Hånd om Atomaffaldet. En Novelle.

Min Fordel! Han havde servet længe. Nu måtte partiet afgøres. Han kastede bolden højt op, strakte sig helt ud, førte roligt ketsjeren ind over bolden og fokuserede på yderste hjørne i servefeltet. Så faldt slaget. SMAK! Det gjaldede højt i hallen. Bolden sad lige i hjørnet, modstanderen nåede ikke at reagere, og partiet var afgjort. 

Han plejede normalt at afgøre sine servepartier hurtigt, men i aften var tankerne andetsteds. Dagen var startet dårligt. Kl. 7 ringede mobilen, mens han lavede tranen. Han havde glemt at sætte den på lydløs. Pokkers! Der hvor han kom fra, var det ilde set at ringe så tidligt. "Aldrig før klokken 9 eller efter klokken 9," hed det. At blive afbrudt midt i Qi Qong-øvelserne ødelagde dagens rytme. Han mærkede det på laboratoriet, og da han snakkede med sine to ph.d. studerende.

Stemmen havde bedt ham møde på Kikken kl. 20. Han kunne lige nå et hurtigt bad i klubhuset. Bilen kørte op ad Strandvejen. Han elskede den tur med lysene på den svenske kyst. Mange gange havde han kørt den i tankerne, mens han boede ude. Det hjalp at tænke på den, når han stod maset op ad ruden om morgenen i metroen sammen med de andre - ind til Schuman.

Han parkerede bilen et stykke fra Kikken. Gik langsomt, mens han indåndede den friske luft. Der var mange i restauranten. Stemmen sad nede i hjørnet og kiggede i vinkortet. “Ja, de fik jo ingen stjerne her, men det er vel ok alligevel?” Kan de ikke tale om andet, tænkte han og sagde, “jeg tager bare menuen. 2 retter og postevand.” De mange år ude med flaskevand havde øget savnet efter dansk postevand. “Jeg skal have 5 retter,” sagde Stemmen og fortsatte "og en flaske Saint Emilion. Den vin har ikke behøvet skifte navn, he,he, som Tricastin-vinene, fordi der er a-kraftværker lige i nærheden.”

“Du ville tale med mig,” sagde han. "Ja, mens du var væk, har de jo arbejdet på at få affaldet på slutdepot. De havde regnet med, det var gået glat igennem. Men der har været mange protester. Over 50.000 underskrifter. Vi troede, de havde andet at lave på bøhlandet. Borgmestrene vil heller ikke have det." "Har de ikke inddraget borgere og kommuner?" spurgte han. "Nej, det bruger vi ikke i Danmark, når store infrastrukturprojekter som jernbaner, elkabler og lign. skal placeres. De fik det at vide samme morgen, de blev udpeget, den 4. maj 2011. Det må de s'gu finde sig i." "Undskyld," sagde han, "gentag lige det du sagde." - "Ja, kommunerne har ikke veto," sagde Stemmen. 

"Er vi i Uzbekistan?" spurgte han.

"Nej, nej, men vi ved godt, der ingen frivillige er til sådan noget. Til sagen. Hånden har bedt mig kontakte dig. Du husker vel, hvordan det var. At vi ikke helt havde tjek på, hvad vi kom i tønderne dengang. Noget står i arkiverne, andet i folks hoveder. Vi blandede langlivet med kortlivet. Det var forsøgene med høj udbrænding, der talte.  Vi regnede jo for pokker med salthorsten på Mors, men nu står vi med et møg-problem. Vi kan ikke komme det i slutdepot eller mellemlager ved Risø, for vi skal have Europas største Cleantech Park fra Risø til Kastrup Airport."

"Men Risø var mellem de 22 udpegede områder til slutdepot!" sagde han og fortsatte, "man kan da være innovativ og lave et mellemlager midt i en cleantech park, ligesom i Italien! De har en plan med flere hundrede arbejdspladser i en teknologipark med et mellemlager og et overfladeslutdepot. I tænker for gammeldags i Danmark. Mellemlageret giver vores efterkommere en handlefrihed."

"Det går ikke," sagde Stemmen. "Hånden kan ikke acceptere det. Af økonomiske grunde. Du kan hjælpe os, du kan skrive en ny rapport, hvor det fremgår, at affaldsproblemet kun kan løses forsvarligt ved at blive gravet ned i tykke, impermeable, horisontale og fede lerlag. Dem finder vi i Midt- og Sydjylland. Og med din autoritet og kompetence kan du lancere den plan, så alle hopper på den. Vi siger, vi har lyttet til international kritik. Vil du ikke smage Emilion'en?"

"Jeg vil tænke over det," sagde han. "Nå, nu kommer forretten endelig."

Han var led ved det, da han kørte hjem. Han kom til at køre lige over i krydset, så han glemte at køre ad Strandvejen. Han vidste godt, det ville betyde færre penge til forskning, hvis han ikke gik ind på Håndens plan. Han ville godt gøre sit projekt færdigt. Pokkers, man aldrig blev fri som forsker.

Det var svært at afslå. Mange var knyttede til Hånden. Morgenbaderne, tennismakkerne, naboerne, kollegerne, cykel-, bridge-, jagt- og golfvennerne.  Selv svogeren i Veddelev ville af med affaldet. "De har masser af plads i Vestjylland," havde han sagt. 

Han nærmede sig hjemmet. Porten gik op af sig selv, den sorte BMW gled roligt op ad den snoede vej til palæet. "Sans souci" hed det. Det var ikke hans valg. Det hed det allerede, før de købte det. Han havde det ikke godt. Tiden med forsøgene og affaldet var noget, han i årevis havde forsøgt at glemme. Og det var lykkedes. Hvorfor Pokker skulle han mindes om det nu? Man fik aldrig fred. De gjorde jo deres bedste dengang. De havde håbet på atomkraft, og så havde de kunnet komme alt affaldet i salthorsten på Mors i et dybt geologisk slutdepot. Nå, nej, så var det gået som i Asse II... 

Nu kunne de vel nok finde en god geologi et eller andet sted i Midt- og Sydjylland til et slutdepot, vandrette, tykke, impermeable og fede lerlag. Et depot med en elastik-sikkerhedshorisont fra 300 år og opefter, og sikkerhedsanalyser der gjorde depotet sikkert i al evighed! Han strakte sig ud, åbnede handskerummet og tog mørkelygten frem. Der var stadig lidt batteri tilbage. Han åbnede bildøren, lukkede den resolut med et SMAK! og gik hen mod "Sans Souci." På stien trådte han i en hundelort.

Skrevet af Anne