Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

tirsdag den 27. maj 2014

Atomaffald: Dybdeboringer en Del af et politisk Spil

Det er ikke første gang, der har været prøveboringer i Danmark efter egnede steder til deponering af radioaktivt affald. I forbindelse med ønsket om at indføre atomkraft i 1970erne overlod regeringen det til elværkerne at stå for de nødvendige forundersøgelser og planer.

Elværkerne var af den opfattelse, at når det første radioaktive affald skulle deponeres engang efter år 2000, kunne man vente med at undersøge, om affaldet kunne deponeres i udlandet, eller om man skulle etablere et dansk anlæg i salthorstene. Elværkernes rækkefølge var helt klar, skriver cand. polyt., lic. tech. i fysik Oluf Danielsen i “Atomkraften under pres – Dansk debat om atomkraft 1974-85″ 2006:


  1. Der træffes beslutning om atomkraft i Danmark
  2. Så bygges a-kraftværkerne
  3. Når affaldet er der, bygges affaldsdepoterne.
Et af atomkraft-modstandernes argumenter var den manglende løsning på affaldsproblemet. I aviser, radio og tv diskuterede man atomaffald i 1970erne.  Der blev skrevet og fremlagt rapporter.

Hessner-udvalget fremlagde et 9-punkts program, der i løbet af 10 år skulle gøre det muligt at afgøre, om der i danske salthorste, i grundfjeldet eller i lerjord var grundlag for at deponere radioaktivt affald. Oluf Danielsen skriver, at den energipolitiske udvikling imidlertid havde ført til, at elværkerne, ELKRAFT og ELSAM, havde påbegyndt et undersøgelsesprogram. Første resultat var en rapport “Deponering af højaktivt affald fra danske kernekraftværker 1978.″ Næste fase startede i 1979 med boringer i salthorste i Nordvestjylland.

Elværkerne ville finde to danske salthorste, hvor man kunne langtidsdeponere højradioaktivt affald. Man forventede at skulle deponere i alt max. 5000 affaldsbeholdere fra 6 A-kraftværker gennem en ca. 30 årig periode.

Højradioaktivt/højaktivt affald fra atomkraftværker er brugte brændselsstave, der indeholder transuraner som f.eks. plutonium-239, der skal opbevares sikkert i mindst 100.000 år. (Se evt. mere nedenfor eller på min hjemmeside om atomaffald).

Prøveboringer – politisk og geologisk nødvendige

Elværkerne var meget interesserede i, at Danmark indførte atomkraft, og de var overbeviste om, at prøveboringerne var mindst lige så politisk som geologisk nødvendige, skriver Danielsen. En ELSAM-direktør sagde i et interview i Holstebro Dagblad i 1979:

“(…) at dybdeboringerne i salthorstene i Linde og Gørding er helt unødvendige. Elsam har allerede i en rapport til regeringen udtrykt, at det er fuldt forsvarligt at deponere højradioaktivt atomaffald i salthorstene. Det mener vi fortsat, og resultaterne af dybdeboringerne i salthorstene ændrer ikke vores holdning. Disse boringer er kun en del af et politisk spil og vor holdning er allerede klar: Danmark skal have atomkraft, og salthorstene skal benyttes til deponering af affaldet.”

Oluf Danielsen fortæller om 3 geologer, der formidlede deres geologiske forskning i en kritisk kronik i Politiken 29.12.1979 "A-affaldets veje."  Sidst i kronikken forholdt de elværkerne “at deres to-årige undersøgelser ville være helt utilstrækkelige til at sige noget detaljeret og afgørende om, hvordan salthorstene vil opføre sig over lange åremål. Deres næste spørgsmål var: Hvor længe skal affaldet opbevares? Det var efter geologernes opfattelse det mest politisk betonede spørgsmål at stille, idet de fandt at den danske jordskorpe ville være et særdeles uroligt sted stort set i det 20.000 års perspektiv affaldsdeponeringen ville kræve.” (min fremhævning)

De 3 geologer havde flere kritiske kommentarer, og deres konklusion til sidst var ikke overraskende if. Danielsen: elværkernes to-årige undersøgelsesprogram var helt utilstrækkeligt til at skaffe sikre svar på de afgørende spørgsmål. De tre geologer mindede om, at Hessner-udvalget i 1976 havde krævet en 10-årig undersøgelse gennemført.

Vrede landmænd

I 1979 påbegyndte elværkerne deres undersøgelsesprogram – uden om Danmarks Geologiske Undersøgelser – for at finde to salthorste til langtidsdeponering af højaktivt affald. Man var interesseret i 8 steder med salthorste i Nord- og Vestjylland: Vejrum, Linde, Sevel, Mønsted, Batum, Gørding, Nøvling og på Mors. Det vakte røre og en lokal beboer, en kvinde fra Vinderup, skrev en artikel i Information 8.6.1979, om hvordan det var, når Elsam dukkede op en søndag eller St. Bededag:

“Vil du lige skrive under. Vi skal bore efter salt på din grund”, eller “Vi er i fuld gang med at undersøge salthorsten”, siger man – og så underskrives tilladelsen (…) Tre bønder som jeg har kendskab til, sagde nej til boringsholdets adgang. “Så kommer du for retten, blev der sagt. “Der bliver bare eksproprieret”, sagde man. En kvinde havde nægtet boreholdet adgang i 1 1/2 time, men de blev ved at true. Hun gav op. Har Elsam både udøvende og dømmende magt?”

Borgergrupper mod atomaffald


Ligesom nu blev der dannet “borgergrupper mod atomaffald” for at oplyse om og modarbejde elværkernes bestræbelser på at finde et egnet sted til højradioaktivt affald i en lokal salthorst, skriver Danielsen. 

Dengang var det ikke kun lokale, men også landsdækkende aviser, der skrev om det. I Weekendavisen fortalte lederen af en borgergruppe, at det hurtigt var lykkedes at lave et informationsmøde med Arbejdernes Fællesorganisation i Struer. En projektleder fra ELSAM deltog også i mødet. I artiklen i Weekendavisen var der mange udtalelser fra vrede landmænd, der modstræbende havde skrevet under eller havde fortrudt underskriften, der gav ELSAM tilladelse til at bore på deres marker. De følte sig magtesløse over for et så stort selskab som ELSAM, efter at politiet havde afslået at gøre noget ved ELSAMs efter deres mening ulovlige indtrængen på deres ejendom.

Men selv om de henvendte sig til Viborg amtsråd, Morsø kommune, folketingsmedlemmer som bl.a. Anders Fogh Rasmussen (V), folketingets ombudsmand og formanden for Folketingets retsudvalg Ole Espersen (A) blev boringerne ikke standset. ELSAMs direktør skrev, at ELSAM havde lovhjemmel til at gennemføre deres arbejde. Samme direktør forklarede også i Holstebro Dagblad, at elværkernes indledende undersøgelser viste, at salthorstene var effektive deponeringssteder, da spredning af radioaktive stoffer til ferksvandsforsyningen var så godt som umulig.

Samtidig med boringerne udkom en rapport fra en arbejdsgruppe under Akademiet for de Tekniske Videnskaber/ATV. I arbejdsgruppen sad nogle meget kendte tilhængere fra den offentlige debat om atomkraft i Danmark. Rapporten bekræftede elværkernes igangværende undersøgelse. Det var en rapport, der helt udelukkede geologerne fra Danmarks Geologiske Undersøgelser. En tidligere afdelingsleder fra Risø og en ingeniør fandt, at ATV-rapporten nøjedes med postulater om affaldsløsningen og søgte at overtale sine læsere.

Hvis en geolog kunne fortælle

Da en geolog, professor mag. scient. og dr.phil., Asger Berthelsen i 1979 i radioavisen hørte et interview med ELSAMs direktør, der skråsikkert erklærede, at nu havde elværkerne bevist, at radioaktivt affald kunne deponeres sikkert i en dansk salthorst, steg hans puls, fortæller han i sine erindringer:

“mens jeg mumlede for mig selv, at den direktør hverken forstod sig på salthorste eller agurkesalat. Jeg gik straks ind i biblioteket, det største rum på Brandbjerggaard, og klaprede løs på min skrivemaskine den halve nat. Noget måtte der gøres, ellers ville det lykkes for elværkerne og ‘eksperterne’ i Tilsynet med Nukleare Anlæg i Risø at foregøgle for menigmand, at alle deponeringsproblemer var løst. For Tilsynet var sandhed et relativt begreb.”

Nattens skriverier blev til en fiktiv kronik i Politiken om deponering af radioaktivt affald. Kronikken medførte mange reaktioner:

“Medlemmerne af organisationen for reel oplysning om atomkraft (REO) blev rasende, atomkraftmodstanderne (OOA) jublede, og elværkerne indkaldte til hastemøde med deres tyske eksperter i Hannover. I Videnskabernes Selskab så fysikerne skævt til mig, dog ikke Ove Nathan, som havde kæmpet mod Barsebäck, og den gamle DKP’er og H.C. Andersen-forsker Elias Bredsdorff takkede varmt på egne og sin families vegne.”


“Dermed var handsken kastet. Græsrodsbevægelsen ‘Borgergruppen på Mors’, som blev etableret, da elværkerne gik i gang med at sætte en dybboring med i Mors-salthorsten, tog nu kontakt med mig. Gruppen havde fået aktindsigt og kunne i Miljøstyrelsen læse og kopiere de ellers utilgængelige rapporter fra elværkerne og de tyske salteksperter. Efter at have været i Miljøstyrelsen gik gruppens kurér til mit kontor og efterlod kopierne dér til kritisk granskning”.

Efterfølgende blev der arrangeret en tv-høring i DR, hvor professor Berthelsen deltog:

“Så gik jeg til tavlen og rettede fejlene i Risø-medarbejderens tegning og fortalte om elværkernes mislykkede undersøgelser af Linde-salthorsten og den risiko, som den foreslåede deponering i dybhuller i Mors-salthorsten ville indebære. Påpegede at selv tyske eksperter havde begået elementære fejl i deres forsøg på at udrede horstens komplicerede indre strukturer, og jeg præsenterede en korrigeret tre­dimensional model, jeg havde fremstillet af foldede papirstrimler monteret på en lang strikkenål. Har man først lært sig at analysere dobbeltfolder, kan man også dechifrere forvredne kulissefolder med spiralakser.”

“10 måneder senere afleverede DGU en trebinds-rapport på 297 sider om konsekvenserne af geologisk deponering af højaktivt affald i Mors-salthorsten. Konklusionen var klokkeklar, og selv Poul Nielson, som havde taget A-kraft med i sin energiplan, kunne ikke komme uden om den. Der ville være betydelig risiko for radioaktivt udslip fra et dybhulsdepot.”

Nej til atomkraft i 1985

I 1985 vedtog et flertal i Folketinget, at vi ikke skal have atomkraft. Beslutningen blev vedtaget ved 2. (sidste) behandlingen den 29. marts 1985, med 79 stemmer (S, SF, RV og SF) mod 67 ( KF, V, CD, KrF og FP).

Asger Berthelsen slutter sit kapitel Atomkraft i Danmark? Excentriske memoirer 40, med følgende ord:

“Nu spøger ‘kun’ det højradioaktive affald, som forsøgsreaktoren på Risø har produceret. Eller er alle argumenterne imod deponering af det højradioaktive affald allerede ved at være glemt, fordi CO2-forskrækkelsen breder sig?”

Dengang og i dag

Situationen i 1970erne og 1980erne var anderledes end i dag. Dengang var der forskere mfl. på begge sider, der engagerede sig i debatten og gjorde det ud fra ideelle motiver. I dag har strategien været: hvordan kan man isolere de mennesker, der bliver ramt af et slutdepot, hvorfra det vil sive? Det kan man gøre ved at lægge slutdepotet i periferien, som de nationale medier er ligeglade med, og hvor der er få vælgere. Samtidig har man medtænkt, at universitetsfolk i mellemtiden er blevet disciplinerede.


Skrevet af Anne

Indlægget er et lettere bearbejdet indlæg, der har været bragt 25.8.12 på min første blog: anne.eftertanke.dk

Kilder:

1. “Atomkraften under pres Dansk debat om atomkraft 1974-85″, 2006, Roskilde Universitetsforlag, 2006 : En fremragende og læsevenlig afhandling

2. "A-affaldets veje" Politiken 29.12.1979 kronik af Jens Morten Hansen, Eckart Håkansson og Claus Andersen

3. Asger Berthelsen Excentriske memoirer 40, livserindringer af Aarhus Universitets første professor i geologi

Links:

Vurdering af elværkernes salthorstundersøgelse, En gruppe under Miljøstyrelsen 1984

Træk af Mors salthorstens udvikling, Gunnar Larsen og Jens Bauman, Dansk Geologisk Årsskrift for 1981

Deponering af højradioaktivt affald vurdering af Elkrafts og Elsams rapport, Politica, 1980

Hvorfor er der ikke atomkraftværker i Danmark, Niels Chr. Sidenius, Politica, 1986

Borehuller skal undersøges, TV2 Bornholm, 25.8.2012

Gejsten for atomkraft blev genoplivet en aften hos COWI, 11.2.2011

- Om højaktivt affald i den nuv. situation mht. deponering i slutdepot for lav- og mellemaktivt affald:

I det aktuelle radioaktive affald fra Risø er der også højaktivt materiale, nemlig 233 kg brugte brændselsstave, der er langlivet. Det er blevet omdefineret til langlivet mellemaktivt, og hvis det ikke kan afsættes til udlandet, skal det ned i slutdepotet. Men der er ikke tale om samme mængde, som hvis vi i Danmark havde indført atomkraft fra 1980erne. Andre lande som Sverige placerer ikke brugt reaktorbrændsel i et 300-årigt slutdepot til kortlivet lav- og mellemaktivt affald, som det påtænkes i Danmark. Der er også en del langlivet mellemaktivt affald fra Risø, der skal i det 300-årige slutdepot til kortlivet lav- og mellemaktivt affald. Det gør man heller ikke i Sverige, det har man dårlige erfaring med der.

Se evt. min hjemmeside om atomaffald

ps 26. maj 2006 i Ingeniøren kunne man i “Vision: to kernekraftværker i Danmark” læse følgende:

"I en eventuel ny debat om kernekraft i Danmark kommer man ikke uden om kernekraftens helt store problembarn, det højaktive brændselsaffald. I forbindelse med tidligere planer om at indføre kernekraft i Danmark blev jyske salthorste undersøgt med henblik på at udnytte dem til deponering af højradioaktivt affald – specielt under Mors. Salthorste er tykke saltlag, der under tryk bliver plastisk. Metoden bruges i dag i Tyskland, og de jyske salthorste vil stadig egne sig bedst som depot for affaldet, mener Ølgaard." (min fremhævning).

Povl L. Ølgaard er tidl. professor i reaktorteknik på DTU

Ingen kommentarer:

Send en kommentar