Når hallen om aftenen er tom, begynder de gamle tønder at tale sammen: “Jeg er den fiineste”, siger den ældste tønde med sin rustne stemme. “Jeg har stået her i mere end 50 år.”
“Snikke mig snak," siger tønden ved siden af. "Jeg er da også fiin!"
I dag er der én, der forstår dem, og det er den lille vaskepige, der kommer, når alle andre er gået hjem. En aften stopper hun op og spørger: “Kan jeg hjælpe jer, for jeg ser, at I er kede af det? Der siver tårer ud fra jer."
“Tak du lille,” siger den gamle rustne tønde, men hvem kan hjælpe os? Hvem bestemmer vores skæbne?”
“Det gør folketinget, men de har drukket en trylledrik, der har fået dem til at sove tornerosesøvn, magtens trylledrik, hedder den."
“Hvad med Politiken? Kan de ikke skrive om os?” spørger en anden tønde. “De er ligeglade,” siger den lille vaskepige. ”De synes, I skal begraves i udkanten.”
“Ja, men ved de da, hvad der er i os? Er de slet ikke kritiske? Jeg vil ikke ned i et slutdepot i 30 meters dybde med en sikkerhedshorisont på 300 år. Det er jeg alt for farlig til. Jeg har hørt, at i Sverige bliver alle tønder med historisk affald automatisk klassificeret som langlivet mellemaktivt, og de kommer ikke i SFR, deres slutdepot til kortlivet affald i 75 meters dybde med en sikkerhedshorisont på 500 år. Til dem skal der bygges et fint nyt slutdepot, SFL, der er meget dybere.”
“Jeg kommer igen i morgen,” siger den lille vaskepige. “Jeg vil spørge min bedstemor, hun læser lokal-aviserne, og de skriver om jer.” De gamle tønder var faldet lidt til ro ved at snakke med pigen, og den nat sover de bedre, end de har gjort i lang tid. Kun den ældste tøndes snorken vækker dem indimellem.
Den næste dag kommer den nye unge ingeniør, der skal karakterisere det historiske affald, inden det skal begraves. Men SIS-manden vil ikke omklassificere tønderne. Tønderne lader sig undersøge uden at knurre, for de tænker kun på, om den lille vaskepige bringer nyt om aftenen.
Jeg vil ikke begraves i min rustne tønde, tænker den næstfiineste tønde. De kan jo ikke pakke mig om, når de nedlægger Hot Cell. Jeg er for farlig.
Da solen er ved at gå ned, åbner døren sig til hallen, og den lille vaskepige kommer ind. Hun lader døren stå på klem og går hen til tønderne, sætter sin moppe og spand og kigger på dem. Aftensolen sender sine sidste stråler hen på de forreste tønder, og de er lige ved at revne af spænding. Kan hun hjælpe dem?
“Jeg har talt med min bedstemor, og hun fortæller om nogle borgergrupper, der foreslår, at der bygges et nyt mellemlager til jer, inden I skal begraves. 5 borgmestre støtter dem”.
"Jeg vil på mellemlager. Jeg vil på mellemlager. Jeg vil på mellemlager". Alle rækkerne med tønder med historisk affald messer ordene. Det runger i hallen, så det lyder som Trondhjems mandskor og kan høres i Veddelev.
"Men først skal I pakkes om," siger den lille vaskepige. "I kan måske komme til Sverige. Jeg har hørt, der er noget, der hedder Svafos Röntgenprojekt, hvor de alligevel skal pakke flere tusinde tønder om, der ved en fejl er lagt i SFR, deres depot til kortlivet affald."
“Jeg vil pakkes om," siger den rustne tønde, “og jeg vil være langlivet mellemaktiv ligesom de svenske tønder med historisk affald."
“Ja, men ved de da, hvad der er i os? Er de slet ikke kritiske? Jeg vil ikke ned i et slutdepot i 30 meters dybde med en sikkerhedshorisont på 300 år. Det er jeg alt for farlig til. Jeg har hørt, at i Sverige bliver alle tønder med historisk affald automatisk klassificeret som langlivet mellemaktivt, og de kommer ikke i SFR, deres slutdepot til kortlivet affald i 75 meters dybde med en sikkerhedshorisont på 500 år. Til dem skal der bygges et fint nyt slutdepot, SFL, der er meget dybere.”
“Jeg kommer igen i morgen,” siger den lille vaskepige. “Jeg vil spørge min bedstemor, hun læser lokal-aviserne, og de skriver om jer.” De gamle tønder var faldet lidt til ro ved at snakke med pigen, og den nat sover de bedre, end de har gjort i lang tid. Kun den ældste tøndes snorken vækker dem indimellem.
Den næste dag kommer den nye unge ingeniør, der skal karakterisere det historiske affald, inden det skal begraves. Men SIS-manden vil ikke omklassificere tønderne. Tønderne lader sig undersøge uden at knurre, for de tænker kun på, om den lille vaskepige bringer nyt om aftenen.
Jeg vil ikke begraves i min rustne tønde, tænker den næstfiineste tønde. De kan jo ikke pakke mig om, når de nedlægger Hot Cell. Jeg er for farlig.
Da solen er ved at gå ned, åbner døren sig til hallen, og den lille vaskepige kommer ind. Hun lader døren stå på klem og går hen til tønderne, sætter sin moppe og spand og kigger på dem. Aftensolen sender sine sidste stråler hen på de forreste tønder, og de er lige ved at revne af spænding. Kan hun hjælpe dem?
“Jeg har talt med min bedstemor, og hun fortæller om nogle borgergrupper, der foreslår, at der bygges et nyt mellemlager til jer, inden I skal begraves. 5 borgmestre støtter dem”.
"Jeg vil på mellemlager. Jeg vil på mellemlager. Jeg vil på mellemlager". Alle rækkerne med tønder med historisk affald messer ordene. Det runger i hallen, så det lyder som Trondhjems mandskor og kan høres i Veddelev.
"Men først skal I pakkes om," siger den lille vaskepige. "I kan måske komme til Sverige. Jeg har hørt, der er noget, der hedder Svafos Röntgenprojekt, hvor de alligevel skal pakke flere tusinde tønder om, der ved en fejl er lagt i SFR, deres depot til kortlivet affald."
“Jeg vil pakkes om," siger den rustne tønde, “og jeg vil være langlivet mellemaktiv ligesom de svenske tønder med historisk affald."
“Det vil jeg også," siger tønden ved siden af, og tønden ved siden af og tønden bag. Alle tønderne med historisk affald vil være langlivet mellemaktive.
“Skal vi så ud at sejle?” spørger en tønde.
“Ja," siger den lille vaskepige. "Ja, med m/s Sigrid, der er specielt bygget til at transportere affald fra atomkraftværker. Det er meget sikkert.”
“Tak, tak, du lille vaskepige!”
“Tak, tak, du lille vaskepige!”
De gyser ved tanken om, at de måske skal begraves på marken vest for Bølshavn, den smukke mark med det fredede Skt. Margrethe Kapel, hvis politikerne ikke vågner op af tornerosesøvnen. Der vil de jo komme til at skade naturen og menneskene, selv om de bliver pakket om, når de kun skal ligge i 30 meters dybde. Men hvorfor skal de ligge der og lade deres indhold sive ud i Bølshavn? Eller ved siden af Brændesgårdshaven/Joboland og være bange for at sive ud til børnene, der leger der?
Tønderne vugger afsted på havet, det er som om bølgerne siger: mellem-lager, mellem-lager, mellem-lager, mens mågerne flyver skrigende hen over deres hoveder. De føler sig trygge ved at nærme sig Sverige. De drømmer om, at svenskerne tager dem med i Loma programmet, så de kan komme i SFL, det nye slutdepot til langlivet lav- og mellemaktivt affald sammen med deres historiske affald, der er klar fra 2050. De ved, at svenskerne vil drage omsorg for dem, så de ikke forvolder skade på miljøet. Den gamle rustne tønde snorker, men det generer ikke de andre tønder mere.
Skrevet af Anne
Kilde
Det historiske affald på Risø
Noter
Foto 1
Tæret tønde på Risø fra foredrag ATV Vinter 2012
Foto 2
m/s Sigrid fra SKB.se
Foto 3
Kirke og kapelruiner på Bornholm af Kjeld Borch Vest Historisk Samfund side 46
Skt. Margrethe gårdkapel opført ved Maglegård af ærkebispens landsfoged Aage Nielsen. Han fik fra 1432 i et pavebrev tilstået aflad til alle, der besøgt hans nyopførte kapel på festdagene for de to helgener, som kapellet var indviet til, nemlig Sct. Mauritti og Sct. Margrethe. For at sikre at sognepræsten i Østermarie hver dag skulle læse en messe for Vor Frue i kapellet, skødede Aage Nielsen i 1451 en gård til kaldet. Hans søn Aage Nielsen Sparre supplerede denne gave med andet godt i 1491. Siden høres intet til kapellet før det i en præsteindberetning fra 1624 omtales som en ruin.
Danmarks Kirker Sct. Margrethe Kapel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar