Jeg deltog i de fem førstnævnte møder, hvor mit hovedindtryk var en stærk kontrast mellem det officielle formål og det faktiske indhold. Man bad borgerne om at besvare et hypotetisk spørgsmål: hvis folketinget vælger et slutdepot, hvad har I så af bemærkninger til det? Men det eneste, borgerne ønskede at tale om, var, at de ikke ville have noget slutdepot. De ansvarlige for tilrettelæggelsen af møderne må have forudset, at dette ville ske.
Man har sendt embedsmænd ud for at forsvare en politisk beslutning. Det er en dårlig ide under alle omstændigheder, og i denne sag, hvor den politisk ansvarlige ikke ønsker at sige noget, er den helt absurd.
Men også embedsmændenes indsats kan kritiseres, selv når man tager højde for den umulige situation, de var i.
De kunne ikke sige noget præcist om slutdeponeringsplanerne. De kunne kun præsentere forskellige ”depotkoncepter” (terrænnært depot, terrænnært depot plus borehul, mellemdybt depot i 30 – 100 m’s dybde), men det var småt med enkelthederne.
De kunne ikke gøre rede for, at et eventuelt slutdepot ville være tilstrækkelig sikkert. De kunne pege på forenklede sikkerhedsanalyser og love, at de senere ville blive gjort mere realistiske. De har tilsyneladende stadig ikke forstået, at realistiske sikkerhedsanalyser ikke er mulige på grund af utilstrækkelige data.
De kunne ikke redegøre for affaldets præcise sammensætning, og de kunne / ville ikke stadig ikke begrunde omdefineringen af de 233 kg særligt affald.
Hvordan skulle borgerne kunne kommentere planer, der er så upræcise? Hvordan kan man fortænke dem i at reagere med vrede, når de bliver præsenteret for en så sjusket ”information” om forhold, der kan få den største betydning for hele deres tilværelse?
Embedsmændene sagde stort set det samme hver gang. Det var ellers oplagt at bruge pausen mellem møderne i Hvidbjerg (9.4) og Skive (5.5) til at forbedre præsentationen, men nej. Helhedsindtrykket var et totalt fravær af engagement hos de udsendte, en ligegyldighed, der var i stærk kontrast til borgernes velforberedte spørgsmål, begrundede bekymringer og forståelige vrede.
Måske har de politisk ansvarlige ingen plan for, hvad de vil stille op med det radioaktive affald, således at embedsmændene er nødt til at træde vande. Hvis dette er rigtigt, viser det dyb inkompetence på det politiske niveau. Sagen om opbevaring af affaldet er vanskelig, men politikerne er nu en gang valgt til at træffe beslutninger i vanskelige sager, ikke til at skubbe embedsmænd foran sig.
Mere sandsynligt er det, at de allerede har sikret sig et bredt flertal for en plan om, hvor og hvordan affaldet skal slutdeponeres. En plan, som de ikke tør offentliggøre, fordi det vil skabe endnu større modstand mod slutdepotet, end der allerede er. Ved at afholde borgermøderne har man hørt borgerne og dermed, i hvert fald formelt, opfyldt lovgivningens krav.
Der har mig bekendt aldrig været forsket i mellemlagring af radioaktivt affald i Danmark. Men alligevel råder myndighederne forunderligt nok over eksperter på dette felt, og hvad der er endnu mere forunderligt, er det de samme personer, som gennem det sidste årti har båret slutdepotet frem.
Den oprindelige plan har formodentlig været, at når disse eksperter om nogle måneder forkaster mellemlageret, så kan folketinget gennemføre en lov om slutdeponering så hurtigt, at protester ikke får tid til at virke. Alle formalia er jo opfyldt.
Men kan denne plan gennemføres? Er budskabet fra de fem borgermøder ikke så klart, at de ansvarlige vil tænke sig om en ekstra gang, inden de trykker på ”ja”-knappen? Er de mennesker, vi i fællesskab har valgt til at træffe denne og mange andre beslutninger, ikke så fornuftige og så retskafne, at de kan se, at denne sag er kørt af sporet? Og kan se, at sådan bør man ikke behandle et mindretal, hvor lille det end er?
Skrevet af Jens
Ingen kommentarer:
Send en kommentar