Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

torsdag den 8. maj 2014

Atomaffald: Eventyret om den lille Brændselsstav

Der var engang en lille brændselsstav. Den boede et sted, hvor solen aldrig skinnede ned. I et lille kongerige i det kolde Nord, men den havde det varmt og trygt. Stedet hed Centralvejslageret.

Den lille brændselsstav følte sig meget fin, for den var nemlig højaktiv og langlivet. Den lå ikke i en grim sort tønde ude i den store hal sammen med det kortlivede.

Pladsen var dog lidt trang i Centralvejslageret, men hvor der er hjerterum, er der husrum. Det var godt at være blandt de langlivede. Ganske vist var der også noget langlivet lavaktivt affald, men det talte den lille brændselsstav aldrig med. Den var nemlig højaktiv og meget farligere.

Den lille brændselsstav var født på Helsingør Værft, og dens uran var kommet fra USA. Sommetider var der fint besøg fra Wien i Centralvejslageret. De kiggede på, at alle de 233 kg særligt affald stadig var, hvor de skulle være, og at der ikke var nogen, der havde taget noget af det. Det fik de ikke ude i lagerhallerne, fint besøg altså. Der kom kun nogle, der hed borgergrupper, havde brændselsstaven hørt dem bande over. Sådan nogle hippier, der ingenting forstod.

Den vidste godt, den skulle noget, der hed karakteriseres og puttes i en fin beholder, inden den skulle begraves, men det var der vist længe til. Den skulle ikke begraves sammen med det kortlivede affald, havde den hørt nogen sige i 2001. Den skulle meget dybere ned. 


Men så skete der noget. Pludselig kaldte de den ikke højaktiv mere, men kun langlivet mellemaktiv. Den var blevet omdefineret. Det gjorde den lille brændselsstav urolig, for den vidste, den var farlig. Den ville have omsorg. Den ville ikke skade nogen.

En dag kom overgeneralen for at kigge ned til affaldet. “Jeg vil være højaktiv”, sagde den lille brændselsstav med bævende stemme. Den var ikke vant til at tale til overgeneralen med den hvide kittel og hjelm. “Du er ikke højaktiv, for du har ikke været brugt i en reaktor”. "Jo, jo, jo!" stammede den lille brændselsstav. Jeg kan snakke norsk. Det er greit. Jeg har siddet i Halden reaktoren og er blevet neutronbestrålet, så jeg er lige så højaktiv som brugt brændsel.”

“Snik, snak", sagde overgeneralen. "Hvis du ikke holder bøtte, kalder jeg på SIS-manden”.

“Nej, nej, nej!” bad den lille brændselsstav så mindeligt. "Jeg skal nok prøve at føle mig langlivet mellemaktiv”.

Den vidste godt, at det kunne den ikke, for selv om den var blevet skilt fra de andre 233 kg, og de tilsammen ville fylde 65m3 ved deponering og ikke 1m3, så var den lige så farlig som før. Den vidste godt, at ingen andre lande fortynder eller fordeler brugt brændsel for at få lavere koncentration af varme eller af radioaktiver isotoper.


Den lille brændselsstav ville ikke begraves i 30 til 100 meters dybde. Den ville i et dybt geologisk slutdepot i 500 meters dybde, eller i et borehul i 3-5 kilometer. Den ville ikke skade kommende generationer, så de kom til at hade den.

Den lille brændselsstav følte sig så træt og faldt i søvn, en tåre trillede ned af dens kind.

Næste morgen vågnede den lille brændselsstav ved at høre stemmer. Overgeneralen talte med SIS-manden. Den lille brændselsstav fik røde kinder. Da overgeneralen åbnede ned til Centralvejslageret, så den lille brændselsstav op i SIS-mandens ansigt. SIS-manden sagde: "Lille brændselsstav, vi ved godt, du er højaktiv, men riget fattes penge. Vil du ikke nok være sød at være langlivet mellemaktiv, så kommer du i et fint mellemdybt depot, og jeg laver nogle sikkerhedsanalyser, der går flere hundrede tusinder år frem, så du kan sove trygt uden at skade andre?"

Den lille brændselsstav havde sovet godt og var nu glødende af raseri: "Jeg vil have min burnup med i Beslutningsgrundlaget. Jeg har været flere år i en reaktor, og jeg er blevet brændt rigtig meget for at vise, at Helsingør Værft og Risø kunne lave fine brændselsstave, der kunne brænde længe."

"Ti stille, din dumme brændselsstav! Regnedrengene i finansministeriet og overogundergeneralen-affaldskommandersergenten gider ikke høre på dig!” og SIS-manden smækkede loftet til Centralsvejslageret i, så der var lige ved at komme en lille revne i betonen. SIS-manden hørte slet ikke, at den lille brændselsstav råbte om hjælp fra den tidligere reaktorchef Mogens Bagger Hansen.

Den nat sov den lille brændselsstav først efter mange timer. Den lå og vendte og drejede sig, tårerne trillede ned ad dens kinder, så lommetørklædet var sjaskvådt. Til sidst faldt den i søvn. 


Den drømte så dejligt. Kongerigets Folketing havde valgt et mellemlager, og nu lå den lille brændselsstav i en fin ny lagerhal for det højaktive affald. Det kortlivede lå i en anden hal. Der kom skoleklasser, der lærte om radioaktivt affald og radioaktiv stråling. De stod oven på den, mens den lå i en fin tønde nede i et betongulv. Der kom husmorforeninger og studerende for at høre om mellemlageret. De fik kaffe og kage og en rød-hvid kuglepen, og IAEA kunne fra to kameraer i loftet kigge ned på den. Den var blevet berømt, man ydede omsorg for den, og den skadede ikke nogen. 

Og en dag skulle den begraves i et dybt geologisk slutdepot i 500 meters dybde, måske i et fremmed land efter alle kunstens regler, sagde en dyb og varm stemme til den. Ikke sammen med det kortlivede affald i 30 meters dybde. 

Fra den drøm af havde den lille brændselsstav mere indvortes ro, og det fortjente den.


Skrevet af Anne

6) Om de 233 kg særligt affald

7) Citat fra http://www.onr.org.uk/wastemanage/rwm-part3a.pdf

Mixing of wastes need not be precluded where this can be shown to provide net benefits in terms of health, safety and environment. Dilution solely for the purposes of re-categorisation to a lower category, however, should be avoided (eg deliberate mixing of ILW with inactive or lower activity waste to yield a larger volume of LLW).


Ingen kommentarer:

Send en kommentar