Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

fredag den 16. maj 2014

Atomaffald: Hvad man kan hitte på - Et Eventyr

En Begyndelse

Det var i København, på Østergade i eet af husene ikke langt fra Kongens Nytorv, at der var stort Selskab, for det må man have en gang imellem, så er det gjort, og så kan man blive inviteret igen. I det ene Hjørne sad Herrerne og snakkede om gamle og nye Tider.

“Hvad med en Cleantech Park fra Risø til Kastrup Lufthavn? Europas største!” foreslog Direktøren. ”Jamen, så må vi af med Affaldet og Fabrikken,” sagde Professoren. 
“Hvad med at lave en Teknologipark sammen med Affaldet ligesom i Italien?” pippede Kammerjomfruen, der passerede med Portvin og Kransekage. 

Ingen hørte hende, for forude ventede Lykken. Det lillebitte Kongerige kunne blive berømt ude i Verden. Man kunne beskæftige sig med rent Vand og med den Vindenergi, man i sin tid havde foragtet, da man var drevet af den indre Atomenergi.

“Riget fattes Penge,” sagde Økonomen, der sad i et Hjørne og hang. Han var Vice-Kontorchef og ville op i Hierarkiet. “Det ordner vi!” sagde Professoren, der allerede var på vej ud ad Døren.

Udenfor var der buldermørkt. “Det er skjændigt, at der ingen Lygter er tændte, og så det Søle, som om man gik i en Mose.” Men Professoren var opfyldt af den indre Geist. En Cleantech Park - Europas største! Væk med Affaldet og Minderne om de kuldsejlede Projekter. Væk med Handskerne, Kitlerne, Uranmineaffaldet, Forsøgsbrændslet med 1,2 kg Plutonium-239, det historiske Affald, Grafitaffaldet, Blyet, Cadmiummet, Uranet, Berylliummet, Nedrivningsmaterialet, Røgalarmerne og Overtræksfutteralerne. 

Det var som at være i Paradisets Have! Paradisets Fee smilede og førte ham ind i den store Sal. Her blæste Vestenvinden, her var Vandet rent, og ingen syndede med Affald. Man kunne arbejde med god Samvittighed. 

Professoren nåede hjem, helt ør i Hovedet. Han gik i Seng, men kunne ikke sove. Han havde allerede Pressemeddelelsen i Hovedet:

“Risø Park er et Projekt mellem DTU, Roskilde Kommune, RUC og Region Sjælland. Parterne vil skabe Synergi mellem Virksomheder og Forskningsmiljøet og tiltrække Selskaber inden for Cleantech eller Miljøvenlige Energiformer. Målet er med Tiden at skabe 4.000-5.000 Arbejdspladser i Risø Park.”

Først da Solen stod op, faldt Professoren i Søvn. Næste Dag vågnede han klokken 11. Han bandede, han kom for sent på Arbejde.

Inde på Fabrikken stod Tønder i Stakke højt opstablet. Hver Tønde havde sin Historie, hver førte sin Tale, men man kan ikke høre dem allesammen. Man havde glemt, hvad der var i nogle af Tønderne, og i Centralvejslageret lå det højaktive Brændsel, de 233 kg. Professoren tænkte på Kiloene, da han spiste sin Formiddagsbasse i Kantinen. Dem skulle man af med.

De forbandede højaktive 233 kg! Affaldet skulle begraves på grund af dem og det andet langlivede Affald. Men det ville blive alt for dyrt at begrave de 233 kg, hvis det skulle gå efter Bogen.

Han talte med sine Kolleger. De måtte orientere Ministeren hurtigst muligt. Hun ville nok blive vred over, at de ikke havde lagt Penge til side til Begravelse af Affaldet, men det kunne ordnes. Når hun hørte ordet Cleantech Park, ville hun blive fortryllet. 

“Men hvad med Affaldet? Hvad gør vi med det?” spurgte Affaldshåndteringschefen. “Det sender vi til Udby,” sagde Professoren. Kollegerne rundt om bordet nikkede ivrigt, og Direktøren, der var kommet til, nikkede også. 

Men det røg ud af Munden på den unge Ingeniør: “Kan vi være det bekendt?” Han tænkte på sine Forældre, der sled i det hjemme på Slægtsgården. Den lå på Danmarks bedste Ler, Udby-leret, med stor horisontal Udbredelse. Det Sted kunne blive et, der blev udvalgt af Geologer til at være Atomkirkegård. “Hvad med Hydrogeologien? Folk i Udby vil føle sig dårligt behandlet!” sagde den unge Ingeniør.

“Dem ordner vi,” sagde Professoren. “Vi får Regjerings Posten til at skrive en Leder med Overskriften "Atomaffaldet skal placeres af saglige grunde". I Lederen forklarer Avisen, hør her, jeg har det lige på læberne: "Men borgernes protester er også båret af et had til hovedstaden og ’Politikerne i København’: De kan selv beholde deres atomaffald ovre på Sjælland, kan de. Eller begrave det under Christiansborg."

Og Lederen slutter sådan: "Placeringen af slutdepotet kan ikke afhænge af højtråbende borgergrupper, men må bygges på videnskabelige vurderinger.”

Professoren kluklo over sin Forudseenhed. Kollegerne lo med, og den unge Ingeniør fik ondt i Maven.

Reaktorchefen, der sad ved bordet bagved og havde hørt Samtalen, bakkede Affaldshåndteringschefen op: “Hvad med det højaktive Affald fra Hot Cell, som vi ikke helt ved, hvad er? 
Hvad med det historiske Affald?” 

“Jeg henter lige en kop Kaffe mere. Skal I have noget med?” spurgte Professoren. Han nåede ikke at høre, hvad de svarede. Væk var han.

Professoren kom ikke tilbage. Han grublede over, hvordan Fabrikken kunne slippe af med Affaldet. Hele dagen grublede han. Da han gik hjem meget sent, sad Affaldshåndteringschefen stadig på sit Kontor og skrev på et NOTAT til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. Affaldshåndteringschefen var omhyggelig med i NOTATET at skelne mellem kortlivet og langlivet radioaktivt Affald. Han ærgrede sig over, at Ledelsen i 1994 havde afvist hans Forslag om at forske i, hvordan man i Udlandet opbevarede det radioaktive Affald. Nu hang han på det NOTAT.

Miljø- og Planlægningsudvalget takkede for det gennemarbejdede NOTAT. De turde ikke spørge om noget, for de ville ikke virke dumme. Men de var lettede over, at man ville forsøge at komme af med det 233 kg højaktive Affald til Udlandet.

Årene gik. Kontoret for Grøn Vækst i Udenrigsministeriet forsøgte forgæves at komme af med det højaktive Affald. Professoren grublede stadig. Men en dag han var i Arkivet, var et Ringbind faldet på Gulvet. Han samlede det op og ville sætte det på Plads, men lige dér sad en Nisse. “Kan jeg hjælpe med noget?” spurgte Nissen.

Professoren kiggede rundt i Arkivet, for at ingen kunne høre eller se ham. “Ja,” hviskede Professoren. “Jeg har et problem. Hvad skal jeg gøre med det højaktive Affald? Vi har ikke råd til at give det en ordentlig begravelse, det der kaldes State of the Art.” 

“Den klarer jeg,” sagde Nissen. “I omdefinerer det. Først pakker I den 1m3, som det fylder, om til 65 m3. I Affaldsoversigten NY 2008 er der så kun deponeringsvolumen med på de 65 m3. Vupti! Så siger I, at det nu ikke afgiver så meget Varme og derfor er langlivet mellemaktivt og kan begraves bare lidt dybere end det andet Affald, der skal ned i cirka 30 Meter. Dernæst holder I op med i Tale og Skrift at skelne mellem kortlivet og langlivet Affald.

I siger, I vil lave et Slutdepot ligesom dem i Sverige, Frankrig og Spanien og glemmer at nævne, at de kun er til kortlivet Affald. I begraver så både kortlivet og langlivet Affald i jeres Slutdepot.” 

“Jamen, der er ingen andre Lande, der fortynder brugt Brændsel for at reducere Varmen. Affaldet indeholder jo de samme Stoffer. Hopper Folk på det?” spurgte Professoren. 

“Ja da,” sagde Nissen. “Kig i Ringbind 27 side 130, der er en Manual for, hvordan I svarer udenom. Først siger I, at de 233 kg "ikke har været brugt i en Reaktor". Hvis nogen protesterer, siger I, at "de ikke har være længe i en Reaktor". Hvis nogen stadig protesterer som f.eks. Atom Posten, siger I, at der snart kommer et Papir fra SIS, der forklarer om Brændslet. Når det Papir kommer, og nogen protesterer, starter I forfra: “Vi har ikke brugt Reaktorbrændsel. Det har ikke været længe inde i en Reaktor. Der kommer snart et Papir på det, osv. osv.”

“Hvad hvis nogen opdager, at ingen andre Lande gør det med højaktivt Brændsel, fortynder og omdefinerer?” spurgte Professoren. 

“Snikke mig snak. I dette lillebitte Kongerige er der ingen Lærde eller Aviser, der tør være kritiske. Kun de lokale og det har ingen Effekt på Christiansborg,” svarede Nissen.

“Jamen, hvad skal vi svare Borgerne skriftligt, når de spørger os,” spurgte Professoren rådvildt. “Lige et Øjeblik,” sagde Nissen og forsvandt ned bag Reolen.

“Her er Trylleformularen. Den bruger I bare Gang efter Gang efter Gang, når I svarer Borgerne. Hør engang et svar fra Sundhedsministeriet 6.5.14 til en Borger på Udby-Ø, hvor Ministeriet bare glemmer at nævne det langlivede Affald, hvoraf noget har Aktivitet i op til 240.000 år":

“Et depot kan ganske vist ikke udformes, så det kan garanteres, at der ikke kan ske udsivning i fremtiden efter nogle hundrede år. Til gengæld bliver radioaktiviteten i affaldet også mindre og mindre med tiden. En meget stor del af affaldet er såkaldt kortlivet affald, hvor radioaktiviteten halveres på højst 30 år. I dette affald er højst 1 pct. af radioaktiviteten tilbage efter 200 år og 0,1 pct. efter 300 år."

See, det var en Nisse. Professoren forlod lettet Arkivet og tog hjem for at sove.

Kan du ikke forstå denne Historie, så spørg, men du skal ikke spørge Nissen, heller ikke Professoren.


Skrevet af Anne

INFO

Inspireret af H.C. Andersens Eventyr, Hans Reitzels Forlag, Odense, 5. oplag 1989

Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer i eventyret er utilsigtet, men uundgåelig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar