Beslutningsgrundlaget peger på, at man ved vurderingen af mellemlageret skal se på
- hvordan man kan sikre, at det radioaktive materiale i mellemlageret ikke kan misbruges i forbindelse med terror og andre voldsomme begivenheder
- hvordan man kan gardere sig mod, at mellemlageret forfalder, hvis interessen for nukleare spørgsmål i samfundet aftager.
Begge bekymringer er alvorlige.
Terror
Terrorister, der råder over selv mindre mængder af plutonium (for eksempel de 1,2 kg i det danske, særlige affald), kan forurene tæt befolkede områder med dette radioaktive og særdeles giftige stof (”dirty bombs”). De behøver ikke at besidde den avancerede teknologi, som er nødvendig for at fremstille en ”rigtig” atombombe.
Den samme risiko er også – og i langt højere grad – til stede ved a-kraftværker, hvor højradioaktivt materiale er lige ved hånden. Selv ved et slutdepot er der en, ganske vist mindre, risiko for, at affaldet kan graves op og bruges i terror-sammenhæng.
Beskyttelse af nukleare anlæg af enhver art er derfor en vigtig opgave i fremtiden, hvad enten vi beslutter os for et mellemlager eller ej. Det er en opgave, som ikke kan løses i en snæver dansk sammenhæng, det må ske ved samarbejde mellem alle civiliserede lande.
Aftagende offentlig Interesse
Det andet problem er en aftagende interesse for nukleare spørgsmål i offentligheden og den deraf følgende risiko for bevillingsmæssig udsultning af mellemlageret.
Muligheden for, at dette sker, er desværre tilstede. Slutdepotet blev ikke bare lanceret som drømmen om, at vi kunne slippe af med det radioaktive affald en gang for alle (”hver generation skal rydde op efter sig”), men også som illusionen om, at vi derefter kan slippe for at tænke mere på disse ting.
Hvis man ikke er parat til at gøre op med denne helt forkerte tankegang, kan der ganske rigtig opstå problemer, men ikke kun for mellemlageret.
Radioaktive stoffer og radioaktiv stråling vil også i fremtiden blive brugt inden for sygehusvæsenet, industrien og forskningen, altså inden for meget vigtige områder af samfundslivet. De vil blive ramt af en manglende offentlig interesse for disse spørgsmål, blandt andet i form af problemer med rekruttering af unge til uddannelser inden for dette område (2). Desuden vil en ringere formidling af nukleare problemstillinger let kunne forstærke tendensen (3).
Det er svært at forestille sig, at naturvidenskabens samfundsmæssige betydning skulle blive mindre i fremtiden, med mindre man ligefrem gør den mindre ved at lukke øjnene for disse problemer. Jeg nægter dog at tro, at nogen regering, uanset sin politiske sammensætning, vil gøre det.
Konklusion
Beslutningsgrundlaget viser, omend indirekte, at institutionel kontrol kræver institutioner, der kan og vil tage deres opgave alvorligt, og at valget mellem mellemlager og slutdepot overordnet set er et valg mellem at gøre noget aktivt eller bare at lade stå til.
Det valg skulle være let.
Skrevet af Jens
Henvisninger:
1. Beslutningsgrundlag for et dansk Mellemlager for lav- og mellemaktivt affald. Udarbejdet af GEUS og DD for en tværministeriel arbejdsgruppe under ministeriet for sundhed, forebyggelse og dialogmøder. Februar 2015.
2. De uddannelsesmæssige problemer er kommenteret i Atom Posten (19.09.13) Rekruttering af Eksperter i radioaktiv Stråling
og om fremtidens ingeniører: Integrating Social-Scientific Literacy in Nuclear Engineering Education
3. De formidlingsmæssige problemer er kommenteret i Atom Posten (19.09.14) Radioaktivt Affald og Formidling
og i baggrundspapiret: ”Formidling” (20.11.12)
4. Mellemlager til atomaffald kan trues af "tab af institutionel kontrol" Information 2.3.2015
4. Mellemlager til atomaffald kan trues af "tab af institutionel kontrol" Information 2.3.2015
Ingen kommentarer:
Send en kommentar