet affald og ligeså i Frankrig: Centre de Stockage de l'Aube som de danske myndigheder netop har besøgt. Også GEUS har vildledt om slutdepot i en rapport.

Det franske overfladeslutdepot for kortlivet lav- og mellemaktivt affald CSA

Der er mange langlivede isotoper i det danske radioaktive affald på Risø, dvs. der vil være aktivitet i mere end 300 år, noget i op til 250.000 år andet i mia. af år som de langlivede lavaktive urantailings.

Kun til kortlivet lav- og mellemaktivt affald

Det franske slutdepot Centre de Stockage de l'Aube (CSA) ligger i Soulaines-Dhuys i Champagne-Ardennes og er verdens største slutdepot til kortlivet affald. Det er nu cirka kvart fyldt med 250 000 m3 kortlivet lav- og mellemaktivt affald. Affaldet stammer hovedsagligt fra drift og nedlukning/dekommissionering af nukleare anlæg. For at affaldet kan komme i CSA må det ikke være "for radioaktivt", og radioaktiviteten skal være faldet væsentligt i løbet af et par århundreder. I CSA kommer man derfor ikke brugt brændsel eller transuraner, som der er i det danske affald (de 233 kg særligt affald).

Det højaktive affald opbevares på produktionsstederne, indtil Frankrig får et dybt geologisk depot i 500 meters dybe til det højaktive og det langlivede mellemaktive affald. Det langlivede lavaktive affald kommer heller ikke i CSA. Den slags affald findes også i det danske affald, nemlig grafitaffaldet.

3 barrierer

Beskyttelsessystemet i CSA består af 3 barrierer: affaldsbeholderne, cellerne i depotet og de omgivende jordlag. Når en celle er fyldt, immobiliseres beholderne ved, at der opfyldes med grus og beton, så der ikke er tomrum.

Derefter lukkes der med jernarmeret beton og dækkes med et lag uigennemtrængelig plastik. Hver tønde er mærket med en stregkode af hensyn til kommende generationer. Alle informationerne trykkes på permanent papir og opbevares i CSA's databank og i Frankrigs arkiver.

Overvågning i tusindvis af år

CSA skal være under overvågning for at undgå udslip til miljøet i 300 år. Herefter er depotet "banaliseret", dvs. det kræver ikke længere overvågning.

Hvad så med det langlivede mellemaktive affald som rester af uran og polonium? Da det kun udgør en 1% af aktiviteten, er det tilladt, hævder CSA's direktør.

En uafhængig institution ACRO, der måler radioaktivitet, har ikke målt noget problematisk i forb. med slutdepotet CSA, men Mylène Josset fra Acro siger dog til Le Monde 17.12.2010, at det langlivede affald, der har aktivitet ud over 300 år, udgør et problem. Dets henfaldsprodukter producerer andre grundstoffer, som er alfa-emittere, der er meget farlige, og som har en meget lang halveringstid.

Mylène Josset siger også, at man ikke kan stoppe overvågning af slutdepotet om 300 år. "Om 300 år vil radioaktiviteten være 100 000 gange større end den naturlige radioaktivitet. Overvågningen skal således fortsætte i tusindvis af år".

Lokalbefolkningen er urolig

Det er aldrig lykkedes for de ansvarlige for anlægget at berolige lokalbefolkningen, og i 2006 henvendte de lokale sig til et andet uafhængigt institut Criirad for at få foretaget målinger. Criirad målte "strålingsniveauer der er 2 til 5 gange højere end den naturlige radioaktivitet" ved hegnet til anlægget, oplyser Roland Desbordes, formand for Criirad. "Der er ingen umiddelbar fare, da der ingen beboelser er op til anlægget, men situationen er alligevel unormal" siger Desbordes i Le Monde 17.12.2010.

"Problemet er ophobningen af svage doser" hævder ingeniør Michel Guéritte, der er formand for den lokale forening mod atomkraft. "Jeg har lavet optællinger i egnen ved at spørge læger, sygeplejersker og apotekere, og jeg fandt et unormalt antal tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen, der ofte forårsages af stråling." Le Monde oplyser, at en helbredsundersøgelse lavet i 2009 af InVS på initiativ af lokale folkevalgte ikke viste flere kræfttilfælde i forhold til det nationale gennemsnit. "Man finder kun det man leder efter" indvender Guéritte og minder om de økonomiske interesser, der kommer de folkevalgte til gode, når de modtager et slutdepot i deres kommune.

143 forskellige radionuklider i CSA

Både for Acro og Criirad er anlægget CSA dog en forbedring i forhold til det tidligere anlæg i La Manche, der var en katastrofe.

Criirad nævnte i sin rapport fra 2006 dog nogle problemer:

Selv om det er nemt at sortere affald i henhold til niveau for radioaktivitet, er det næsten umuligt at sortere dets indhold for at garantere, at alle radioaktive isotoper er af samme "slags" eller med en kort levetid for eksempel. Mange radionuklider med meget forskellige nukleare og kemiske egenskaber findes i affaldet. Til illustration er der modtaget mindst 143 forskellige radionuklider siden CSA's åbning i 1992. Ved siden af kobolt-60, der er fremherskende i affaldet, og hvis aktivitet er aftaget væsentligt efter et århundrede, er der nikkel-63 og i mindre grad C-14, to radionuklider, som først er strålet af efter henholdsvis 1000 og 60 000 år.

Da de er kemisk forskelllige, har de ikke nødvendigvis samme evne til at flytte sig. Radioaktive elementer såsom jod-129, tritium, C-14 eller klor-36 anses nærmest for at være "mobile" og er svære at holde inde i affaldstønder. De kan i teorien påvirke økosystemerne, hvilket ikke er tilfældet med mange andre, som med plutoniumisotoper (også deponeret i CSA), der snarere anses for at være "immobile", oplyser Criirad.

Terrænnær deponering i Danmark?

Det man skal være klar over, når de danske myndigheder siger et "overfladeslutdepot ligesom i Frankrig", det er, at i Frankrig blander man ikke det højaktive og det langlivede mellemaktive og det langlivede lavaktive (grafitaffald) i et slutdepot til kortlivet radioaktivt affald.

Det er også vigtigt at huske, at danske myndigheder selv har sagt tidligere, at terrænnær deponering ikke kan lade sig gøre:

På myndighedernes minihøring i 2005 kom det nemlig frem, at selv om Danmark skulle kunne komme af med de 233 kg særligt affald, kan terrænnær deponering ikke ske:

"Det blev fremført, at hvis Danmark kunne eksportere de 233 kg forsøgsbrændsel kunne alt affaldet uden problemer deponeres terrænnært. Hertil blev svaret, at der også er andet langlivet affald, der vil kræve særlige overvejelser og foranstaltninger ved terrænnær deponering, bl.a. et antal store brugte alfa-kilder. Endvidere er der et sorteringsproblem, da noget af det langlivede materiale vil være blandet med kortlivet. Det er således ikke ligetil, at stille det langlivede affald til side og afvente en senere eller anden løsning." (side 4)

Borehul

Myndighederne nævner nogle gang et borehul til de 233 kg særligt affald i forb. med terrænnært slutdepot, dog uden at specificere dybde af borehullet. I Forstudiet maj 2011 står om borehul:

"Borehullet er i sikkerhedsanalysen foreslået placeret i kalk eller klippe i enten 100 til 150 meters dybde eller 250 til 300 meters dybde. Resultaterne vil også være gældende for depoter placeret i mellemliggende dybder".

Få hundrede meter er slet ikke tilstrækkeligt til de 233 kg særligt affald, der kræver garanteret isolering i hundredtusinder af år. Så kunne 3-5 km tænkes at være en løsning for brugt reaktorbrændsel. Et borehul i nogle hundrede meters dybde kunne tænkes til andet langlivet mellemaktivt affald.

Mellemlager-løsning

Pt undersøges også et mellemlager, og de danske myndigheder har besøgt mellemlager Nord i Lubmin og Covra i Holland.

De 5 borgergrupper og de 5 kommuner anbefaler et mellemlager, da det er en mere ansvarlig løsning over for kommende generationer end et slutdepot.

Man mærker dog endnu ingen entusiasme hos myndighederne mht. mellemlager.

2014/15 skal folketinget vælge mellem et slutdepot, dvs. nedgravning og glemsel, eller et mellemlager, hvor man holder øje med affaldet.

Indtil nu er der kun kommet denne indholdsfortegnelse over et mellemlager fra GEUS og Dansk Dekommissionering, der skal udarbejde beslutningsgrundlaget til Folketinget.

Skrevet af Anne

INFO:

Forskellige slutdepottyper i Frankrig (kilde Le Monde)

terrænnært slutdepot er til meget lavaktivt affald (TFA) og til kortlivet lav- og mellemaktivt affald (FMA-VC), dvs. 90% af Frankrigs affald. Meget lavaktivt affald er slutdeponeret i Morvilliers i Aube og kortlivet lav- og mellemaktivt affald i Soulaines-Dhuys.
slutdeponering i lille dybde, ml. 15 og 200 meter, studeres pt. til langlivet lavaktivt affald (FA-VL). Andra leder efter egnet sted.
dyb geologisk deponering 500 meter under terræn studeres også pt. Til højaktivt og langlivet mellemaktivt affald (HAVL-MAVL). I 200 oprettede Andra et underjordisk laboratorium i landsbyen Bure i Haute-Marne. Se min blog om Bure.

Kilder