Kattegrus, Atomaffald og Sikkerhedsanalyser

I et dybt geologisk depot, WIPP, i New Mexico i USA, opbevares lav- og mellemradioaktivt affald med transuraner fra det amerikanske militærs forskning og produktion af kernevåben. I februar eksploderede en affaldstønde i depotet, og radioaktivt materiale sivede ud i omgivelserne. 

Årsagen til eksplosionen er formodentlig en kemisk reaktion mellem nitrater i affaldet og cellulose i det kattegrus, man har tilsat tønderne for at opsuge væsker. Man frygter, at noget lignende kan ske i mere end 300 andre tønder.

Hvad kan vi i Danmark lære af denne begivenhed? Vi kan naturligvis lære, at man ikke skal bruge kattegrus indeholdende cellulose til at opsuge væsker i affaldsbeholdere, der indeholder nitrat. Men begivenheden viser også, hvor svært det er at gardere sig mod alt det, der kan gå galt i et slutdepot for radioaktivt affald.

Ved slutdeponering opgiver man kontrollen med affaldet, og derfor er det nødvendigt på forhånd at tage højde for alt, hvad der kan gå galt senere hen, og som kan føre til, at affaldet siver ud i omgivelserne, mens det stadig er radioaktivt.

Det kan man ikke. For det første, fordi man ikke kender alle de processer, som kan forekomme i slutdepotet efter lukningen. For det andet, fordi de mange af de processer, man ved kan forekomme, kun er kendt til en vis grad. For det tredje, fordi selv processer, man kender og kender godt, alligevel risikerer at blive overset. Det sidste er, hvad ulykken i WIPP har vist. Den voldsomme reaktion mellem nitrat og organiske stoffer som cellulose er velkendt og beskrevet i elementære kemibøger.

Myndighederne har i vid udstrækning henvist til sikkerhedsanalyser, når de skulle begrunde, at slutdepotet var sikkert. Ulykken i WIPP har endnu en gang mindet os om, hvor usikker denne begrundelse er.

Sikkerhedsanalyser er ellers ikke så lette at gennemskue, fordi de indeholder formler og langstrakte computerberegninger, der får dem til at se objektive og uangribelige ud. Det er besværligt for kritikere at sætte sig ind i de mange enkeltheder og tekniske finesser, og skulle det alligevel ske, kan eksperterne bare producere analyser med endnu flere enkeltheder og endnu flere tekniske finesser. Kritikerne skal nok blive hægtet af, før eller siden. Sikkerhedsanalyserne ligner derfor det ultimative våben i kampen mod genstridige borgere.

Men det er slet ikke nødvendigt at undersøge disse sikkerhedsanalyser i detaljer. De hviler på et usikkert grundlag, og denne usikkerhed vil forplante sig til resultatet, uanset, hvor mange enkeltheder og tekniske finesser, beregningerne indeholder. Det er en gammel erkendelse, at matematik nok kan bruges til at organisere viden om naturen, så den bliver lettere tilgængelig, men ikke kan skabe en sådan viden. Ny viden om naturen får man naturligvis kun ved at iagttage den.

Matematik kan bruges til meget, men ikke til alt. Ligesom kattegrus.

Skrevet af Jens

Kilder

Nuclear-waste facility on high alert over risk of new explosions Nature 27.5.2014

WIPP

Atomaffald og Geologi: Jorden er ikke en dvask og stabiliseret Lagkage

I sagen om et slutdepot for radioaktivt affald fra Risø kan man undre sig over, hvorfor der kun er én statsansat geolog i Danmark, der må udtale sig til pressen.

Hvis man vil have en second opinion om geologiske forhold og mulighederne for deponering af radioaktivt affald i Danmark, må man derfor gå tilbage til debatten om atomkraft i 1970erne og 1980erne. Den er grundigt beskrevet i lektor, cand.polyt., lic. tech. i fysik, Oluf Danielsens doktordisputats "Atomkraften under pres. Dansk debat om atomkraft 1974-85", 2006. 

Dengang debatterede man deponering af det brugte brændsel, hvis Danmark fik atomkraft. Man kan i dag godt drage nytte af den viden, geologerne  fremkom med dengang, for udover det kortlivede radioaktive affald på Risø, der har aktivitet i cirka 300 år, skal der også deponeres affald med radioaktivitet i længere tid, noget i op til cirka 240.000 år samt evigt giftigt affald, som bly, beryllium, cadmium og uran.

Afdelingsgeolog: "Radioaktivt affald er ikke let at gemme"

“Jorden er ikke en dvask og stabiliseret lagkage,” skrev afdelingsgeolog Arne Dinesen i Politiken den 1. maj 1976 i artiklen “Radioaktivt affald er ikke let at gemme”. Artiklen var en del af den daværende atomkraftdebat, hvor det ofte lød, at problemerne om det radioaktive affald var overdimensionerede.

Arne Dinesen skrev, hvor vanskeligt det er at finde stabile geologiske formationer, der “kan hindre skadelige stoffer i at nå frem til biosfæren”. Dinesen skrev, at på grund af “ændringerne der altså både optræder i rumlig og tidsmæssig forstand, vil enhver geologisk arbejdsmodel bygge på antagelser eller skøn. Dette indebærer, at grundige og omfattende beregninger f.eks. af transportmulighederne for affaldsstoffer ikke kan gøres nøjagtigere end modellen tillader.”

Når man deponerer affald, griber man ind i herskende tryk- og temperaturforhold, og man ved lidt om virkningerne af sådanne indgreb, fortsætter Dinesen. Klaus Kühn, en vesttysk affaldsforsker, har sammenlignet det med isbjerge, hvor man kun ser toppen.

Dinesen skrev tilbage i 1976, at man ud over Vesttyskland var igang med affaldsundersøgelser i USA, Canada, Sverige, Belgien og Italien, og at det ville tage mange år at nå frem til et forsvarligt beslutningsgrundlag. I 2014 forsker man stadig i dybe geologiske depoter (500 m under jorden) til opbevaring af højaktivt affald, brugt reaktorbrændsel, og langlivet mellemaktivt affald. Finland er ved at bygge et dybt geologisk depot. Danmark påtænker at lave et slutdepot for både det kortlivede og det langlivede, hvilket er blevet kritiseret af flere udenlandske eksperter. (Se nedenfor under link 1.)

Granit og ler

I Danmark er der lavet geologiske undersøgelser for at finde det bedst egnede sted blandt 6 udpegede lokaliteter til at huse et slutdepot. Granit (Bornholm) og ler (de 5 andre udpegede steder) er blevet fremhævet som egnet materiale til at forhindre radioaktive stoffer i at sive ud i miljøet. 

I bogen "Maîtriser le Nucléaire" (At beherske kernekraft) fra 2012 af Jean-Louis Basdevant, fransk højenergi- og astrofysiker og pensioneret forskningsdirektør på CNRS, kan man læse følgende om granit side 126:

“Granit har et lavt vandindhold, men udviser en høj mekanisk styrke. Til gengæld har den mange brud og åbninger af varierende størrelse, der spiller omfattende ind på dens gennemtrængelighed. Tektoniske bevægelser vil også påvirke, og der vil ikke være nogen genlukning.”

Og samme side om ler som opbevaring for radioaktivt affald:

“Ler indeholder i almindelighed meget vand, men gennemstrømningen er langsom. Endvidere er migrering af kationer nedsat i forhold til vandets hastighed på grund af ionbytning med det faste stof. Og endelig har ler en plastisk adfærd, hvis det ikke er for konsolideret, og revner repareres let. Det er imidlertid en dårlig varmeleder. Det er derfor nødvendigt at opbevare affald af type C i 50 år, inden man deponerer det i denne type miljø. Problemet med ler er, at det konsoliderer sig og mister sin plasticitet, hvorved der kan forekomme revner.”

t.o. er type C-affald højaktivt affald. Det har vi ikke i Danmark, hævder Dansk Dekommissionering. Det højaktive affald er nemlig blevet omdefineret – af hensyn til politikerne og økonomien? - til langlivet mellemaktivt. Det drejer sig om 233 kilo brændselsstave, der er lavet forsøg på. Dette “særlige affald” indeholder bla. transuraner, som plutonium-239, der skal opbevares i mindst 200.000 år if. Risøs tidl. reaktorchef. Det meste af affaldet fra Risø er dog kortlivet lav- og mellemaktivt affald, der skal opbevares sikkert i mindst 300 år, men udover dette og det “særlige affald” er der også en mindre del langlivet affald, der skal opbevares sikkert i mere end 1000 år.

Jordskorpen i Danmark et særdeles uroligt sted

3 andre geologer skrev en kronik i Politiken "A-affaldets veje" 29.12.1974: "Set med geologiske øjne kan jordskorpen i Danmark være et særdeles uroligt sted, når man arbejder med et tidsperspektiv på ca. 20.000 år. (...) Dette tidsperspektiv er så langt, at man ikke med nogen rimelig sikkerhed kan vide noget som helst om, hvad der kan være indtruffet af geologiske hændelser (...)." 

Dengang ville man deponere det radioaktive affald i salthorste, og

sidst i kronikken forholdt de 3 geologer elværkerne, at deres to-årige undersøgelser ville være helt utilstrækkelige til at sige noget detaljeret og afgørende om, hvordan salthorstene vil opføre sig over lange åremål. Deres næste spørgsmål var: Hvor længe skal affaldet opbevares? Det var efter geologernes opfattelse det mest politisk betonede spørgsmål at stille, idet de fandt at den danske jordskorpe ville være et særdeles uroligt sted stort set i det 20.000 års perspektiv affaldsdeponeringen ville kræve.

T.o. vil der efter 20.000 år stadig være aktivitet i en mindre del af det affald fra Risø, der skal slutdeponeres.

Med ovennævnte geologers udtalelser in mente kan det undre, at man i Danmark er så forhippet på at slutdeponere det radioaktive affald fra Risø, når man ved, det vil sive på et tidspunkt.

Desværre er de gode gamle dage forbi, hvor mere end én statsansat geolog måtte udtale sig.

Skrevet af Anne

Kilder:

"Atomkraften under pres Dansk debat om atomkraft 1974-85" doktordisputats af cand.polyt., lic.tech i fysik fra DTU, lektor på Roskilde Universitet Oluf Danielsen, Roskilde Universitetsforlag, 2006

"Radioaktivt affald ikke let at gemme" af afdelingsgeolog Arne Dinesen, Politiken 1.5.1976, 2. sektion side 7. Abonnenter kan finde artiklen i arkiv eller fås på biblioteket.

"Maîtriser le nucléaire", Jean-Louis Basdevant, deuxième édition, Eyrolles, 2012

"A-affaldets veje" kronik af Jens Morten Hansen, Eckart Håkansson og Claus Andersen, Politiken 29.12.1974

Eget blogindlæg 10.9.2012 "Jorden er ikke en dvask og stabiliseret lagkage"

Link:

1)

Pt. har 3 eksperter underkendt slutdepotkonceptet:

• direktøren i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, MKG.se, Johan Swahn i JP 15.4.11, i Information 28.11.12 og P4 Bornholm 30.5.13
• professor i helsefysik Erling Stranden, Høgskolen i Buskerud, der var formand for det norske Stranden-udvalg vedr. slutdeponering af brugt brændsel og langlivet mellemaktivt affald (i Information 28.11.12)
• fysikeren Paul H. Gudiksen, Californien, i Skive Folkeblad 3.5.14. (Radioactive Waste Storage Issues in Denmark). Gudiksen har arbejdet på det statsejede Lawrence Livermore Labs og var med i the Nuclear Regulatory Commission's emergency response team og derfor en af de første på Three Mile Island efter ulykken og en af de første amerikanere i Chernobyl

Desuden har jeg fået den information fra en 4. ekspert, Charles McCombie, Arius Association, at han ikke kender nogen lande, der fortynder eller fordeler brugt brændsel for at få en lavere koncentration af varme eller af radioaktive isotoper. Jeg spurgte McCombie, om der er lande, der omdefinerer affald som de 233 kg særligt affald på Risø fra højaktivt til langlivet mellemaktivt ved at fordele 1m3 på 65m3.

2)

Interview med Jean-Louis Basdevant, 25.6.2012, France Culture

Atomaffald: Dybdeboringer en Del af et politisk Spil

Det er ikke første gang, der har været prøveboringer i Danmark efter egnede steder til deponering af radioaktivt affald. I forbindelse med ønsket om at indføre atomkraft i 1970erne overlod regeringen det til elværkerne at stå for de nødvendige forundersøgelser og planer.

Elværkerne var af den opfattelse, at når det første radioaktive affald skulle deponeres engang efter år 2000, kunne man vente med at undersøge, om affaldet kunne deponeres i udlandet, eller om man skulle etablere et dansk anlæg i salthorstene. Elværkernes rækkefølge var helt klar, skriver cand. polyt., lic. tech. i fysik Oluf Danielsen i “Atomkraften under pres – Dansk debat om atomkraft 1974-85″ 2006:

1. Der træffes beslutning om atomkraft i Danmark
2. Så bygges a-kraftværkerne
3. Når affaldet er der, bygges affaldsdepoterne.

Et af atomkraft-modstandernes argumenter var den manglende løsning på affaldsproblemet. I aviser, radio og tv diskuterede man atomaffald i 1970erne.  Der blev skrevet og fremlagt rapporter.

Hessner-udvalget fremlagde et 9-punkts program, der i løbet af 10 år skulle gøre det muligt at afgøre, om der i danske salthorste, i grundfjeldet eller i lerjord var grundlag for at deponere radioaktivt affald. Oluf Danielsen skriver, at den energipolitiske udvikling imidlertid havde ført til, at elværkerne, ELKRAFT og ELSAM, havde påbegyndt et undersøgelsesprogram. Første resultat var en rapport “Deponering af højaktivt affald fra danske kernekraftværker 1978.″ Næste fase startede i 1979 med boringer i salthorste i Nordvestjylland.

Elværkerne ville finde to danske salthorste, hvor man kunne langtidsdeponere højradioaktivt affald. Man forventede at skulle deponere i alt max. 5000 affaldsbeholdere fra 6 A-kraftværker gennem en ca. 30 årig periode.

Højradioaktivt/højaktivt affald fra atomkraftværker er brugte brændselsstave, der indeholder transuraner som f.eks. plutonium-239, der skal opbevares sikkert i mindst 100.000 år. (Se evt. mere nedenfor eller på min hjemmeside om atomaffald).

Prøveboringer – politisk og geologisk nødvendige

Elværkerne var meget interesserede i, at Danmark indførte atomkraft, og de var overbeviste om, at prøveboringerne var mindst lige så politisk som geologisk nødvendige, skriver Danielsen. En ELSAM-direktør sagde i et interview i Holstebro Dagblad i 1979:

“(…) at dybdeboringerne i salthorstene i Linde og Gørding er helt unødvendige. Elsam har allerede i en rapport til regeringen udtrykt, at det er fuldt forsvarligt at deponere højradioaktivt atomaffald i salthorstene. Det mener vi fortsat, og resultaterne af dybdeboringerne i salthorstene ændrer ikke vores holdning. Disse boringer er kun en del af et politisk spil og vor holdning er allerede klar: Danmark skal have atomkraft, og salthorstene skal benyttes til deponering af affaldet.”

Oluf Danielsen fortæller om 3 geologer, der formidlede deres geologiske forskning i en kritisk kronik i Politiken 29.12.1979 "A-affaldets veje."  Sidst i kronikken forholdt de elværkerne “at deres to-årige undersøgelser ville være helt utilstrækkelige til at sige noget detaljeret og afgørende om, hvordan salthorstene vil opføre sig over lange åremål. Deres næste spørgsmål var: Hvor længe skal affaldet opbevares? Det var efter geologernes opfattelse det mest politisk betonede spørgsmål at stille, idet de fandt at den danske jordskorpe ville være et særdeles uroligt sted stort set i det 20.000 års perspektiv affaldsdeponeringen ville kræve.” (min fremhævning)

De 3 geologer havde flere kritiske kommentarer, og deres konklusion til sidst var ikke overraskende if. Danielsen: elværkernes to-årige undersøgelsesprogram var helt utilstrækkeligt til at skaffe sikre svar på de afgørende spørgsmål. De tre geologer mindede om, at Hessner-udvalget i 1976 havde krævet en 10-årig undersøgelse gennemført.

Vrede landmænd

I 1979 påbegyndte elværkerne deres undersøgelsesprogram – uden om Danmarks Geologiske Undersøgelser – for at finde to salthorste til langtidsdeponering af højaktivt affald. Man var interesseret i 8 steder med salthorste i Nord- og Vestjylland: Vejrum, Linde, Sevel, Mønsted, Batum, Gørding, Nøvling og på Mors. Det vakte røre og en lokal beboer, en kvinde fra Vinderup, skrev en artikel i Information 8.6.1979, om hvordan det var, når Elsam dukkede op en søndag eller St. Bededag:

“Vil du lige skrive under. Vi skal bore efter salt på din grund”, eller “Vi er i fuld gang med at undersøge salthorsten”, siger man – og så underskrives tilladelsen (…) Tre bønder som jeg har kendskab til, sagde nej til boringsholdets adgang. “Så kommer du for retten, blev der sagt. “Der bliver bare eksproprieret”, sagde man. En kvinde havde nægtet boreholdet adgang i 1 1/2 time, men de blev ved at true. Hun gav op. Har Elsam både udøvende og dømmende magt?”

Borgergrupper mod atomaffald

Ligesom nu blev der dannet “borgergrupper mod atomaffald” for at oplyse om og modarbejde elværkernes bestræbelser på at finde et egnet sted til højradioaktivt affald i en lokal salthorst, skriver Danielsen. 

Dengang var det ikke kun lokale, men også landsdækkende aviser, der skrev om det. I Weekendavisen fortalte lederen af en borgergruppe, at det hurtigt var lykkedes at lave et informationsmøde med Arbejdernes Fællesorganisation i Struer. En projektleder fra ELSAM deltog også i mødet. I artiklen i Weekendavisen var der mange udtalelser fra vrede landmænd, der modstræbende havde skrevet under eller havde fortrudt underskriften, der gav ELSAM tilladelse til at bore på deres marker. De følte sig magtesløse over for et så stort selskab som ELSAM, efter at politiet havde afslået at gøre noget ved ELSAMs efter deres mening ulovlige indtrængen på deres ejendom.

Men selv om de henvendte sig til Viborg amtsråd, Morsø kommune, folketingsmedlemmer som bl.a. Anders Fogh Rasmussen (V), folketingets ombudsmand og formanden for Folketingets retsudvalg Ole Espersen (A) blev boringerne ikke standset. ELSAMs direktør skrev, at ELSAM havde lovhjemmel til at gennemføre deres arbejde. Samme direktør forklarede også i Holstebro Dagblad, at elværkernes indledende undersøgelser viste, at salthorstene var effektive deponeringssteder, da spredning af radioaktive stoffer til ferksvandsforsyningen var så godt som umulig.

Samtidig med boringerne udkom en rapport fra en arbejdsgruppe under Akademiet for de Tekniske Videnskaber/ATV. I arbejdsgruppen sad nogle meget kendte tilhængere fra den offentlige debat om atomkraft i Danmark. Rapporten bekræftede elværkernes igangværende undersøgelse. Det var en rapport, der helt udelukkede geologerne fra Danmarks Geologiske Undersøgelser. En tidligere afdelingsleder fra Risø og en ingeniør fandt, at ATV-rapporten nøjedes med postulater om affaldsløsningen og søgte at overtale sine læsere.

Hvis en geolog kunne fortælle

Da en geolog, professor mag. scient. og dr.phil., Asger Berthelsen i 1979 i radioavisen hørte et interview med ELSAMs direktør, der skråsikkert erklærede, at nu havde elværkerne bevist, at radioaktivt affald kunne deponeres sikkert i en dansk salthorst, steg hans puls, fortæller han i sine erindringer:

“mens jeg mumlede for mig selv, at den direktør hverken forstod sig på salthorste eller agurkesalat. Jeg gik straks ind i biblioteket, det største rum på Brandbjerggaard, og klaprede løs på min skrivemaskine den halve nat. Noget måtte der gøres, ellers ville det lykkes for elværkerne og ‘eksperterne’ i Tilsynet med Nukleare Anlæg i Risø at foregøgle for menigmand, at alle deponeringsproblemer var løst. For Tilsynet var sandhed et relativt begreb.”

Nattens skriverier blev til en fiktiv kronik i Politiken om deponering af radioaktivt affald. Kronikken medførte mange reaktioner:

“Medlemmerne af organisationen for reel oplysning om atomkraft (REO) blev rasende, atomkraftmodstanderne (OOA) jublede, og elværkerne indkaldte til hastemøde med deres tyske eksperter i Hannover. I Videnskabernes Selskab så fysikerne skævt til mig, dog ikke Ove Nathan, som havde kæmpet mod Barsebäck, og den gamle DKP’er og H.C. Andersen-forsker Elias Bredsdorff takkede varmt på egne og sin families vegne.”

“Dermed var handsken kastet. Græsrodsbevægelsen ‘Borgergruppen på Mors’, som blev etableret, da elværkerne gik i gang med at sætte en dybboring med i Mors-salthorsten, tog nu kontakt med mig. Gruppen havde fået aktindsigt og kunne i Miljøstyrelsen læse og kopiere de ellers utilgængelige rapporter fra elværkerne og de tyske salteksperter. Efter at have været i Miljøstyrelsen gik gruppens kurér til mit kontor og efterlod kopierne dér til kritisk granskning”.

Efterfølgende blev der arrangeret en tv-høring i DR, hvor professor Berthelsen deltog:

“Så gik jeg til tavlen og rettede fejlene i Risø-medarbejderens tegning og fortalte om elværkernes mislykkede undersøgelser af Linde-salthorsten og den risiko, som den foreslåede deponering i dybhuller i Mors-salthorsten ville indebære. Påpegede at selv tyske eksperter havde begået elementære fejl i deres forsøg på at udrede horstens komplicerede indre strukturer, og jeg præsenterede en korrigeret tre­dimensional model, jeg havde fremstillet af foldede papirstrimler monteret på en lang strikkenål. Har man først lært sig at analysere dobbeltfolder, kan man også dechifrere forvredne kulissefolder med spiralakser.”

“10 måneder senere afleverede DGU en trebinds-rapport på 297 sider om konsekvenserne af geologisk deponering af højaktivt affald i Mors-salthorsten. Konklusionen var klokkeklar, og selv Poul Nielson, som havde taget A-kraft med i sin energiplan, kunne ikke komme uden om den. Der ville være betydelig risiko for radioaktivt udslip fra et dybhulsdepot.”

Nej til atomkraft i 1985

I 1985 vedtog et flertal i Folketinget, at vi ikke skal have atomkraft. Beslutningen blev vedtaget ved 2. (sidste) behandlingen den 29. marts 1985, med 79 stemmer (S, SF, RV og SF) mod 67 ( KF, V, CD, KrF og FP).

Asger Berthelsen slutter sit kapitel Atomkraft i Danmark? Excentriske memoirer 40, med følgende ord:

“Nu spøger ‘kun’ det højradioaktive affald, som forsøgsreaktoren på Risø har produceret. Eller er alle argumenterne imod deponering af det højradioaktive affald allerede ved at være glemt, fordi CO2-forskrækkelsen breder sig?”

Dengang og i dag

Situationen i 1970erne og 1980erne var anderledes end i dag. Dengang var der forskere mfl. på begge sider, der engagerede sig i debatten og gjorde det ud fra ideelle motiver. I dag har strategien været: hvordan kan man isolere de mennesker, der bliver ramt af et slutdepot, hvorfra det vil sive? Det kan man gøre ved at lægge slutdepotet i periferien, som de nationale medier er ligeglade med, og hvor der er få vælgere. Samtidig har man medtænkt, at universitetsfolk i mellemtiden er blevet disciplinerede.

Skrevet af Anne

Indlægget er et lettere bearbejdet indlæg, der har været bragt 25.8.12 på min første blog: anne.eftertanke.dk

Kilder:

1. “Atomkraften under pres Dansk debat om atomkraft 1974-85″, 2006, Roskilde Universitetsforlag, 2006 : En fremragende og læsevenlig afhandling

2. "A-affaldets veje" Politiken 29.12.1979 kronik af Jens Morten Hansen, Eckart Håkansson og Claus Andersen

3. Asger Berthelsen Excentriske memoirer 40, livserindringer af Aarhus Universitets første professor i geologi

Links:

Vurdering af elværkernes salthorstundersøgelse, En gruppe under Miljøstyrelsen 1984

Træk af Mors salthorstens udvikling, Gunnar Larsen og Jens Bauman, Dansk Geologisk Årsskrift for 1981

Deponering af højradioaktivt affald vurdering af Elkrafts og Elsams rapport, Politica, 1980

Hvorfor er der ikke atomkraftværker i Danmark, Niels Chr. Sidenius, Politica, 1986

Borehuller skal undersøges, TV2 Bornholm, 25.8.2012

Gejsten for atomkraft blev genoplivet en aften hos COWI, 11.2.2011

- Om højaktivt affald i den nuv. situation mht. deponering i slutdepot for lav- og mellemaktivt affald:

I det aktuelle radioaktive affald fra Risø er der også højaktivt materiale, nemlig 233 kg brugte brændselsstave, der er langlivet. Det er blevet omdefineret til langlivet mellemaktivt, og hvis det ikke kan afsættes til udlandet, skal det ned i slutdepotet. Men der er ikke tale om samme mængde, som hvis vi i Danmark havde indført atomkraft fra 1980erne. Andre lande som Sverige placerer ikke brugt reaktorbrændsel i et 300-årigt slutdepot til kortlivet lav- og mellemaktivt affald, som det påtænkes i Danmark. Der er også en del langlivet mellemaktivt affald fra Risø, der skal i det 300-årige slutdepot til kortlivet lav- og mellemaktivt affald. Det gør man heller ikke i Sverige, det har man dårlige erfaring med der.

Se evt. min hjemmeside om atomaffald

ps 26. maj 2006 i Ingeniøren kunne man i “Vision: to kernekraftværker i Danmark” læse følgende:

"I en eventuel ny debat om kernekraft i Danmark kommer man ikke uden om kernekraftens helt store problembarn, det højaktive brændselsaffald. I forbindelse med tidligere planer om at indføre kernekraft i Danmark blev jyske salthorste undersøgt med henblik på at udnytte dem til deponering af højradioaktivt affald – specielt under Mors. Salthorste er tykke saltlag, der under tryk bliver plastisk. Metoden bruges i dag i Tyskland, og de jyske salthorste vil stadig egne sig bedst som depot for affaldet, mener Ølgaard." (min fremhævning).

Povl L. Ølgaard er tidl. professor i reaktorteknik på DTU

Atomaffald: Hvorfor får Slutdepotsagen lov til at sejle?

I Frankrig hævdede myndighederne efter Tjernobyl-ulykken, at den radioaktive sky stoppede ved den franske grænse. Det var medvirkende til, at der blev oprettet en uafhængig organisation, Criirad, der arbejder for at forbedre information og beskyttelse af offentligheden mod ioniserende stråling/radioaktivitet. I medierne omtales den ofte som "Frankrigs nukleare gruppe af vagthunde." 

I Sverige har miljøorganisationerne oprettet en kerneaffaldsgranskning MKG. 

I begge lande er der atomkraft, mellemlagre for langlivet radioaktivt affald og slutdepoter for kortlivet radioaktivt affald. Selv om Danmark ikke er et atomkraft-land, viser sagen om slutdepotet for atomaffaldet fra Risø med tydelighed, at det havde været nyttigt for oplysningen af borgerne og af politikerne, der skal tage beslutninger, hvis vi havde haft en uafhængig organisation, der havde kunnet granske i sagen og stille kritiske spørgsmål. Også den dag vi står med et slutdepot eller et mellemlager, er det vigtigt at have en uafhængig organisation, der kan være vagthund.

Nu kan myndighederne vrøvle og vildlede. Helt uforståeligt er det, at den nationale presse vælger at tie, og at Danmarks Radio overlader det til  regionale kanaler at beskæftige sig med et emne, der er et nationalt problem.

Tegning af Claus Deleuran fra 70'erne om diverse løsninger på affaldsproblemet

Slutdepotsagen lover ikke godt for fremtidige sager, hvor Centrum vil udnyttet Periferien, når danske forskere heller ikke tør udtale sig kritisk, og miljøorganisationerne stikker hovedet i busken.

Danske myndigheders beskrivelse af slutdepotprocessen til IAEA

Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) fremhæver åbenhed, gennemsigtighed og en høj grad af borgerinddragelse i sin nationale rapport fra 2011 i forb. med IAEA's fælles aftale om sikkerhed for håndtering af brugt brændsel og radioaktivt affald:

"In the Parliamentary decision from 2003 it was stated, that it is of utmost importance to make the process open and transparent. Hence, stakeholder involvement and information is a major issue in the process. Besides the presentations of the preliminary studies, two hearings regarding the ‘Basis for Decision’ have been held and a leaflet describing the project has been produced. Moreover, there are plans of public hearings and a high degree of stakeholder involvement in the coming phases of the project." (side 38)

Men det er vildledning at fremhæve ovennævnte over for andre IAEA-lande, når processen har været det modsatte, nemlig lukkethed, fortielser, fordrejninger og manglende inddragelse af de 5 berørte kommuner og deres borgere.

Borgerne har stillet mange af de samme spørgsmål til Dansk Dekommissionering (DD), SUM og GEUS, som IAEA-lande gør til Danmark. Se diverse rapporter med spørgsmål fra IAEA-lande og svar fra Danmark her.

Jeg har tidligere i 4 indlæg karakteriseret spørgsmål-svar situationen som "Kafka i atomaffaldet":

• Kafka i Atomaffaldet 1. Afsnit Svar fra Sundhedsministeriet 30.10.13
• Kafka i Atomaffaldet 2. Afsnit : Svar fra DD 1.11.13
• Kafka i Atomaffaldet 3. Afsnit: Svar fra DD fortsat 3.11.13
• Kafka i Atomaffaldet: 4. Afsnit: Svar fra DD og GEUS 4.11.2013

Myndighederne lever ikke op til deres opgave at svare borgerne klart og korrekt og give dem de data, de beder om.

Danske myndigheders svar til IAEA-lande om pladsudvælgelses-processen 

Et anonymiseret IAEA-land beder Danmark beskrive pladsudvælgelses-processen i forbindelse med spørgsmål til Danmarks 4. nationale rapport 2011:

"Please briefly describe the main steps of the site selection process for the LILW repository, and in which step it is necessary to obtain public consent? What is the reason to choose a “Decide and Defend” approach, rather than a “Volunteer” or combine approach in achieving public acceptance?" 

(red. LILW repository = slutdepot for lav og mellemaktivt affald)

Danmark/SIS svarer bl.a.:

"The method of a parliamentary decision on the siting of the repository rather than seeking volunteers is a normal Danish way of siting necessary infrastructure projects such as railways, motorways, power lines, etc. Also, it is not expected that there will be volunteers for hosting the repository."

Her afslører Danmark sig selv som et land, der vælger at tvinge kommuner modsat lande som Sverige, Finland og Australien, hvor der eksisterer et kommunalt veto. Samtidig afslører Danmark sig som et land, der ikke har lært af andre steder i verden, hvor slutdepotprocesser er strandet:

"Det nytter ikke noget at gennemtrumfe en beslutning om at placere et depot for atomaffald uden at have lokalbefolkningen med. Det står efterhånden klart for amerikanerne, efter de har bakset med at etablere slutdepot i Yucca Mountain i Nevada i årtier," kunne man læse på NPInvestor 30.1.12 (1)

De røde pletter er de først udpegede områder til et slutdepot for radioaktivt affald.

De blå er de pt. 6 udpegede områder. I 2015 udpeges 2 og i 2016 udpeges det endelige sted,  medmindre Folketinget vælger en mellemlagerløsning 2014/15

Et "goddag mand økseskaft-svar" 

Hvis en borger spørger til slutdepotet, får man ofte et svar, der er copy-pastet fra Beslutningsgrundlaget i 2008. Derved kan man få det indtryk, at der ikke er helt styr på processen her 6 år efter. 

En borger spurgte for eksempel Dansk Dekommissionering (DD) om de 233 kg særligt affald, højaktivt affald omdefineret til langlivet mellemaktivt: "Hvilke former for beholdere skal de 233 kg særligt affald pakkes i, hvis ​de skal slutdeponeres? 

DD svarede: "Der kan først tages stilling til beholdervalg når vi kender et eventuelt slutdepots udformning og placering. Her skal valget af beholdere indgå i en samlet sikkerhedsvurdering, da beholderne er en vigtig del af barrieresystemet, og dermed af sikkerhedsanalyserne."

Til det kan man spørge, hvordan kan man foretage en strategisk miljøvurdering, når ingen endnu ved, hvordan slutdepotet skal se ud, hvad der konkret skal i det, hvordan det bliver pakket, og hvor det skal ligge?

Processen burde være foregået anderledes. Man kan argumentere for, at valget af den korrekte slutdeponimetode – et valg, der endnu ikke er truffet i Danmark - må komme før pladsvalget. Et depotprojekt må først fastslå, hvor sikkert det skal være og derefter vise det ved hjælp af et detaljeret koncept, der tager højde for de krav, der må stilles til de lokale geologiske og hydrologiske forhold. 

Det Danske Center for Miljøvurdering udsendte 11.2.2013 en pressemeddelelse:

"Men det undrer forskerne i Det Danske Center for Miljøvurdering, at miljøvurderingen først kommer ind på et tidspunkt, hvor lokaliteterne er udpeget. Den burde i stedet være tænkt ind fra starten: 

- Radioaktivt affald skal deponeres på en måde så vi undgår skade for menneskers sundhed og miljøet, og her kan den strategiske miljøvurdering spille en stor rolle. Miljøvurderingen medtager en bredere vifte af hensyn til mennesker og miljø end de parametre, der er med i de undersøgelser, som udpegningen af de seks områder er foretaget på baggrund af. Desuden er muligheden for at bruge miljøvurderingens mere åbne proces og borgerdeltagelse ikke blevet udnyttet", siger miljøvurderingscentrets leder, professor Lone Kørnøv.

Er Statens Institut for Strålebeskyttelse uafhængig?

DD håber, de beholdere på Risø, der nu er godkendt til mellemlager, også godkendes til slutdepot. Men er det ikke det samme som at sige til SIS, der er den nationale institution, der endeligt godkender slutdepotet, at de skal godkende beholderne og containerne?

De sikkerhedsanalyser, der er lavet i COWIs forstudie maj 2011 er foreløbige og på et tænkt slutdepotkoncept, dvs. al kritik kan afvises med, at der senere vil blive lavet sikkerhedsanalyser i forhold til koncept og geologi. Kun hvis de endelige sikkerhedsanalyser viser, at depotet kan lade sig gøre, bliver det til noget. Her kan man stille det spørgsmål: Kan man forestille sig, at SIS på et meget sent tidspunkt afviser slutdepotkonceptet, hvis der fremkommer sikkerhedsanalyser, der viser, at slutdepotkonceptet ikke er forsvarligt på det endeligt udpegede sted? Er SIS et uafhængigt organ, når det er en del af sundhedsstyrelsen, der igen er en del af sundhedsministeriet?

Hvad er der blevet af selvstændig tænkning i Danmark?

Mangel på kritisk national presse, på kritiske miljøorganisationer, på kritiske forskere og på kritiske folketingsmedlemmer efterlader ikke blot borgere og kommuner i de 6 udpegede områder i en helt urimelig og uretfærdig situation. Også tusindvis af fremtidige generationer svigtes på det sted, der får slutdepotet. De vil undre sig over, hvordan et discountdepot kunne blive vedtaget i 2014/15, når man både på skrift og i tale (del 2) var informeret om, det ville sive med radioaktive og giftige stoffer. Ønsker danske folketingsmedlemmer virkelig at blive foragtet af kommende generationer? Tænker de ikke på, at der i forvejen ligger en regning på 700 mio. kroner for oprydning af 10 danske giftgrunde?

Illustration fra Politiken 25.5.14: Tusindvis af giftgrunde renses tidligst i 2019

Slutdepotet skal opføres af hensyn til de kommende generationer, fordi vi skal rydde op efter os selv, fremføres det. Men er slutdepotkonceptet, hvor man blander kortlivet og langlivet radioaktivt affald i utilstrækkelig dybde og med utilstrækkelig sikkerhedshorisont ansvarlig oprydning? Slutdepotkonceptet er derfor også blevet kritiseret af flere udenlandske eksperter. 

Man kan spørge, hvorfor den udenlandske kritik ikke gør indtryk på folketinget? Hvorfor læner folketinget sig - bortset fra Liberal Alliance og nogle få folketingsmedlemmer - op ad beslutningen fra 2003? Det tyder på manglende evne til læring og en forældet forstokkethed.

I Danmark er der tradition for at tro, at hvis vi ikke taler om et problem,  forsvinder det nok. Men kritik af et projekt kan netop få indvendingerne frem i tide. 

Slutdepotkonceptet er blevet underkendt af udenlandske eksperter

Slutdepotkonceptet er blevet underkendt af flere internationale eksperter (se nedenfor under pkt. 2), og senest har en international anerkendt kerneaffaldsekspert, der har arbejdet 40 år i branchen og rådgivet IAEA, EU-Kommissionen, OECD/NEA og flere store lande, oplyst, at han ikke kender nogen lande, der som Danmark omdefinerer brugt brændsel ved at fortynde eller fordele det for at få en lavere koncentration af varme eller af radioaktive isotoper. (2)

Det eneste håb, der er tilbage, er, at flere folketingsmedlemmer får øjnene op for det kritisable ved slutdepotprojektet og vælger et mellemlager fremfor slutdepot. Og at miljøorganisationerne vælger at se borgergrupperne, som det de er, seriøst arbejdende mennesker, der har undersøgt sagen grundigt og kan argumentere for et alternativ, et mellemlager, som også flere udenlandske eksperter har foreslået, bl.a. vice- og forskningsdirektøren på det hollandske mellemlager COVRA og direktøren i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning.

Skrevet af Anne

Links

1. Atomskrot: USA skal efterligne Sverige NPInvestor 30.1.12

2.  Kritik fra udlandet:

Pt. har 3 eksperter underkendt slutdepotkonceptet:

• direktøren i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, MKG.se, Johan Swahn i JP.4.11, iInformation 28.11.12 og P4 Bornholm 30.5.13 
• professor i helsefysik Erling Stranden, Høgskolen i Buskerud, der var formand for det norske Stranden-udvalg vedr. slutdeponering af brugt brændsel og langlivet mellemaktivt affald (i Information 28.11.12) 
• fysikeren Paul H. Gudiksen, Californien, i Skive Folkeblad 3.5.14. (Radioactive Waste Storage Issues in Denmark). Gudiksen har arbejdet på det statsejede Lawrence Livermore Labs og var med i the Nuclear Regulatory Commission's emergency response team og derfor en af de første på Three Mile Island efter ulykken og en af de første amerikanere i Chernobyl.

Desuden har jeg spurgt en 4. ekspert, Charles McCombie, Arius Association, om han kunne nævne nogle lande, der som Danmark omdefinerer højaktivt affald, de 233 kg særligt affald, til langlivet mellemaktivt. McCombie svarede mig, at han ikke kender nogen lande, der fortynder eller fordeler brugt brændsel for at få en lavere koncentration af varme eller af radioaktive isotoper.

Atomaffald: Fredag Morgen 23. Maj i Sandhedsministeriet

Sandhedsministeren: Jeg har kaldt jer ind på grund af Møgsagen. Siden Bededagsferien har jeg tænkt over den. Sagen er ny for mig, men som jeg sagde til TV2 Bornholm efter mødet med borgergrupperne 12. maj, vil jeg gerne have åbenhed, dialog, inddragelse af borgmestre og informationer til borgergrupperne.

Efter at have læst om sagen kan jeg jo se, at der slet ikke har været åbenhed - trods Beslutningsgrundlaget fra 2008 og trods talrige løfter og ønsker fra partierne bl.a. mit eget i 2002.

Svar mig ærligt, er der noget, der skal dyttes igennem?

Kabinetschefen: Jeg er jo ny her i kabinettet.

Rådgiveren: Jeg har været med hele vejen, Præsident for det Høje Inter-Ministerielle Udvalg i Slutdepotsagen. Sagen er fuldt transparent, som vi også har sagt til Rambøll, der laver den strategiske miljøvurdering. Borgerne har fået alle informationer.

Sandhedsministeren: Jamen hvorfor sagde Skives tidligere borgmester så, at demokratiet er sat helt ud af spil i denne sag? Jeg kan da både læse og høre, at borgmestrene og de borgere, der bor i de 6 områder, hverken har følt sig informeret, oplyst eller inddraget. Vi har en ekstra oplysnings-forpligtelse i dette land uden uafhængige organer til at granske.

Desuden har jeg undret mig over, at der ikke har været nogen debat om nedgravning af atomaffald, hverken samfundsmæssig, sociologisk, juridisk eller filosofisk. Blot 2 ud af samtlige danske forskere har udtalt sig, og det var om eksport af affaldet. En udenlandsk strålingsekspert har sagt - jeg har det lige her - at emnet lige så meget er et etisk som et matematisk problem. Se også denne bog af en professor i idehistorie ved Göteborgs Universitet - jeg har den lige her - om Kerneaffaldshåndtering og legitimitet.

Kabinetschefen: Jeg er jo ny her i kabinettet.

Rådgiveren: (vrisser)

Sandhedsministeren: Hvad med anbefalingerne fra Dansk Center for Miljøvurdering? 

Rådgiveren: (raser) De kan ringe til mig, kan de!

Sandhedsministeren: Hvorfor har DR ikke levet op til sin Public Service forpligtelse? DR skal arbejde "i folkets tjeneste" og påtage sig en række samfundsmæssige og kulturelle opgaver. Hvor er der et oplysende program om sagen? Jeg har set én DR/Deadline, men der deltog kun én borgmester fra Struer  og én borgergrupperepræsentant fra Lolland. Ingen embedsmænd eller politikere deltog.

Kabinetschefen: Jeg er jo ny her i kabinettet.

Rådgiveren: (vrisser)

Sandhedsministeren: Jeg kan også læse, at der har været kritik fra udlandet. Hvorfor bliver der ikke lyttet til den kritik? (1)

Rådgiveren: Kritikken skal være saglig.

Sandhedsministeren: Jamen hvad med den omdefinering af det højaktive affald? - Jeg har det lige her - se denne oversigt over affaldet fra 2005, hvor de 233 kg fylder 1m3, og denne oversigt over affaldet NY 2008. (2) I NY oversigt figurerer de 233 kg nu kun med deponeringsvolumen 65m3, for så kan DD hævde, at de ikke afgiver varme længere og derfor ikke længere er højaktive, men "bare" er langlivet mellemaktive og kan begraves sammen med det kortlivede, blot lidt længere nede. Det er da en underlige måde. Jeg har læst en kerneaffaldsekspert, der siger, at han kender ingen lande, der fortynder brugt brændsel på den måde for at få mindre radioaktivitet pr. m3.

Rådgiveren: Jeg har ikke forstand på det tekniske.

Sandhedsministeren: Jeg har kigget efter dansk forskning på området. Jeg forstår, at embedsmænd har været i Hades og set på forskning i belgisk ler mht. dets evne til opbevaring af kerneaffald. Men hvor er den danske forskning, inden man graver affaldet ned? Hvor er materialeforskningen af de tønder og beholdere, der skal opbevare affaldet, inden det siver ud i ler eller granit og derfra videre ud i grundvandet og ud i fødekæderne?

Det savner jeg. Det er godt og nødvendigt at konsultere udlandet, men jeg undrer mig. Det virker overfladisk det her. Jeg savner bl.a. noget om hydrogeologi.

Kabinetschefen: Jeg er jo ny her i kabinettet.

Rådgiveren: Jeg har ikke forstand på det tekniske.

Sandhedsministeren: Nu har nogle embedsmænd været i Holland og set på  deres mellemlager for kerneaffald. Hvad synes du om det?

Rådgiveren: Jeg var ikke med. Jeg er kun embedsmand.

Sandhedsministeren: Jeg har læst, at vice- og forskningsdirektøren på COVRA anbefaler et mellemlager for det danske affald. Det vil jeg gerne høre lidt mere om.

Rådgiveren: Jamen så må du tale med SIS-manden.

Sandhedsministeren: Nu havde jeg ikke succes med min kritik, da jeg var forsvarsminister. Men hvem står bag denne tvangsdeponering? Denne tavsheds-strategi? Dette ønske om for alt i verden at få affaldet væk fra det mellemlager på Risø, hvor det jo helsefysisk sagtens kan blive stående i 100 år if. en minihøring i 2005? - Jeg har det lige her - det er side 4: "Det blev spurgt, om den nuværende mellemlagring er problematisk eller man bare kan lade affaldet stå som nu. Det blev svaret, at den nuværende mellemlagring ikke er noget helsefysisk problem og heller ikke bliver det de næste 100 år." 

Og endelig hvem er det, der absolut vil have det affald gravet ned? Og hvor er ambitionerne om at lave noget som i Holland?

Det vil jeg gerne vide! Er det fordi det er billigst at grave det ned? Er det fordi der er noget højaktivt og langlivet mellemaktivt og andet langlivet blandet med kortlivet? Hvilke fordele er der ved at grave giftigt affald som bly, cadmium og beryllium ned? Hvorfor skal det ligge lige på Kertinge Mark midt i den idylliske Kerteminde-egn og sive ud i Kertinge Nor? Hvorfor skal radioaktivt affald sive ud ved Bølshavn i det i forvejen mest radioaktivt forurenede hav i Verden? 

Hvordan har I forøvrigt kunnet drømme om at udpege Bornholm, Bright Green Island, som folk kommer rejsende til fra hele verden for at opleve? Hvordan har I kunnet vælge Rødbyhavn? Tyskerne vil jo protestere massivt, det ved I da. Det undrer mig også, at miljøvurderingen først kommer ind på et tidspunkt, hvor lokaliteterne er udpeget. Den burde i stedet have være tænkt ind fra starten.

Og hvorfor har man ikke lyttet til den svenske kerneaffaldsekspert, der anbefalede en Time Out, så man kunne bygge et nyt mellemlager og tage den derfra?

(henvendt til rådgiveren): Find den eller de personer, der absolut VIL, at det slutdepot SKAL dyttes igennem!

Rådgiveren: Javel, hr. minister!

Sandhedsministeren: Jeg tabte kampen mod generalerne, måske taber jeg også denne kamp, men så kan eftertiden læse, når radioaktive og giftige stoffer uundgåeligt siver ud i grundvandet og optages i fødekæderne, at jeg i det mindste prøvede at forhindre det.

Vi, bl.a. DR som det blev sagt lørdag den 17. maj i P1 kl. ca. 12.40, havde en ambition om at gøre danskerne stolte af Melodi Grand Prix. Vi bør også have en ambition om at håndtere vores atomaffald på en ordentlig måde, så vi kan være stolte, selv om det vil koste penge! 200 millioner kroner til Melodi Grand Prix  - det er jo næsten til et halvt borehul til de 233 kg, som er blevet omtalt som meget dyrt.


Mødet er hævet.


Skrevet af Anne

Link

1. Kritik fra udlandet:

Pt. har 3 eksperter underkendt slutdepotkonceptet:

• direktøren i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, MKG.se, Johan Swahn i JP.4.11, i Information 28.11.12 og P4 Bornholm 30.5.13 
• professor i helsefysik Erling Stranden, Høgskolen i Buskerud, der var formand for det norske Stranden-udvalg vedr. slutdeponering af brugt brændsel og langlivet mellemaktivt affald (i Information 28.11.12) 
• fysikeren Paul H. Gudiksen, Californien, i Skive Folkeblad 3.5.14. (Radioactive Waste Storage Issues in Denmark). Gudiksen har arbejdet på det statsejede Lawrence Livermore Labs og var med i the Nuclear Regulatory Commission's emergency response team og derfor en af de første på Three Mile Island efter ulykken og en af de første amerikanere i Chernobyl.

Desuden har jeg fået den information fra en 4. ekspert, Charles McCombie, Arius Association, at han ikke kender nogen lande, der fortynder eller fordeler brugt brændsel for at få en lavere koncentration af varme eller af radioaktive isotoper.

2. Tabel 2005 og tabel NY 2008 over affaldet på Risø

Tabel 2 side 4 fra 1.januar 2005 :

Her opgives 234 kilo bestrålet brændsel til at have et rumfang på 1m3.

Tabel 2, NY fra 1.6.2008: Sammenfatning af mængder og omtrentligt behov for deponeringsvolumen samt aktivitetsindhold i dansk radioaktivt affald per 1. juni 2008: Side 53 og 54 i Beslutningsgrundlag 2008

Her er der KUN opgivet deponeringsvolumen for særligt affald:

234 kilo der fyldte 1m3 i 2005 er nu blevet til 65m3 i deponeringsvolumen, men det radioaktive materiale er stadig det samme, selvom det er blandet med andet materiale.

De 234 kilo indeholder hele det spektrum af fissionsprodukter (f.eks. Cæsium-137, Strontium-90) og aktinider (bl.a. uran og plutonium) som findes i brugt kernebrændsel.

t.o. er det meste af det tunge vand afsat.