Atomaffald og Geologi: Jorden er ikke en dvask og stabiliseret Lagkage

I sagen om et slutdepot for radioaktivt affald fra Risø kan man undre sig over, hvorfor der kun er én statsansat geolog i Danmark, der må udtale sig til pressen.

Hvis man vil have en second opinion om geologiske forhold og mulighederne for deponering af radioaktivt affald i Danmark, må man derfor gå tilbage til debatten om atomkraft i 1970erne og 1980erne. Den er grundigt beskrevet i lektor, cand.polyt., lic. tech. i fysik, Oluf Danielsens doktordisputats "Atomkraften under pres. Dansk debat om atomkraft 1974-85", 2006. 

Dengang debatterede man deponering af det brugte brændsel, hvis Danmark fik atomkraft. Man kan i dag godt drage nytte af den viden, geologerne  fremkom med dengang, for udover det kortlivede radioaktive affald på Risø, der har aktivitet i cirka 300 år, skal der også deponeres affald med radioaktivitet i længere tid, noget i op til cirka 240.000 år samt evigt giftigt affald, som bly, beryllium, cadmium og uran.

Afdelingsgeolog: "Radioaktivt affald er ikke let at gemme"

“Jorden er ikke en dvask og stabiliseret lagkage,” skrev afdelingsgeolog Arne Dinesen i Politiken den 1. maj 1976 i artiklen “Radioaktivt affald er ikke let at gemme”. Artiklen var en del af den daværende atomkraftdebat, hvor det ofte lød, at problemerne om det radioaktive affald var overdimensionerede.

Arne Dinesen skrev, hvor vanskeligt det er at finde stabile geologiske formationer, der “kan hindre skadelige stoffer i at nå frem til biosfæren”. Dinesen skrev, at på grund af “ændringerne der altså både optræder i rumlig og tidsmæssig forstand, vil enhver geologisk arbejdsmodel bygge på antagelser eller skøn. Dette indebærer, at grundige og omfattende beregninger f.eks. af transportmulighederne for affaldsstoffer ikke kan gøres nøjagtigere end modellen tillader.”

Når man deponerer affald, griber man ind i herskende tryk- og temperaturforhold, og man ved lidt om virkningerne af sådanne indgreb, fortsætter Dinesen. Klaus Kühn, en vesttysk affaldsforsker, har sammenlignet det med isbjerge, hvor man kun ser toppen.

Dinesen skrev tilbage i 1976, at man ud over Vesttyskland var igang med affaldsundersøgelser i USA, Canada, Sverige, Belgien og Italien, og at det ville tage mange år at nå frem til et forsvarligt beslutningsgrundlag. I 2014 forsker man stadig i dybe geologiske depoter (500 m under jorden) til opbevaring af højaktivt affald, brugt reaktorbrændsel, og langlivet mellemaktivt affald. Finland er ved at bygge et dybt geologisk depot. Danmark påtænker at lave et slutdepot for både det kortlivede og det langlivede, hvilket er blevet kritiseret af flere udenlandske eksperter. (Se nedenfor under link 1.)

Granit og ler

I Danmark er der lavet geologiske undersøgelser for at finde det bedst egnede sted blandt 6 udpegede lokaliteter til at huse et slutdepot. Granit (Bornholm) og ler (de 5 andre udpegede steder) er blevet fremhævet som egnet materiale til at forhindre radioaktive stoffer i at sive ud i miljøet. 

I bogen "Maîtriser le Nucléaire" (At beherske kernekraft) fra 2012 af Jean-Louis Basdevant, fransk højenergi- og astrofysiker og pensioneret forskningsdirektør på CNRS, kan man læse følgende om granit side 126:

“Granit har et lavt vandindhold, men udviser en høj mekanisk styrke. Til gengæld har den mange brud og åbninger af varierende størrelse, der spiller omfattende ind på dens gennemtrængelighed. Tektoniske bevægelser vil også påvirke, og der vil ikke være nogen genlukning.”

Og samme side om ler som opbevaring for radioaktivt affald:

“Ler indeholder i almindelighed meget vand, men gennemstrømningen er langsom. Endvidere er migrering af kationer nedsat i forhold til vandets hastighed på grund af ionbytning med det faste stof. Og endelig har ler en plastisk adfærd, hvis det ikke er for konsolideret, og revner repareres let. Det er imidlertid en dårlig varmeleder. Det er derfor nødvendigt at opbevare affald af type C i 50 år, inden man deponerer det i denne type miljø. Problemet med ler er, at det konsoliderer sig og mister sin plasticitet, hvorved der kan forekomme revner.”

t.o. er type C-affald højaktivt affald. Det har vi ikke i Danmark, hævder Dansk Dekommissionering. Det højaktive affald er nemlig blevet omdefineret – af hensyn til politikerne og økonomien? - til langlivet mellemaktivt. Det drejer sig om 233 kilo brændselsstave, der er lavet forsøg på. Dette “særlige affald” indeholder bla. transuraner, som plutonium-239, der skal opbevares i mindst 200.000 år if. Risøs tidl. reaktorchef. Det meste af affaldet fra Risø er dog kortlivet lav- og mellemaktivt affald, der skal opbevares sikkert i mindst 300 år, men udover dette og det “særlige affald” er der også en mindre del langlivet affald, der skal opbevares sikkert i mere end 1000 år.

Jordskorpen i Danmark et særdeles uroligt sted

3 andre geologer skrev en kronik i Politiken "A-affaldets veje" 29.12.1974: "Set med geologiske øjne kan jordskorpen i Danmark være et særdeles uroligt sted, når man arbejder med et tidsperspektiv på ca. 20.000 år. (...) Dette tidsperspektiv er så langt, at man ikke med nogen rimelig sikkerhed kan vide noget som helst om, hvad der kan være indtruffet af geologiske hændelser (...)." 

Dengang ville man deponere det radioaktive affald i salthorste, og

sidst i kronikken forholdt de 3 geologer elværkerne, at deres to-årige undersøgelser ville være helt utilstrækkelige til at sige noget detaljeret og afgørende om, hvordan salthorstene vil opføre sig over lange åremål. Deres næste spørgsmål var: Hvor længe skal affaldet opbevares? Det var efter geologernes opfattelse det mest politisk betonede spørgsmål at stille, idet de fandt at den danske jordskorpe ville være et særdeles uroligt sted stort set i det 20.000 års perspektiv affaldsdeponeringen ville kræve.

T.o. vil der efter 20.000 år stadig være aktivitet i en mindre del af det affald fra Risø, der skal slutdeponeres.

Med ovennævnte geologers udtalelser in mente kan det undre, at man i Danmark er så forhippet på at slutdeponere det radioaktive affald fra Risø, når man ved, det vil sive på et tidspunkt.

Desværre er de gode gamle dage forbi, hvor mere end én statsansat geolog måtte udtale sig.

Skrevet af Anne

Kilder:

"Atomkraften under pres Dansk debat om atomkraft 1974-85" doktordisputats af cand.polyt., lic.tech i fysik fra DTU, lektor på Roskilde Universitet Oluf Danielsen, Roskilde Universitetsforlag, 2006

"Radioaktivt affald ikke let at gemme" af afdelingsgeolog Arne Dinesen, Politiken 1.5.1976, 2. sektion side 7. Abonnenter kan finde artiklen i arkiv eller fås på biblioteket.

"Maîtriser le nucléaire", Jean-Louis Basdevant, deuxième édition, Eyrolles, 2012

"A-affaldets veje" kronik af Jens Morten Hansen, Eckart Håkansson og Claus Andersen, Politiken 29.12.1974

Eget blogindlæg 10.9.2012 "Jorden er ikke en dvask og stabiliseret lagkage"

Link:

1)

Pt. har 3 eksperter underkendt slutdepotkonceptet:

• direktøren i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, MKG.se, Johan Swahn i JP 15.4.11, i Information 28.11.12 og P4 Bornholm 30.5.13
• professor i helsefysik Erling Stranden, Høgskolen i Buskerud, der var formand for det norske Stranden-udvalg vedr. slutdeponering af brugt brændsel og langlivet mellemaktivt affald (i Information 28.11.12)
• fysikeren Paul H. Gudiksen, Californien, i Skive Folkeblad 3.5.14. (Radioactive Waste Storage Issues in Denmark). Gudiksen har arbejdet på det statsejede Lawrence Livermore Labs og var med i the Nuclear Regulatory Commission's emergency response team og derfor en af de første på Three Mile Island efter ulykken og en af de første amerikanere i Chernobyl

Desuden har jeg fået den information fra en 4. ekspert, Charles McCombie, Arius Association, at han ikke kender nogen lande, der fortynder eller fordeler brugt brændsel for at få en lavere koncentration af varme eller af radioaktive isotoper. Jeg spurgte McCombie, om der er lande, der omdefinerer affald som de 233 kg særligt affald på Risø fra højaktivt til langlivet mellemaktivt ved at fordele 1m3 på 65m3.

2)

Interview med Jean-Louis Basdevant, 25.6.2012, France Culture