Atomaffald: Eventyret om Uranmine-affaldet på Risø der ville Hjem til Kvanefjeldet

Der er så dejligt ude på Risø. Kornet står gult, valmuerne lyser op i den grønne havre, og ude i fjorden svømmer 3 hvide svaner. Uran-affaldet har det egentlig godt i de 2 bassiner ved indkørslen til DD. Det ligger som det skal, under vand, så det ikke afgiver radon. 

Det er gammelt og tungtvejende, 600 m3 affald ligger her fra Risøs uran-udvindingsforsøg af malm fra Kvanefjeldet i Grønland. Sammen med cirka 2000 m3 restmalm i 3 borgvolde ved siden af slumrer her Danmarks drøm om atomkraft. 

3 bassiner med uran-affald i 2 af dem og 3 bunker med ca. 2000 m3 uranmalm Foto 1983 kilde

Men affaldet længes hjem til Kuannersuit, hvor børnene plukker blomster ved malmbunkerne. Affaldet ved godt, det skal ligge under vand, men hvis det bare indimellem kunne stikke hovedet op og kigge ned til Narsaq, ville det kunne finde ro.

Det er hårdt at blive tvangsflyttet, tristheden kommer snigende ind i kroppen. De savner det blå lys, vinden, duftene, lydene og sproget. 

Miljøundersøgelser ved Kvanefjeldet DMU 2001

Den eneste trøst er, at det har medvirket i et langt og dyrt projekt på Risø, og at det hedder noget på engelsk, tailings.

Den første uranmalm, 180 tons, kom til Risø i 1962. Den var blevet prøveformalet i England og skulle nu deltage i forsøg på Topsøes virksomhed i Ravnholm. Men naboerne var bange for miljøproblemer og protesterede. Forsøget blev så henlagt til Risø.

Siden kom 5000 tons uranmalm i 1980erne. 

Man byggede et anlæg, der skulle blive model for et kommende uran-udvindingsanlæg i Narsaq. Tænk, Danmark kunne blive selvforsynende med uran! I dag er projektlederen fra dengang mineekspert for det australske mineselskab GME i uranmineprojektet ved Kvanefjeldet, og han fortæller, at en uranmine slet ikke er farlig. En tailing har læst, at mineeksperten fortæller, man endda kan dyrke vin ligesom ved en åben uranmine i Frankrig. "Sludder!" siger en tailing, der læser Atom Posten. "Ce n'est pas correct!"

Fangeren, 1940, af Gitz-Johansen (1897-1977) 

med tilladelse

Affaldet husker stadig, hvor ondt det gjorde i kroppen på den opslemmede malm, der sammen med lud blev pumpet gennem et 1,3 km langt rør bukket i hårnålefacon for at få uranen ud. "Hold op med at pive," sagde forsøgslederen, der hørte malmens klagesang. "Ved at vælge et rør fremfor en tank kan processen foregå kontinuerligt, hvilket er vigtigt, hvis ideen skal sælges til industrien. Og I skal holde bøtte, for det er risikabelt i Danmark at starte atomkraft, hvis vi ikke er selvforsynende med uran. Det fortæller vi jo hele tiden Atomenergikommissionen og de skiftende regeringer."

Der kom nu ikke meget uran ud af malmen. For 
hvert ton malm blev der udvundet sølle 300 gram og ca. et kilo natriumfluorid. Mens uranen blev trukket ud, prøvede malmen at tænke positivt på, at den medvirkede til Samfundets Tarv i dette lange og dyre projekt, et led i drømmen om atomkraft i Danmark. "Uden os kan det slet ikke lade sig gøre," tænkte malmen stolt.

"Hvorfor valgte de at sejle lige vores malm til Risø?" spurgte den yngste tailing de andre. Malmen i Illosuit er jo bedre, den er magen til bjergarterne i Canada, hvor nogle af verdens bedste uranforekomster er fundet. Hvorfor lige os, hvorfor lige os?"

Malmen havde lidt forgæves, for i 1985 vedtog folketinget, at man ikke ville satse på atomkraft i Danmark. Nu lå de så under vand, de tailings, og skulle ligge der i al evighed, fordi de ligesom uran i klippen producerer datterprodukter/henfaldsprodukter. Deres vandopløselige og gasformige datterprodukter kan alt for let forlade det sted, hvor de er og flytte sig og forurene omgivelserne, medmindre de er under vand.

Begraves i Paradisbakkerne?

De havde hørt, de måske skulle begraves ved Paradisbakkererne på Bornholm i 80 ISO containere, men de vidste ikke, om ligklædet skulle være bentonit eller noget andet. Men Paradisbakkerne! det lød smukt, tæt på Skt. Margrethe Kapel, hvor man kan købe aflad på festdagene for Skt. Mauritti og Skt. Margrethe. Lidt højt oppe over Bølshavn, så det kan sive ned og ud i Østersøen, der er Verdens mest forurenede radioaktive hav.

"Men der er jo radon i forvejen!" sagde den ældste tailing, der var den klogeste, for den var kommet først. "I Norge deponerer de ikke radioaktivt affald, hvor der i forvejen er "mye radon". Det har geologer frarådet.

"Jamen danskerne er meget klogere end nordmændene", sagde en anden tailing. "Danskerne lytter ikke til andre, de ved bedst, og de vil altid gøre tingene på deres egen måde". "Nej, nordmændene er de klogeste, sagde et stykke tailing, der havde talt med den lille brændselsstav, der havde siddet i Halden-reaktoren og kunne snakke norsk og nu lå ovre på Centralvejslageret og græd, fordi Statens Institut for Strålebeskyttelse havde omdefineret den fra højaktiv til langlivet mellemaktivt affald, et trik, så den kunne få en billig begravelse. "Nordmændene værdsætter kritik, for så kommer indvendingerne frem i tide. Danskerne tænker, at hvis de ikke taler om noget, så forsvinder det," sagde tailingen.

En tredje tailing havde hørt, at de også kunne komme til Kertinge Mark ved Kerteminde og blive begravet ved Ladbyskibet. "Kan vi så blive broderet ligesom det?" spurgte en fjerde tailing drømmende. "Nej! Det er en dårlig idé, så kan de ikke blive Unesco kulturarv med os ved siden af!" udbrød en forarget tailing, der gik op i kulturarv. 

En femte tailing havde hørt, at de måske skulle begraves ved Rødbyhavn. "Rødbyhavn!!" skreg en vred tailing ovre fra det andet bassin. Den fik sommetider brev fra en borgergruppe dernede. "Glem det!" Borgergruppen havde sendt en artikel til den fra Lübecker Nachrichten 4.12.12, hvor miljøministeren i Slesvig-Holsten, Dr. Robert Habeck, havde udtalt, at hvis der bliver et slutdepot ved Rødby, regner han med, der vil komme massive protester fra Tyskland. Tailing'en havde også læst, at tyskerne ikke ville have to store projekter på samme tid, Fehmarn tunnelen og et slutdepot for atomaffald.

Så udbrød den ældste tailing og det kom lige fra hjertet: "Måske vi kan komme hjem og ligge i Taseq søen? Geus fortæller selv, at "Risø har peget på" to måder at deponere tailings på, og at den første er Taseq søen, en fysisk sikker måde, hvis man dirigerer et lille vandløb uden om søen. Det vil dog udelukke, at søen kan bruges som drikkevandskilde til Narsaq by."

"Det vil vi ikke være med til!" råbte alle tailings i kor. "For det første vil vi ikke ødelægge Narsaq by, for det andet passer det ikke det, der står i GEUS's hæfte. GEUS kan nemlig ikke oplyse kilden til den udtalelse, og Pilegaard skrev selv i sin rapport fra 1990, at Tasiussarssuq var det foretrukne sted til tailings. Men der vil vi heller ikke ligge."

"For det tredje har vi været i Danmark i årtier, der har de højeste miljøstandarder, og det er vi blevet præget af. Vi vil hellere blive i bassiner ved et mellemlager for radioaktivt affald her på Risø eller på et nyt mellemlager her eller andetsteds. Da kan danske og grønlandske skolebørn og studerende komme på rundvisning og høre om os, og vi kan igen høre vores dejlige modersmål. Så kan børn og unge blive oplyst om risici ved uranudvinding, for hvis de begynder på en uranmine ved Kvanefjeldet, så får de ikke 600m3 tailings som her, men flere hundrede millioner tons tailings, næsten en milliard."

Affaldet blev helt træt ved tanken, så nu trængte det til en lur. En brise fra Roskilde Fjord friskede luften lidt op, og affaldet døsede, mens den ældste tailing sang: "Arnajarak finder et lille Hus" 

ingerdlaniardlune igdlúnguak takulerpâ

inga sûnerujame?

sôredlo igdlo. ilame

ornilâriardlara!

ârit, igdlumiuna.

Gitz-Johansen (1897-1977) 

Aftensang, in Arnajarak, Munksgaards Forlag 1948 

Skrevet af Anne

Kilder

1. Til Samfundets Tarv - Forskningscenter Risøs historie 1998. Foto er fra denne bog Figur 125 side 348

2. Mit blogindlæg: Grønland Uranmine og miljø
3. Svar fra DD vedr. tailings

Kære Anne Albinus

Tak for din henvendelse vedrørende tailings.

Der er endnu ikke taget beslutning om, hvordan den langsigtede løsning skal være.

Som det er beskrevet i Beslutningsgrundlag for et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt affald opbevares tailings i dag under vand i to særlige bassiner. Materialet skal holdes vandmættet for at forhindre udsivning af den radioaktive gas radon. Tailings er derfor muligvis ikke velegnet til deponering i depoter som ligger over grundvandsspejlet. Tailings udgør ca. 600 m³ mens forurenet beton vil udgøre ca. 500 m³. Det er ikke endeligt afgjort hvor de 1.100 m³ tailings og underliggende beton skal slutdeponeres, men det vurderes at være en mulighed, at det skal ske sammen med det øvrige radioaktive affald.

Med venlig hilsen