Tillad mig at præsentere mig.
Mit navn er Clara Cæsium, og jeg er folkeskolelærer. Jeg har fået et nyttejob hos Dansk Dekommissionering - også kaldet Dansk A-kraft-Ophug I/S. De har sendt mig her på Atom Posten for at vise åbenhed om atomskrottet, som er en af deres værdier. Altså åbenhed.
Åbenhed er også omtalt i Beslutningsgrundlaget for slutdepotet for lav- og mellemaktivt affald. Helge Sander, vores forhenværende minister for videnskab, teknologi og udvikling, ønskede allerede i 2002 at skabe “maksimal åbenhed” omkring atomaffaldsproblematikken.
Og Bertel Haarder sagde som indenrigs- og sundhedsminister i 2011: ”Det er også afgørende for regeringen, at hele processen mod et slutdepot foregår i åbenhed og enighed.”
Tillad mig derfor mine damer og herrer at være åben og også effektiv. EU anbefaler nemlig både åben og effektiv oplysning i forbindelse med kerneaffaldshåndtering jvf. Rådets direktiv af 19.7.2011.
På Dansk A-kraft-Ophug I/S havde vi håbet, at slutdepotet gik i glemmebogen, men der er noget, der hedder borgergrupper. Jeg kalder dem protestgrupper, og de sørger for, at jeg har så travlt, for det er kun mig, der må udtale mig.
Jeg har meget travlt med at svare borgerne, for selv om jeg skal copy-paste fra gamle rapporter, så skal jeg sørge for at svare udenom og forplumre.
Slutdepotsagen er omtalt i mindst 500 artikler og udsendelser, men heldigvis mest i lokale medier. De store nationale aviser, især Politiken og DR/Deadline tier. Hvis en stor avis skriver kritisk om os, bliver vi vrede på dem, og det virker, så tør de ikke skrive kritisk mere.
Tillad mig at uddybe
I 2001 opdagede IT- og Forskningsminister Birthe Weiss pludselig, at Risø ville stå med en masse atomskrot, der skulle graves ned. Birthe Weiss var forbavset over, at der ikke var lagt penge til side til affaldsdepotet, mens det gik godt for Risø, men hun blev glad igen, for nu skulle der satses på vindenergi og bioproduktion. Det bliver til Europas største Cleantech-Park fra Risø helt ned til Kastrup Airport. Pengeinstitutter, kommuner, Region Sjælland, RUC, DTU og KU mfl. er involveret. Og tillad mig åbenhed, det er vi glade for, så er der nemlig ingen universitets-kritik af hverken slutdepotkonceptet eller af, at atomskrottet skal graves ned et af følgende steder: Rødbyhavn, Kerteminde, Østermarie, Thise, Skive Vest og Hvidbjerg/Thyholm.
Nu jeg er åben, vil jeg også lige tale om de 233 kg særligt affald, som vi godt ved er farlige, men som vi ikke vil fortælle åbent om, for ikke at gøre folk bange. I 2001 var de højaktive og skulle i følge Risøs tidl. reaktorchef opbevares sikkert i 500.000 år. I 2001 blev de kaldt dræberaffald i Berlingske og skulle placeres i Syd- eller Midtjyllands meget stabile lerlag i ned til 200 meters dybde under jordoverfladen. Og den løsning ville koste omkring en halv mia. kr. at føre ud i livet.
Nu er de 233 kg højaktivt affald blevet omdefineret til langlivet mellemaktivt, fordi de ikke afgiver varme mere, forklarer vi, og derfor kan de graves ned imellem 30 og 100 meters dybde.
Tillad mig at være åben: det er godt, vi ikke har data på alt. Det kan jeg dokumentere. Tillad mig at læse et lille brev op, fra Risø til Folketinget fra 2001:
”Kære Martha
Hermed fremsendes notat om det højaktive affald fra Hot Cell. Det er blevet til ud fra tilgængelige oplysninger i arkiver og personers hoveder, men da meget af det, der er sket i Hot Cell ligger før nogen af de nuværende ansattes tid, må jeg nødvendigvis tage forbehold for, at noget kan være upræcist i detaljen.
Med venlig hilsen”
Vi er rigtig glade for det brev, for så kan vi være robuste og smarte og omdefinere fra højaktivt til langlivet mellemaktivt og så bare sige mellemaktivt. Så glemmer borgerne, at det kortlivede er radioaktivt i 300 år og noget af det langlivede, nemlig Plutonium-239, i flere hundredtusinder år.
Hokus Pokus Filihankat!
Nu kan vi køre cirka 10.000 tons atomskrot på 250 lastvogne med hænger og putte det i samme depot - sandsynligvis 30 meter under jorden - kortlivet og langlivet lav- og mellemaktivt affald, de højaktive 233 kg omdefineret til langlivet mellemaktivt, råstoffet malm fra Kvanefjeldet, 1130 tons tailings/affald fra uranudvindingsforsøg på Risø samt evigt giftigt affald som bly, beryllium, uran og cadmium. Hvert år lægger vi cirka 8m3 radioaktivt affald fra hospitaler, forskning og industri i slutdepotet, og om 30 år lukker vi det. Om 300 år anses depotet for glemt. Undskyld, jeg glemte røgalarmer, dem plejer vi at nævne først, så folk bedre forstår vigtigheden af slutdepotet.
Alt i samme hul. Det er bare billigt, og politikerne er glade. Og vi kan alle med tidligere sundhedsminister Krags ord sidde oven på slutdepotet og spise frokost med vores børn. For dem tænker vi på ved at grave atomskrottet ned. De næste titusind generationer tænker vi ikke på, når affaldet siver, for det står der i forstudiet fra maj 2011, ikke kan undgås på sigt. Vi har nemlig sørget for, at affaldet opbevares i beton, der kun holder cirka 120 år.
Skrevet af Anne
Frit efter Mens vi venter på Retfærdigheden 1992 en monolog af journalist Niels Ufer om Tamilsagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar