Danske myndigheder, involveret i planerne for atomaffaldet på Risø, har efter sigende lige været på besøg i Norge på KLDRA i Himdalen, et slutdepot for kortlivet lav og mellemaktivt affald og et mellemlager for affald indeholdende plutonium. Det kombinerede anlæg ligger i en klippehal 50 meter under jorden. Jeg vil kort fortælle, hvad Norge gør med sit atomaffald.

Norge har ikke atomkraftværker, men to forskningsreaktorer, der drives af Institutt for Energiteknikk (IFE). De er placeret i Halden, 110 km sydøst for Oslo, og på Kjeller, 25 km øst for Oslo. IFE financieres af staten og af private forskningsprogrammer. Der er 600 ansatte.

Det norske atomkraftprogram startede i 1948 med oprettelse af Institutt for Atomenergi, der i 1980 skiftede navn til Institutt for Energiteknikk (IFE). Det oprindelige mål var at indføre atomkraft, men i 1980 besluttede regeringen, at kerneenergi ikke var relevant i den nærmeste fremtid.

I 1989 udpegede regeringen et udvalg, der skulle undersøge mulighederne for slutdeponering af det lavaktive og det mellemaktive affald.

Man kan i denne korte redegørelse fra Statens Strålevern læse, hvordan processen foregik, og at anlægget, der blev taget i brug i 1999, er blevet vel modtaget, og at der ikke var større protester. Det var Stortinget, der i april 1994 vedtog et kombineret anlæg og anbefalede, at en IAEA-WATRP skulle udføres, inden der blev givet tilladelse. IAEA er det internationale Atomenergiagentur og WATRP står for et program for vurdering af radioaktiv affaldshåndtering og en teknisk gennemgang af samme.

IAEA-WATRP godkendte planen for det kombinerede anlæg. Himdalen var t.o. blevet endeligt valgt som lokalitet, fordi det ligger tættest på IFE, fordi byggeriet der ville være det billigste, og fordi det ville have mindre effekt på turisme her end på de 2 andre udpegede steder if. dette indlæg.

I Statens Stråleverns Bulletin fra januar 2003 kan man mere detaljeret læse om, hvordan beholdere og depot er udformet.

I Statens Stråleverns Redegørelse kan man også se, hvordan anlægget ser ud. Det er som nævnt et kombineret lager og depot for lav og mellemaktivt affald. Her modtages affald fra forskningsinstitutioner, hospitaler, husholdninger og driftsaffald fra IFE's anlæg. Planen er, at det skal være i drift indtil 2030. Når depotet er fyldt, lukkes det til og forsegles, men det vil være under administrativ kontrol i 300 år.

Himdalen foto fra IFE

Alt norsk affald også fra dekommissionering af anlæg skal i dette depot.

Undtaget er følgende affald : "However, waste from the oil industry (TE-NORM), high activity spent sealed sources, waste containing “larger amounts” of long lived nuclides and some other specific items shall not be disposed of in the facility".

"Himdalen er interessant for danske forhold"

I International kernekraftstatus 2000 side 12, Risø, kan man læse flg.:

"Det norske slutdepot i Himdalen er også bygget i klipper, men denne gang i form af en tunnel, der med svag stigning går næsten vandret ind i en fjeldside (se Figur 2.2). Anlægget ligger ca. 60 km sydøst for Oslo. Det blev taget i brug i marts 1999. Transport til stedet sker med lastbiler. Affaldsenhederne bliver anbragt indstøbt i beton i fire klippehaller, der tilsammen kan rumme ca. 6000 m3. Depotet er udformet så vand, der siver gennem de overliggende ca. 50 m klippe, ledes bort og ud langs gulvet. I modsætning til SFR og de finske systemer er deponiet derfor et umættet system.

Himdalen er især interessant for danske forhold, fordi skalaen svarer til, hvad der vil være behov for her i landet. Norge har ligesom Danmark ingen kernekraftværker, men skal primært tage vare på affald fra nuklear forskning på Institutt for Energiteknikk (IFE), Kjeller, og den fælleseuropæiske materialeprøvningsreaktor i Halden." citat slut

t.o. SFR er det svenske slutdepot for kortlivet affald. I 75 meters dybde med en sikkerhedshorisont på 500 år.

STUK har en oversigt over slutdepoter og planer i forskellige lande. (Bemærk at planer for slutdepoter for højaktivt affald ikke er opdateret: bl.a. er Yucca Mountain i USA droppet, det dybe geologiske slutdepot i Frankrig er ikke klar i 2020, og der ansøges pt. om det svenske.)

STUK svarer til vores Statens Institut for Strålebeskyttelse, SIS.

Fra International kernekraftstatus Risø 2000

Jeg har tidligere fået dette svar, 3.6.13, fra Institutt for Energiteknikk:

"Norge har et deponi for lav- og middelsaktivt avfall beliggende i en fjellhall. Dette skal ta imot radioaktivt avfall fra forskningsinstitusjoner, sykehus og husholdninger. Når deponiet er fullt skal det støpes igjen, men være under institusjonell kontroll i ytterligere 300 år. Den totale mengden avfall som deponiet kan ta imot er begrenset av et funksjonskrav som er spesifisert som en stråledose til den mest utsatte befolkningsgruppen fra lekkasje fra deponiet. Denne dosen er satt til 0,001 mSv/år mens anlegget er under institusjonell kontroll og 0,1 mSv/år etter at institusjonell kontroll opphører. Scenariet som benyttes for å sikre at funksjonskravet er oppfylt og som dermed begrenser den totale mengde radioaktivitet som kan plasseres i deponiet, er en hel eller delvis blokkering av deponiets dreneringsegenskaper med det resultat at deponiet blir helt fylt med vann. Utslipp av radioaktivitet med vann som renner ut av deponiet skal da ikke kunne gi doser til de mest utsatte befolkningsgrupper som spesifisert ovenfor.

Funksjonskravet gjør at muligheten for å benytte deponiet til brukt reaktorbrensel er i realiteten utelukket og Norge har heller aldri hatt planer om det. Det er anbefalt at dette avfallet skal plasseres i et mellomlager som skal være operativt i 50 – 100 år, hvorpå man så skal ta en avgjørelse om en deponiløsning." citat slut

Brugt reaktorbrændsel og langlivet mellemaktivt affald

16.1.2009 blev der nedsat et udvalg, Stranden udvalget, der udkom med en rapport 10.2.2011 "Mellomlagerløsning for brukt reaktorbrensel og langlivet mellomaktivt avfall"

Udvalget er opkaldt efter den norske professor i helsefysik, Erling Stranden, der var formand for udvalget. Samme Erling Stranden har i information 28.11.12 underkendt det danske slutdepotkoncept.

Der er brug for et nyt mellemlager til det brugte reaktorbrændsel (16 tons) og andet langlivet radioaktivt affald, der if. koncessionsbetingelser ikke kan sendes til KLDRA i Himdalen. Det brugte reaktorbrændsel er pt. oplagret "at reactor", dvs. ved reaktoren.

Udvalget har derfor anbefalet regeringen, at der bygges et nyt mellemlager, der kan tage vare på brændslet i en periode på ca. 50 - 100 år. I mellemtiden bør man udrede og bygge et slutdepot. Mht. anbefalingerne om at oparbejde det brugte brændsel i Frankrig og norske miljø- og fredsorganisationers modstand mod dette, kan man læse om det på denne side nederst tv.

t.o. har Danmark 233 kg forsøgsbrændsel, omtalt som "spent fuel" på DD's engelske side, der svarer til brugt reaktorbrændsel, samt andet langlivet lav- og mellemaktivt affald og noget kortlivet blandet med langlivet: se evt. blogindlæg.

De brændselsstavestykker, som blev bestrålet i forskningsreaktorerne i bl.a. Halden og Risø, har ganske vist ikke været brændsel i reaktorer, men de er blevet udsat for neutronbestråling, som simulerer, at de har været brændsel i en atomkraftreaktor, og bør derfor deponeres som brugt reaktorbrændsel.

Haldenreaktoren kilde Wikimedia

Hvor den lille brændselsstav på Risø deltog i forsøg

Vedr. det langlivede mellemaktive affald

I Stranden udvalgets tolkning af mandatet kan man bl.a læse flg.:

"Da det ikke finnes noen entydig definisjon av begrepet «langlivet middelsaktivt avfall» har utvalget valgt å inkludere i mandatet det avfall man med stor sikkerhet vil kunne anta ikke vil kunne deponeres i KLDRA Himdalen. Det er imidlertid store usikkerheter knyttet til mengden av slikt avfall og utvalget har i utforming av anlegg lagt vekt på fleksibilitet og at løsningene må være utvidbare for å kunne ivareta avfall vi i dag ikke kjenner. Dette for ikke å binde investeringer til en kapasitet det er knyttet store usikkerheter til eller hvor et potensielt behov vil ligge langt fram i tid."

Norges tilgang er mest mulig åbenhed og ærlighed

I forbindelse med den offentlige udredning af "Vurdering av strategier for sluttlagring av høyaktivt reaktorbrensel" kan man læse følgende:

"Samfunnets forhold til kjernekraft og radioaktive materialer er et kontro- versielt tema. Folk flest kjenner godt til at stråling fra radioaktive materialer kan være svært farlig, og temaet er ofte forbundet med følelser og frykt. De teknologiske sidene ved radioaktivitet er meget kompliserte, og det er en stor utfordring å formidle dette temaet på en forståelig måte. Erfaring tilsier at den mest fornuftige fremgangsmåten er å være mest mulig åpen og ærlig i sin til- nærming og formidling av dette temaet. Utvalget har forsøkt å legge frem den mest relevante informasjonen som finnes sammen med sine vurderinger slik at det forhåpentligvis kan forstås av de fleste. Utvalget har lagt vekt på ikke bare teknologiske problemstillinger, men har i enda større grad søkt å finne en strategi for håndteringen av det radioaktive materialet i Norge som best mulig tilfredsstiller etiske, miljømessige, sikkerhetsmessige og økonomiske krav."

Kan Danmark blive inspireret af Norge?

En SIS-repræsentant sagde for nylig på et af de afholdte borgermøder i en paneldebat, at Norge ikke har samme skrappe sikkerhedskriterier som Danmark, der følger IAEA's standarder, og "for enkelte faciliteter i Sverige ligger vi på den lidt mindre skrappe side" (se udskrift). Men Norge oplyser da, at de følger IAEAs standarder, og de påtænker ikke at komme langlivet mellemaktivt og højaktivt affald i samme slutdepot som det kortlivede affald i ca. 30 meter med en sikkerhedshorisont på 300 år, som Danmark gør.

Jeg håber, at besøget i Himdalen har været oplysende omkring dette særdeles væsentlige aspekt, for siden dette NOTAT blev sendt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg i februar 2001, er den væsentlige skelnen mellem kortlivet og langlivet affald blevet nedtonet af de involverede myndigheder i en sådan grad, at man evt. kunne få den tanke, at der kunne være noget, der måske skulle dyttes igennem af økonomiske grunde, jf. dette læserbrev fra en svensk ekspert.

Det underbygges af myndighedernes stadige vægren sig ved at lade internationale uafhængige eksperter granske processen og slutdepotkonceptet som lovet i Beslutningsgrundlaget 2008 side 48, afsnittet "Granskning af processen". Det underbygges af sundhedsministeriets svar 6.5.14 til en borgergrupperepræsentant på Bornholm, hvor der kun nævnes, hvornår aktiviteten i det kortlivede affald er klinget af - og intet om det langlivede affalds aktivitet, hvoraf noget har aktivitet i ca. 240.000 år.

Jeg citerer fra sundhedsministeriets brev af 6.5.2014:

"Slutdepot og sikkerhed

Det er helt afgørende i alt arbejdet med deponering af affaldet, at der tilveje- bringes en løsning, som er fuldt betryggende, så hverken mennesker eller miljø udsættes for skadelig stråling – nu eller i fremtiden.

Et depot kan ganske vist ikke udformes, så det kan garanteres, at der ikke kan ske udsivning i fremtiden efter nogle hundrede år. Til gengæld bliver radioaktiviteten i affaldet også mindre og mindre med tiden. En meget stor del af affaldet er såkaldt kortlivet affald, hvor radioaktiviteten halveres på højst 30 år. I dette affald er højst 1 pct. af radioaktiviteten tilbage efter 200 år og 0,1 pct. efter 300 år." citat slut

Skrevet af Anne

Kilder

Radioactive Waste management Programmes in OECD/NEA Countries Norway 2005

Stranden udvalgets Løsningsalternativ

Joint Convention on the Safety of Spent Fuel Management and on the Safety of Radioactive Waste Management 2006